Om gode dage, mad og vægt.

Jeg har haft de mest fantastiske dage, har været på mini ferie med kæresten i Kolding og Århus. 

Maden er bare gået så godt!!

Vi har spist ude, alle måltider, er virkelig overrasket over at jeg slet ik har tænkt kalorier, at jeg har kunne spise så meget, og så meget nyt jeg ik aner hvad indeholder, 

Har fået frokost ude flere dage, sandwich  med pesto, brie og alt muligt. Har fået 3 retters middag to dage i streg. Og vigtigst af alt, jeg har spist op! 

Har fået morgenmads-buffet og spist mere end de to skriver brød jeg egentlig skal, efter planen. 

Selv eftermiddags måltidet har jeg overholdt, også selvom jeg har spist så meget til de andre måltider. 

Jeg har endda fået en cappuccino med (hold fast) SØDMÆLK - istedet for bare at bestille en almindelig kaffe.

Jeg er lidt overrasket over mig selv! (er glad for det.) 

Selv her til aften har jeg fået en 7 is-kiks med en del peaunutbutter. 

Puh

Så nu må jeg da have rykket mig på den vægt?

Hmm 

Måske det også har været lidt nemmere fordi jeg vejede mig inden turen, hvor jeg så at jeg stadig manglede at tage 1,3 kg på, inden samtale og vejning næste tirsdag. 

Er det så ret normalt at jeg bare har kunne hygget mig og spist til den helt store guldmedalje, fordi jeg ved jeg alligevel skal tage på?

Hvordan ville jeg mon have ageret hvis jeg ik stadig skulle tage på, men bare vedligeholde??

Dog syntes jeg jo selv at min krop er blevet pænere efter jeg har taget på. Bare det at man igen kan vise sine arme frem igen, uden der bliver kigget underligt på en.

Er endda blevet helt menneskelig med mavedelle? Og det er okay ( bare den ik bliver ret meget større)

Ih frygter den dag jeg når min målvægt. Måske burde jeg planlægge noget godt det skulle ske til den tid. Så man kunne glæde sig bare lidt, istedet for jeg bare går og håber dagen aldrig rigtig kommer. 

Selvom man da kan sige at jeg arbejder på sagen. 

Er begyndt ar have det okay med hvis vægten siger 55 på tirsdag, så mit BMI ik længere siger undervægtig. 

Så er der jo stadig 3 kg fra målvægten. 

Puh ! - og de 58 er jo kun minimum. 

Burde nok være ligeglad, man kan jo ol se om jeg vejer 58 eller om jeg vejer 62? 

Måske jeg egentlig skulle stoppe med at tænke på vægt? 

Mine tanker drejer sig pludselig meget om vægt og mad :/ frygten for at tage på er det stadig. Også selvom de her sidste dage er gået helt ud over forventning, så er mit fokus i hverdagen jo stadig hvordan jeg kam spise mest muligt for færrest kalorier. Hvordan jeg kan spare kalorier ved hvert måltid. 

Og hvordan jeg tit får dårlig samvittighed hvis jeg har kompenseret lidt for meget, så jeg ender med at spise noget mere til sen aften. 

Det er den samme rille, om og om igen.

 

Jeg er normal ?!?

Har haft en sjov dag! Selvom jeg har været så nervøs for hvordan jeg skulle tackle dagen.

Men kan være så "stolt" og sige at, jeg nok faktisk har tacklet dagen, som en normal person ville gøre det. 

Jeg har været til grøn koncert! 

Vejret var skønt! 

Jeg havde til tider kun en lille top på, fordi jeg havde taget alt for varmt tøj på. 

Jeg har drukket, drinks, øl og en masse cider! 

Jeg har spist brunch, chips og mad ude til grønkoncert. 

Det vildeste er, jeg kunne gøre det, en hel dag uden at tænke kalorier. 

( det først her bagefter det bliver regnet lidt sammen, bare tænk 7 cider af 300 kcal det er jo 2100 kalorier!!!) og så oveni lidt øl, og herefter maden også..

Prøver at tænke, det ligemeget?!  jeg havde en hyggelig dag. 

Det må være det som tæller!!

Jeg fik endda komplimenter på jeg da sagtens kunne tage min tshirt af og sidde i sports bh, for jeg havde da klart kroppen til det. 

Det var faktisk rart endelig at få en positiv kommentar på min krop, bare det at jeg ikke fik ik af vide at jeg så for tynd ud! 

Og i dag har jeg slet ik overvejet at kompensere !

Lad mig bare løbe en tur, skal nok love jeg ik tænker på kalorier. Jeg vil bare gerne ud, afsted. Men jeg kan ikke, smerterne i mit knæ stopper min tur, min glæde - min frihed?

Jeg bliver sur, indebrændt måske?

Hvorfor kan jeg ik alt muligt, hvorfor kan jeg bare ligge og glo. 

Jeg vil også løbe, 

Jeg vil også svømme, 

Jeg vil også træne.

Svede, mærke min krop, mærke den lykke-følelse det giver mig. 

Men jeg kan ik, kan ingenting?

Jeg må bare ligge alene og kigge. 

Og æde mig tyk i nutella madder mens jeg prøver at trøste mig selv i, at jeg jo nok skal kunne komme til være aktiv igen. At jeg engang ik længere har smerter i mit knæ så jeg kan løbe. 

Jo mere jeg hører om andre der har enten lavet det ene eller det andet aktivt, jo mere begynder jeg bare at hade mig selv. Hade at de kan gøre det, og jeg ikke kan. 

Jeg bliver jaloux.. 

Alligevel vil jeg gerne høre det. 

Måske fordi jeg godt kan lide at mærke ubehagen ved den dårlige følelse jeg får i kroppen. 

Følelsen af at jeg igen ik er tilstrækkelig. 

Hverken i forhold til hvordan andre er og hvordan jeg sætter mine krav. 

Jeg vil gerne være aktiv, snakke om mortion. Et område hvor jeg føler jeg kan være med, bare ik længere...

Jeg har vel heller ikke fortjent andet end at have denne her form for dårlig samvittighed?

Det kan ik være anderledes?

Jeg bruger det meste af dagen på enten at sidde eller ligge?

Jeg ville ønske jeg kunne løbe! 

Jeg ville ønske at mit knæ ik gjorde ondt, at det ik stoppede mig på grund af smerterne der opstår ved blot at løbe få skridt.

Jeg mangler de endorfiner der bliver udløst i min hjerne, dem som gør mig glad. ( måske endda giver min en bedre følelse af mig selv?)

Mangler dem til at gøre min hverdag mere overskuelig og give mig energi.

De mangler i mit liv, jeg har brug for at kunne dyrke motion, få pulsen op og give mig fuldt ud. 

Jeg mangler det virkelig inderligt meget :/

.. Og værre er at jeg ik ser en fremtid hvor det igen bliver muligt for mig. 

:'(

Det går okay

Så kom dagen, jeg har formået at arbejde 4 dage i streg, og mangler nu kun sidste vagt i denne uge. 

Jeg har klaret det, godt nok med op og nedture - men klarede det. 

Når jeg får fri i dag 13:30 står den på weekend og så igen aftenvagt mandag og tirsdag i næste uge. 

Det tager stadig meget af min energi at være afsted, så har slet ik været inde og træne i denne uge og kun en gang sidste uge. 

Egentlig ville jeg gerne afsted snart igen, men det overraskende er, at jeg faktisk kan holde ud, at jeg ikke lige har tid eller energi til at træne i de her uger. 

Jeg spiste endda efter min sen aftens måltid ( det vil sige UDOVER min madplan) 50 g mandler med en god skefuld nutella til at dubbe i. 

Jeg har slet ik kompenseret her til morgen på grund af det. ( og det ved jeg jo kun fordi jeg stadig vejer min yoghurt og drys om morgenen)

Jeg siger til mig selv, at jeg har godt af at spise det, mandler indeholder jo en masse sundt fedt. Min krop har brug for fedt. 

Det skal få den til at fungere igen, og give mig min mens. igen! 

( ellers bliver jeg jo aldrig gravid) 

Ambivalens - vil gerne / vil helst ikke ? Eller vil jeg?

Jeg bliver kørt ned af mit nye arbejde, jeg frygter for ik at kunne holde til både lørdag efterfulgt at fem vagter i næste uge. Hvor jeg herefter kun lige når at have fri lørdag - søndag inden den igen står på to vagter - aftenvagter endda. 

Det hele virker dybt uoverskueligt at skulle komme igennem. 

Men på den anden side så har jeg jo også svært ved at finde på noget at give mig til på de dage hvor jeg så har fri. 

Heldigvis er vejret da godt. 

Kan bare ik sidde stille og nyde solen en hel dag?!?!

Tiden går alt for langsomt i selvskab med mig selv. 

Hvilket også resultere i - alt for meget tid til tanker, især spiseforstyrede tanker.

tanker som omhandler mad, om at jeg burde have spist mindre når jeg jo bare sidder ned. 

Jeg er træt af at det skal fylde så meget i mit hovede !!!

For tit bliver man jo mere sulten af at gå og konstant tænke på mad, hvad jeg ikke skal spise og hvad jeg først må spise når klokken er tolv, hvad jeg så skal spise kl tre/ halv fire. Og igen aftensmad ? Argh!!

Og så bagefter kommer tankerne om min krop om at jeg bliver tyk fordi jeg ik kan komme til at løbe igen pga mit knæ eller at min mave og lår er begyndt at de store ud. 

Der er bare så mange timer jeg ik ved hvad jeg skal få til at gå med ...

Klokken er ikke engang tolv endnu, dagen er kun lige begyndt nærmest?

Så mange timer endnu jeg skal udfylde. 

Og kan bestemt ik bare sidde her alene!!

Så bliver det sværere og sværere at skulle holde sig til madplanen, og undgå at hverken spise mindre eller ende ud i en overspisning.

Nu har jeg endda lige fået taget mig sammen til, at overbevise mig selv om, at jeg skulle spise min formiddagsmad.

Men der er stadig længe til frokost.

Og er ik engang sulten alligevel ? Hvorfor så sidde og vente på jeg kan gå ind og lave frokost?!?!?

Ville gerne lave et eller andet, noget som fjerner tankerne om mad og får tiden til at gå hurtigere. 

Alligevel er jeg fuldstændig initiativløs. 

Derfor tror jeg egentlig det er godt for mig at jeg har fået det arbejde, så jeg har noget at fylde tiden ud med.

Noget som er fastlagt. 

Selvom det tager hårdt på mig og jeg langt hellere ville undvære det når vækkeuret ringer kl seks. 

Vil ik på arbejde, vil ik tænke på mad, vil ik være alene, vil ik have dagen føles så lang! 

Argh, hvad vil jeg egentlig ? 

Det går lidt nemmere...

Har i dag været i oplæring, føler mig stadig ny, erfaringsløs, malplaceret og til tider "doven" fordi jeg har svært med hvad jeg skal lave / gøre af mig selv. 

Men er bare begyndt at affinde mig en smule. 

Tror jeg. 

For når jeg blivet spurgt omkring det af kollegerne, må jeg lige bide mig en ekstra gang i læben og formår at få ordene ud " det er okay" 

Selvom jeg skriger indeni ? 

Jeg kan jo ik selv ? 

Har ik viden nok til bare selv at kunne finde på noget jeg skal ordne. 

Jeg har dog i dag gjort noget stort, noget jeg ik har gjort i mange år. 

Jeg, mig, nadia, har spist pizza på restaurant!! 

Jeg overhøre stemmen som sagde jeg skulle have kylling og grønt. 

Og gik med lysten til sprød brød og ost. 

Den smagte SÅ godt. 

Og hey, min krop er ik blevet tykkere af det!! 

Tá' dig nu sammen?

Jeg har haft en rigtig øv-dag.

Har hverken energi eller lyst. 

ingen ingenting, egentlig :/

Det er en dag hvor jeg ville ønske at jeg bare havde sovet. Hvor jeg ikke vågnede, ikke havde havde stået op. Ville helst bare ikke have været tilstede.

Jeg har grædt næsten hele dagen. Øjnene sviger og er hævede.

Jeg har uforklarligt ikke kunne stoppe igen eller finde en reel grund til at starte.

Jeg har måske grædt fordi jeg ik ville slutte samtalen i telefonen? fordi jeg føler mig alene? ...og ik kan finde ud af tage vare på mig selv. :/

Jeg har grædt fordi jeg ikke føler mig tilstrækkelig nok, ikke hjemme, ikke ude, og slet ik på arbejdet!!

Jeg er usikker på mig selv, og de ting jeg gør og skal til at gøre. 

Har svært ved at finde formålet med livet lige nu?

Jeg burde være glad? 

Jeg har fået vikar job som ergoterapeut. 

Der jo lige præcis det jeg skal arbejde med? Min fremtid.

Det er det  jeg har taget uddannelse i? Det er det jeg har valgt? Og vil? 

Men,

Mangler bare erfaring. (Og en ordentlig portion selvtillid!!)

Og får der endnu værre af at tænke på at jeg får det sådan her, af at udføre det arbejde jeg skal i min fremtid :'(

Kan jeg overhovedet klare det? 

Og hvad er formålet med livet når man bare glæder sig til at sove og ik gider stå op igen?

Jeg kan ik lide at være alene, men det er  lettere ( mere tilladt) at græde når jeg er alene. Kan ik lide at blive set når det er. føler mig svag. 

Men jeg vil gerne holdes om, aet over håret og opleve troen på at det nok skal blive okay igen. 

Min søde kæreste prøvede at tackle mig så godt som han nu kunne. 

Jeg er ik helt nem at være kæreste med altid. 

Men hans halv hårde ord gik vel alligevel lidt ind. 

Det nytter vel ik noget at at sidde og have ondt af sig selv? Bekymre sig og være håbløs. 

Jeg har bare ik overskuddet til andet end at reagere i dag. 

Det er hårdt for mig at skulle agere i nye omgivelser. 

I omgivelser hvor det forventes af mig at jeg påtager en rolle, som også er ny og ukendt. 

En rolle jeg ik føler jeg kan udfylde tilstrækkeligt. 

Kan ik gøre andet end at håbe det går bedre imorgen og at jeg forhåbentlig får samlet energi og overskud nok til at kunne klare min vagt fredag. 

Håber det bliver lettere, helst hurtigt. 

Har 3 vagter i næste uge og 5 ugen efter.

 

Det SKAL bare blive lettere!!

... ellers ved jeg ik om jeg kan klare dagene uden at ende op med at græde ude på toilettet. :/

Undskyld.. Igen

Jeg har svært ved at holde sammen på mig selv i dag, kan ik rigtig tage mig sammen til noget. Græder så snart jeg begynder at tale. 

Prøver så meget som muligt at skjule det, så min stemme ik bliver påvirket når jeg taler i telefon. 

Jeg har droppet min aftale i aften, kan ik overskue at skulle ud der.

Det arbejder tager virkelig hårdt på mig. 

Jeg er træt af mig selv, kan ik finde hverken overskud eller lyst til at gå i gang med noget.

Jeg havde egentlig fulgt min madplan ( lige med undtagelse af formiddags frugten) 

Men jeg har lyst til at kaste op, bare lidt. 

Efter min middagsmad prøver jeg at gøre mig klar til at tage ned i byen en smut.

Jeg kan bare ik, ik rigtig :/

Der er noget der trykker. 

Jeg tager mig selv i at gå til køkkenet, proppe mig med en portion koldskål og to boller.

Nu kan jeg få følelserne ud. 

Men det er svært, det vil ik rigtig op. 

Jeg kan ik gøre det, ikke ordentlig. 

Jeg føler mig nu bare endnu mere tung og initiativløs. 

Jeg ved ik hvad jeg skal :'(

Kan ik tackle situationen

Uret går mod 22:30.

Jeg har fri fra min første vagt. 

Jeg holder masken får sagt pænt tak for i aften og går ud mod min cykel, nærmest løber til sidst.

Jeg kan ik holde det inde længere.

Jeg græder, tårene løber ned af begge kinder alt imens jeg for cyklen låst op og kører hjem.

Hvor jeg igen bryder sammen. 

Hvorfor reagere jeg sådan her???

Jeg føler jeg ingenting kan, at jeg ikke ved hvad jeg skal, hvordan jeg skal agere, hvilken rolle jeg må indtage og hvilke aktiviteter jeg skal varetage ?

Hvordan skal jeg nogensinde selv kunne stå alene i det job? 

Føler mig helt forkert :(

Og nu kom jeg oveni købet til at sige ja til at arbejde i weekenden også.

Havde bare brug for at komme lidt ud, skal til svendegilde.

Kan jeg nu sige imorgen at jeg alligevel ikke kan tage vagten lørdag - søndag :/

Jeg er overvældet af nye indtryk, af det kæmpe ansvar jeg føler jeg skal varetage og de forventninger jeg skal leve op til 

:'(

vægtstigning og opstart på job !

Første vægtstigning uden efterfølgende angst & kompensering !

 

 

Jeg var hos diætisten i dag. Det var en uge siden jeg sidst var til samtale ( og blev vejet).
Vægten var gået op, nærmere 800g op, på bare én uge

Og det har jeg det faktisk okay med (næsten, prøver at bilde mig selv ind at det er ok)

Det vilde er dog, at jeg først selv troede det kun var 600 g, men vægten stod jo på 52.4 sidst og 53,2 denne gang. Så 800g.
Puh, og så alligevel kan jeg mærke angsten måske lidt at blusse op.Men det kan ikke nytte noget, for helvede det jo 200 g oveni? Og bare tænk hvor meget vægten kan svinge bare generelt.
Jeg syntes jo ikke engang at det er flot at være for tynd?
 ( problemet er så bare,.. Jeg kan ik selv se at jeg er tynd)




Tænk at jeg kan have det okay med at stige i vægt ?

Måske har jeg lidt indset at det jo ikke bare kan fortsætte med at være undervægtig. At der findes vigtigere ting i livet end at føle sig tynd?
Måske har jeg bare en god dag ?
Måske er det fordi jeg sidste gang havde tabt mig 600 g.

Der er stadigvæk et stykke vej op til de 58 kg (min.)




 Og nu ik mere vægt...





Jeg er nemlig fyld op med følelser af nervøsitet og spændthed!
Jeg skal starte på mit nye sommerjob i dag, snart !
Jeg har spist mit eftermiddagsmåltid inden, for at være sikker på at jeg får det.
Har lavet madpakke til aften som jeg tager med
plus mandler til sen aften

Så burde jeg kunne lægge tanker og bekymringer om mad lidt på hyldes, så jeg kan fokusere på det jeg nu skal i gang med at lave istedet

Første aftenvagt, here I come ;)