Mit første indlæg

Nu har jeg igennem lang tid læst en masse blogs, fra andre piger der har samme problem som jeg selv - at komme væk fra de gamle trygge vaner. De vaner som man i så lang tid har gået og troet var vejen til succes. Vanerne omhanler i stor grad kontrol, en kontrol som meget nøje omhandlede hvad jeg måtte indtage af kalorier, hvor meget jeg skulle træne og hvor lidt jeg måtte slappe af og nyde mit liv. Mine vaner har været i mit liv i så mange år, at jeg slet ikke ved hvad der er normalt længere, troede jo jeg levede normalt/sundt ?
Fulgte da en masse slanke råd, med at skære ned på brød, spise grønt o g frugt, skære ned på fedtet og så ja, motionere 4-5 gange i ugen, helt hårdt fysisk konditions træning.

Men jo længere tid det gik, jo mindre begydte jeg at spise, måtte ligesom ikke spise ret meget, havde hele tiden regnskab i hovedet om hvor mange kalorier jeg måtte få til hvert måltid, og brugte mange timer på hvordan jeg skulle overholde mine egne strenge regler. Hmm og ja, så kørte det jo bare derudaf, åbenbart i den forkerte retning.

Nu har jeg for nogle måneder siden fået stemplet at være anoreksi,opfyldte pludselig de krav der skulle til og jeg er begyndt i behandling.

Tænk at det nu kan være så svært, eller svært det er jo nærmest umuligt, og nu får jeg endda hjælp ?!?!
Jeg har fået en behandlingsplan, for jeg her end til sidst i januar skal prøve at få ind i hovedet at min tidligere livsstil ikke har svært sund overhovedet. Jeg går til fys en gang i ugen og skal lære om min krop. Hvor banalt lyder det ik lige ? jeg, mig, ergoterapeut studerende, skal lære om MIN EGEN  KROP. Forstår det ik, hvordan kan jeg ik vide at jeg ikke hvad min krop fortæller mig? de kloge siger at det kommer når man nærmer mig min normalvægt, så der kan jeg jo se om det kommer.
Hvis jeg da nogensinde formår at komme derop, mangler stadig en 7 kg for at komme op på det BMI som hedder 19,6 som man skal.
Jeg har endda fået udarbejdet en madplan som helt konkret viser mig hvilket jeg skal spise hver dag for at komme op i vægt. Men kan jeg holde den ? nej !
Det er da også for dårligt, for jeg vil jo gerne være rask? jeg vil gerne have børn en gang, jeg vil gerne have at folk ikke kommentere at jeg er for tynd, jeg vil gerne have at min hverdag ik skal styres af mad. Men, og det er et stort MEN, jeg vil jo ik tage på, kan ik klare tanken om at skulle blivere federe. Hvordan kan de stå og sige jeg er undervægtig !?!? har de måske sit mine lår som flader ud og min mave som buler ud over det hele ? Jeg ligner jo ik en der har anoreksi? jeg er da slet ik så tynd ?

Hvorfor skal det hele være så svært ? det er jo ik nemt at skulle til at arbejde på at blive rask, når man ikke selv føler man er syg ?