Er jeg på rette spor igen?

Det går godt, jeg er glad, for det meste.

Er stresset over opgaven, over at skulle opreres, over at skulle på dagpenge, være færdig og skal søge job. Har sendt ansøgninger, mange egentlig. Men ingen respons ud over to afslag. 

Er nervøs for overhovedet få et job. Er der nogen der gider ansætte en uden erfaring overhovedet :/ 

Men nå, må da se positivt på det, når alt det der 'almindelig' bekymring fylder som gal i mit hovede så rykkes maden lidt væk fra fokus. 

Det er fustrerende ik at skulle tage på længere, og det resultere nok i at valget ligger på fedtfattig youghurt og en tendens til at tænke lidt i kalorier igen. Syntes ik selv det har taget overhånd og jeg spiser restriktivt, slet ikke. For selvom jeg tænker over at jeg gerne vil "spare" lidt på kalorierne nogen gange, så andre gange, som eksempelvis i dag hvor jeg spiser en masse pebernødder, sunset og slik i biografen. Så meget at jeg faktisk nu ligger her med kvalme fordi jeg har spist mere end hvad jeg nok burde. Puh!

Det er stadigvæk en svær ting, det der med at begrænse sig, når jeg nu har tilladt mig selv at spise det. Så er det nemmest hvis jeg på forhånd er bestemt hvad og hvor meget jeg skal spise. 

Men det er vel noget jeg må arbejde på. 

Kan i hvert fald (trods irritation over jeg syntes dele af min krop er blevet for stort og jeg helst undlader at kigge på de dele) stadigvæk have et mere afslappet forhold til min krop. 

Bare eksempelvis i aften i biografen; Alt imens jeg sad der og havde tømt min egen slikpose samt var igang med at hapse fra kærestens, kiggede jeg ned på min mave. Den bulede ud, helt så man kunne se det igennem min hvide striktrøje. Ad. Sukkede lidt, men trak alligevel på skulderne og tænke, "pyt, hvis det er det der skal til for at jeg har det godt" og valgte at tage et stykke slik mere. 

Kan godt være det lyder latterligt, men synes selv at det er et vigtigt tegn på at jeg er i gang med det der 'LET GO' 

Så er der alligevel håb forude 

Det handler bare om at tage en dag af gangen, når nu der skal ske så meget nyt og anderledes i mit liv i løbet af de næste par måneder. Kan bare kun være glad for jeg har fået det bedre, kan trods alt holde til en del mere inden filmen knækker.

:/ ?!? Rask - virker pludselig længere væk

Jeg burde være glad, en gang tilbage, skal ik længere kæmpe med at tage på, er på vej mod frihed. Bla bla bla.

Men det er jeg ik. Er tom i hovedet, trist og irriteret. 

Har hverken lyst til at få slik i biografen i aften, har ik lyst til at gå julen i møde har slet ik lyst til at skulle igennem julefrokoster med fed mad, alkohol og slik. 

Jeg har taget på, gjort det jeg skulle. Jeg har slået hovedet fra. Ved ik hvordan min vægt er steget sådan her de sidste par måneder.

Og det gør mig bange. Rigtig bange.

Hvordan kan man stoppe med at gøre noget man ikke konkret ved hvad er? 

Hvordan kan jeg nu begynde at holde mig til kun at få chokolade/kage osv et par gange i ugen uden jeg føler at jeg igen forbyder mig selv at spise det?

Hvordan kommer jeg igen alt det der nu skal ske, med alt hvad det indeholder af julefrokoster, julehygge, nytår og efterfølgende operation hvor jeg er fast bundet til sofaen.

Syntes pludselig det hele virker lidt uoverskueligt! 

Snart hedder det afslutning

Der er nu kun knap 2 uger tilbage til samtale, faktisk min anden sidste samtale. 

Herfra er planen  at "nadia-skal-stå-på-egne-ben". 

Det må jeg da kunne finde ud af? Eller hvad? 

Syntes ofte man høre om tilbagefald og så skal man igennem bahandling igen. Men det vil jeg IKKE! Vil ik ned i vægt så jeg skal tage på igen. Så bliver jeg jo aldrig gravid. 

Mit store ønske er virkelig at blive gravid engang i løbet af næste år, så det kræver altså at holde den vægt oppe!

Men modsat vil heller ik tage mere på nu. Håber jeg kan finde ud af at stoppe min vægtstigning igen. 

Det er lidt underligt når man har gået så længe og skulle tage på, og så pludselig skal stabilisere. 

Hvordan gør man overhovedet det? 

Jeg er egentlig blevet lidt for god til at blive styret af at spise det jeg har lyst til (i hvert fald fra eftermiddag og resten af dagen). Jeg er får nemlig lidt for meget sukker i form af chokolade og kage. 

Det skal jeg lære at stoppe lidt med. Der går ikke en dag hvor jeg ikke får enten chokolade eller kage og det er ofte ik bare lige et stykke.

Det er begyndt at være okay i forhold til samvittigheden faktisk 

- jeg var alligevel igang med en vægtstigning, så det var okay.

Men hvad så nu? Hvad så når vægten ik længere behøver at stige? Er det så stadig okay? Og i hvilken grad? Er jeg stærk nok til at sige det er okay et par gange i ugen? 

Det er som om det stadig hedder alt-eller-intet inde i mit hovede 

Men ud over alt det mad/vægt tænkning så har jeg det godt. Jeg har et klart overtal af gode dage, er mere glad og tilpas. Jeg kan sidde stille en hel dag. Har det ikke frygtelig ved ik at kunne træne, mit knæ må tage den tid den skal. Jeg har mere overskud til alt mulig andet. 

Der er meget mere i livet der er mere værd end at være tynd?

Hvis man kan sige det sådan?

For når man står i helvede så er man jo alligevel aldrig tynd, aldrig tynd nok. Aldrig god nok. Man kan aldrig give sig selv lov. Mindre var altid bedst. 

Så hvorfor kæmpe en endeløs kamp der kun ødelægger ens krop og ens fremtid.

Livet må og har en større mening. 

Men man skal passe på med at fokusere for stort. 

Man skal sætte pris på de mindre glæder

Og en sidste ting, så har jeg ikke kastet op i over 2 måneder!