Det er vigtig at kende sine personlige værdier, altså er det vigtigt at være bevidst om de ting man syntes er vigtige, skaber motivation, glæde og overskud.
Værdierne kan omhandle forskellige ting; familie, fritids interesserer eller måske ens personlige udvikling?
Hvis man kender sine personlige værdier hjælper det en med at prioritere det man syntes er vigtigst, man får større accept af den man er og de valg man træffer.
På den måde påvirker det ens selvtillid og selvværd, samt skaber motivation.
Fordi de her personlige værdier handler om de ting man vil opnå eller undgå. Det hedder henimod værdier og væk fra værdier.
Henimod værdier / de ting man vil opnå, hmm altså man bestemmer jo selv hvilken uddannelse man tager, hvilke ting man ønsker sig og hvad man vælger at fokusere på. Dette hænger igen sammen med den adfærd og de handlinger man ønsker at udøve.
Dog har man ofte mere fokus på sine væk fra værdier. Disse værdier omhandler de ting man gerne vil komme væk fra. Eksempelvis vil man gerne komme væk fra smerte, frustration, usikkerhed ( anoreksien skriger: fedme og ukontrollerbar handling)
Det gør en mere depressiv at fokusere på alle de ting man vil undgå, derfor burde man fokusere på de til man vil opnå.
Men hvor er det bare svært?
Hvad er det jeg gerne vil opnå?
Og hvad hvis de ting jeg vil opnå ik hænger sammen?
Jeg har fået ros for alt det mad jeg har spist. Det lyder egentlig dumt i mine øre, at få ros for at spise mere mad end hvad normalt er.
For mig føles det som et nederlag, en fallit erklæring som jeg kun kan acceptere med nødt og næppe fordi jeg ved at jeg skal tage på, fordi de siger jeg er undervægtig, fordi jeg ik får min menstruation som en normal "kvinde" gør.
Jeg kan ik finde ud af at fokusere på mine henimod værdier, for det modarbejder ligesom sig selv. Jeg arbejder henimod at tage på, spiser mere end hvad normale bør, så jeg kan en dag får mere overskud, mere energi, nye ting at fokusere på og for en dag at blive gravid.
Jeg arbejder imod mine henimod værdier, fordi alt i mig arbejder imod at jeg skal tage på, i hvert fald ik lige nu. ( men nu er jeg i gang, vægten stiger og det gør mig sindsyg når jeg tænker over det, derfor forsøger jeg at fortrænge det, da jeg føler det er min eneste mulighed ) frustrationerne bliver værre ved tanken om at jeg så bagefter ik kan nøjes med at spise normalt, at jeg bliver ved med at tage på :/
Men hvad kan jeg bruge de tanker til, hvor er alt det gode de lovede? Jeg blev tynd, fik en flad mave? Er det virkelig det værd ? Alt det lort for at få en flad mave?
Kan jo godt se realiteterne, men hvorfor er det så stadig så svært?
Er det fordi fokus ligger på de værdier jeg vil undgå istedet for det jeg vil opnå ?
søndag den 31. marts 2013
fredag den 29. marts 2013
Påskefrokost
Langfredag gik med påskefrokost, faktisk helt fra kl 12 til kl 23.
Inden vi kom havde jeg selvfølge spist morgenmad ( 2 hjemme bagte boller) så allerede der var det lidt ud over de trygge rammer.
Til den overdådige buffet fik vi forret buffet, med alt mulig fisk æg osv.
( jeg tog en portion magen til størrelse som de andre)
Bagefter kom den "rigtige" buffet hvor jeg igen fik en normal portion - stor som alle de andre for der var jo så meget god mad
Herefter kom der ost og kiks, kiksekage, chokolade æg slik og frugt.
Jeg tog både kage, marcipan-æg, et stykke chokolade plus lidt frugt.
Vi skulle spise til aften igen derhjemme. Og jeg spiste igen, ligesom alle andre, tog endda også en lille ekstra portion avocado og rejer med peaunut og salat - fordi det smagte godt ( selvom jeg var mæt)
Senere på aftenen fik vi igen kage og hjemmelavet is og chokolade.
Også her spiste jeg meget, men det var iorden. Alle de andre spiste jo også meget.
Da vi kom hjem havde jeg det skidt, men det var fysisk, fordi jeg havde fået så meget mad og især kiksekage. Puh
Anoreksien havde ik mange ord at få indført igår !!
Dog startede jeg med at veje mig derhjemme, ude på badeværelset. Vægten viste 5 kg under nedre grænse for min målvægt. Kiggede mig i spejlet og sagde til mig selv " i dag må du godt nadia, vis nu at du godt kan spise. " Du skal jo tage på og når det er sagt, så kan det da lige så godt ske i god påske mad, hvor alle andre mennesker også spiser meget."
Så kan jeg tage det der "hak op" - som diætisten siger. Nu bare uden at skulle ende en situation med følelse af grådig fordi det kun er mig som spiser meget.
Er lidt stolt, det er bare nemmere at se vægten stige, hvis man virkelig selv syntes man har gjort noget for at få den til det.
Inden vi kom havde jeg selvfølge spist morgenmad ( 2 hjemme bagte boller) så allerede der var det lidt ud over de trygge rammer.
Til den overdådige buffet fik vi forret buffet, med alt mulig fisk æg osv.
( jeg tog en portion magen til størrelse som de andre)
Bagefter kom den "rigtige" buffet hvor jeg igen fik en normal portion - stor som alle de andre for der var jo så meget god mad
Herefter kom der ost og kiks, kiksekage, chokolade æg slik og frugt.
Jeg tog både kage, marcipan-æg, et stykke chokolade plus lidt frugt.
Vi skulle spise til aften igen derhjemme. Og jeg spiste igen, ligesom alle andre, tog endda også en lille ekstra portion avocado og rejer med peaunut og salat - fordi det smagte godt ( selvom jeg var mæt)
Senere på aftenen fik vi igen kage og hjemmelavet is og chokolade.
Også her spiste jeg meget, men det var iorden. Alle de andre spiste jo også meget.
Da vi kom hjem havde jeg det skidt, men det var fysisk, fordi jeg havde fået så meget mad og især kiksekage. Puh
Anoreksien havde ik mange ord at få indført igår !!
Dog startede jeg med at veje mig derhjemme, ude på badeværelset. Vægten viste 5 kg under nedre grænse for min målvægt. Kiggede mig i spejlet og sagde til mig selv " i dag må du godt nadia, vis nu at du godt kan spise. " Du skal jo tage på og når det er sagt, så kan det da lige så godt ske i god påske mad, hvor alle andre mennesker også spiser meget."
Så kan jeg tage det der "hak op" - som diætisten siger. Nu bare uden at skulle ende en situation med følelse af grådig fordi det kun er mig som spiser meget.
Er lidt stolt, det er bare nemmere at se vægten stige, hvis man virkelig selv syntes man har gjort noget for at få den til det.
torsdag den 28. marts 2013
Så tá' dig dog sammen Nadia!!
Vågnede tidligt i morges, fik et dejligt langt varmt bad til at pleje min forkølelse.
Efterfølgende fik jeg morgenmad, to stykker ristet rugbrød med ost og en cappuccino med let mælk.
Anoreksien begynder straks at råbe af mig. " for helvede nadia, de der 2dl LETMÆLK indeholder lige 80kcal, du burde ikke havde taget så meget mælk i og slet ik kakao pulver ovenpå"
Jeg prøver at overdøve tankerne ved at lægge neglelak. Jeg kan faktisk godt lide at pynte mine negle, har også en hel dåse fyldt med forskellige farver og typer neglelak.
Senere skulle jeg ned på byen med min kæreste og nogle af hans venner og kæreste. ( så i dag fik jeg ik lige formiddagsmads maden) men ok, det er heller ik den der betyder mest.
Det var koldt inde i byen, de andre ville ik ind og spise middagsmad, så skulle jeg heller ik. Skal bestemt ik sidde der og spise når andre ik skal. Anoreksien igen " nadia du er så grådig at du ikke engang kan vente med at spise som alle de andre kan".
Vi gik derfor på cafe og fik kaffe. Nogen tog endda kage og kakao. Jeg fik bare kaffe, almindelig kaffe med mælk. Tør ik bestille en anden kaffe, tænk hvis jeg tog en latte og de brugte sødmælk, ville jo aldrig få klemt den ned?
Klokken nærmer sig to, og jeg har stadig kun fået min morgenmad kl halv ni ca.
Jeg begynder at blive mere og mere fjern, lukker mig ind i mig selv.
Er blevet mere opmærksom på hvordan jeg reagere når min krop har brug for mad.
De andre må da tænke at jeg er underlig??
Det var meningen vi efterfølgende skulle ned og se motorcyklerne forlade torvet,
Jeg besluttede at det var bedre hvis jeg kom hjem, så jeg kunne få noget mad. Jeg fik det mere og mere dårligt og blev mere og mere indelukket.
Min søde kæreste valgte at gå med mig hjem. Det betød virkelig meget for mig at han ik bare ville lade mig gå alene hjem.
På vejen hjem kom jeg selv med ideen at jeg skulle ind til bageren. Købte et elverbrød. (Protein rigt, lavt indhold af stivelse - fortalte skiltet mig, så den købte jeg da)
Spise det hele, hele det brød, med ost.
Bagefter brugte jeg et kvarter på at finde ud af hvad der var af kalorier i det.
Hjemmesiden sagde " et brød = 4 portioner af 75g" og jeg har spist det hele? Nok til to mennesker.
Og den indeholder 500 KALORIER I ALT!!!!
Plus jeg fik ost på.
Angsten blusser op og anoreksien kører rundt på højtryk " du er så grådig nadia, du spiser for to personer og du skal til påske middag i aften, du bliver fed !"
Og jeg skal til påskefrokost imorgen. :(
Nu er kl tyve i fem, påskemiddag hos svigermor er kl seks.
Jeg er stop mæt. Hva så hvis jeg ik kan spise så meget deromme?
Så dømmer de mig da først ! Ja nadia hun spiser ik meget, det derfor hun er tynd. Hun brude spise noget mere.
De ved bare ik at jeg lige har ædt brød nok for to personer 2,5 time inden.
Og er sikker på der også kommer dessert!!!
Jeg burde dog have dårlig samvittighed over at have spist for lidt. For når jeg både har slået formiddag, middag og eftermiddag sammen til det skide elverbrød med ost. Så har jeg stadig ik fået helt nok. Så burde bare spise alt den gode påskemad og dessert, en kæmpe portion.
Men kan jeg det? Vil anoreksien tillade mig både at spise brød for to, påskemad og dessert, plus overdådigt påske buffet imorgen ?
Igår spise jeg både en halv pose chips og ca. ti stykker fyldt chokolade. Uden dårlig samvittighed faktisk, men der kom det også som de mellemmåltider jeg skulle have og så fik jeg ik så meget aftensmad , så gik det mig ik så meget på. ( selvom min aftensmad bestod af pizza).
Holdte anoreksien på afstand igår og så er den tilbage over mig i dag.
Hvor mon den er imorgen ?
Og ærligt, så skrev jeg det her indlæg fordi jeg ik kan klare at jeg har spist hele det brød og ik fortalt det til nogen. Har lyst til at råbe ud " se hvor grådig jeg kan være" jeg kan spise en hel masse og vil gerne have at andre ved at jeg godt kan spise meget og at jeg gør det.
Flere fra min familie har fået den tanke at jeg ikke kan lide kage, at jeg ik spiser ret meget, at jeg ik rigelig lige er til det der chips, småkager og andet usundt. Men hey det er jeg? Der er bare en kæmpe barriere foran, som ik tillader mig det, især ik når jeg er sammen med andre. Hvilket giver mig endnu mere dårlig samvittighed når jeg sidder herhjemme og propper mig med alt det jeg ik kan spise ude. Så hey, nadia kan godt både spise meget og usundt. Hvordan skulle jeg ellers kunne øge i vægt? Siger dog ik at det sker uden dårlig samvittighed, for så ville jeg jo lyve BIG TIME.
Og nu skal jeg så snart om og igen SPISE.
Efterfølgende fik jeg morgenmad, to stykker ristet rugbrød med ost og en cappuccino med let mælk.
Anoreksien begynder straks at råbe af mig. " for helvede nadia, de der 2dl LETMÆLK indeholder lige 80kcal, du burde ikke havde taget så meget mælk i og slet ik kakao pulver ovenpå"
Jeg prøver at overdøve tankerne ved at lægge neglelak. Jeg kan faktisk godt lide at pynte mine negle, har også en hel dåse fyldt med forskellige farver og typer neglelak.
Senere skulle jeg ned på byen med min kæreste og nogle af hans venner og kæreste. ( så i dag fik jeg ik lige formiddagsmads maden) men ok, det er heller ik den der betyder mest.
Det var koldt inde i byen, de andre ville ik ind og spise middagsmad, så skulle jeg heller ik. Skal bestemt ik sidde der og spise når andre ik skal. Anoreksien igen " nadia du er så grådig at du ikke engang kan vente med at spise som alle de andre kan".
Vi gik derfor på cafe og fik kaffe. Nogen tog endda kage og kakao. Jeg fik bare kaffe, almindelig kaffe med mælk. Tør ik bestille en anden kaffe, tænk hvis jeg tog en latte og de brugte sødmælk, ville jo aldrig få klemt den ned?
Klokken nærmer sig to, og jeg har stadig kun fået min morgenmad kl halv ni ca.
Jeg begynder at blive mere og mere fjern, lukker mig ind i mig selv.
Er blevet mere opmærksom på hvordan jeg reagere når min krop har brug for mad.
De andre må da tænke at jeg er underlig??
Det var meningen vi efterfølgende skulle ned og se motorcyklerne forlade torvet,
Jeg besluttede at det var bedre hvis jeg kom hjem, så jeg kunne få noget mad. Jeg fik det mere og mere dårligt og blev mere og mere indelukket.
Min søde kæreste valgte at gå med mig hjem. Det betød virkelig meget for mig at han ik bare ville lade mig gå alene hjem.
På vejen hjem kom jeg selv med ideen at jeg skulle ind til bageren. Købte et elverbrød. (Protein rigt, lavt indhold af stivelse - fortalte skiltet mig, så den købte jeg da)
Spise det hele, hele det brød, med ost.
Bagefter brugte jeg et kvarter på at finde ud af hvad der var af kalorier i det.
Hjemmesiden sagde " et brød = 4 portioner af 75g" og jeg har spist det hele? Nok til to mennesker.
Og den indeholder 500 KALORIER I ALT!!!!
Plus jeg fik ost på.
Angsten blusser op og anoreksien kører rundt på højtryk " du er så grådig nadia, du spiser for to personer og du skal til påske middag i aften, du bliver fed !"
Og jeg skal til påskefrokost imorgen. :(
Nu er kl tyve i fem, påskemiddag hos svigermor er kl seks.
Jeg er stop mæt. Hva så hvis jeg ik kan spise så meget deromme?
Så dømmer de mig da først ! Ja nadia hun spiser ik meget, det derfor hun er tynd. Hun brude spise noget mere.
De ved bare ik at jeg lige har ædt brød nok for to personer 2,5 time inden.
Og er sikker på der også kommer dessert!!!
Jeg burde dog have dårlig samvittighed over at have spist for lidt. For når jeg både har slået formiddag, middag og eftermiddag sammen til det skide elverbrød med ost. Så har jeg stadig ik fået helt nok. Så burde bare spise alt den gode påskemad og dessert, en kæmpe portion.
Men kan jeg det? Vil anoreksien tillade mig både at spise brød for to, påskemad og dessert, plus overdådigt påske buffet imorgen ?
Igår spise jeg både en halv pose chips og ca. ti stykker fyldt chokolade. Uden dårlig samvittighed faktisk, men der kom det også som de mellemmåltider jeg skulle have og så fik jeg ik så meget aftensmad , så gik det mig ik så meget på. ( selvom min aftensmad bestod af pizza).
Holdte anoreksien på afstand igår og så er den tilbage over mig i dag.
Hvor mon den er imorgen ?
Og ærligt, så skrev jeg det her indlæg fordi jeg ik kan klare at jeg har spist hele det brød og ik fortalt det til nogen. Har lyst til at råbe ud " se hvor grådig jeg kan være" jeg kan spise en hel masse og vil gerne have at andre ved at jeg godt kan spise meget og at jeg gør det.
Flere fra min familie har fået den tanke at jeg ikke kan lide kage, at jeg ik spiser ret meget, at jeg ik rigelig lige er til det der chips, småkager og andet usundt. Men hey det er jeg? Der er bare en kæmpe barriere foran, som ik tillader mig det, især ik når jeg er sammen med andre. Hvilket giver mig endnu mere dårlig samvittighed når jeg sidder herhjemme og propper mig med alt det jeg ik kan spise ude. Så hey, nadia kan godt både spise meget og usundt. Hvordan skulle jeg ellers kunne øge i vægt? Siger dog ik at det sker uden dårlig samvittighed, for så ville jeg jo lyve BIG TIME.
Og nu skal jeg så snart om og igen SPISE.
tirsdag den 26. marts 2013
Lykke
Hvad er lykke egentlig?
Hvornår føler mig sig lykkelig?
Hvornår kan man sige at man er lykkelig?
Er jeg lykkelig?
Der er mange spørgsmål men ingen svar i hovede.
Når jeg ligger og tænker over det kan jeg da godt finde på ting jeg er glad for, min kæreste, min familie, mit hus og sådan.
Men der også mange dårlige ting. Jeg tænker tit hvorfor jeg egentlig gør som jeg gør. Hvorfor jeg nogen gange bare ønsker at kunne sove det meste af dagen væk, fordi det er rart når tiden bare går hurtigt.
Jeg håber jeg finder svaret på lykke når jeg en dag bliver "rask".
Det der med at blive rask, eller i hvert fald i stand til at holde en normalvægt, spise det jeg skal, holde mig fra opkast og fjerne angsten om mad og vægt.
Det tager jo tid og energi alt det her, plus at jeg skal rende til behandlings samtaler løbende hele tiden.
Jeg frygter når jeg så bliver færdig med skolen og skal arbejde.
Kan jeg nå at blive rask inden ? Kan jeg klare det pres det kommer til at give?
Når jeg får et arbejde kan jeg jo ik bare tage tidlig fri hvis jeg skal til diætist ?
Alligevel begynder jeg at regne ud hvor mange kalorier den nye madplan ca indeholder og hvis jeg vælger det med mindst mulige kalorier er det 2700. Jeg mærker klumpen i halsen, angsten. Kan jeg virkelig magte det her? Kan jeg virkelig få den overholdt? Kørte jo selv lidt bare mit egen plan før. Men det gav jo ik den vægtøgning der forventes af mig.
Plus at jeg kom i tanke om at det kun var to uger siden jeg sidst var hos diætist, så passede det jo fint med at jeg havde taget et kg på. Hun ville bare have mig til at øge hurtigere :/
Hvorfor har jeg de tanker, hvorfor er det svært at spise?
Jeg vil jo gerne føle mig tilstrækkelig, men hvis det skal ske, bliver forventningerne jo nødt til at stemme overens.
Det forventes af mig fra andre at jeg øger i vægt, at jeg spiser det jeg skal -- at jeg bliver rask.
Og anoreksien forventer at jeg skal spise sundt, ik få mere ind end så jeg kan holde min vægt, at jeg skal forbrænde noget mere og blive ved med at være "lille".
Det hænger jo ik sammen ?!?
Det giver en konstant kamp i mine tanker,. Bare det at hele tiden skal opveje og udvælge hvad jeg skal spise, hvornår jeg skal spise. Skal jeg spise mindre nu, så jeg kan spise mere i aften istedet, eller måske imorgen?.
Jeg er også allerede nervøs for at skulle til to påskefrokoster.
Kigger de efter hvad jeg spiser?
Syntes de at jeg ser tynd ud, men bare ik nævner det overfor mig?
Kan jeg overkomme alt den mad der bliver tilbudt?
Kan jeg magte at være sammen med så mange mennesker og stadig kunne spise "normal-meget" som alle de andre jo gør til sådan et arrangement?
Nu forventet diætisten jo at jeg laver det "hak" op i min vægt til næste gang. Kan jeg skuffe hende ? Virker det ik også åndsvagt at jeg hele tiden kommer til samtale hos hende, hun laver madplanen, gør hendes arbejde for at jeg kan tage på.
Syntes hun ik jeg er en træls patient, fordi jeg ik følger den vægtøgnings kurve jeg burde gør? (Hænger jo lidt bagefter).
Burde jeg bare ligge mig i hendes hænder og spise efter madplanen til punkt og prikke? Men det kan jeg jo ik? Kan jeg? Burde jeg det? Er det bedre hvis jeg selv finder en løsning så jeg ik et bundet af nye regler for min mad?
Argh!!!!!!!
Spørgsmålene kører rundt, kan ik finde nogen svar, ingen muligheder eller løsninger. Det hele er bare en stor forvirring. :/
Og det hjælper ik ligefrem at være i tital søvn underskud fordi jeg ik kan falde i søvn om aftenen og vågner alt for tidligt om morgenen. I nat var ulidelig, slukkede mit tv kl kvart i eleve for at sove, vendte og drejede mig og måtte igen kl halv to tænde for fjernsynet. Det endte så med at jeg nok faldt i søvn en time efter. Og så vågner jeg bare kl 6.
Kunne jeg da ik bare sove!!
Hvornår føler mig sig lykkelig?
Hvornår kan man sige at man er lykkelig?
Er jeg lykkelig?
Der er mange spørgsmål men ingen svar i hovede.
Når jeg ligger og tænker over det kan jeg da godt finde på ting jeg er glad for, min kæreste, min familie, mit hus og sådan.
Men der også mange dårlige ting. Jeg tænker tit hvorfor jeg egentlig gør som jeg gør. Hvorfor jeg nogen gange bare ønsker at kunne sove det meste af dagen væk, fordi det er rart når tiden bare går hurtigt.
Jeg håber jeg finder svaret på lykke når jeg en dag bliver "rask".
Det der med at blive rask, eller i hvert fald i stand til at holde en normalvægt, spise det jeg skal, holde mig fra opkast og fjerne angsten om mad og vægt.
Det tager jo tid og energi alt det her, plus at jeg skal rende til behandlings samtaler løbende hele tiden.
Jeg frygter når jeg så bliver færdig med skolen og skal arbejde.
Kan jeg nå at blive rask inden ? Kan jeg klare det pres det kommer til at give?
Når jeg får et arbejde kan jeg jo ik bare tage tidlig fri hvis jeg skal til diætist ?
Alligevel begynder jeg at regne ud hvor mange kalorier den nye madplan ca indeholder og hvis jeg vælger det med mindst mulige kalorier er det 2700. Jeg mærker klumpen i halsen, angsten. Kan jeg virkelig magte det her? Kan jeg virkelig få den overholdt? Kørte jo selv lidt bare mit egen plan før. Men det gav jo ik den vægtøgning der forventes af mig.
Plus at jeg kom i tanke om at det kun var to uger siden jeg sidst var hos diætist, så passede det jo fint med at jeg havde taget et kg på. Hun ville bare have mig til at øge hurtigere :/
Hvorfor har jeg de tanker, hvorfor er det svært at spise?
Jeg vil jo gerne føle mig tilstrækkelig, men hvis det skal ske, bliver forventningerne jo nødt til at stemme overens.
Det forventes af mig fra andre at jeg øger i vægt, at jeg spiser det jeg skal -- at jeg bliver rask.
Og anoreksien forventer at jeg skal spise sundt, ik få mere ind end så jeg kan holde min vægt, at jeg skal forbrænde noget mere og blive ved med at være "lille".
Det hænger jo ik sammen ?!?
Det giver en konstant kamp i mine tanker,. Bare det at hele tiden skal opveje og udvælge hvad jeg skal spise, hvornår jeg skal spise. Skal jeg spise mindre nu, så jeg kan spise mere i aften istedet, eller måske imorgen?.
Jeg er også allerede nervøs for at skulle til to påskefrokoster.
Kigger de efter hvad jeg spiser?
Syntes de at jeg ser tynd ud, men bare ik nævner det overfor mig?
Kan jeg overkomme alt den mad der bliver tilbudt?
Kan jeg magte at være sammen med så mange mennesker og stadig kunne spise "normal-meget" som alle de andre jo gør til sådan et arrangement?
Nu forventet diætisten jo at jeg laver det "hak" op i min vægt til næste gang. Kan jeg skuffe hende ? Virker det ik også åndsvagt at jeg hele tiden kommer til samtale hos hende, hun laver madplanen, gør hendes arbejde for at jeg kan tage på.
Syntes hun ik jeg er en træls patient, fordi jeg ik følger den vægtøgnings kurve jeg burde gør? (Hænger jo lidt bagefter).
Burde jeg bare ligge mig i hendes hænder og spise efter madplanen til punkt og prikke? Men det kan jeg jo ik? Kan jeg? Burde jeg det? Er det bedre hvis jeg selv finder en løsning så jeg ik et bundet af nye regler for min mad?
Argh!!!!!!!
Spørgsmålene kører rundt, kan ik finde nogen svar, ingen muligheder eller løsninger. Det hele er bare en stor forvirring. :/
Og det hjælper ik ligefrem at være i tital søvn underskud fordi jeg ik kan falde i søvn om aftenen og vågner alt for tidligt om morgenen. I nat var ulidelig, slukkede mit tv kl kvart i eleve for at sove, vendte og drejede mig og måtte igen kl halv to tænde for fjernsynet. Det endte så med at jeg nok faldt i søvn en time efter. Og så vågner jeg bare kl 6.
Kunne jeg da ik bare sove!!
mandag den 25. marts 2013
Tanker --- jeg, mig eller spiseforstyrelsen ?
Jeg har fundet ud af at det ikke kun er anoreksien der gerne vil have mig til at træne.
Jeg kan ærligt sige at jeg godt kan lide det, det giver mig velvære, overskud og ny energi. Plus at jeg nu aldrig gør det alene, men sammen med min veninde eller min far.
Alligevel kommer det over mig, som en koldt sus igennem kroppen, tankerne og den dårlige samvittighed. " du har ik gjort det godt nok, ikke hårdt nok, ikke tungt nok, ikke hurtigt nok, ikke længe nok og du gør det slet ikke tit nok"..
Det er svært at finde den gyldne middelvej.
Jeg ved jo også at hvis jeg vil træne skal jeg også spise mere, skal jo stadig tage på. Og hos diætisten i dag havde jeg kun øget et kg ( skulle have taget 2 på)
Hvilket så resulterede i - mere mad på min madplan. Hun rettede på tallene fra den tidligere plan, øget tallet, øgede mængden. Jeg gav hende ingen respons, det kunne jeg ik, angsten lammede mig. Jeg blev siddende i samme stilling, bed mig i underlæben og kiggede mod loftet for at holde tårene væk. Alt imens hun forklarede, gik over til computeren og rettede, for at printe den nye plan ud.
Det kan bare ik nytte noget . . .
Jeg skal jo op og veje 58-61. ( jeg vil ik over 60, det vil jeg bare ik). Men på den anden side, så håber jeg lidt at jeg en gang kan blive ligeglad med om jeg vejer over eller under 60, det er der jo ingen mennesker der kan se ??
Vi snakkede i dag om at jeg nu skulle give den en "hak" op, som hun beskrev det.
Hvilket hun også mente at jeg jo fint kunne gøre nu hvor jeg skulle til påskefrokost både tirsdag og fredag.
Svarede ik på hendes kommentar, smilede bare tilbage. Jeg vidste ik hvad jeg kunne sige? Alt hvad jeg havde af undskyldninger vidste jeg jo på forhånd at hun ville argumentere imod. Jeg må bare bide sammen, hårdt sammen i læben og holde sammen på mig selv.
For jeg kan jo så stolt se hvor langt jeg allerede er nået
Jeg kan ærligt sige at jeg godt kan lide det, det giver mig velvære, overskud og ny energi. Plus at jeg nu aldrig gør det alene, men sammen med min veninde eller min far.
Alligevel kommer det over mig, som en koldt sus igennem kroppen, tankerne og den dårlige samvittighed. " du har ik gjort det godt nok, ikke hårdt nok, ikke tungt nok, ikke hurtigt nok, ikke længe nok og du gør det slet ikke tit nok"..
Det er svært at finde den gyldne middelvej.
Jeg ved jo også at hvis jeg vil træne skal jeg også spise mere, skal jo stadig tage på. Og hos diætisten i dag havde jeg kun øget et kg ( skulle have taget 2 på)
Hvilket så resulterede i - mere mad på min madplan. Hun rettede på tallene fra den tidligere plan, øget tallet, øgede mængden. Jeg gav hende ingen respons, det kunne jeg ik, angsten lammede mig. Jeg blev siddende i samme stilling, bed mig i underlæben og kiggede mod loftet for at holde tårene væk. Alt imens hun forklarede, gik over til computeren og rettede, for at printe den nye plan ud.
Det kan bare ik nytte noget . . .
Jeg skal jo op og veje 58-61. ( jeg vil ik over 60, det vil jeg bare ik). Men på den anden side, så håber jeg lidt at jeg en gang kan blive ligeglad med om jeg vejer over eller under 60, det er der jo ingen mennesker der kan se ??
Vi snakkede i dag om at jeg nu skulle give den en "hak" op, som hun beskrev det.
Hvilket hun også mente at jeg jo fint kunne gøre nu hvor jeg skulle til påskefrokost både tirsdag og fredag.
Svarede ik på hendes kommentar, smilede bare tilbage. Jeg vidste ik hvad jeg kunne sige? Alt hvad jeg havde af undskyldninger vidste jeg jo på forhånd at hun ville argumentere imod. Jeg må bare bide sammen, hårdt sammen i læben og holde sammen på mig selv.
For jeg kan jo så stolt se hvor langt jeg allerede er nået
lørdag den 23. marts 2013
God dag - god weekend
Det er rart med weekend, har besluttet mig for at ligge alle tanker om opgave fra mig, det nytter jo alligevel ik at bekymre sig i weekenden også, det må vente til mandag.
lige nu sidder jeg bare i sofaen, ser et program på kanal 4, de fortæller: " Det er en sygdom, det minder om et misbrug. Misbruget omhandler mad. Og i en stresset verden finder man tryghed i sit misbrug. Man vælger ikke selv at blive syg. Det tager lang tid at blive syg og lige så lang tid at blive rask. "
Hvorfor er det bare så svært for mig at forstå ?
Jeg føler mig stadig skyldig, som om jeg helt selv har valgt at have det sådan. Mens at jeg andre gange føler at jeg slet ik ik er anderledes
Ih det er slet ik til at blive klog på.
Men noget helt andet er, at jeg har haft en rigtig god dag i dag.
Blev dog lige taget på fersk gerning i dag af kæresten i netto " hvaa nadia, er den yoghurt ik lidt for fedtfattig for dig". Men skyr har altså bare en bedre konsistens end ymer. En gang i mellem skader det jo heller ik, bare det ik bliver til en vane.
Har spist alle mine måltider, så ingen dårlig samvittighed overfor nadia !
God weekend derude (:
Og så lige et billede af min nyindkøbte blomster
Undskyld for et lidt rodet indlæg
lige nu sidder jeg bare i sofaen, ser et program på kanal 4, de fortæller: " Det er en sygdom, det minder om et misbrug. Misbruget omhandler mad. Og i en stresset verden finder man tryghed i sit misbrug. Man vælger ikke selv at blive syg. Det tager lang tid at blive syg og lige så lang tid at blive rask. "
Hvorfor er det bare så svært for mig at forstå ?
Jeg føler mig stadig skyldig, som om jeg helt selv har valgt at have det sådan. Mens at jeg andre gange føler at jeg slet ik ik er anderledes
Ih det er slet ik til at blive klog på.
Men noget helt andet er, at jeg har haft en rigtig god dag i dag.
Blev dog lige taget på fersk gerning i dag af kæresten i netto " hvaa nadia, er den yoghurt ik lidt for fedtfattig for dig". Men skyr har altså bare en bedre konsistens end ymer. En gang i mellem skader det jo heller ik, bare det ik bliver til en vane.
Har spist alle mine måltider, så ingen dårlig samvittighed overfor nadia !
God weekend derude (:
Og så lige et billede af min nyindkøbte blomster
Undskyld for et lidt rodet indlæg
torsdag den 21. marts 2013
Stress --> presset --> sårbar --> opkast
Jeg kan ik overskue ret meget, slet ik hvis det er uventet.
Går rundt i netto og handler ind til aftensmad. Klokken er kvart i seks. Min søster ringer og spørg om jeg vil passe hendes datter, bare i en time, fra halv syv til halv otte.
Jeg føler et pres, kan jeg ik være bekendt at sige nej til, er jo også glad for min lille niece.
Jeg kommer hjem, bliver nødt til bare at tage to stykker rugbrød med ost, kan ik nå andet. Får spist et halvt stykke hvorefter jeg bare bryder sammen i sofaen, kan ik overskue at skulle afsted, kan jeg aflyse nu.
Jeg ringer hende op, fortæller at jeg bliver nødt til at melde fra. Hun presser endnu mere på. Jeg begynder at hulke, kan ik længere holde gråden ubemærket.
Har det så dårligt med at melde fra :(
Men jeg kan ik, kan virkelig ik. Jeg kan ik rumme det, og nu kommer den igen. Lysten til at kaste op. Jeg er egentlig stødt på den flere gange i den her uge. Har ik reageret hver gang, men alligevel et nederlag mere.
Jeg gjorde det dog ik, blev istedet hold om og trøstet af min kæreste.
Fortalte endda hvordan jeg havde det, og fik en god respons, helt uden at han blev sur eller skuffet.
Når lysten så kommer, er det egentlig slet ik fordi at jeg har den vilde trang eller lyst til at spise, men bliver bare nødt til at spise og så kaste op.
Tænk at man kan føle at man har behov for at kaste op.
Det er vigtigt at finde ud af hvorfor jeg gør det? Hvad det giver mig at gøre det.
Ellers ved jeg jo ik hvordan jeg ellers kunne reagere :/
Er det mon bare en måde hvor jeg føler jeg kan holde hovedet fri for tanker mens jeg tygger og så få dem ud og skyllet væk.
Selvom jeg jo godt ved det - inderst inde, ved jeg, at det bare er en kortvarigt følelse.
Tror snart jeg har brug for at lave noget der gør mig glad, ved bare ik præcis hvad?
Og så er mine bukser ovenikøbet begyndt at stramme
Går rundt i netto og handler ind til aftensmad. Klokken er kvart i seks. Min søster ringer og spørg om jeg vil passe hendes datter, bare i en time, fra halv syv til halv otte.
Jeg føler et pres, kan jeg ik være bekendt at sige nej til, er jo også glad for min lille niece.
Jeg kommer hjem, bliver nødt til bare at tage to stykker rugbrød med ost, kan ik nå andet. Får spist et halvt stykke hvorefter jeg bare bryder sammen i sofaen, kan ik overskue at skulle afsted, kan jeg aflyse nu.
Jeg ringer hende op, fortæller at jeg bliver nødt til at melde fra. Hun presser endnu mere på. Jeg begynder at hulke, kan ik længere holde gråden ubemærket.
Har det så dårligt med at melde fra :(
Men jeg kan ik, kan virkelig ik. Jeg kan ik rumme det, og nu kommer den igen. Lysten til at kaste op. Jeg er egentlig stødt på den flere gange i den her uge. Har ik reageret hver gang, men alligevel et nederlag mere.
Jeg gjorde det dog ik, blev istedet hold om og trøstet af min kæreste.
Fortalte endda hvordan jeg havde det, og fik en god respons, helt uden at han blev sur eller skuffet.
Når lysten så kommer, er det egentlig slet ik fordi at jeg har den vilde trang eller lyst til at spise, men bliver bare nødt til at spise og så kaste op.
Tænk at man kan føle at man har behov for at kaste op.
Det er vigtigt at finde ud af hvorfor jeg gør det? Hvad det giver mig at gøre det.
Ellers ved jeg jo ik hvordan jeg ellers kunne reagere :/
Er det mon bare en måde hvor jeg føler jeg kan holde hovedet fri for tanker mens jeg tygger og så få dem ud og skyllet væk.
Selvom jeg jo godt ved det - inderst inde, ved jeg, at det bare er en kortvarigt følelse.
Tror snart jeg har brug for at lave noget der gør mig glad, ved bare ik præcis hvad?
Og så er mine bukser ovenikøbet begyndt at stramme
onsdag den 20. marts 2013
Har behov for ro i mit hovede
Jeg sætter altid mit vækkeur om aftenen inden jeg skal sove.
Igår sat jeg den til kl 07:00. Jeg prøver at falde i søvn, vågner nogle gange i løbet af natten. Og står igen op kl lidt over 6.
Vågner i virkeligheden aldrig af vækkeuret.
Jeg er stresset for tiden, stresset over den kæmpe synopsis der hænger over mit hovede. Den skal være færdig efter påske.
Jeg står heldigvis ik alene, er sammen med de to veninder jeg har fra mit hold. De er lige så stresset som jeg. De taler om hvordan de er ved at bryde sammen når de kommer hjem, hvordan de virkelig føler og har det. Jeg respondere bare med " vi er jo i gang, det skal nok gå" eller lignende beroligende sætninger som om jeg bare tager let på det.
Men det gør jeg jo ik?
Det tagere virkelig også på mig, føler også det er så stor og fyldstgørende opgave at jeg slet ik ville have kompetencerne til at udarbejde den nu.
Jeg fortæller det bare ik til dem, fortæller ik hvordan jeg reagere på det, hvordan det også får mig til at bryde sammen over andre små ting der sker, som i virkeligheden virker total åndsvagt.
Hvem har nogensinde begyndt at først råbe, blive rigtig vred for derefter at bryde fuldstændig sammen af gråd,,, over at der ik lige var nok mælk til sin kaffe??
Glæder mig lidt til ferie og så igen ik. Kan ik lide at lave ingenting og have for mange alene timer. Kan lide at lave ting som ik sætter for store krav til mig. Og det gælder både i forhold til de personer jeg omgås og det jeg skal lave.
Men sådan kan livet jo bare ik tilpasses efter...
Igår sat jeg den til kl 07:00. Jeg prøver at falde i søvn, vågner nogle gange i løbet af natten. Og står igen op kl lidt over 6.
Vågner i virkeligheden aldrig af vækkeuret.
Jeg er stresset for tiden, stresset over den kæmpe synopsis der hænger over mit hovede. Den skal være færdig efter påske.
Jeg står heldigvis ik alene, er sammen med de to veninder jeg har fra mit hold. De er lige så stresset som jeg. De taler om hvordan de er ved at bryde sammen når de kommer hjem, hvordan de virkelig føler og har det. Jeg respondere bare med " vi er jo i gang, det skal nok gå" eller lignende beroligende sætninger som om jeg bare tager let på det.
Men det gør jeg jo ik?
Det tagere virkelig også på mig, føler også det er så stor og fyldstgørende opgave at jeg slet ik ville have kompetencerne til at udarbejde den nu.
Jeg fortæller det bare ik til dem, fortæller ik hvordan jeg reagere på det, hvordan det også får mig til at bryde sammen over andre små ting der sker, som i virkeligheden virker total åndsvagt.
Hvem har nogensinde begyndt at først råbe, blive rigtig vred for derefter at bryde fuldstændig sammen af gråd,,, over at der ik lige var nok mælk til sin kaffe??
Glæder mig lidt til ferie og så igen ik. Kan ik lide at lave ingenting og have for mange alene timer. Kan lide at lave ting som ik sætter for store krav til mig. Og det gælder både i forhold til de personer jeg omgås og det jeg skal lave.
Men sådan kan livet jo bare ik tilpasses efter...
søndag den 17. marts 2013
Endnu mere baby? Endnu mere utilstrækkelig !
Jeg sidder på cafe, i Flensburg med et vennepar og min kæreste.
Ud af ingenting fortæller de, " vi skal have baby".
Det rammer mig, hårdt. Jeg mærker en klump i halsen, sug i maven, tanke mylder,. Jeg føler jeg skal kaste op.
Kæmper med alt hvad jeg har for at holde hovedet koldt og tårene væk. Bider tænderne hårdt sammen. ( du Lan virkelig ik være det bekendt at bryde sammen nu nadia)
De fortæller videre. . .
Jeg kan næsten ik mere, facaden, smilet, overskuddet bliver sværere sværere at holde. Men formår det - næsten.
Det gør ondt.,, det er smerten af, at JEG føler mig UTILSTRÆKKELIG, jeg kan ik blive gravid? :/
Efterfølgende kommer den dårlige samvittighed, jeg har det skidt, føler mig egoistisk.
Tænk at denne følelse kommer og rammer mig så hårdt at det næsten overskygger at jeg er vildt glad på deres vegne. Det er jo dejligt for dem, og det syntes, virkelig!
Nu kører det på repeat inde i mit hovede:
" ta' på, ta' på, ta' på!" De overskygger jo nærmest anoreksiens tankerne som siger " vent nadia, du skal nok få lov til at tage på, det er bare ik lige nu"
Jeg ved jo de lyver, de tanker. De snyder mig, de vil have jeg skal være utilstrækkelig, undervægtig og syg for evigt. Jeg vil prøve at fokusere på de nye tanker, (tá' på).
Måske har jeg i virkeligheden godt af at føle denne smerte, det bekræfter mig jo i at jeg skal komme videre, tage på, blive rask.
Så jeg måske kan føle mig tilstrækkelig ?
Så nu, næringsfyldt mad til kroppen
Ud af ingenting fortæller de, " vi skal have baby".
Det rammer mig, hårdt. Jeg mærker en klump i halsen, sug i maven, tanke mylder,. Jeg føler jeg skal kaste op.
Kæmper med alt hvad jeg har for at holde hovedet koldt og tårene væk. Bider tænderne hårdt sammen. ( du Lan virkelig ik være det bekendt at bryde sammen nu nadia)
De fortæller videre. . .
Jeg kan næsten ik mere, facaden, smilet, overskuddet bliver sværere sværere at holde. Men formår det - næsten.
Det gør ondt.,, det er smerten af, at JEG føler mig UTILSTRÆKKELIG, jeg kan ik blive gravid? :/
Efterfølgende kommer den dårlige samvittighed, jeg har det skidt, føler mig egoistisk.
Tænk at denne følelse kommer og rammer mig så hårdt at det næsten overskygger at jeg er vildt glad på deres vegne. Det er jo dejligt for dem, og det syntes, virkelig!
Nu kører det på repeat inde i mit hovede:
" ta' på, ta' på, ta' på!" De overskygger jo nærmest anoreksiens tankerne som siger " vent nadia, du skal nok få lov til at tage på, det er bare ik lige nu"
Jeg ved jo de lyver, de tanker. De snyder mig, de vil have jeg skal være utilstrækkelig, undervægtig og syg for evigt. Jeg vil prøve at fokusere på de nye tanker, (tá' på).
Måske har jeg i virkeligheden godt af at føle denne smerte, det bekræfter mig jo i at jeg skal komme videre, tage på, blive rask.
Så jeg måske kan føle mig tilstrækkelig ?
Så nu, næringsfyldt mad til kroppen
fredag den 15. marts 2013
En helt almindelig morgen ?
Det er fredag, jeg vågner kl 7,
Der er længe til at jeg skal møde,
Jeg er stadig ik så god til at holde mig fra bulimiens fangearme når jeg er alene.
Er lidt nervøs for om jeg er stræk nok?
Jeg går ud i køkkenet,
Kigger i både køleskab og skabene,
Overvejer lidt for og imod hvad jeg skal spise,
Beslutter mig for at tage madplanens 2. forslag ( rugbrød 4 halve med ost)
Tankerne om overspisning er tilstede. Kan jeg nu modstå?
Jeg mærker på mig selv, jeg har egentlig slet ik lyst til at gøre det, ikke bare det mindste.
Jeg behøver ikke engang modstå, for der er intet at modstå.
Jeg er glad !!
God fredag til alle (:
Der er længe til at jeg skal møde,
Jeg er stadig ik så god til at holde mig fra bulimiens fangearme når jeg er alene.
Er lidt nervøs for om jeg er stræk nok?
Jeg går ud i køkkenet,
Kigger i både køleskab og skabene,
Overvejer lidt for og imod hvad jeg skal spise,
Beslutter mig for at tage madplanens 2. forslag ( rugbrød 4 halve med ost)
Tankerne om overspisning er tilstede. Kan jeg nu modstå?
Jeg mærker på mig selv, jeg har egentlig slet ik lyst til at gøre det, ikke bare det mindste.
Jeg behøver ikke engang modstå, for der er intet at modstå.
Jeg er glad !!
God fredag til alle (:
torsdag den 14. marts 2013
Det gør ondt...
I dag efter endt undervisning, kom en tidligere pige, en pige der førhen gik på samme hold som jeg.
Hun sprang fra fordi hun blev gravid.
Hun kom for at vise ham frem, en smuk 3 måneder gammel baby, var han. Så yndig, med store brune øjne.
Jeg tog mig selv i at falde helt i staver over hans lille ansigt.
Hvor er han bare dejlig.
Men jeg ville holde ham, bare kigge. Jeg vil ikke kunne bære det, det må ikke komme for tæt på - smerten - tanken om at jeg ikke selv kan få børn.
Det gør ondt indeni, bliver egentlig jaloux. Selvom jeg stadig er glad på hendes vegne.
Faktum er, jeg har ik mulighed for at blive gravid, min krop er ik i stand til det.
Tænk hvor åndsvagt det er, at en spiseforstyrrelse kan bilde mig ind at det at være tynd skulle være bedre end at have muligheden for at få et barn.
Ikke fordi jeg vil have en baby nu, men tanken om at jeg ikke engang har muligheden. At jeg ik ved hvornår jeg får muligheden. Det gør ondt indeni !
Hun sprang fra fordi hun blev gravid.
Hun kom for at vise ham frem, en smuk 3 måneder gammel baby, var han. Så yndig, med store brune øjne.
Jeg tog mig selv i at falde helt i staver over hans lille ansigt.
Hvor er han bare dejlig.
Men jeg ville holde ham, bare kigge. Jeg vil ikke kunne bære det, det må ikke komme for tæt på - smerten - tanken om at jeg ikke selv kan få børn.
Det gør ondt indeni, bliver egentlig jaloux. Selvom jeg stadig er glad på hendes vegne.
Faktum er, jeg har ik mulighed for at blive gravid, min krop er ik i stand til det.
Tænk hvor åndsvagt det er, at en spiseforstyrrelse kan bilde mig ind at det at være tynd skulle være bedre end at have muligheden for at få et barn.
Ikke fordi jeg vil have en baby nu, men tanken om at jeg ikke engang har muligheden. At jeg ik ved hvornår jeg får muligheden. Det gør ondt indeni !
tirsdag den 12. marts 2013
Hvem er jeg ?
Nu har jeg valgt at ændre mit navn på min blog.
Lise var blot et fiktivt navn, som jeg brugte for ikke at vise hvem jeg er.
Jeg er nu kommet et skridt tættere på at vise mig frem, stå ved mig selv, mit navn.
Måske ligegyldigt, men alligevel har det stor betydning for mig.
Jeg er som jeg er, jeg hedder Nadia, jeg er studerende, har studeret ergoterapi i lidt over 2½ år, hvilket betyder at jeg er færdig om et år. Jeg er nervøs for at blive færdig, især når man aldrig har oplevet andet end skole, skole, skole. Og tænker man tager det forgivet at man er sammen med ens veninder hver dag i skolen. Når man er færdig har man ikke længere den mulighed?
Jeg har en god og støttende familie som betyder rigtig meget for mig og en dejlig kæreste.
Jeg er 172 cm høj, lys håret og har egentlig altid godt kunne tænke mig at være mindre g mørkhåret.
(man vil altid det modsatte)
Jeg har altid været den "stille" pige, der helst knytter sig til få personer af gangen.
Jeg er lidt af et ordens menneske, kan bedst lide når der er ryddet op og gjort rent
Jeg bruger tit en facade når jeg er blandt andre mennesker, så jeg virker stærk. Har svært ved at snakke om mine svageheder.
Jeg har svært ved at lave ingenting og være alene
Jeg elsker mit lille hus
Jeg har en hund, en engelsk bulldog - Bertha
- og forresten, så har jeg også en spiseforstyrrelse, som påvirker alle facetter af mit liv.
Hvem er jeg egentlig uden ? hvem er Nadia ?
Unyttig viden ?
(måske jeg bare prøve at beskæftige mig med noget for at holde tankerne i skak inden jeg skal til diætist)
Lise var blot et fiktivt navn, som jeg brugte for ikke at vise hvem jeg er.
Jeg er nu kommet et skridt tættere på at vise mig frem, stå ved mig selv, mit navn.
Måske ligegyldigt, men alligevel har det stor betydning for mig.
Jeg er som jeg er, jeg hedder Nadia, jeg er studerende, har studeret ergoterapi i lidt over 2½ år, hvilket betyder at jeg er færdig om et år. Jeg er nervøs for at blive færdig, især når man aldrig har oplevet andet end skole, skole, skole. Og tænker man tager det forgivet at man er sammen med ens veninder hver dag i skolen. Når man er færdig har man ikke længere den mulighed?
Jeg har en god og støttende familie som betyder rigtig meget for mig og en dejlig kæreste.
Jeg er 172 cm høj, lys håret og har egentlig altid godt kunne tænke mig at være mindre g mørkhåret.
(man vil altid det modsatte)
Jeg har altid været den "stille" pige, der helst knytter sig til få personer af gangen.
Jeg er lidt af et ordens menneske, kan bedst lide når der er ryddet op og gjort rent
Jeg bruger tit en facade når jeg er blandt andre mennesker, så jeg virker stærk. Har svært ved at snakke om mine svageheder.
Jeg har svært ved at lave ingenting og være alene
Jeg elsker mit lille hus
Jeg har en hund, en engelsk bulldog - Bertha
- og forresten, så har jeg også en spiseforstyrrelse, som påvirker alle facetter af mit liv.
Hvem er jeg egentlig uden ? hvem er Nadia ?
Unyttig viden ?
mandag den 11. marts 2013
Diætist imorgen
Det er imorgen, imorgen kl 13:45 jeg skal vejes. Jeg har ik været på en vægt i to uger så.
Jeg er nervøs for hvad den vil vise, er det gået godt eller ja knap så godt? Jeg er lidt i tvivl.
Jeg ved dog ik ting, den kommer ik til at stå ret højere end sidst.
Jeg har bevæget mig stille ud i noget lort. Det startede med at jeg bare lige skulle spise inden jeg skulle på vægten, det første til at jeg lige skulle drikke en halv liter vand. Og det endte så ud i at sidst inden jeg blev vejet havde jeg spist en stir mango, 400g ymer og drukket en halv liter saft. Og hvor det egentlig piner mig at indrømme. Bare at få det ud af hovedet og skrive det ned, det er jo bare så åbenlyst latterligt af mig. Det er jo ik de der 500 g der ændre noget ? Og alligevel ved jeg det bliver en kamp uden lige ikke at skulle spise noget lige inden imorgen. Men det kan jo ik fortsætte.
Tanken om jeg jeg tager på i vægt, at tallet siger et højere tal end hvad det reelle egentlig er, og at det kun var mig der vidste det, det gjorde mig "høj". Kunne glæde andre med en vægtstigning over det jeg egentlig skulle. Hey se mig jeg har taget 1,5 kg på, på 2 uger.
NOT!! Du havde taget på nadia og det var også flot, men du snyder bare dig selv. Det er jo så dumt.
( tænk at jeg tør indrømme det, helt åbenlyst fortæller at jeg snød, anoreksien lokkede mig til at snyde. Ved jo både mine forældre og kæreste læser det her)
Jeg er flov, men det nytter ik noget at holde det inde. Det der bliver holdt inde bliver altid ført til ekstremer, fordi jeg fortrænger det, så det blev nødt til at komme ud, og det gjorde det nu.
Jeg er nervøs for hvad den vil vise, er det gået godt eller ja knap så godt? Jeg er lidt i tvivl.
Jeg ved dog ik ting, den kommer ik til at stå ret højere end sidst.
Jeg har bevæget mig stille ud i noget lort. Det startede med at jeg bare lige skulle spise inden jeg skulle på vægten, det første til at jeg lige skulle drikke en halv liter vand. Og det endte så ud i at sidst inden jeg blev vejet havde jeg spist en stir mango, 400g ymer og drukket en halv liter saft. Og hvor det egentlig piner mig at indrømme. Bare at få det ud af hovedet og skrive det ned, det er jo bare så åbenlyst latterligt af mig. Det er jo ik de der 500 g der ændre noget ? Og alligevel ved jeg det bliver en kamp uden lige ikke at skulle spise noget lige inden imorgen. Men det kan jo ik fortsætte.
Tanken om jeg jeg tager på i vægt, at tallet siger et højere tal end hvad det reelle egentlig er, og at det kun var mig der vidste det, det gjorde mig "høj". Kunne glæde andre med en vægtstigning over det jeg egentlig skulle. Hey se mig jeg har taget 1,5 kg på, på 2 uger.
NOT!! Du havde taget på nadia og det var også flot, men du snyder bare dig selv. Det er jo så dumt.
( tænk at jeg tør indrømme det, helt åbenlyst fortæller at jeg snød, anoreksien lokkede mig til at snyde. Ved jo både mine forældre og kæreste læser det her)
Jeg er flov, men det nytter ik noget at holde det inde. Det der bliver holdt inde bliver altid ført til ekstremer, fordi jeg fortrænger det, så det blev nødt til at komme ud, og det gjorde det nu.
Mandag
Mandag, ugen starter.
En presser uge ligger forude, skole, portfolio opgave, som skal laves på halv tid, til Kolding for at undersøge arbejdsstillinger hos sygeplejerskerne og opstart af anden stor opgave som skal bruges til eksamen. Puh! Alle de krav, alle de krav.
Glæder mig allerede til weekend, som står på hyggetur til Flensburg. ( hader dog at jeg på ingen måde ved hvad der er af mad jeg kan få dernede) - ih nadia, det skal du ik tænke på nu !
Imorgen efter skole står den på psyk igen, skal til diætist (= skal vejes) har ik nærmer mig en vægt i 2 uger. Det er da egentlig fremskridt!
Er dog stadig nervøs for hvad den siger
En presser uge ligger forude, skole, portfolio opgave, som skal laves på halv tid, til Kolding for at undersøge arbejdsstillinger hos sygeplejerskerne og opstart af anden stor opgave som skal bruges til eksamen. Puh! Alle de krav, alle de krav.
Glæder mig allerede til weekend, som står på hyggetur til Flensburg. ( hader dog at jeg på ingen måde ved hvad der er af mad jeg kan få dernede) - ih nadia, det skal du ik tænke på nu !
Imorgen efter skole står den på psyk igen, skal til diætist (= skal vejes) har ik nærmer mig en vægt i 2 uger. Det er da egentlig fremskridt!
Er dog stadig nervøs for hvad den siger
fredag den 8. marts 2013
Sårbar?
Dagen i dag ...
Jeg vågner tidligt, prøver ihærdigt at falde i søvn igen. Har sovet elendigt i nat.
Opgiver søvn, laver kaffe og tænder for fjernsynet.
Strækker minutterne så jeg kan blive længst mulig tid i sengen.
Jeg står op får morgenmad. 400 g A38, idag med blåbær. ( hey færre kalorier, men jeg må godt, må godt i dag, for det er fredag, vi skal have slik i aften)
Jeg får kørt min morgenrutine og tager i skole. Formiddags mad: et stort æble.
Jeg tager før hjem da jeg ik magter at skulle blive selv i den lange pause. Fortjener også en pause, har en lang og hård uge næste uge.
Jeg får middags mad, igen med tankerne om at jeg jo lige skal spare, " du skal jo have slik i aften".
Efter middag cykler jeg hjem til mine forældre, det er heldigvis også et af de steder hvor jeg ik føler mig presset. Jeg tager et æble til eftermiddag. ( det er ok i dag, du skal jo nok få dem indhentet i aften)
Vi tager ud og handler, her begynder panikken. Jeg kan ik tage mig samme på egen hånd at få købt nok slik ind, en chokoladebar på 50g og en light sodavand.
Jeg bliver bagefter nødt til at komme hurtigt væk, kan ik længere holde tårene inde. De vælter ud så jeg knap nok formår at se stien jeg cykler på.
Men det okay, jeg har støtte, en sød og bekymrende mor. Ville ønske jeg kunne fjerne noget af det pres jeg hele tiden lægger på hende.
Jeg går direkte i bad når jeg igen når hjem, her er der ingen der ser min sårbarhed. Ville gerne holdes om og trøstes, er bare hverken i stand til at sige det eller tage imod det.
Men men men, det er vel bare en dårlig dag, dem skal der jo også være plads til.
Jeg skal bare lige huske:
Bliver nødt til i netto en gang mere, ved bare det bliver lettere at tage stilling efter aftensmaden er overstået.
Jeg vågner tidligt, prøver ihærdigt at falde i søvn igen. Har sovet elendigt i nat.
Opgiver søvn, laver kaffe og tænder for fjernsynet.
Strækker minutterne så jeg kan blive længst mulig tid i sengen.
Jeg står op får morgenmad. 400 g A38, idag med blåbær. ( hey færre kalorier, men jeg må godt, må godt i dag, for det er fredag, vi skal have slik i aften)
Jeg får kørt min morgenrutine og tager i skole. Formiddags mad: et stort æble.
Jeg tager før hjem da jeg ik magter at skulle blive selv i den lange pause. Fortjener også en pause, har en lang og hård uge næste uge.
Jeg får middags mad, igen med tankerne om at jeg jo lige skal spare, " du skal jo have slik i aften".
Efter middag cykler jeg hjem til mine forældre, det er heldigvis også et af de steder hvor jeg ik føler mig presset. Jeg tager et æble til eftermiddag. ( det er ok i dag, du skal jo nok få dem indhentet i aften)
Vi tager ud og handler, her begynder panikken. Jeg kan ik tage mig samme på egen hånd at få købt nok slik ind, en chokoladebar på 50g og en light sodavand.
Jeg bliver bagefter nødt til at komme hurtigt væk, kan ik længere holde tårene inde. De vælter ud så jeg knap nok formår at se stien jeg cykler på.
Men det okay, jeg har støtte, en sød og bekymrende mor. Ville ønske jeg kunne fjerne noget af det pres jeg hele tiden lægger på hende.
Jeg går direkte i bad når jeg igen når hjem, her er der ingen der ser min sårbarhed. Ville gerne holdes om og trøstes, er bare hverken i stand til at sige det eller tage imod det.
Men men men, det er vel bare en dårlig dag, dem skal der jo også være plads til.
Jeg skal bare lige huske:
Bliver nødt til i netto en gang mere, ved bare det bliver lettere at tage stilling efter aftensmaden er overstået.
torsdag den 7. marts 2013
Kan det være fordi ??
Jeg tænker over hvorfor jeg er ved at falde tilbage i de gamle dårlige vaner, tænker om det er fordi jeg ik kan finde en anden måde at reagere på. Jeg er stresset og føler afmagt over den situation jeg står i.
Jeg har nogen gange bare lyst til at ligge mig ned, ligge og glemme alle bekymringer, blive holdt om, være helt svøbt ind som et lille barn, så intet kan røre mig. Jeg kan ikke overskue alle de krav der stilles, jeg skal ud og vise alt det jeg har lært, stå på egne ben, undervise og rådgive andre. Jeg føler mig mig ik klædt på til at snart gå mod enden, at skulle stoppe med at gå i skole, til at jeg skal til ud og være "voksen-uddannet-Ergoterapeut".
Det stresser mig, at jeg ik selv føler jeg kan leve op til den rolle jeg skal indtage.
Jeg bliver jo nødt til det?
Det er bare sådan et kæmpe skridt,
Jeg føler mig ikke stærk nok nu,
Stærk nok til at turde få så meget ansvar
Ansvar overfor mig selv og andre.
Hvad hvis jeg fejler?
Hvad hvis jeg ikke har de kompetencer der skal til ?
Hvad hvis min usikkerhed spiller mig så stort et minus, at andre ser mig som en lille usikker pige?
Jeg vil jo gerne være stærk, selvsikker og bevidst om mine egne ressourcer og kompetencer. Men... Jeg har allermest bare lyst til at blive lille igen, lille og skrøbelig, en man skal holde om, passe på og pakke ind. ---- men alligevel har jeg svært ved at tage imod den omsorg, som jeg måske har behov for.
Er bare ik et sted i mit liv hvor jeg kan overskue alle de krav der stilles lige nu.
Men der er ingen vej udenom, jeg bliver nødt til at overkomme det, og måske det bliver en sejer når jeg kommer over på den anden side. ( man skal huske at fokusere på det positive )
Jeg har nogen gange bare lyst til at ligge mig ned, ligge og glemme alle bekymringer, blive holdt om, være helt svøbt ind som et lille barn, så intet kan røre mig. Jeg kan ikke overskue alle de krav der stilles, jeg skal ud og vise alt det jeg har lært, stå på egne ben, undervise og rådgive andre. Jeg føler mig mig ik klædt på til at snart gå mod enden, at skulle stoppe med at gå i skole, til at jeg skal til ud og være "voksen-uddannet-Ergoterapeut".
Det stresser mig, at jeg ik selv føler jeg kan leve op til den rolle jeg skal indtage.
Jeg bliver jo nødt til det?
Det er bare sådan et kæmpe skridt,
Jeg føler mig ikke stærk nok nu,
Stærk nok til at turde få så meget ansvar
Ansvar overfor mig selv og andre.
Hvad hvis jeg fejler?
Hvad hvis jeg ikke har de kompetencer der skal til ?
Hvad hvis min usikkerhed spiller mig så stort et minus, at andre ser mig som en lille usikker pige?
Jeg vil jo gerne være stærk, selvsikker og bevidst om mine egne ressourcer og kompetencer. Men... Jeg har allermest bare lyst til at blive lille igen, lille og skrøbelig, en man skal holde om, passe på og pakke ind. ---- men alligevel har jeg svært ved at tage imod den omsorg, som jeg måske har behov for.
Er bare ik et sted i mit liv hvor jeg kan overskue alle de krav der stilles lige nu.
Men der er ingen vej udenom, jeg bliver nødt til at overkomme det, og måske det bliver en sejer når jeg kommer over på den anden side. ( man skal huske at fokusere på det positive )
onsdag den 6. marts 2013
God til at fortrænge det dårlige ?
Nu kan jeg rent faktisk føle mig som "normal" nogle gange. Men igen, så hvis jeg gennemgår mine sidste 2 uger ca. Så har jeg alligevel svært ved at se et normalt spise mønstre. Er lidt flov og bange for at indrømme det, men er ved at falde tilbage i bulimiens fangearme igen. Hvilket er noget jeg ikke selv er i stand til at slippe ud af igen.
Det er som om jeg starter helt uden at tænke eller reagere på det. Kæmper ikke imod. Tænker ikke imens. Er bare kørt af sporet. Et spor jeg ikke kan ændre.
Det foruroligende ved dette er egentlig også at jeg er begyndt, at være lidt mere ligeglad bagefter, tænker kun kort åh dumme dumme mig, hvorfor skal du nu gøre det igen. Dog bekymre det mig ikke så meget om alt kommer op igen, skal jo tage på ik ? Så bagefter er det som om intet er hændt. ( men men men, det er jo ik meningen at din vægtøgning skal ske på den måde, vel nadia, det bliver du jo ik rask af)
Jeg kan ik finde ud af hvordan jeg skal få brudt det her mønster igen. For der er noget i mig som gerne vil gøre det, selvom jeg ved at det ik er godt for mig. Det er som om min krop hiver i mig, siger at jeg skal gøre det. Det kan jo lokke mere end noget andet, kan ligefrem fravælge andre ting bare for at kunne gøre det igen. Det gør mig lidt skræmt, er virkelig bange for at jeg aldrig vil komme ud af det. Aldrig vil kunne stoppe overspisning og opkast.
Jeg skriver det her indlæg som et håb om, at jeg får mere fokus på det igen, fokus på at det ik er godt for min krop. Hvis ikke jeg erkender det, kommer ud med det, fortæller det, så vil jeg jo bare fortsætte med at fortrænge det, og lade som om det slet ikke sker. Hvilket vil medføre flere episoder, og det skal virkelig ikke ske!
Jeg er flov over det jo? Føler mig grådig ? Men kan det virkelig passr at det bare er fordi jeg har lyst til at spise? Eller er det fordi jeg har noget i mig jeg ikke kan bearbejde? Noget jeg måske undertrykker?
De "kloge" siger jo at det kan være kroppens reaktion på at den har været udsultet. ( kan jo godt lide denne teori, for så er det jo ik mig der er noget galt med, så er det blot en fysisk reaktion). Men hvad er forklaringen så på at jeg også gjorde det inden jeg fik anoreksi? Hmm.
Der findes måske bare ik et svar på alting.
Det er som om jeg starter helt uden at tænke eller reagere på det. Kæmper ikke imod. Tænker ikke imens. Er bare kørt af sporet. Et spor jeg ikke kan ændre.
Det foruroligende ved dette er egentlig også at jeg er begyndt, at være lidt mere ligeglad bagefter, tænker kun kort åh dumme dumme mig, hvorfor skal du nu gøre det igen. Dog bekymre det mig ikke så meget om alt kommer op igen, skal jo tage på ik ? Så bagefter er det som om intet er hændt. ( men men men, det er jo ik meningen at din vægtøgning skal ske på den måde, vel nadia, det bliver du jo ik rask af)
Jeg kan ik finde ud af hvordan jeg skal få brudt det her mønster igen. For der er noget i mig som gerne vil gøre det, selvom jeg ved at det ik er godt for mig. Det er som om min krop hiver i mig, siger at jeg skal gøre det. Det kan jo lokke mere end noget andet, kan ligefrem fravælge andre ting bare for at kunne gøre det igen. Det gør mig lidt skræmt, er virkelig bange for at jeg aldrig vil komme ud af det. Aldrig vil kunne stoppe overspisning og opkast.
Jeg skriver det her indlæg som et håb om, at jeg får mere fokus på det igen, fokus på at det ik er godt for min krop. Hvis ikke jeg erkender det, kommer ud med det, fortæller det, så vil jeg jo bare fortsætte med at fortrænge det, og lade som om det slet ikke sker. Hvilket vil medføre flere episoder, og det skal virkelig ikke ske!
Jeg er flov over det jo? Føler mig grådig ? Men kan det virkelig passr at det bare er fordi jeg har lyst til at spise? Eller er det fordi jeg har noget i mig jeg ikke kan bearbejde? Noget jeg måske undertrykker?
De "kloge" siger jo at det kan være kroppens reaktion på at den har været udsultet. ( kan jo godt lide denne teori, for så er det jo ik mig der er noget galt med, så er det blot en fysisk reaktion). Men hvad er forklaringen så på at jeg også gjorde det inden jeg fik anoreksi? Hmm.
Der findes måske bare ik et svar på alting.
lørdag den 2. marts 2013
"Nadia, du skal jo tage på"
"Nadia", siger jeg til mig selv. "Nadia, du skal jo tage på".
Alligevel har det gået lidt forkert med min spisning her i dag og igår.
Det er bare sværere at spise når man er ude?
Jeg var igår hos et venne-par til aften sammen med min kæreste.
Vi fik god mad, fint det kan jeg da overkomme nu efterhånden. Hader bare når man så bliver spurgt "vil du have en cola, en iste" øh ja hvis du har light ? for i mit hovede kan jeg simpelthen ikke overskue at drikke noget med SÅ mange kalorier i. -- Jeg svarede selvfølgelig bare høfligt " bare vand tak".
Senere på aftenen så vi x factor og der kom dessert --> æbletærte med creme fraich.
Jeg kunne bare ik få det spist, føler altid er er sådan et stort pres på mig når jeg er ude, så går jeg helt i forsvar og slet ikke kan få det ned. Så jeg måtte sidde og klemme noget af det sammen, så det i det mindste lignede at jeg havde spist bare lidt af den. Og hvor er det da også bare pinligt, helt ærlig :/ hjem og få guffet nogle mandler i mig!
Dagen i dag, vi skulle til fødselsdag, brunch kl 11. Jeg kan ikke noget uden min morgenmad mere, så får jeg det virkelig fysisk dårligt, og da jeg er et A menneske, blev jeg nødt til at bare få lidt inden vi tog til brunch. (Ja, ja 300g ymer, uden drys fik jeg spist) Allerede her føler jeg bare at jeg er klam fordi jeg sidder og spiser når han kan vente til vi kommer til fødselsdagen og jeg ikke kan.
Til fødselsdagen går det så, ikke ret godt med at få spist det mere som jeg nu havde planlagt at jeg skulle have gjort ( derfor jeg spiste mindre morgenmad).
Hvilket så resultere i at jeg får det dårligt, pga. alt for meget kaffe og for lidt mad.
Derfor har jeg nu en del at skulle have indhentet. Så mig i netto!
Her gik jeg rundt i 45 min, for at finde ud af hvilket slik-chokolade jeg gerne ville have til i aften.
Jeg kan slet ik vælge, går rundt og rundt, tager den ene ting, finder en anden, ligger den ene tilbage og sådan fortsætter det bare. Jeg kigge på, overvejer, tænker hvordan jeg kan få mit slik for mindst mulige kalorier. Hvilket ikke er en mulighed.
Det endte så ud at jeg måtte ringe ti min kæreste spørge hvad vi skulle have, jeg kunne slet ik tage stilling. Panikken bliver værre og værre.
Må skynde mig op til kassen og få betalt og så når jeg lige ud inden tårene bryder frem.
Jeg kan virkelig ik overskue at tage det *¤#%! valg om hvad jeg skal spise. Kan ik klare at vide at jeg skal spise så mange kalorier i aften, men iih har jo noget jeg skal indhente :/
Nu står den på kæmpe toblerone til mig i aften, håber panikken forsvinder og jeg kan få det ned uden dårlig samvittighed og klump i halsen. -- "Nadia, du skal jo tage på"
Alligevel har det gået lidt forkert med min spisning her i dag og igår.
Det er bare sværere at spise når man er ude?
Jeg var igår hos et venne-par til aften sammen med min kæreste.
Vi fik god mad, fint det kan jeg da overkomme nu efterhånden. Hader bare når man så bliver spurgt "vil du have en cola, en iste" øh ja hvis du har light ? for i mit hovede kan jeg simpelthen ikke overskue at drikke noget med SÅ mange kalorier i. -- Jeg svarede selvfølgelig bare høfligt " bare vand tak".
Senere på aftenen så vi x factor og der kom dessert --> æbletærte med creme fraich.
Jeg kunne bare ik få det spist, føler altid er er sådan et stort pres på mig når jeg er ude, så går jeg helt i forsvar og slet ikke kan få det ned. Så jeg måtte sidde og klemme noget af det sammen, så det i det mindste lignede at jeg havde spist bare lidt af den. Og hvor er det da også bare pinligt, helt ærlig :/ hjem og få guffet nogle mandler i mig!
Dagen i dag, vi skulle til fødselsdag, brunch kl 11. Jeg kan ikke noget uden min morgenmad mere, så får jeg det virkelig fysisk dårligt, og da jeg er et A menneske, blev jeg nødt til at bare få lidt inden vi tog til brunch. (Ja, ja 300g ymer, uden drys fik jeg spist) Allerede her føler jeg bare at jeg er klam fordi jeg sidder og spiser når han kan vente til vi kommer til fødselsdagen og jeg ikke kan.
Til fødselsdagen går det så, ikke ret godt med at få spist det mere som jeg nu havde planlagt at jeg skulle have gjort ( derfor jeg spiste mindre morgenmad).
Hvilket så resultere i at jeg får det dårligt, pga. alt for meget kaffe og for lidt mad.
Derfor har jeg nu en del at skulle have indhentet. Så mig i netto!
Her gik jeg rundt i 45 min, for at finde ud af hvilket slik-chokolade jeg gerne ville have til i aften.
Jeg kan slet ik vælge, går rundt og rundt, tager den ene ting, finder en anden, ligger den ene tilbage og sådan fortsætter det bare. Jeg kigge på, overvejer, tænker hvordan jeg kan få mit slik for mindst mulige kalorier. Hvilket ikke er en mulighed.
Det endte så ud at jeg måtte ringe ti min kæreste spørge hvad vi skulle have, jeg kunne slet ik tage stilling. Panikken bliver værre og værre.
Må skynde mig op til kassen og få betalt og så når jeg lige ud inden tårene bryder frem.
Jeg kan virkelig ik overskue at tage det *¤#%! valg om hvad jeg skal spise. Kan ik klare at vide at jeg skal spise så mange kalorier i aften, men iih har jo noget jeg skal indhente :/
Nu står den på kæmpe toblerone til mig i aften, håber panikken forsvinder og jeg kan få det ned uden dårlig samvittighed og klump i halsen. -- "Nadia, du skal jo tage på"
Abonner på:
Opslag (Atom)