Hård weekend

En weekend er gået, en travl weekend, en weekend med masser af mad og alkohol. 

En weekend jeg ikke havde klaret for er år siden. 

Fredag stod på en tur i byen og juleshoppe lidt, som førte til 'take away' fra thai restaurant. ( kalorie/bombe) Efterfulgt af en del bland-selv slik, med chokolade i store mængder. Her taler vi altså om at vi blandede 400g, som vi delte og spiste op. 

Lørdag var den mest travle dag, den startede med fødselsdag hos svigerfar, hvor vi fik smag på den helt store julebuffet med tilhørende kaffe-bord til dessert. (Igen alt for mange kalorier til frokost)

Efter dette første "æde-gilde" gik turen til julefrokost med kærestens firma, hvor der igen blev severet julemad med alt hvad der hører til. Plus chips og chokolade til efter. 

Alt dette formåede jeg at spise, plus jeg drak cider og shots om aftenen. (Drikke kalorier, plus det stopper forbrændingen af alt det usunde jeg indtog)

Efter en kort nattesøvn kom søndagen, som gik med 40års fødselsdag, hvor der igen var mad i massevis. Jeg fik spist tappas, islagkage og en del chokolade til dessert. ( tog endda dessert to gange og spiste en del chokolade) er helt flov over mig selv bare ved at skrive det, ak, alt den fede mad. 

Og alligevel har jeg spist en halv pizza her til aften fordi jeg var SULTEN!? (Burde ik være sulten?!?!?) 

Men jeg har alligevel gjort fremskridt, havde virkelig ikke kommet igennem den her weekend for et år siden, så er lidt stolt. Eller jeg er stolt over at jeg har alt det overskud, jeg har være deltagende i alle arrangementer.Men jeg er bestemt ikke stolt over min elendige evne til at stoppe med at spise. 

Har spist alt for meget. Har dårlig samvittighed, virkelig!!

Tør slet ik begynde og regne på hvor mange ekstra kalorier jeg har indtaget i den her weekend. 😕 puh, spiseforstyrrelsen har lyst til at veje mig for at holde kontrol, for at se hvor galt det er gået. December er en hård måned...

Forskellen er bare nu, at jeg ikke har 'sparet nok op', jeg har rent faktisk spist en masse, jeg har ikke tænkt mig at sulte mig i næste uge (hvilket jeg slet ikke tror jeg ville kunne gøre igen).

Dog har jeg det dårligt over mig selv, over alt det unødige ekstra jeg har spist, alt det som jeg sagtens kunne og helt klart burde have undværet. Det er det sværeste af det hele, alt det der ekstra -bare fordi det smagte godt. :/

Men udover den dårlige samvittighed har jeg klaret at gennemgå det. Jeg har virkelig kunne klaret det! Har kunne overkommet at spise alt den mad flere dage i streg.

Jeg har jo også hygget mig, det må jeg da indrømme! 

Plus at min fornuft prøver inderligt at fortælle og bekræfte mig i, at jeg jo egentlig ikke kan se forskel på min krop nu og så siden i torsdags??

For det kan man vel ikke, vel?? :s

Så mangler jeg bare at fjerne den tanke om, at jeg  ville spole tiden tilbage for at have undgået at spise så meget fed mad.

Men jeg gjorde det!

Kalorier, hovedregning og en sød tand

Jeg må være ærlig og indrømme at min morgenmad er begyndt at blive restriktiv nogle dage. Selvom jeg ik rigtig kan / vil indse det, så er det altså nu engang spiseforstyrrelsen der igen bestemmer lidt over valget af morgenmad . . . i hvert fald nogen gange.

 

Men når jeg ved, at den står på kage om formiddagen den pågældende dag, som det altså har gjort en del gange her på det sidste, da skrive perioden i bachelor er streng lige nu. Det resulterer dermed i at det er svært for mig at spise andet end de to æbler. Hvilket jo egentlig kun er pga at det indeholder under halvt så mange kalorier, i forhold de to stykker rugbrød med ost. Argh, tænk alle de ekstra kalorier jeg får ved det kage! 

Så jeg taber mig da i hvert fald ikke!!

Det er dog ikke sådan jeg skal tænke, alt kan ik opvejes i vægten. Jeg ved. Faktisk ikke engang hvad jeg vejer. Men det er heller ikke gældende, egentlig. For de spiseforstyrrelse tanker kan jo godt være tilstede selvom jeg ikke er undervægtig. De skal dog ikke være der, det kan ik passe, de skal gå væk, forlade mit hovede! Nu!

Jeg skal ikke til at være afhængig af at tælle kalorier igen, skal ikke til at planlægge hvad jeg skal spise og hvornår. For jeg ved jo godt hvordan det bare starter i det små, og så stille og roligt overtager det hele. Fanger mig på den luskede måde så jeg ikke opdager der egentlig sker en ændring. 

Jeg må være på vagt! 

Når det så er slået fast sidder jeg stadig med den bange anelse igen om at, hvis jeg nu spiser det rugbrød med ost til morgenmad, spiser kage til formiddag, igen får rugbrød til frokost, så får jeg jo igen noget om eftermiddagen, og selvfølgelig til aften og sen aften er jeg også altid lækkersulten. 

Og hvis det bliver ved flere gange, mange gange, plus/minus. Så vil jeg jo blive ved med at tage på :/ og ved at hvis jeg bliver ved med at stige vil det være endnu lettere for spiseforstyrrelsen at lokke mig. 

Gider bare ik tilbage igen, nej. Så bliver nødt til at skrive det, gøre mig selv opmærksom på hvad der er igang med at rokke på sig. Så jeg kan tage over, tage styringen og sige nej, imorgen tager jeg sgu rugbrød med ost, fire skiver ost, fordi det smager godt!!

 

Det må være bedre? og så måske holde lidt igen med alt det der chokolade og kage. ( hvis jeg kan) 

Der er jo så skide svært med en sød tand og angsten for at blive tyk😕

Er jeg på rette spor igen?

Det går godt, jeg er glad, for det meste.

Er stresset over opgaven, over at skulle opreres, over at skulle på dagpenge, være færdig og skal søge job. Har sendt ansøgninger, mange egentlig. Men ingen respons ud over to afslag. 

Er nervøs for overhovedet få et job. Er der nogen der gider ansætte en uden erfaring overhovedet :/ 

Men nå, må da se positivt på det, når alt det der 'almindelig' bekymring fylder som gal i mit hovede så rykkes maden lidt væk fra fokus. 

Det er fustrerende ik at skulle tage på længere, og det resultere nok i at valget ligger på fedtfattig youghurt og en tendens til at tænke lidt i kalorier igen. Syntes ik selv det har taget overhånd og jeg spiser restriktivt, slet ikke. For selvom jeg tænker over at jeg gerne vil "spare" lidt på kalorierne nogen gange, så andre gange, som eksempelvis i dag hvor jeg spiser en masse pebernødder, sunset og slik i biografen. Så meget at jeg faktisk nu ligger her med kvalme fordi jeg har spist mere end hvad jeg nok burde. Puh!

Det er stadigvæk en svær ting, det der med at begrænse sig, når jeg nu har tilladt mig selv at spise det. Så er det nemmest hvis jeg på forhånd er bestemt hvad og hvor meget jeg skal spise. 

Men det er vel noget jeg må arbejde på. 

Kan i hvert fald (trods irritation over jeg syntes dele af min krop er blevet for stort og jeg helst undlader at kigge på de dele) stadigvæk have et mere afslappet forhold til min krop. 

Bare eksempelvis i aften i biografen; Alt imens jeg sad der og havde tømt min egen slikpose samt var igang med at hapse fra kærestens, kiggede jeg ned på min mave. Den bulede ud, helt så man kunne se det igennem min hvide striktrøje. Ad. Sukkede lidt, men trak alligevel på skulderne og tænke, "pyt, hvis det er det der skal til for at jeg har det godt" og valgte at tage et stykke slik mere. 

Kan godt være det lyder latterligt, men synes selv at det er et vigtigt tegn på at jeg er i gang med det der 'LET GO' 

Så er der alligevel håb forude 

Det handler bare om at tage en dag af gangen, når nu der skal ske så meget nyt og anderledes i mit liv i løbet af de næste par måneder. Kan bare kun være glad for jeg har fået det bedre, kan trods alt holde til en del mere inden filmen knækker.

:/ ?!? Rask - virker pludselig længere væk

Jeg burde være glad, en gang tilbage, skal ik længere kæmpe med at tage på, er på vej mod frihed. Bla bla bla.

Men det er jeg ik. Er tom i hovedet, trist og irriteret. 

Har hverken lyst til at få slik i biografen i aften, har ik lyst til at gå julen i møde har slet ik lyst til at skulle igennem julefrokoster med fed mad, alkohol og slik. 

Jeg har taget på, gjort det jeg skulle. Jeg har slået hovedet fra. Ved ik hvordan min vægt er steget sådan her de sidste par måneder.

Og det gør mig bange. Rigtig bange.

Hvordan kan man stoppe med at gøre noget man ikke konkret ved hvad er? 

Hvordan kan jeg nu begynde at holde mig til kun at få chokolade/kage osv et par gange i ugen uden jeg føler at jeg igen forbyder mig selv at spise det?

Hvordan kommer jeg igen alt det der nu skal ske, med alt hvad det indeholder af julefrokoster, julehygge, nytår og efterfølgende operation hvor jeg er fast bundet til sofaen.

Syntes pludselig det hele virker lidt uoverskueligt! 

Snart hedder det afslutning

Der er nu kun knap 2 uger tilbage til samtale, faktisk min anden sidste samtale. 

Herfra er planen  at "nadia-skal-stå-på-egne-ben". 

Det må jeg da kunne finde ud af? Eller hvad? 

Syntes ofte man høre om tilbagefald og så skal man igennem bahandling igen. Men det vil jeg IKKE! Vil ik ned i vægt så jeg skal tage på igen. Så bliver jeg jo aldrig gravid. 

Mit store ønske er virkelig at blive gravid engang i løbet af næste år, så det kræver altså at holde den vægt oppe!

Men modsat vil heller ik tage mere på nu. Håber jeg kan finde ud af at stoppe min vægtstigning igen. 

Det er lidt underligt når man har gået så længe og skulle tage på, og så pludselig skal stabilisere. 

Hvordan gør man overhovedet det? 

Jeg er egentlig blevet lidt for god til at blive styret af at spise det jeg har lyst til (i hvert fald fra eftermiddag og resten af dagen). Jeg er får nemlig lidt for meget sukker i form af chokolade og kage. 

Det skal jeg lære at stoppe lidt med. Der går ikke en dag hvor jeg ikke får enten chokolade eller kage og det er ofte ik bare lige et stykke.

Det er begyndt at være okay i forhold til samvittigheden faktisk 

- jeg var alligevel igang med en vægtstigning, så det var okay.

Men hvad så nu? Hvad så når vægten ik længere behøver at stige? Er det så stadig okay? Og i hvilken grad? Er jeg stærk nok til at sige det er okay et par gange i ugen? 

Det er som om det stadig hedder alt-eller-intet inde i mit hovede 

Men ud over alt det mad/vægt tænkning så har jeg det godt. Jeg har et klart overtal af gode dage, er mere glad og tilpas. Jeg kan sidde stille en hel dag. Har det ikke frygtelig ved ik at kunne træne, mit knæ må tage den tid den skal. Jeg har mere overskud til alt mulig andet. 

Der er meget mere i livet der er mere værd end at være tynd?

Hvis man kan sige det sådan?

For når man står i helvede så er man jo alligevel aldrig tynd, aldrig tynd nok. Aldrig god nok. Man kan aldrig give sig selv lov. Mindre var altid bedst. 

Så hvorfor kæmpe en endeløs kamp der kun ødelægger ens krop og ens fremtid.

Livet må og har en større mening. 

Men man skal passe på med at fokusere for stort. 

Man skal sætte pris på de mindre glæder

Og en sidste ting, så har jeg ikke kastet op i over 2 måneder! 

Let go

Jeg har fået lavet mon tatovering, jeg er glad for den, virkelig !

På den ene side har jeg lyst til vise den til hele verden.

Og på den anden side vil jeg gemme den kun for mig selv. 

Jeg er bange for de spørgsmål der kommer til den, hvad den står for..

Jeg er nået frem til en beslutning om at jeg vil fortælle lidt af min historie når nogen spørg, afhængig af hvem det er vil jeg fortælle en lille del jeg mener både vil kunne give et svar om hvorfor jeg har fået den lavet og på samme tid stadig holde meget af min historie hemmeligt. 

Men hvad jeg dog sige, hvad skal jeg fortælle og hvad vil jeg ikke sige. 

Vil jo egentlig ik sige ret meget. 

Min tatovering betyder at jeg er igang med at give slip på noget i mit liv. 

...Nærmere...jeg er ved at give slip på min spiseforstyrrelse, som har været en del af mit liv i rigtig mange år. 

Endnu nærmere .... Jeg har været i behandling et et års tid og skal afsluttes jer sidst på året.

Argh !!!

Ved ik hvad jeg skal sige, tør jeg overhovedet åbne op og fortælle om det?

Jeg er jo desværre rigtig flov over det

Overvældende reaktion på en afslysning!

Jeg har svært ved at forholde mig til min reaktion, synes selv det var, at jeg var, 
for overreagerende?!?

Men det var nok ikke bare fordi, at han var syg, fordi jeg ikke lige fik den tatovering lavet lige præcis den torsdag eftermiddag.
Det var mere fordi, at det er så svært for mig at se i øjnene, at jeg har været syg, (kan knap nok skrive det og mene det, jeg har været syg, føler det ikke, ikke rigtigt) Så jeg skal se i øjnene at jeg har lidet og stadig lider under en spiseforstyrrelse.


Jeg mener dog ikke at alt ens problematikker kan lægges over i en diagnose og så give diagnosen skylden for den måde man handler på, for hvis man gør dette tror jeg ikke man kommer videre, man skal ikke bare stemples og fastholdes!.

Jeg mener man skal se diagnosen som en forståelse for hvorfor man handler som man gør, altså en måde at forstå sig selv på. Få det gjort konkret og bruge det som et afsats, til at kunne ændre de ting der ødelægger ens hverdag. De ting som har overtaget så meget af livet, så man ikke kan udføre alle de ting man egentlig gerne ville.


Jeg bliver nødt til at påminde  mig selv om min spiseforstyrrelse, så det bliver ved med at være konkret. For hvordan skulle man ellers kunne ændre noget? Man kan ikke være lave ændringer i det ubevidste?
Og jeg er jo ikke færdig med at ændre på mit liv endnu, slet ikke!

Tatoveringen skal være mit bevis overfor mig selv at jeg faktisk har kæmpet, at jeg er ved at give slip på den. (jeg kan jo altid bare lade være med at vise den til nogen)

Formålet med den var jo at når jeg fik den , så ville jeg  være stærk nok til at være mere åben om min situation, ikke være så flov over mig selv. Hvilket stadig er noget af en kamel at sluge for mig!


Jeg var indstillet på at jeg var stærk nok, at jeg godt kunne være mere åben, at jeg ikke var flov over mig selv.
Men så kom aflysningen...

Jeg tænker det var derfor det ødelage mit humør, påvirkede så gennemgribende hele dagen.
Nu fik jeg den ikke lavet alligevel?. Ville ikke have den alligevel, ikke nu!! Nu var det for sent, følte jeg var tabt på gulvet, kunne ikke samle den samme mod igen.

For det var så grænseoverskridende at få bestilt den tid hos tatovøren. Jeg er angst for at skulle fortælle om hvad den virkelig betyder. Ville jeg overhovedet kunne være åben omkring dens betydning.?
Det var det jeg skulle!, være åben. Efter at have bestilt tid var der bare ingen vej tilbage, så det måtte jeg indstille mig på, nu var det altså nu. Tiden var bestilt og der var ingen vej tilbage. 
Det var pludselig NU! Det nu som jeg havde ventet på, som jeg troede lå så lang ude i horisonten, så det kom aldrig rigtig tæt på. Ikke før nu. 
Nu skulle jeg jo være åben omkring min spiseforstyrrelse.
Hvilket er ualmindelig svært at samle mod til!

Derfor brød jeg sammen.
 

Jeg må blot huske på, at det er vigtigt for mig at få den lavet! Vigtigt fordi jeg let ville komme til at fortrænge det der er sket, jeg skal ikke blive ved med at skubbe tingene væk og glemme dem. Jeg skal lære af de ting jeg går igennem og blive stærkere!
 
For hvis jeg glemmer min kamp, vil  jeg måske blive revet tilbage i dårlige vaner som spiseforstyrrelsen gav mig. (helt ubevidst)

Jeg håber at jeg tør være mere åben, at få det fortalt, ikke til alle og enhver, men for dem som måske godt ved at der har været noget galt med mig, Har set mig da jeg vejede mit mindste, har oplevet jeg gang på gang måtte melde fra fordi jeg ikke kunne tillade mig det mad der var til sociale sammenkomster, fordi jeg var fjern og trist og fordi jeg gerne vil fortælle at det ikke rigtig var mig dengang.
Jeg er mere end en tom skal, en tynd krop og kalorie-leksikon.
Jeg skal bare have tid til at finde ud af præcis hvad.


Så i dag skal det ske.
( også selvom jeg stadig mangler 2 kg ,før jeg rammer målvægten)

Nadia, du tænker jo alt for meget på den dumme vægt stadigvæk!

Jeg får ikke rigtig skrevet så meget for tiden, som jeg også har nævnt flere gange. Så tænker jeg altså stadigvæk at det nok er en positiv ting. Det må jo betyde at jeg ikke helt har behov for at få mine tanker ud, altså må der jo ikke være tankemylder på øverste etage. Eller hvad ? Gider de dumme tanker bare ikke nå ud igennem mine fingre, gider de ikke komme ud ?

Får hvis jeg tænker over det så er det også negativt!.
Jeg får pludselig ikke længere gjort de "syge" ting konkret, altså kan jeg gå og bilde mig selv ind at jeg intet fejler. Og på den anden side får jeg heller ikke sat fokus på alle de positive ting jeg rent faktisk oplever, som egentlig skal være gældende for at jeg overhovedet får noget ud af at kæmpe.

Det hele bliver blandet i en stor grå masse, skubbet væk og glemt. . .


Jeg glemmer hvor dårligt jeg havde det,
jeg glemmer at fejre mine små sejre,
jeg glemmer at sætte fokus på hvor dårlig jeg egentlig er til at følge den kostplan? - dog både på godt og ondt. ( som vægten jo vil vise, så den sladre lidt om hvor meget jeg har "godtet" mig eller om det onde har tråd så meget frem at jeg ikke har steget det jeg egentlig skulle)
Jeg har ingen ide om jeg har taget det på jeg skal.
Og så siger stemmen i hovedet - det går jo nok, du er ikke længere undervægtig.

Burde ikke tænke sådan ? Jeg skal jo bare op på den vægt! Det er vigtigt for min krop.
De siger jo at det betyder noget at komme op på målvægten. De siger at man skal længere op end undervægtsgrænsen før kroppens hormonproduktion begynder at virke igen.
 (Meen, er det nu bare noget de siger for at man lige skal stige lidt mere?)
Tvivlen er der. Men gud hvor er det da latterligt. Tænk at man kan sætte sig selv sådan i 'skak' for sølle 3 kg ? helt ærlig..




Jeg føler selv, at jeg er kommet langt, kan spise mange flere ting. Eller nærmere bestemt jeg TØR spise mange flere forskellige ting.
Eksempelvis har jeg her til aften fået mad fra en grill bar. Jeg valgte helt selv af lyst et styks CHEESE-BURGER ( man kunne få en grov bolle så det var okay)
 Men altså, jeg spiste det hele.
Selvom jeg endda også fik sunset til frokost.

Så vil jeg rigtig fremvise, "se alt det mad jeg kan spise nu"!!1
Men har jeg så egentlig spist så meget ekstra som jeg bilder mig selv ind?
Til eftermiddag fik jeg en kop kakao og en skål frugt i tern og her til sen aften er det kun blevet til 2 æbler.

Det er dejligt selv at bestemme hvad jeg kan spise og må spise. Det giver mig plads til at udforske nye ting, de forbudte ting.

Dog vil det være mest trygt hvis jeg nu bare vidste om jeg tager på af at spise det jeg gør, og i så fald om det svarer det det halve kg om ugen, bare ca?
Jeg burde tage noget mere nu. burde jeg virkelig. 2 æbler er ik nok, heller ik selvom du har spise en burger nu og sunset til frokost.
Du går ud og tager noget mere!
( Det blev så til en skål frugt mere)

Jeg har altså generelt formået at kæmpe mod angsten, turdet spise noget af alt det der 'forbudte mad'. Dog kan det nogle gange gå lidt ud over mine mellemmåltider, så de bliver lidt "sundere". Hvilken er knap så smart når jeg nu skal tage på, det er noget jeg kan gøre når jeg har nået min målvægt?
På den anden side kan jeg også godt en aften spise en masse chokolade også selvom min aftensmad har været normal. Så det er altså ikke altid det kun ender ud i at jeg spiser mindre!!
Dog opstår den dårlige samvittighed stadigvæk, men går nu ikke altid helt så meget ud over mit valg af mad efterfølgende.

Det er svært at skrive i dag :/ svært at få tankerne ud.
Hvis jeg skulle skrive helt ufiltreret så...

Jeg vil gerne vejes. Jeg vil vejes nu! Gad vide hvad jeg vejer?
Men hvorfor egentlig?
Jeg tror selv grunden er at vægten stadigvæk er  meget styrende for mig, og især for hvad jeg føler jeg  må spise. Eksempelvis, hvis at jeg nu ikke har taget nok på, så giver det anledning til at spise mere, og modsat, hvis den siger mere end jeg burde, så kan der skæres lidt ned.
Har svært ved at se en anden løsning på hvordan det ikke vil komme til at løbe løbsk ?
Hvordan skal man kontrollere at man ikke tager på hvis man ik må veje sig. Mit selvbillede er jo ik ligefrem ret troværdigt? Vægten er det mest objektive svar på om jeg er på vej til at enten vende tilbage til undervægt eller sætte vejen mod overvægt.


Selvom jeg stadig har meget fokus på vægten i tankerne, så betyder det jo selvfølgelig også noget hvordan kroppen ser ud, selvom selvbilledet kan svinge, meget, selv fra dag til dag.
Vildt nok at man kan ændre sig så meget på få timer?

Jeg kan sjovt nok se halv buttet ud den ene dag også den anden dag ikke. (det må kun være min krop der er i stand til sådanne ændringer?:p)

Generelt har jeg det dog okay med at mine arme er blevet større,
okay (til tider) med at røven er blevet større,
ikke okay med at maven er blevet større,
og da slet ikke tilfreds med at mine lår igen rammer mod hinanden når jeg går!!!

Men jeg bliver jo aldrig tilfreds, så et råd ville nok være bare at slutte fred med kroppen. Den ser ud som den gør. Jeg ligner ikke en model. Min krop er ik sund hvis jeg skal have det der mellemrum mellem mine lår. Og på den anden side så var det jo heller ikke sjovt / eller spor kvindeligt at ingen bryster have når man var så undervægtig.

Så dilemmaet står altså på, tyndt helvede uden bryster, dog med flad mave og mellemrum mellem lårene, eller normal/ efter min mening lidt for meget, men så dog med en sund krop?
(puh, kunne jeg ikke lige finde på noget positivt jeg kunne udpege på min krop ?)
Stadigvæk alt for selvkritisk!
Hvor blev det der råd af med at slutte fred med kroppen?


Jeg skal til samtale i næste uge. Gider ik rigtig. (vil gerne vejes) Bare så jeg kan sige til mig selv at jeg har lov til at spise det mere hvis jeg ik har taget på og ellers at jeg stadigvæk nok ik har nået min målvægt, så det går nok.
ARGH hold nu med den vægt. Den burde ik have så stor betydning.

Meeeeeen,  ville jo egentlig gerne have taget på, det er også pinligt at komme der og igen ikke have taget nok på. Hele min vægtstigning er jo gået noget så langsomt. Men på den anden side så syntes jeg selv at det har været det bedste, det har nemlig gået i en tempo jeg har kunne følge med til. Hovedet skal også kunne følge med kroppen.


Nu vil jeg spise det sidste af min skål med frugt.
Og se de  unge mødre på kanal 4 ;)

Tankerne er det som forsvinder til sidst

Jeg har det godt for tiden. Er begyndt at smage på livet som det rent faktisk er. 

Livet byder jo på så mange forskellige ting. Tænk hvor dejligt det er at det ikke kun handler om mad. Jeg er nået til et punkt hvor jeg ikke konstant tænker på mad. Hvor jeg har det okay med at mine knogler ikke er tydelige, at der nu er former istedet. 

Jeg kan ikke længere passe bukserne i den mindste størrelse i butikkerne, går hellere ikke længere efter størrelse XS. 

Men alligevel ved jeg jo godt at tankerne stadig er der, lige gemt under overfladen. Klar til at bryde ud i hvert et sårbart øjeblik der rammer. Som en sæbebobbel der springes ved blot et lille prik. 

Min kæreste havde i dag købt en ost til mig, nærmere sagt et helt kilo brie ost. Der står med store fede bogstaver udenpå 60% fedt i tørvægt. 

Jeg gik helt i koma, jeg skal IKKE spise den ost der, 60% FEDT!! 

Han må da være gal? Det kan jeg jo ik ? 

 

Det førte så til at jeg selvfølgelig måtte se nærmere på den. Okay det stod så 32g fedt pr 100g altså så den ligger på 32% i ikke-tørvægt? ( hvad f***** er tørvægt så?)

Så efterfølgende blev blikket ført over på kalorier!! Og så sammenligne med den anden ost jeg har liggende.

Den ost som jeg troede kun indeholdte 16% fedt (den jeg plejer fra samsøe). Så havde jeg købt en forkert ost? 

Det var 28% fedt i min ost. 

28!!!! Og jeg har spist næsten den hele. 

Hvordan kan det lige ske !?!? 

Jeg gik helt i panik.  Der er over 100 kcal mere pr 100g !!!

Argh, samel dig !!!

For på den anden side, da jeg så lige fik tid til at falde ned igen, kunne jeg jo godt være mere realistisk i min tankegang.

Helt ærlig!

Jeg er jo ik blevet mega fed af at spise den ost istedet for den anden jeg plejer. 

Jeg kan ikke se på min mave at jeg har spist ost med 28% fedt istedet for 16. 

Nej, ingen synlig forskel faktisk ?

Wow!

Så nu tør jeg måske godt tage noget brie. Også selvom det der 60% fedt i tørvægt skriger til mig og skræmmer noget så grusomt. 

Jeg skal tage mig sammen, fra sidste vejning var der jo stadig et par kg endnu. Så hvorfor ik føre et par 100 gram ind med noget ristet rugbrød med brie? 

Jeg er begyndt at være lidt mere rationel. Når jeg bare lige får lidt tid til at bearbejde det.

Har endda oven på min lille dumme oste-episode spist en plade chokolade, ja 100g, og er alene hjemme. 

Kan med stolthed sige; jeg har nydt den og vigtigst af alt, følt at jeg (næsten) har fortjent den. Og derfor beholdt det hele nede i min mave. 

Jeg står imod stemmen som lokker med den befrielse det ville give mig ved at få alle de kalorier op igen. 

Men nej !

Jeg vil lade det hele ligge nede i maven, lade min krop få ro og give mig selv den glæde at, man faktisk godt kan spise chokolade når man er alene hjemme, uden at kaste op!

Det er okay! 

Jeg er på rette vej, det kan jeg mærke. 

.. Har det dog lidt dårligt over at skrive et nyt indlæg uden at have svaret på de søde kommentarer fra forrige indlæg om nu historie. Har læst den og de betyder rigtig meget for mig. Har bare ik haft overskud til at få svaret. 

Min historie.... So far

Min historie

Min spiseforstyrrelse har været i mit liv i mange år, jeg kan egentlig ikke huske hvad der præcis startede det. Måske det var veninden som kastede sin nudelsuppe op, fordi hun ikke ville tage på og jeg derfor også måtte prøve det? Eller var det min usikkerhed og mangel på identitetsfølelse?

Jeg ved det i virkeligheden ikke, men som årene gik, blev jeg mere og mere påvirket af den.

Den begyndte med små skridt at ændre mine vaner.

Vanerne omhandlede hvad jeg måtte indtage af kalorier, hvilket mad jeg skulle spise og hvor ofte og hvor længe jeg skulle træne. Jeg troede faktisk selv at jeg bare levede sundt. Jeg fulgte jo bare alle de her kendte slankeråd som man konstant bliver bombarderet med overalt. Altså begyndte jeg at skære ned på kulhydrater (brød/ris/pasta), spiste mere frugt og grønt, minimere fedtindtag, og skrue op for træningen.

Alle jo hørt om alle disse råd – spis mindre og træn mere. Og jeg fulgte de råd? Så jeg måtte jo være sund?

Men jo længere tid der gik, jo mindre måtte jeg spise, havde et helt regnskab oppe i hovedet om hvor mange kalorier jeg måtte spise og hvordan jeg skulle overholde mine regler. Jeg var jo nærmest et omvandrende kalorie leksikon. Der var snart ik den ting jeg ikke vidste hvad indeholdte. Heri begyndte træningen også at gå fra at være lystbetonet til at bare blive en kamp for at forbrændte et bestemt antal kalorier hver uge. Dette mønster endte med at jeg til tider tabte alt kontrol og endte med at overspise og kaste op. Hvorefter jeg fik det endnu mere dårligt med mig selv, med at miste kontrollen og det medførte bare endnu strengere regler.

Jeg har egentlig længe lagt lidt imellem disse to typer af spiseforstyrrelser, bulimi og anoreksi. Jeg har overspist, kastet op, overtrænet og sultet mig sig i en endeløs kamp om at undgå at tage på. Livet var et helvede. Skamfuld når jeg kastede op, udmattet efter træningen som aldrig kunne blive hårdt nok. Utilpas af at gå uden nok mad.

Alligevel ville jeg ikke rigtig indse at jeg var syg. Jeg var jo bare sund, måske lidt sundere end andre. Grænserne for hvad der er sund og FOR sund, altså usundt var fjernet. Det kunne bare ikke blive sundt nok.

 Jeg startede i behandling i oktober 2012. Fik stemplet anoreksi, som medførte at jeg kunne få behandling, på trods af min alder som daværende 22 åring. Stadig syntes jeg nok selv at det var mine opkastninger der var det syge ved mig. Selvom jeg på dette tidspunkt havde jeg tabt mig i alt 18 kg (fra min højeste vægt). Jeg fik opstillet det scenarie at jeg skulle tage 10 kg på, som minimum. Der skulle stiges med mindst 500g i ugen. Vægtstigning er svært, alt i en strider imod og tankerne prøver at snyde en til at man ikke behøver at tage på. Bare alt det man havde bygget op, og fokuseret på handlede jo udelukkende om at skulle udgå at tage på og helst tabe sig, bare bliver tyndere og tyndere. Alt blev vendt på hovedet.

Jeg ville jo ik være fed, jeg kunne ikke selv se at jeg var undervægtig. Inde i mit hoved kørte sætningen gentagende gange ”Hvordan kan de stå og sige at JEG er UNDERVÆGTIG?” Så har de da ik set mine lår som flader ud, min mave som buler ud over det hele. Jeg følte slet ikke at jeg lignede en der havde anoreksi! Piger med anoreksi er da tyndere end mig! Følte mig ikke tyk heller, men nærmere normal der lige kunne trænge til at tage et par kg eller tre.

Det påvirkede så min proces og min vægtstigning. For det var jo virkelig svært at kæmpe mod at blive rask, når jeg ikke rigtig følte mig syg og kæmpe for at tage på, når man ikke selv følte det var nødvendigt. Jeg ville selvfølgelig også gerne kunne leve et liv uden disse strenge regler, uden at hele tiden skulle tænke på mad, uden at alt skulle handle om mad, vægt, kalorier! Men på daværende tidspunkt troede jeg, at uden disse regler, at ville det hele løbe løbsk, jeg ville jo blive fed, jeg ville slet ikke  kunne styre det.

Men jeg kom altså i gang med behandling, hvor jeg havde håbet på at kunne ligge med ned og få dem til at fjerne min spiseforstyrrelse, ja faktisk bare tage den fra mig. Men jeg blev klogere. Der ventede sig en kamp, en ualmindelig hård kamp. Hvor jeg så vil tilføje at det har været det hele værd!

Det er altid svært at gå nye veje. Der har været utallige af episoder hvor jeg er brudt grædende sammen eller gået min vej, bare fordi jeg ikke kunne spise de ”forbudte ting”. Det har derfor været lettest at spise hjemme i starten, vide hvad jeg skulle have så det var til en start sat i struktur.

Hver dag var en kamp. Mine dage gik i etaper imellem måltiderne, havde mest bare lyst til at tiden bare fløj af sted. Ville ønske jeg kunne ligge mig ned og sove, men ikke engang det var jeg i stand til, sov elendigt om natten. Jeg frøs konstant, mine ben og arme var som is. Jeg gemte mig i store bluser. Mit hår blev tyndt, min hud blev tør og mine negle knækkede. Jeg var til lægeundersøgelse og fik af vide at mine tarme var sat på pause fordi min krop ikke havde energi til at holde dem i gang.  Alt det her var min krop der fortalte mig at jeg havde brug for hjælp, og mest af alt - brug for mere mad.

Jeg fik dermed udarbejdet en kostplan hos diætisten, som jeg skulle følge. Hvilket jeg overhovedet ikke var i stand til. Ville egentlig ønske i dag, at jeg havde fulgt den fra en start, så min vægtstigning havde været mere stabil, i stedet for at svinge så meget, som den nu har gjort.

Der er jo kun en vej frem. Jeg har først et år efter jeg startede i behandling indset at anoreksi ikke er vejen frem, det er ikke noget der holder i længden (hvis man kan sige det sådan). Der er rent faktisk ting i verden der betyder mere. Og hvis man har anoreksi kommer man aldrig videre i livet, man kan for eksempel ikke tage en uddannelse og tage ansvar for sin egen fremtid. Man ødelægger simpelthen sin fremtid.

Min egen store motivations faktor var, at jeg en dag gerne ville blive gravid og være mor. Hvilket kræver at jeg skal have min menstruation, som kræver at min krop skal være normalvægtig og normal fungerende.

Men det var en kamp at tage på, det var svært at spise kulhydrater, det var svært at holde op med at træne. Jeg fik endda kommentaren i min behandling om jeg overhovedet ville være rask? Fordi jeg igennem hele forløbet har følt mig mest sikker ved at lige hive i håndbremsen, så det ikke gik for hurtigt.

Jeg har dog altid gerne ville være ”rask”. Mere og mere efterhånden som vægten steg, blev jeg gladere, Jeg havde flere og flere ”gode-dage”, jeg kunne altså mærke at jeg fik det bedre hvilket også forstærker følelsen af at ville være rask. Jeg kunne pludselig tage ud og spise. Jeg kunne spise med andre. Jeg kunne være social.

Jeg er også begyndt at have tid og lyst til at være sammen med veninder igen. Og jeg må indrømme, at det er virkelig en vigtig del at være social, både med familie og venner. For når man skal ud af en spiseforstyrrelse, bliver man nødt til at fylde tomrummet ud med andre ting. Jeg har selv erfaret at det sværeste var at være alene. Når jeg var alene tog spiseforstyrrelsen helt over, jeg var alt for svag til at kæmpe imod og blev kastet tilbage i de dumme gamle rutiner.

Jeg ved ikke om jeg nogensinde bliver helt rask. Men jeg er ikke længere syg. Det styrer ikke længere min hverdag. Der er stadig flere ting jeg ikke kan spise eller drikke.  Tankerne er der stadig, men nu er jeg i stand til at overdøve dem. Lytte mere til fornuften. Jeg tror på at jo længere væk man kommer fra det, jo mindre vil det komme til at fylde. Dermed har jeg nu også nemmere ved at være åben omkring det.

For jeg har egentlig altid haft svært ved at fortælle min historie, følt det var pinligt og at der ikke var nogen som måtte vide det. Der har altid kun været ganske få der havde indsigt i min lille hemmelighed. Jeg er ked af at have været så flov over det. Jeg er også blevet fortalt at folk jo godt kunne se jeg var syg, da jeg var så tynd, fået af vide at det var tydeligt at der var noget galt. Men har aldrig ville indse at det kunne ses, jeg var flov. Men jeg burde ikke være flov, det var jo ikke min skyld at jeg blev ramt af en spiseforstyrrelse!!

Jeg vil gerne hjælpe andre piger med spiseforstyrrelser, komme ud af det helvede det er at være enden fanget af anoreksi eller bulimi. Hvad det gør ved ens liv og hvor svært det kan være at se at der rent faktisk er et liv bagefter, uden at skulle blive styret af strenge regler.

Det har været mit livs hårdeste kamp, men når jeg tænker tilbage på hvordan jeg havde det, så kan jeg med sikkerhed sige at det har været det hele værd! Og jeg har ikke kunne klare det uden min dejlige familie og kæreste, det er vigtigt at have et støttende bagland.

<3

Skal jeg ud med min historie ?

Jeg var til noget tema-aften igår der omhandlede spiseforstyrrelse på Varde gymnasium. Det var mest forældre der mødte op. 

Jeg var egentlig også bare med for at høre min veninde som skulle op og fortælle hendes historie. 

Det var faktisk spændende og jeg tænkte  efterfølgende, at jeg også selv kunne få lyst til at stille mig op og fortælle min historie.

Tror jeg..

Først og fremmest ville det nok være en ide at gøre min historie konkret for mig selv.

Jeg tænker også at det er en god ting at gøre uanset.

For så er det nemmere at lægge væk, når man ved hvad man forlader. 

Det er ikke lige så let bare at fortrænge og skubbe væk.

At skrive min historie ned vil gøre mig mere bevidst om at jeg har det bedre nu, hvor meget det havde ødelagt mit liv, opslugt min tid og mine tanker.

Hvor spiseforstyret jeg egentlig har været og hvordan det startede og tog overhånd og styrede det jeg kaldte for liv. 

Det tror jeg kan hjælpe mig med at komme videre. 

Skal også videre. Fik lidt det scenarie at jeg skulle tænke over hvornår jeg selv tænkte at jeg var færdig med behandling og altså klar til at komme ud og stå på egne ben.

Der blev foreslået til nytår. 

Er jeg klar? Jeg vejer jo ik helt det jeg skal endnu?

Vil gerne have hjælp til at stabilisere så det ik ender med ar jeg vejer mig hele tiden. 

På den anden side vil jeg jo også gerne være fri for at rende til samtaler, men et jeg rask nok til det? 

Måske er jeg, ved det ik. 

Husk på de små sejre!

Jeg har fået det bedre siden mit sidste indlæg. Og har nu mere end nogensinde sagt til mig, at det nu skal være et overstået kapitel i mit liv. 

Selvom jeg også godt ved at det bliver en næsten umulig opgave. 

Bemærk - NÆSTEN umuligt! Det kan lade sig gøre.

Men har egentlig været lidt stolt over mig selv, over små ting, handlinger jeg har udført her i de sidste par dage.

For det første kunne jeg overkomme at spise to boller med ost og ik bare to stk rugbrød. ( der står tre i planen, men har altid kun taget to) alligevel var det en kamp for mig pludselig at spise to boller istedet. Er vi lige enige om at der er flere kalorier i to boller end to stykker rugbrød!!

For det andet så formåede jeg selv igår aftes at spise en portion ymer + drys efter at have været omme ved mine sviger forældre og spise aftensmad OG dessert. 

Jeg gjorde det fordi at jeg på den ene side ikke helt tænkte at jeg havde fået nok, i forhold til planen. Men også fordi, jeg var sulten, JEG MÅ GERNE VÆRE SULTEN, selvom jeg har spist. 

Eller,,

 det er legalt nogen gange.

Og det er med at spise ekstra når jeg føler det er okay. 

Igen i dag, spiste jeg ud over de faste rammer. Jo jo. 

Det skete efter jeg lige var kommet hjem fra skole i dag, gik et æble fra haven, lidt bær og igen ymer + drys. Selvom klokken kun var kvart over to. 

Der plejer altså ik blive spist eftermiddags måltid før EFTER kl tre!! 

Nu skal det være, Nadia, nu er det ved at være på tide til at tage de sidste små kg du mangler! (Der er ingen vej udenom)

Så må jeg jo købe nye bukser, for allerede nu sidder flere stramt, og har endda smidt to par ud.

Men man kan vel heller ik regne med at man kan passe de samme bukser efter at gå ti kilo op i vægt?

Og som om det ikke skulle være nok har jeg yderligere fået et stykke kage og islaffe ekstra til eftermiddag. 

Til min sen aften tog jeg igen yoghurt , hvorefter jeg efterfølgende fik to stykker æbletræte. 

Puh min mave er FULD!!!

Tror mine ædeflip bunder lidt i at jeg skal vejes mandag. 

Magter ik at få af vide "du spiser ikke nok!" Igen igen igen

Kære nadia. . . .

Det er tidspunkter som nu jeg burde tænke over. Burde huske på.

Minde mig selv om når jeg er svag, for svag til at se at det er en løgn jeg bliver tilbudt. " det er bare den her ene gang, der sker ik noget ved at gøre det en gang nadia"

Så kære nadia.

Næste gang du begynder at blive overtalt til at overspise og især kaste op. Så tænk på at det aldrig kun bliver til den ene gang. En enkelt gang er med til at starte hele den onde cirkel. Den cirkel du så godt kender. Det vil du ik tilbage i,virkelig. Det er fyldt med skam, frastødelse og smerte.

Jeg ved at du ved præcis hvilken følelse jeg taler om. Også selvom det måske er svært at se inden, det er nærmest umuligt at mærke den smerte som kommer bagefter. Men den kommer..

Den nærmest depressive følelse, som gør at du har lyst til at grave dig selv ned. Får dig til at græde, føle dig svag, utilstrækkelig og ensom.

 

Tænk på næste gang, inden det sker.

Tænk på hvordan tårene triller ned af dine kinder nu, af bare skyld og skam.

Det bliver ALDRIG kun til en gang. 

Så kære nadia, så snart du bare nærmer dig tanken om at det vil ske. Så sig det til nogen. Ring til nogen. Din familie vil elske at hjælpe dig. Og du skuffer den og gør den ondt hver gang det sker og konfrontere dem. 

Og nu skal du ikke bare holde det hemmeligt! Det er noget du ikke selv kan styre. Men du vil gerne stoppe, inderst inde kæmper du imod. Du har brug for hjælp, for alene er du stadig for svag. 

Tá din telefon og ring. Ring til din familie, sig du har det svært. Det ville være det stærkeste du nogen sinde kunne gøre. Se det som en sejer og ikke et nederlag.

Bulimien vil føre til nederlag, gang på gang. Du ved jo godt det aldrig fører noget positivt med sig i sidste ende ?

Lov mig, lov dig selv at du vil læse det her inden og få et tilbageblik på dig selv. Liggende grædende på sofaen midt om natten over det igen er sket. Du vil ikke have at det sker igen. 

Ligemeget hvor meget den lokker, så stå imod. Du skal ikke tilbage i dens fange arme. Du fortjener bedre. Os selvom det er svært at se det nu..."

Tá nu den telefon og ring... Du vil takke dig selv for det i fremtiden.. 

Du vil ud af det her, du vil ik bare tilbage til der hvor du var inden anoreksien.

Det er jo bare som at gå fra er helvede til et andet. 

Hvis du ringer efter hjælp vælger du livet og ikke spiseforstyrrelsen.

Gør det Nadia, tá imod hjælp, tá imod livet. For min skyld, for din skyld. 

Du kan godt stå imod! 

Anoreksi er mere farligt, dog er det mere ubehageligt og flovt at have bulimi, efter min erfaring..

Jeg har lidt af overspisning og opkast `bulimi` i mange år. Kan rent faktisk slet ikke huske hvornår det startede eller hvad der startede det.

Måske det var tanken om, at jeg ik ville være tyk, men alligevel ville jeg gerne kunne spise.
Jeg har med tiden fået nemmere og nemmere ved at kaste op. Det har bare gjort det endnu svære at stoppe det.

Det er jo fedt at man ik tager på af det man spiser ?
(det er bare ik fedt måden det så foregår på)

Jeg har holdt det hemmeligt i mange år.
Men har altid følt det stod printet i panden på mig. Især når jeg har stået i butikker og købt fede og søde sager, i mængder andre ik tror ville kunne spises af én person.
Jeg er altid så flov, så jeg undgår altid lidt at se på kassedamen.
Kan hun mon læse mine tanker? Kan hun se jeg skal hjem og spise det hele selv og kaste op bagefter?

Bulimien er jo nærmest blevet en ´ven´ for mig? En der altid er der når jeg er alene, specielt om aftenen. Det kan jeg være sikker på. Lige meget hvor meget jeg egentlig havde tænkt mig at jeg ikke skulle, ender det alligevel med at den kommer. Jeg har svært ved at fortælle det. Fjerne stoltheden over at jeg stadig ikke kan være alene. Den fylder mig kortvarigt, hvorefter jeg kaster op. Jeg får et kick af episoden. Noget som jeg endnu ik har fundet en erstatning af -- endnu..
Jeg ligner jo nærmest en junkie, når jeg står der med røde øjne. Jeg kigger mig selv i spejlet og tænker på hvorfor jeg overhovedet gør det her. Sekundet efter drejer tankerne over på om hvor meget jeg nu har fået op.

Nu kommer den dårlige følelse. Dårlige tanker, dårlige samvittighed.
Alt det der er med til at pille min selvværd længere og længere ned.
Du er klam..
Du kan ikke engang være alene..
Du kan ik styre det du spiser..
Din grovæder..
......

Jeg har ikke lyst til noget, jeg vil bare sove - hvis jeg kunne.
Jeg vil være alene.

Alligevel giver det mig en hvis ro i kroppen.
Jeg er ikke længere rastløs, jeg tænker ikke længere på hvad jeg skal spise.
Jeg har ro i mit hoved, ro i min krop, som om jeg var dopet...


Jeg vil ik skrive ned hvad jeg har spist, det er unævneligt. Jeg har dårlig samvittighed. Tænk at jeg igen har gjort noget så usundt og ækelt ved min krop.

Jeg gad da godt at det var anderledes, at det ville stoppe. 

At jeg kunne sige, 
"Jeg kan da slet ikke spise alt det, selv"

Bare sige jeg er helt normal

Jeg har normale spisemønstre ? 

Jeg VIL være normal, jeg vil ikke være alene hjemme og grovæde. 

Kaste op når jeg er mere end fyldt. 

Mærker ensomheden bagefter 

Kigger mig i spejlet, på mine røde øjne, hvorefter jeg alligevel prøver at få mere op.

Alt imens jeg tænker, det her er virkelig ikke godt, jeg burde stoppe, burde helt lade være med at gøre det mod min krop.

Jeg siger til mig selv, det er sidste gang.

Det skal IKKE ske igen. 

Men så snart jeg er alene,,,, og sårbar. kommer den, den banker igen på døren. Lokker mig ind endnu en gang.

Den forlader mig ikke let. Det ved jeg.

Men ville gerne den ik var en del af mit liv.

Eller gør jeg? Burde jeg ik være stærkere til at sige fra? 

Konditionstræning.. For første gang i MEGET LÆNGE!

Jeg er startet i skole igår. Glæder mig til at komme rigtig igang og syntes det her sexologi lyder rigtig spændende, og det skal de kommende 6 uger omhandle på skolen.

 

Jeg har derfor også valgt at skrive min bachelor opgave om emnet, kombineret med noget psykiatri. Sammen med de to andre piger fra mit hold. ( jeg ville jo egentlig allerhelst dreje det over i diagnose området for spiseforstyrede, men vi skal jo beslutte os i fællesskab)

Jeg vil dog lige fastlægge, at seksualitet jo er rigtig mange ting. Og bestemt ikke bare noget der omhandler sex/samleje. 

Det er heller ik Joan ørting style, overhovedet!! 

Det drejer sig om hvordan man er som menneske, hvordan man agerer, sin egen kropsopfattelse, berøring og meget mere. 

Jeg har måske en lille drøm om at selv engang komme til at hjælpe andre piger med spiseforstyrrelser. 

( jo vidst, skal lige selv ud af det. Men i fremtiden).

Her vil viden og værktøjer om sexologi og seksualitet også gavne. 

For piger der lider af spiseforstyrrelse har i den grad også problematikker inden for dette tabu og uberørte emne. 

Og hvis man som sundhedspersonale ikke bringer det på banen, hvem skulle så gøre det? 

Men hov nu kom jeg helt væk fra overskriften. 

Jeg har været nede og spinne i dag!! 

Og er rigtig glad for at jeg kunne, med mit knæ altså. Dog er jeg lidt træt af at jeg ik kunne følge takten stående, men må hellere bare passe på så knæet forhåbentlig en gang kam stoppe med at gøre ondt. 

Jeg tænker derimod at det er en god ting at få styrket musklerne omkring det, da det jo er musklerne der holder leddet på plads. 

Noget andet der irritere mig i de her dage er også at jeg føler ik jeg kan blive mæt :/

Det er så fustrerende ikke at kunne stoppe med at spise og bare føle sig mæt. Burde være mæt. I dag efter skole, altså efter både morgen, formiddag og middags mad, kom jeg hjem og var sulten ( eller er jeg overhovedet sulten???) 

I hvert fald spiste jeg først en nektarin, så et æble, så en banan og en portion havregrynryn. Som om det ik burde være nok, så gik jeg igang med at lave kaffe, alt imens jeg ventede på kaffen rendte ned, tog jeg mig selv i at stå og probbe mig med mandler. 

Hmm :/ det er da heldigvis noget mad kroppen kan bruge og får nærring af. (Lidt positivt bliver man vel nødt til at være, men den positivitet holder kun så længe den står på vægtstigning. Hvilket nok kun er kort tid igen) 

Det skal nok stoppe engang (forhåbentlig)

Har sagt til mig selv jeg ik må holde det hemmeligt når det sker. 

Det skete igen, det er efterhånden længe siden sidst, det var heller ik så meget som det plejer. 

Men det gik galt. 

Det startede med at jeg skulle have min sen aftens måltid, havde egentlig spist en håndfuld mandler med lidt nutella. Alligevel besluttede jeg mig for at spise koldskål, og vejede ik kammejunkerne af. Skulle jeg nok have gjort. Det endte med at jeg spiste resten af posen. Og ja .. 

Op igen.

Men jeg vil ik lade mig slå ud af at jeg faldt i igen. 

Fik endda dårlig samvittighed over at jeg skal tage på, så nu har jeg spist frugt og endnu flere mandler. Har det lidt skidt :/ men skal væk fra det overspisning og opkast.

Det går jo også fremad, det gør det altså!

Har fundet frem til en belønning til mig selv, til når jeg kommer op på målvægten. Jeg skal have lavet en tatovering af englevinger på ryggen. De skal symbolisere min kamp som jeg har overlevet og vundet. 

På den måde begynder jeg helt at glæde mig til at få den lavet og kan måske skubbe tallet lidt i baggrunden. 

På den ene side ville jeg jo gerne have det går hurtigt med de sidste kilo, men der er jo stadig noget i mig der vil det modsatte (ellers havde det her jo ik været sket her til aften)

Men kæmper jo!

Jeg har lige talt mine vitaminpiller ( de to eksta B jeg får) 

Der er kun tilbage til en måned og 4 dage. 

Dem skulle man jo spise imens man tog på og nåede målvægten. 

Kan ik lade være med at tænke, om jeg skal sætte mig det mål at nå min vægt inden jeg ik har flere vitaminpiller. 

Det er dog super angstprovokerende, bare tanken!!!

Jeg må overveje det. 

Men blev dog lige nødt til at dele det på bloggen inden spiseforstyrelsen har takt mig fra mit ( måske ) mål.

Pyh..

Til slut lidt billeder ( fordi jeg går lidt amok med collager) 

Er officielt ikke længere undervægtig

Så kom dagen, blev vejet, vægten sagde 55. Det vil så sige at jeg nu har et BMI på  18,6, og hører ikke længere under kategorien undervægtig. 

Har i alt taget 7 kg på, end til videre.

Jeg er lidt ambivalent omkring min vægt.

Det er selvfølgelig en katastrofe for anoreksien, bare det at jeg ikke længere er undervægtig. Jeg er altså ik længere anderledes, jeg kan ik trøste og berolige mig selv ved at jeg er undervægtig, kan ikke længere bruge det som undskyldning hvis jeg er træt, svimmel eller hvis jeg har spist for meget (fordi kroppen skriger efter nærring)..

Det er altså bare mig, mig der godt kan være doven, grådig og dårlig :/ 

Oveni kommer den i endnu stærkere grad når jeg snart rammer min målvægt og ikke længere skal tage på. 

Jeg skal kun øge 3 kg mere ( og ja KUN 3 kg og så VIL jeg ikke mere op i vægt)

Men tvivler på jeg bliver sat direkte på stabilisering når jeg rammer de 58, målvægten hedder jo 58-61. 

Puh :/

På den anden side er det jo også rart at vide at der kun skal 3 kg ekstra som skal sidde på min krop.

Måske min krop også vil give mig min cyklus tilbage og så ja, så er min krop jo rask? 

Men hvad så med mig, hvornår kan jeg kalde mig (mit hovede) for rask? Og bliver jeg overhovedet rask? 

For hvad er rask egentlig ?! 

Føler mig fed ( også selvom fed ikke er en følelse)

Jeg skulle egentlig tænke over mit valg af eftermiddags måltid, hvorfor jeg gerne vil skubbe det til så sent som muligt, hvorfor jeg nogen gange vælger at spise mindre, fordi jeg antager jeg vil spise mere til sen aften. 

Men har ik gjort andet end at skrive de ting ned jeg har spist. 

Har svært ved at finde grunden til jeg gør det. 

Det gør mig måske tryg? 

Jeg ved det ik, og det fylder heller ikke.

Det det fylder nu er, at jo jeg kan spise, kan spise meget, faktisk.

Igår spiste jeg to hjemmelavede pizzaer til aften og en HEL pose chips, plus nogen af min kærestes chips. Det var delvist okay, de var med solsikkeolie, som efter noget søgning på google viste sig at være noget af det såkaldte sunde fedt.  Havde det derimod stadig dårligt over det her til morgen. (men har ik kompenseret!)

Hurra for det? Men alligevel ikke, er utilfreds, utilfreds med mig selv. 

Føler mig slet ik tilpas i min krop længere :(

Prøvede tre forskellige bluser i morges, kunne ik holde ud at se mig selv i tøjet. 

Min mave er blevet større, mine lår går imod hinanden igen, min røv er blevet bred og... :/ alt er bare større. 

Ih kan slet ik holde ud at jeg skal blive endnu større. 

Kan ik lide mine former, kan ik lide at kigge på min krop. 

Jeg er ikke længere tynd, ikke i mine øjne. Jeg føler mig tyk.

Hvilket gør det endnu sværere psykisk at blive ved med at tage på. Trangen til at tabe sig er stor. 

Men jeg må ikke.

Og hvorfor vil jeg også det? Hvorfor skal det betyde så meget for mig at være tynd. 

Burde have noget andet, noget mere meningsfyldt at fokusere på. 

Jeg skal jo tage på, så min krop igen kan fungere normalt, og give mig min cyklus tilbage. For det påvirker mig jo også, meget og tit.

Bare her forleden hvor vi var ude sammen med to vennepar, der var begge gravide. Jeg har ik fortalt jeg ik kan, heller ik når de spørg ind til om vi ik har snakket om det. 

Men det var ikke fedt at sidde der i midten af to andre som bare snakker om barsel, scanning osv. (Selvfølgelig skal de have lov, det er jo det som fylder for dem).

Men igen får det bare følelsen af at være utilstrækkelig mere og mere dominerende. Spilittet og utilstrækkelig, både overfor min krop, min kæreste og min familie over hvor dårligt jeg jo egentlig må have behandlet min krop og igen overfor spiseforstyrrelsen, at jeg ik længere lytter efter og adlyder hver kommando. 

Lige nu er jeg bare midt imellem, er hverken alt for tynd, men skal stadig blive tykkere. Jeg har stadig ik en normalfungerende krop.

Det er bare øv-øv oveni hinanden.

Og til sidst ved jeg jo godt hvilken vej jeg skal.  Skal have min krop til at fungere. 

Og end til da, utilstrækkelige mig vil gerne sige;

 Kære kæreste, undskyld jeg ikke er i stand til at give dig det samme som dine venners kærester kan. 

Det jo jo bare fordi ,,,

Fordi jeg ik kan holde ud at se normal ud 

- åbenbart ...

Den er min fjende, min tryghed, mit helvede, og den fylder en stor del af mit liv uden jeg selv er opmærksom på det.

Så har jeg været til samtale i dag, vægten var steget et kg. Hvilket jo var for lidt når det nu var en måned siden jeg sidst blev vejet. 

De ser det egentlig ikke gang som en reel stigning, da vægten jo svinger med 1-2 kg. Så fik af vide at det nærmere var en vægtstabilisering (for vejede 800 g mindre for 1,5 måned siden).

Men havde jeg vejet et kg mindre, så havde jeg jo fået klar besked på at jeg havde tabt mig. ...

Ih det er bare spiseforstyrelsen der snakker nu. Må det være? Jeg skal jo tage på, jeg skal, skal SKAL!

Jeg vil gerne være fri for den, for spiseforstyrrelsen, for tankerne. Men ved ik hvordan jeg skal gribe det an? 

Hvordan skal jeg ændre mig? 

Hvordan ved jeg hvad jeg skal ændre?

Hvor jeg skal begynde? 

Tvivlen blusser op- - - vil den blive ved med at være en del af mig, måske resten af mit liv :/

Den opfattelse fik jeg lidt i dag...

Syntes egentlig jeg havde en lidt træls oplevelse til samtalen idag. Det var som om de havde halvvejs opgivet mig :/ at jeg skulle tage stilling til om det bare er sådan jeg vil leve mit liv? (Eller var det bare for at provokere mig?)

Men nej? Det er det jo ik, jeg vil ik fortsætte med at leve mit liv sådan.

Jeg er bare ikke selv i stand til at finde ud af hvad jeg skal gøre for at blive rask?

Jeg kan ik selv tænke mig til det? 

Kan godt være det lyder dumt. Men jeg har brug for at få af vide præcis hvad jeg skal gøre. 

Retningslinjer for hvad der er rigtigt og forkert. Hvornår spiser jeg for meget? Hvornår spiser jeg for lidt? 

Vi startede dog op på lidt adfærd jeg skal til at ændre. 

Jeg skal ikke veje mig, skal sige til mig selv " nej, du gør det ikke, du MÅ ikke veje dig". ( håber også jeg når at sige hele sætningen til mig selv inden jeg allerede står på vægten)

Og på den måde kan jeg jo så heller ikke regulere maden ud fra det dumme tal der pupper op på displayet. 

En anden ting jeg skulle arbejde på, var at spise hele mit eftermiddags måltid og ikke bare tænke at jeg nok vil komme til at spise mere til sen aften. For det er jo i følge vægten ikke nok mad der kommer indenbors, i forhold til hvis jeg skulle følge vægtstigningen

Kan godt lide at have noget konkret jeg skal gå efter.

Jeg skal til at bearbejde tingene, ikke skubbe dem væk.. 

Men hvordan ved jeg hvad der skal bearbejdes, hvad er mig og hvad er spiseforstyrrelsen? 

Er vi groet sammen til en? Og vil den nogen sinde kunne trækkes ud af mig, efter alle de år, alle de rødder der er så dybt inde i mig. 

Den har sat dybe spor i mig, forgrenet sig rundt i min hjerne. 

Den sender mig nærmest uafbrudt  kommandoer om hvad jeg skal og burde gøre. Og når jeg føler mig svag, er den der med det samme. Får mig til at føle mig forkert, utilstrækkelig og ude af kontrol. 

Disse følelser spredes og ender ofte ud i angst og afmagt. 

Den får mig til at tvivle på livet og på dets formål.

Den er min fjende, min tryghed, mit helvede, og den fylder en stor del af mit liv uden jeg selv er opmærksom på det. 

Jeg vil gerne ændres, men har svært ved selv at ændre :/ 

Om sommerferie.. eller bare igen om vægt, tanker og det faktum omrking min super evne til at fortrænge...

Det er søndag i dag og jeg har haft min sidste vagt (end til videre) Hun ville ringe hvis de fik brug for ekstra hjælp til aften eller weekend. For nu er sommerferie-ræset ovre - for de fleste i hvert fald.
Jeg har først rigtig sommerferie nu. -- 3 uger, til jeg igen skal starte i skole.

Det er snart en måned siden, at jeg sidst har været til samtale, og nu står det lige for døren. På tirsdag er det præcis 4 uger siden og der skal jeg igen til samtale. Er lidt nervøs...

Har jeg nu taget det på jeg skulle. ( jeg tror det, tror jeg ?)
Har i hvert fald vejet mig på vægte rundt omkring ( når jeg lige har haft mulighed for det) Og de fleste sagde 54,7 ca, og det er jo flere dage siden.
Efter planen skulle vægten stå på 55 kg på tirsdag. Så hvis de andre badevægte vejer rigtigt, er jeg jo egentlig ret godt med? PUH!!

Burde allerede nu begynde og tænke over, hvad jeg gerne vil snakke om på tirsdag.
Jeg har bare så svært ved at finde på noget ?
Men bliver nødt til at overveje et eller andet.
Kom endelig med forslag !
Ellers ender det bare med at jeg sidder der og siger " jamen det går fint, det går bedre med maden, jeg træner ik så meget mere - så det hele går jo bare godt?, ik?"

Og helt ærlig, det går da også bedre, virkelig !
Men... Jeg er også bare mester i at fortrænge alle de "syge" ting jeg går og laver.
At jeg stadig går og prøver på at kompensere lidt fordi jeg jo egentlig ikke mener at jeg har brug for at tage på ( det må være spiseforstyrrelsen). At jeg kan finde på at veje mig 3 gange når jeg er på besøg hos min svigermor, bare fordi jeg lige skal se om det nu kan passe at jeg vejer det den siger (igen spiseforstyrrelsen). Eller bare det at tanken om at tage hjem til mine forældre og veje mig mens de er på ferie, så jeg kan gå rundt i hele huset og placere vægten 20 forskellige steder, for at se om jeg virkelig vejer det jeg gør. (det sidste her er dog kun tanker, som BESTEMT IKKE skal føres til handling)
Jeg har stadig svært ved at holde min madplan og føler hurtigt at jeg komme til at spise for meget.
men hey, det er også bare meget mere okay inde i hovedet når jeg jo alligevel skal tage på.
Argh, så igen frygten for at nå målvægten, , hvad så ? hvad gør jeg så hvis jeg spiser for meget ? Det kan jeg jo pludselig ikke længere tillade mig?!?!? ( hello opkast igen !)

Og et andet eksempel var at jeg gik helt i sort da vi forleden blev inviteret hjem til svigermor på KAGE, efter jeg havde fået eftermiddagsmad !!! (fik alligevel af pli slugt et mini stykke kage som også blev nede)

For det er da egentlig længe siden jeg har haft en episode med overspisning og opkast!

Blev egentlig helt stolt da kiggede på kalenderen, wow, det var jo en måned siden jeg sidst havde kastet op!
Jeg blev helt høj!
...men så gik der lige en halv time, hvor tankerne lige fik lov at slippe løs. --- nej hov, du kastede lidt op her forleden ( fordi du syntes du havde spist alt for meget pizza til aftensmad)
havde også spist meget, men det er jo ik normalt at fortryde det ved at skylle noget af det ud i toilettet?
Og bare det at jeg helt havde skubbet det ud af hovedet, så jeg ikke engang kunne huske det, sådan rigtigt...
Hvis jeg ik får det sagt, er det ofte bare som om det aldrig er sket?

Altså kan jeg bare tage mig selv i, gang på gang, at jeg gør ting eller tænker ting, der jo ik er normale :/
Er det mon fordi at jeg har været spiseforstyrret i rigtig længe og den dermed har sat så dybe spor i mig, at jeg har svært ved at se hvad der er normalt og hvad der bestemt ikke burde være normalt at gøre.


Jeg må virkelig bare være super god til fortrænge!

Om gode dage, mad og vægt.

Jeg har haft de mest fantastiske dage, har været på mini ferie med kæresten i Kolding og Århus. 

Maden er bare gået så godt!!

Vi har spist ude, alle måltider, er virkelig overrasket over at jeg slet ik har tænkt kalorier, at jeg har kunne spise så meget, og så meget nyt jeg ik aner hvad indeholder, 

Har fået frokost ude flere dage, sandwich  med pesto, brie og alt muligt. Har fået 3 retters middag to dage i streg. Og vigtigst af alt, jeg har spist op! 

Har fået morgenmads-buffet og spist mere end de to skriver brød jeg egentlig skal, efter planen. 

Selv eftermiddags måltidet har jeg overholdt, også selvom jeg har spist så meget til de andre måltider. 

Jeg har endda fået en cappuccino med (hold fast) SØDMÆLK - istedet for bare at bestille en almindelig kaffe.

Jeg er lidt overrasket over mig selv! (er glad for det.) 

Selv her til aften har jeg fået en 7 is-kiks med en del peaunutbutter. 

Puh

Så nu må jeg da have rykket mig på den vægt?

Hmm 

Måske det også har været lidt nemmere fordi jeg vejede mig inden turen, hvor jeg så at jeg stadig manglede at tage 1,3 kg på, inden samtale og vejning næste tirsdag. 

Er det så ret normalt at jeg bare har kunne hygget mig og spist til den helt store guldmedalje, fordi jeg ved jeg alligevel skal tage på?

Hvordan ville jeg mon have ageret hvis jeg ik stadig skulle tage på, men bare vedligeholde??

Dog syntes jeg jo selv at min krop er blevet pænere efter jeg har taget på. Bare det at man igen kan vise sine arme frem igen, uden der bliver kigget underligt på en.

Er endda blevet helt menneskelig med mavedelle? Og det er okay ( bare den ik bliver ret meget større)

Ih frygter den dag jeg når min målvægt. Måske burde jeg planlægge noget godt det skulle ske til den tid. Så man kunne glæde sig bare lidt, istedet for jeg bare går og håber dagen aldrig rigtig kommer. 

Selvom man da kan sige at jeg arbejder på sagen. 

Er begyndt ar have det okay med hvis vægten siger 55 på tirsdag, så mit BMI ik længere siger undervægtig. 

Så er der jo stadig 3 kg fra målvægten. 

Puh ! - og de 58 er jo kun minimum. 

Burde nok være ligeglad, man kan jo ol se om jeg vejer 58 eller om jeg vejer 62? 

Måske jeg egentlig skulle stoppe med at tænke på vægt? 

Mine tanker drejer sig pludselig meget om vægt og mad :/ frygten for at tage på er det stadig. Også selvom de her sidste dage er gået helt ud over forventning, så er mit fokus i hverdagen jo stadig hvordan jeg kam spise mest muligt for færrest kalorier. Hvordan jeg kan spare kalorier ved hvert måltid. 

Og hvordan jeg tit får dårlig samvittighed hvis jeg har kompenseret lidt for meget, så jeg ender med at spise noget mere til sen aften. 

Det er den samme rille, om og om igen.

 

Jeg er normal ?!?

Har haft en sjov dag! Selvom jeg har været så nervøs for hvordan jeg skulle tackle dagen.

Men kan være så "stolt" og sige at, jeg nok faktisk har tacklet dagen, som en normal person ville gøre det. 

Jeg har været til grøn koncert! 

Vejret var skønt! 

Jeg havde til tider kun en lille top på, fordi jeg havde taget alt for varmt tøj på. 

Jeg har drukket, drinks, øl og en masse cider! 

Jeg har spist brunch, chips og mad ude til grønkoncert. 

Det vildeste er, jeg kunne gøre det, en hel dag uden at tænke kalorier. 

( det først her bagefter det bliver regnet lidt sammen, bare tænk 7 cider af 300 kcal det er jo 2100 kalorier!!!) og så oveni lidt øl, og herefter maden også..

Prøver at tænke, det ligemeget?!  jeg havde en hyggelig dag. 

Det må være det som tæller!!

Jeg fik endda komplimenter på jeg da sagtens kunne tage min tshirt af og sidde i sports bh, for jeg havde da klart kroppen til det. 

Det var faktisk rart endelig at få en positiv kommentar på min krop, bare det at jeg ikke fik ik af vide at jeg så for tynd ud! 

Og i dag har jeg slet ik overvejet at kompensere !

Lad mig bare løbe en tur, skal nok love jeg ik tænker på kalorier. Jeg vil bare gerne ud, afsted. Men jeg kan ikke, smerterne i mit knæ stopper min tur, min glæde - min frihed?

Jeg bliver sur, indebrændt måske?

Hvorfor kan jeg ik alt muligt, hvorfor kan jeg bare ligge og glo. 

Jeg vil også løbe, 

Jeg vil også svømme, 

Jeg vil også træne.

Svede, mærke min krop, mærke den lykke-følelse det giver mig. 

Men jeg kan ik, kan ingenting?

Jeg må bare ligge alene og kigge. 

Og æde mig tyk i nutella madder mens jeg prøver at trøste mig selv i, at jeg jo nok skal kunne komme til være aktiv igen. At jeg engang ik længere har smerter i mit knæ så jeg kan løbe. 

Jo mere jeg hører om andre der har enten lavet det ene eller det andet aktivt, jo mere begynder jeg bare at hade mig selv. Hade at de kan gøre det, og jeg ikke kan. 

Jeg bliver jaloux.. 

Alligevel vil jeg gerne høre det. 

Måske fordi jeg godt kan lide at mærke ubehagen ved den dårlige følelse jeg får i kroppen. 

Følelsen af at jeg igen ik er tilstrækkelig. 

Hverken i forhold til hvordan andre er og hvordan jeg sætter mine krav. 

Jeg vil gerne være aktiv, snakke om mortion. Et område hvor jeg føler jeg kan være med, bare ik længere...

Jeg har vel heller ikke fortjent andet end at have denne her form for dårlig samvittighed?

Det kan ik være anderledes?

Jeg bruger det meste af dagen på enten at sidde eller ligge?

Jeg ville ønske jeg kunne løbe! 

Jeg ville ønske at mit knæ ik gjorde ondt, at det ik stoppede mig på grund af smerterne der opstår ved blot at løbe få skridt.

Jeg mangler de endorfiner der bliver udløst i min hjerne, dem som gør mig glad. ( måske endda giver min en bedre følelse af mig selv?)

Mangler dem til at gøre min hverdag mere overskuelig og give mig energi.

De mangler i mit liv, jeg har brug for at kunne dyrke motion, få pulsen op og give mig fuldt ud. 

Jeg mangler det virkelig inderligt meget :/

.. Og værre er at jeg ik ser en fremtid hvor det igen bliver muligt for mig. 

:'(

Det går okay

Så kom dagen, jeg har formået at arbejde 4 dage i streg, og mangler nu kun sidste vagt i denne uge. 

Jeg har klaret det, godt nok med op og nedture - men klarede det. 

Når jeg får fri i dag 13:30 står den på weekend og så igen aftenvagt mandag og tirsdag i næste uge. 

Det tager stadig meget af min energi at være afsted, så har slet ik været inde og træne i denne uge og kun en gang sidste uge. 

Egentlig ville jeg gerne afsted snart igen, men det overraskende er, at jeg faktisk kan holde ud, at jeg ikke lige har tid eller energi til at træne i de her uger. 

Jeg spiste endda efter min sen aftens måltid ( det vil sige UDOVER min madplan) 50 g mandler med en god skefuld nutella til at dubbe i. 

Jeg har slet ik kompenseret her til morgen på grund af det. ( og det ved jeg jo kun fordi jeg stadig vejer min yoghurt og drys om morgenen)

Jeg siger til mig selv, at jeg har godt af at spise det, mandler indeholder jo en masse sundt fedt. Min krop har brug for fedt. 

Det skal få den til at fungere igen, og give mig min mens. igen! 

( ellers bliver jeg jo aldrig gravid) 

Ambivalens - vil gerne / vil helst ikke ? Eller vil jeg?

Jeg bliver kørt ned af mit nye arbejde, jeg frygter for ik at kunne holde til både lørdag efterfulgt at fem vagter i næste uge. Hvor jeg herefter kun lige når at have fri lørdag - søndag inden den igen står på to vagter - aftenvagter endda. 

Det hele virker dybt uoverskueligt at skulle komme igennem. 

Men på den anden side så har jeg jo også svært ved at finde på noget at give mig til på de dage hvor jeg så har fri. 

Heldigvis er vejret da godt. 

Kan bare ik sidde stille og nyde solen en hel dag?!?!

Tiden går alt for langsomt i selvskab med mig selv. 

Hvilket også resultere i - alt for meget tid til tanker, især spiseforstyrede tanker.

tanker som omhandler mad, om at jeg burde have spist mindre når jeg jo bare sidder ned. 

Jeg er træt af at det skal fylde så meget i mit hovede !!!

For tit bliver man jo mere sulten af at gå og konstant tænke på mad, hvad jeg ikke skal spise og hvad jeg først må spise når klokken er tolv, hvad jeg så skal spise kl tre/ halv fire. Og igen aftensmad ? Argh!!

Og så bagefter kommer tankerne om min krop om at jeg bliver tyk fordi jeg ik kan komme til at løbe igen pga mit knæ eller at min mave og lår er begyndt at de store ud. 

Der er bare så mange timer jeg ik ved hvad jeg skal få til at gå med ...

Klokken er ikke engang tolv endnu, dagen er kun lige begyndt nærmest?

Så mange timer endnu jeg skal udfylde. 

Og kan bestemt ik bare sidde her alene!!

Så bliver det sværere og sværere at skulle holde sig til madplanen, og undgå at hverken spise mindre eller ende ud i en overspisning.

Nu har jeg endda lige fået taget mig sammen til, at overbevise mig selv om, at jeg skulle spise min formiddagsmad.

Men der er stadig længe til frokost.

Og er ik engang sulten alligevel ? Hvorfor så sidde og vente på jeg kan gå ind og lave frokost?!?!?

Ville gerne lave et eller andet, noget som fjerner tankerne om mad og får tiden til at gå hurtigere. 

Alligevel er jeg fuldstændig initiativløs. 

Derfor tror jeg egentlig det er godt for mig at jeg har fået det arbejde, så jeg har noget at fylde tiden ud med.

Noget som er fastlagt. 

Selvom det tager hårdt på mig og jeg langt hellere ville undvære det når vækkeuret ringer kl seks. 

Vil ik på arbejde, vil ik tænke på mad, vil ik være alene, vil ik have dagen føles så lang! 

Argh, hvad vil jeg egentlig ? 

Det går lidt nemmere...

Har i dag været i oplæring, føler mig stadig ny, erfaringsløs, malplaceret og til tider "doven" fordi jeg har svært med hvad jeg skal lave / gøre af mig selv. 

Men er bare begyndt at affinde mig en smule. 

Tror jeg. 

For når jeg blivet spurgt omkring det af kollegerne, må jeg lige bide mig en ekstra gang i læben og formår at få ordene ud " det er okay" 

Selvom jeg skriger indeni ? 

Jeg kan jo ik selv ? 

Har ik viden nok til bare selv at kunne finde på noget jeg skal ordne. 

Jeg har dog i dag gjort noget stort, noget jeg ik har gjort i mange år. 

Jeg, mig, nadia, har spist pizza på restaurant!! 

Jeg overhøre stemmen som sagde jeg skulle have kylling og grønt. 

Og gik med lysten til sprød brød og ost. 

Den smagte SÅ godt. 

Og hey, min krop er ik blevet tykkere af det!! 

Tá' dig nu sammen?

Jeg har haft en rigtig øv-dag.

Har hverken energi eller lyst. 

ingen ingenting, egentlig :/

Det er en dag hvor jeg ville ønske at jeg bare havde sovet. Hvor jeg ikke vågnede, ikke havde havde stået op. Ville helst bare ikke have været tilstede.

Jeg har grædt næsten hele dagen. Øjnene sviger og er hævede.

Jeg har uforklarligt ikke kunne stoppe igen eller finde en reel grund til at starte.

Jeg har måske grædt fordi jeg ik ville slutte samtalen i telefonen? fordi jeg føler mig alene? ...og ik kan finde ud af tage vare på mig selv. :/

Jeg har grædt fordi jeg ikke føler mig tilstrækkelig nok, ikke hjemme, ikke ude, og slet ik på arbejdet!!

Jeg er usikker på mig selv, og de ting jeg gør og skal til at gøre. 

Har svært ved at finde formålet med livet lige nu?

Jeg burde være glad? 

Jeg har fået vikar job som ergoterapeut. 

Der jo lige præcis det jeg skal arbejde med? Min fremtid.

Det er det  jeg har taget uddannelse i? Det er det jeg har valgt? Og vil? 

Men,

Mangler bare erfaring. (Og en ordentlig portion selvtillid!!)

Og får der endnu værre af at tænke på at jeg får det sådan her, af at udføre det arbejde jeg skal i min fremtid :'(

Kan jeg overhovedet klare det? 

Og hvad er formålet med livet når man bare glæder sig til at sove og ik gider stå op igen?

Jeg kan ik lide at være alene, men det er  lettere ( mere tilladt) at græde når jeg er alene. Kan ik lide at blive set når det er. føler mig svag. 

Men jeg vil gerne holdes om, aet over håret og opleve troen på at det nok skal blive okay igen. 

Min søde kæreste prøvede at tackle mig så godt som han nu kunne. 

Jeg er ik helt nem at være kæreste med altid. 

Men hans halv hårde ord gik vel alligevel lidt ind. 

Det nytter vel ik noget at at sidde og have ondt af sig selv? Bekymre sig og være håbløs. 

Jeg har bare ik overskuddet til andet end at reagere i dag. 

Det er hårdt for mig at skulle agere i nye omgivelser. 

I omgivelser hvor det forventes af mig at jeg påtager en rolle, som også er ny og ukendt. 

En rolle jeg ik føler jeg kan udfylde tilstrækkeligt. 

Kan ik gøre andet end at håbe det går bedre imorgen og at jeg forhåbentlig får samlet energi og overskud nok til at kunne klare min vagt fredag. 

Håber det bliver lettere, helst hurtigt. 

Har 3 vagter i næste uge og 5 ugen efter.

 

Det SKAL bare blive lettere!!

... ellers ved jeg ik om jeg kan klare dagene uden at ende op med at græde ude på toilettet. :/

Undskyld.. Igen

Jeg har svært ved at holde sammen på mig selv i dag, kan ik rigtig tage mig sammen til noget. Græder så snart jeg begynder at tale. 

Prøver så meget som muligt at skjule det, så min stemme ik bliver påvirket når jeg taler i telefon. 

Jeg har droppet min aftale i aften, kan ik overskue at skulle ud der.

Det arbejder tager virkelig hårdt på mig. 

Jeg er træt af mig selv, kan ik finde hverken overskud eller lyst til at gå i gang med noget.

Jeg havde egentlig fulgt min madplan ( lige med undtagelse af formiddags frugten) 

Men jeg har lyst til at kaste op, bare lidt. 

Efter min middagsmad prøver jeg at gøre mig klar til at tage ned i byen en smut.

Jeg kan bare ik, ik rigtig :/

Der er noget der trykker. 

Jeg tager mig selv i at gå til køkkenet, proppe mig med en portion koldskål og to boller.

Nu kan jeg få følelserne ud. 

Men det er svært, det vil ik rigtig op. 

Jeg kan ik gøre det, ikke ordentlig. 

Jeg føler mig nu bare endnu mere tung og initiativløs. 

Jeg ved ik hvad jeg skal :'(

Kan ik tackle situationen

Uret går mod 22:30.

Jeg har fri fra min første vagt. 

Jeg holder masken får sagt pænt tak for i aften og går ud mod min cykel, nærmest løber til sidst.

Jeg kan ik holde det inde længere.

Jeg græder, tårene løber ned af begge kinder alt imens jeg for cyklen låst op og kører hjem.

Hvor jeg igen bryder sammen. 

Hvorfor reagere jeg sådan her???

Jeg føler jeg ingenting kan, at jeg ikke ved hvad jeg skal, hvordan jeg skal agere, hvilken rolle jeg må indtage og hvilke aktiviteter jeg skal varetage ?

Hvordan skal jeg nogensinde selv kunne stå alene i det job? 

Føler mig helt forkert :(

Og nu kom jeg oveni købet til at sige ja til at arbejde i weekenden også.

Havde bare brug for at komme lidt ud, skal til svendegilde.

Kan jeg nu sige imorgen at jeg alligevel ikke kan tage vagten lørdag - søndag :/

Jeg er overvældet af nye indtryk, af det kæmpe ansvar jeg føler jeg skal varetage og de forventninger jeg skal leve op til 

:'(

vægtstigning og opstart på job !

Første vægtstigning uden efterfølgende angst & kompensering !

 

 

Jeg var hos diætisten i dag. Det var en uge siden jeg sidst var til samtale ( og blev vejet).
Vægten var gået op, nærmere 800g op, på bare én uge

Og det har jeg det faktisk okay med (næsten, prøver at bilde mig selv ind at det er ok)

Det vilde er dog, at jeg først selv troede det kun var 600 g, men vægten stod jo på 52.4 sidst og 53,2 denne gang. Så 800g.
Puh, og så alligevel kan jeg mærke angsten måske lidt at blusse op.Men det kan ikke nytte noget, for helvede det jo 200 g oveni? Og bare tænk hvor meget vægten kan svinge bare generelt.
Jeg syntes jo ikke engang at det er flot at være for tynd?
 ( problemet er så bare,.. Jeg kan ik selv se at jeg er tynd)




Tænk at jeg kan have det okay med at stige i vægt ?

Måske har jeg lidt indset at det jo ikke bare kan fortsætte med at være undervægtig. At der findes vigtigere ting i livet end at føle sig tynd?
Måske har jeg bare en god dag ?
Måske er det fordi jeg sidste gang havde tabt mig 600 g.

Der er stadigvæk et stykke vej op til de 58 kg (min.)




 Og nu ik mere vægt...





Jeg er nemlig fyld op med følelser af nervøsitet og spændthed!
Jeg skal starte på mit nye sommerjob i dag, snart !
Jeg har spist mit eftermiddagsmåltid inden, for at være sikker på at jeg får det.
Har lavet madpakke til aften som jeg tager med
plus mandler til sen aften

Så burde jeg kunne lægge tanker og bekymringer om mad lidt på hyldes, så jeg kan fokusere på det jeg nu skal i gang med at lave istedet

Første aftenvagt, here I come ;)

Om bloggen

Nu har jeg endelig fundet ud af at lave om på hvem der kan kommentere, nu burde alle kunne kommentere.

Håber det virker!