Let go

Jeg har fået lavet mon tatovering, jeg er glad for den, virkelig !

På den ene side har jeg lyst til vise den til hele verden.

Og på den anden side vil jeg gemme den kun for mig selv. 

Jeg er bange for de spørgsmål der kommer til den, hvad den står for..

Jeg er nået frem til en beslutning om at jeg vil fortælle lidt af min historie når nogen spørg, afhængig af hvem det er vil jeg fortælle en lille del jeg mener både vil kunne give et svar om hvorfor jeg har fået den lavet og på samme tid stadig holde meget af min historie hemmeligt. 

Men hvad jeg dog sige, hvad skal jeg fortælle og hvad vil jeg ikke sige. 

Vil jo egentlig ik sige ret meget. 

Min tatovering betyder at jeg er igang med at give slip på noget i mit liv. 

...Nærmere...jeg er ved at give slip på min spiseforstyrrelse, som har været en del af mit liv i rigtig mange år. 

Endnu nærmere .... Jeg har været i behandling et et års tid og skal afsluttes jer sidst på året.

Argh !!!

Ved ik hvad jeg skal sige, tør jeg overhovedet åbne op og fortælle om det?

Jeg er jo desværre rigtig flov over det

Overvældende reaktion på en afslysning!

Jeg har svært ved at forholde mig til min reaktion, synes selv det var, at jeg var, 
for overreagerende?!?

Men det var nok ikke bare fordi, at han var syg, fordi jeg ikke lige fik den tatovering lavet lige præcis den torsdag eftermiddag.
Det var mere fordi, at det er så svært for mig at se i øjnene, at jeg har været syg, (kan knap nok skrive det og mene det, jeg har været syg, føler det ikke, ikke rigtigt) Så jeg skal se i øjnene at jeg har lidet og stadig lider under en spiseforstyrrelse.


Jeg mener dog ikke at alt ens problematikker kan lægges over i en diagnose og så give diagnosen skylden for den måde man handler på, for hvis man gør dette tror jeg ikke man kommer videre, man skal ikke bare stemples og fastholdes!.

Jeg mener man skal se diagnosen som en forståelse for hvorfor man handler som man gør, altså en måde at forstå sig selv på. Få det gjort konkret og bruge det som et afsats, til at kunne ændre de ting der ødelægger ens hverdag. De ting som har overtaget så meget af livet, så man ikke kan udføre alle de ting man egentlig gerne ville.


Jeg bliver nødt til at påminde  mig selv om min spiseforstyrrelse, så det bliver ved med at være konkret. For hvordan skulle man ellers kunne ændre noget? Man kan ikke være lave ændringer i det ubevidste?
Og jeg er jo ikke færdig med at ændre på mit liv endnu, slet ikke!

Tatoveringen skal være mit bevis overfor mig selv at jeg faktisk har kæmpet, at jeg er ved at give slip på den. (jeg kan jo altid bare lade være med at vise den til nogen)

Formålet med den var jo at når jeg fik den , så ville jeg  være stærk nok til at være mere åben om min situation, ikke være så flov over mig selv. Hvilket stadig er noget af en kamel at sluge for mig!


Jeg var indstillet på at jeg var stærk nok, at jeg godt kunne være mere åben, at jeg ikke var flov over mig selv.
Men så kom aflysningen...

Jeg tænker det var derfor det ødelage mit humør, påvirkede så gennemgribende hele dagen.
Nu fik jeg den ikke lavet alligevel?. Ville ikke have den alligevel, ikke nu!! Nu var det for sent, følte jeg var tabt på gulvet, kunne ikke samle den samme mod igen.

For det var så grænseoverskridende at få bestilt den tid hos tatovøren. Jeg er angst for at skulle fortælle om hvad den virkelig betyder. Ville jeg overhovedet kunne være åben omkring dens betydning.?
Det var det jeg skulle!, være åben. Efter at have bestilt tid var der bare ingen vej tilbage, så det måtte jeg indstille mig på, nu var det altså nu. Tiden var bestilt og der var ingen vej tilbage. 
Det var pludselig NU! Det nu som jeg havde ventet på, som jeg troede lå så lang ude i horisonten, så det kom aldrig rigtig tæt på. Ikke før nu. 
Nu skulle jeg jo være åben omkring min spiseforstyrrelse.
Hvilket er ualmindelig svært at samle mod til!

Derfor brød jeg sammen.
 

Jeg må blot huske på, at det er vigtigt for mig at få den lavet! Vigtigt fordi jeg let ville komme til at fortrænge det der er sket, jeg skal ikke blive ved med at skubbe tingene væk og glemme dem. Jeg skal lære af de ting jeg går igennem og blive stærkere!
 
For hvis jeg glemmer min kamp, vil  jeg måske blive revet tilbage i dårlige vaner som spiseforstyrrelsen gav mig. (helt ubevidst)

Jeg håber at jeg tør være mere åben, at få det fortalt, ikke til alle og enhver, men for dem som måske godt ved at der har været noget galt med mig, Har set mig da jeg vejede mit mindste, har oplevet jeg gang på gang måtte melde fra fordi jeg ikke kunne tillade mig det mad der var til sociale sammenkomster, fordi jeg var fjern og trist og fordi jeg gerne vil fortælle at det ikke rigtig var mig dengang.
Jeg er mere end en tom skal, en tynd krop og kalorie-leksikon.
Jeg skal bare have tid til at finde ud af præcis hvad.


Så i dag skal det ske.
( også selvom jeg stadig mangler 2 kg ,før jeg rammer målvægten)

Nadia, du tænker jo alt for meget på den dumme vægt stadigvæk!

Jeg får ikke rigtig skrevet så meget for tiden, som jeg også har nævnt flere gange. Så tænker jeg altså stadigvæk at det nok er en positiv ting. Det må jo betyde at jeg ikke helt har behov for at få mine tanker ud, altså må der jo ikke være tankemylder på øverste etage. Eller hvad ? Gider de dumme tanker bare ikke nå ud igennem mine fingre, gider de ikke komme ud ?

Får hvis jeg tænker over det så er det også negativt!.
Jeg får pludselig ikke længere gjort de "syge" ting konkret, altså kan jeg gå og bilde mig selv ind at jeg intet fejler. Og på den anden side får jeg heller ikke sat fokus på alle de positive ting jeg rent faktisk oplever, som egentlig skal være gældende for at jeg overhovedet får noget ud af at kæmpe.

Det hele bliver blandet i en stor grå masse, skubbet væk og glemt. . .


Jeg glemmer hvor dårligt jeg havde det,
jeg glemmer at fejre mine små sejre,
jeg glemmer at sætte fokus på hvor dårlig jeg egentlig er til at følge den kostplan? - dog både på godt og ondt. ( som vægten jo vil vise, så den sladre lidt om hvor meget jeg har "godtet" mig eller om det onde har tråd så meget frem at jeg ikke har steget det jeg egentlig skulle)
Jeg har ingen ide om jeg har taget det på jeg skal.
Og så siger stemmen i hovedet - det går jo nok, du er ikke længere undervægtig.

Burde ikke tænke sådan ? Jeg skal jo bare op på den vægt! Det er vigtigt for min krop.
De siger jo at det betyder noget at komme op på målvægten. De siger at man skal længere op end undervægtsgrænsen før kroppens hormonproduktion begynder at virke igen.
 (Meen, er det nu bare noget de siger for at man lige skal stige lidt mere?)
Tvivlen er der. Men gud hvor er det da latterligt. Tænk at man kan sætte sig selv sådan i 'skak' for sølle 3 kg ? helt ærlig..




Jeg føler selv, at jeg er kommet langt, kan spise mange flere ting. Eller nærmere bestemt jeg TØR spise mange flere forskellige ting.
Eksempelvis har jeg her til aften fået mad fra en grill bar. Jeg valgte helt selv af lyst et styks CHEESE-BURGER ( man kunne få en grov bolle så det var okay)
 Men altså, jeg spiste det hele.
Selvom jeg endda også fik sunset til frokost.

Så vil jeg rigtig fremvise, "se alt det mad jeg kan spise nu"!!1
Men har jeg så egentlig spist så meget ekstra som jeg bilder mig selv ind?
Til eftermiddag fik jeg en kop kakao og en skål frugt i tern og her til sen aften er det kun blevet til 2 æbler.

Det er dejligt selv at bestemme hvad jeg kan spise og må spise. Det giver mig plads til at udforske nye ting, de forbudte ting.

Dog vil det være mest trygt hvis jeg nu bare vidste om jeg tager på af at spise det jeg gør, og i så fald om det svarer det det halve kg om ugen, bare ca?
Jeg burde tage noget mere nu. burde jeg virkelig. 2 æbler er ik nok, heller ik selvom du har spise en burger nu og sunset til frokost.
Du går ud og tager noget mere!
( Det blev så til en skål frugt mere)

Jeg har altså generelt formået at kæmpe mod angsten, turdet spise noget af alt det der 'forbudte mad'. Dog kan det nogle gange gå lidt ud over mine mellemmåltider, så de bliver lidt "sundere". Hvilken er knap så smart når jeg nu skal tage på, det er noget jeg kan gøre når jeg har nået min målvægt?
På den anden side kan jeg også godt en aften spise en masse chokolade også selvom min aftensmad har været normal. Så det er altså ikke altid det kun ender ud i at jeg spiser mindre!!
Dog opstår den dårlige samvittighed stadigvæk, men går nu ikke altid helt så meget ud over mit valg af mad efterfølgende.

Det er svært at skrive i dag :/ svært at få tankerne ud.
Hvis jeg skulle skrive helt ufiltreret så...

Jeg vil gerne vejes. Jeg vil vejes nu! Gad vide hvad jeg vejer?
Men hvorfor egentlig?
Jeg tror selv grunden er at vægten stadigvæk er  meget styrende for mig, og især for hvad jeg føler jeg  må spise. Eksempelvis, hvis at jeg nu ikke har taget nok på, så giver det anledning til at spise mere, og modsat, hvis den siger mere end jeg burde, så kan der skæres lidt ned.
Har svært ved at se en anden løsning på hvordan det ikke vil komme til at løbe løbsk ?
Hvordan skal man kontrollere at man ikke tager på hvis man ik må veje sig. Mit selvbillede er jo ik ligefrem ret troværdigt? Vægten er det mest objektive svar på om jeg er på vej til at enten vende tilbage til undervægt eller sætte vejen mod overvægt.


Selvom jeg stadig har meget fokus på vægten i tankerne, så betyder det jo selvfølgelig også noget hvordan kroppen ser ud, selvom selvbilledet kan svinge, meget, selv fra dag til dag.
Vildt nok at man kan ændre sig så meget på få timer?

Jeg kan sjovt nok se halv buttet ud den ene dag også den anden dag ikke. (det må kun være min krop der er i stand til sådanne ændringer?:p)

Generelt har jeg det dog okay med at mine arme er blevet større,
okay (til tider) med at røven er blevet større,
ikke okay med at maven er blevet større,
og da slet ikke tilfreds med at mine lår igen rammer mod hinanden når jeg går!!!

Men jeg bliver jo aldrig tilfreds, så et råd ville nok være bare at slutte fred med kroppen. Den ser ud som den gør. Jeg ligner ikke en model. Min krop er ik sund hvis jeg skal have det der mellemrum mellem mine lår. Og på den anden side så var det jo heller ikke sjovt / eller spor kvindeligt at ingen bryster have når man var så undervægtig.

Så dilemmaet står altså på, tyndt helvede uden bryster, dog med flad mave og mellemrum mellem lårene, eller normal/ efter min mening lidt for meget, men så dog med en sund krop?
(puh, kunne jeg ikke lige finde på noget positivt jeg kunne udpege på min krop ?)
Stadigvæk alt for selvkritisk!
Hvor blev det der råd af med at slutte fred med kroppen?


Jeg skal til samtale i næste uge. Gider ik rigtig. (vil gerne vejes) Bare så jeg kan sige til mig selv at jeg har lov til at spise det mere hvis jeg ik har taget på og ellers at jeg stadigvæk nok ik har nået min målvægt, så det går nok.
ARGH hold nu med den vægt. Den burde ik have så stor betydning.

Meeeeeen,  ville jo egentlig gerne have taget på, det er også pinligt at komme der og igen ikke have taget nok på. Hele min vægtstigning er jo gået noget så langsomt. Men på den anden side så syntes jeg selv at det har været det bedste, det har nemlig gået i en tempo jeg har kunne følge med til. Hovedet skal også kunne følge med kroppen.


Nu vil jeg spise det sidste af min skål med frugt.
Og se de  unge mødre på kanal 4 ;)