Nu skal jeg igang, for alvor ! (forhåbentlig)

Ville gerne skrive et nyt indlæg, fordi jeg nu i 3 dage stort set, altså kun med minimale udsving, fulgt min madplan. !!

Jeg fik i tirsdags "skæld ud" over at jeg ikke øger i vægt, men det er måske også det jeg efterhånden havde behov for, behov for et skub ud af min pasivitet. (Nadia, nu må du da snart fatte at man ik bare lige pludselig tager helt vildt meget på!!)

Jeg fik i hvertfald sat tankerne lidt igang da du stillede spørgsmålet, vil du overhovedet være rask, vil du overhovedet behandles ?
Vil jeg overhovedet behandles og blive rask ? For det indebærer jo at jeg skal øge i vægt, jeg skal slippe min kontrol, jeg skal modstå at kaste op, jeg lære at jeg skal købe tøj i større størrelser.
Det er nemt at sige ja til at jeg vil være rask, jeg vil jo gerne have at mad ik skal fylde så meget, at man krop har det godt og at jeg skal spise hvad jeg har lyst, når jeg har lyst ( og i passende mængder)
Men det er svært at sige ja til det når det bliver beskrevet, hvad jeg skal igennem for  at blive rask.
Det er jo bare så skide angstprovokerende at skulle tage på! Der er stadig en stor del i mig der strider imod.

På den anden side, hvem har så lyst til at blive bange? hvem har lyst til at fremprovokere sin egen angst, at gå gøre det man er allermest bange for ?

INGEN ?

Jeg skal, jeg bliver nødt til det, jeg prøver at overbevise mig selv om, at det her, det er noget jeg gerne vil. Jeg kan jo godt mærke at det allerede nu er blevet bedre. Men argh, den angst ligger lige under og kan blusse op når som helt, og når den kommer er det svært at gå imod.
Tænk at man kan være så bange for at tage på, så man ligefrem oplever angst :/

Jeg kan endda ligefrem se at jeg tager på ( selv når jeg ikke har, ifølge vægten)
For sidst da jeg blev vejet i tirsdags, troede jeg inderligt, at jeg havde taget på! Det var jo en månede siden sidste vejning.
Forklarede endda hvordan jeg bare havde spist, chokolade, kage, is osv. nærmest hver dag??

Problemet er jo bare, selvom jeg så havde taget på, så er det ikke sådan man skal tage på!!
Man skal ik bare fylde kroppen med alt mulig dårligt "mad". Og tænk hvor lidt nærring jeg lige må have givet min krop når jeg ikke engang havde taget på og stadig spist så usundt.
NOT GOOD!

Det er jo slet ik det min krop har brug for, og når jeg spiser det bilder mine tanker mig bare ind at jeg tager på ( helt vildt meget på)!

Jeg er derfor valgt at der skal mere fokus på madplanen nu, ( og den her gang mener jeg det)
Jeg skal ikke tænke at det er "okay" lige at skippe min müsli på youghurten om morgenen, eller skippe min frugt om formiddagen de dage hvor jeg ikke er i skole. Det er ikke længere okay at tænke hvordan jeg kan få færrest kalorier til min middagsmad.
Heller ikke mere af hvordan jeg lige kan komme til at skippe noget af maden om eftermiddagsmaden, selvom tankerne bilder min ind at jeg så må spise mere om aftenen, for det bliver bare aldrig rigtig til noget.
Og for ikke at glemme; min aftensmad, den skal, skal, SKAL, altså også indeholde kulhydrater, og det skal være iorden også !! (selvom det virkelig er svært)

Jeg er jo så bange for at blive tyk, (eller nej, jeg bliver jo ikke tyk) Jeg er bange for at blive større. ( og ja i mit hovede lige nu, er større = tyk)
Jeg er bange for at jeg ik vil kunne komme til at holde ud at se mig selv i den størrelse?
Hvordan lærer man at acceptere sig selv ?


Jeg skal holdes fast i, hjælpes af andre før jeg kan gennemføre det her ( selvom jeg ved at jeg sikkert bliver enmort sur, irriteret, fustreret og bange).
En ting er dog sikkert, jeg kan ikke gøre det selv, tankerne/stemmerne fylder stadig for meget til at jeg selv kan modstå dem.


Og lige nu sidder jeg her og skriver, må ik se hvad jeg skal have til aftensmad, kæresten har både handlet og forberedt maden uden jeg måtte se eller vide hvad det er vi skal have.
Jeg er nervøs for hvad det ender med at jeg får severet

Tænk at jeg virkelig kan tænke sådan her . . .

Så blev det atter søndag. 

En weekend er slut og hverdagen starter igen imorgen. ( knap for mandag-tirsdag skal jeg ik i praktik)

Det meste af søndagen er desværre blevet tilbragt på sygehuset. 

Min kære oldemor har nok ik så længe igen. Blev ringet op og fik beskeden om hun nær var død. Farede ind på sygehuset, hun var dårlig, hun blomstrende op og alligevel er det slut :/ Kan virkelig ikke forstå oplevelsen, er forvirret. 

Hvordan kan man gå fra at lægge og være ved at dø, med flere dødstegn og alle græd, til at blomstre op? 

Jeg gik ned på cafeteriet med min far, efter vi havde været der i to timer. 

Jeg skulle jo ik gå glip af min eftermiddags mad. ( blev dog kun til en chokolade bar = ik helt nok ) 

Men da vi kom op igen, sad oldemor op, hun snakkede og drak smertestillende. 

Hun var stadig "frisk" da jeg tog hjem derinde fra, men hun har sagt farvel. 

Håber på en måde bare hun får fred :( 

Jeg er ked af det, men hun er jo også gammel. 

Men, der er noget jeg må skrive; for tænk at jeg i sådan en situation stadig kan være så egoistisk og tænke på mad. Mad som jeg alligevel ik fik let ved at springe over. 

Jeg har levet rimelig ensformigt idag, rugbrød eller grovboller med ost ( til alle 3 hovede måltider) og så en del chokolade for at hive nogen kalorier hjem ( skal jo snart vejes). 

Jeg har bare ik haft lyst til andet, eller ro til andet at spise. 

Normal mad giver virkelig uro i hovedet, har svært ved at beregne i mit hovede hvor mange kalorier der er i en portion aftensmad. Og det har jeg altså ik kunne magte i dag. 

Igen mad, vægt, kalorier....

Jeg er begyndt at blive mere og mere nervøs for tirsdag ( vejningen) har ik vejet mig i en måned, og den skal ( efter planen) stå på to kg mere end sidst. 

Tænk hvis den ik gør, så er der bare flere kg der skal indhentes ( men glad anoreksi)

Men hvad hvis jeg har taget mere på ? ( angst, så kan jeg lige så godt droppe at skulle spise ved veninden onsdag) kan slet ik magte at tage mere på end præcis  hvad jeg skal, og ja helst mindre :( 

Jeg må dog have taget på med alt det chokolade jeg spiser, hver dag snart. Jeg er helt begyndt at slå ud i hovedet af set :/ plejer altid have sådan en ren hud. 

Burde egentlig bare tænke at de her tanker er ligegyldige og latterlige. 

Men, 

Lige nu er jeg helt flov over at poste det her indlæg. 

Tænk at jeg virkelig kan tænke på det her mad/vægt...

Tænk at det kan fylde så meget, at det stadig kører rundt i mit hovede,

selv når jeg står inde på sygehuset, og så i sådan en svær og trist situation. 

Der er sgu da ik andre i verden der tænker "ej nu kan jeg spise lidt mindre her til eftermiddag, husk lige at sug maven ind, dine lår ser tykke ud når du sidder eller du skal helst stå op ( så forbrænder du mest) " og ja flere tanker kørte rundt. 

Jeg lægger jo bare ik sådan bevidst mærke til tankerne mere.

Jeg kan jo godt selv se, når nu jeg skriver det ned, at der er sygt :/ 

Men min anoreksi bilder mig ind, alt imens at jeg skriver det her " du er jo ik syg?!?! hvis du var syg havde du nok ik spist de 100 g chokolade eller det andet du har spist her til aften, din grådige og egoistiske pige!"

Iih . . . 

Følelsesmæssigt påvirket

Tårene triller bare ned af mine kinder 

Den negative Nadia er vendt 180 grader

Jeg er glad, jeg har lettere ved at spise, jeg er mere tilpas og hovedet kører ik i turbo fart. 

Tænk alt dette fordi jeg i dag har været nede og styrketræne med far og bror.

Har endda spist en chokolade bar mere end hvad planen siger! 

Negativ og ked af det :/

Jeg hader mit knæ, hader at jeg ik kan træne, hader at jeg ik kan noget som helt.
Træning plejer at gøre mig glad, gør det hele lettere.
Ihvert fald når jeg træner med nogen og har det sjovt.
Nu kan jeg ik træne på de hold jeg pljede at gøre med veninder, far eller bror.
Jeg kan ik få mig taget sammen til at selv tage derhen.
Jeg får dårligere og dårligere samvittighed over det går så lang tid imellem.
Pausen på først 2 måneder efterfulgt af ganske få ganges træning og igen pause på over en månede, det piner mig!

Jeg kan let ik rumme følelserne.

Ville have været nede og træne i dag, men hvad nytter det ?
Kan jeg overhovedet opbygge muskler inden jeg når man normalvægt?
Eller tærre det bare mere på min krop?

Jeg er bange for at have tabt det muskelmasse jeg har opbygget og spiseforstyrrelsel fortæller mig at jeg grunden til at jeg ik tager så meget på er jo fordi at jeg ik længere træner og derfor taber muskelmasse. Jeg kan jo mærke på mit tøj at det bliver strammere.

Forleden prøvede jeg et par bukser osm jeg overhovedet ik kunne passe for 3 måneder siden og nu kunne jeg næten :/

IIH!

Og min stakkels kæreste bliver virkelig sat på prøve, han skal ik sige en lille ting forker før det forfrejer hele min tankegang.

Igår sagde jeg "Jeg har i hvert fald fået nok fedt her til min middagsmad" ( fordi jeg havde fået rugbrød med en hel avocoda PLUS mayonaise på!
Havde det virkelig svært ved at få det ned og blev gentagende gange nødt til at sige højt "Din krop har godt af det"

Da jeg så fortalte det, fik jeg kommentaren " Hvordan kan det så være du ik har været nede og træne?"

Den slog mig :(
Og det var jo slet ik hans hensigt, han tænkte jo bare at jeg plejede ik at træne hvis jeg havde spist mindre end jeg skal.

Men følelsen blev siddende i mig.

Den sidder der endnu.

Men kan ik kaste den op, den vil ik med op??!?!?
(selvom jeg har forøgt)

Overvejer stadig om jeg kal tage ned og træne nu
Kan jeg ik være i min egen krop, det kan jeg virkelig ik :'(

Kun få tanker --> derfor er der plads til flere billeder

Nu er miniferien ved at være slut, og det hedder hverdag fra imorgen af, det har faktisk været dejligt at holde fri, for har haft noget at give mig til alle dage. Plus at der jo har været dejlig vejr, så man har kunne gå og nyde haven :)

Igen så får sådan nogen dage lov til at skubbe spiseforstyrrelsen lidt væk. Skal jeg bare være så tilpas aktiv med alt muligt andet for at overdøve de dumme tanker.
Jeg er dog stadig bange for at tage på, og føler virkelig jeg har taget helt vildt meget på ( og ja helt vildt meget vil svare til 2-3 kg i mit hovede)
Men kan bare virkelig mærke det er længe siden at jeg har været inde til samtale ( 3 uger faktisk), og skal endda gå endnu en uge, da jeg ik har så meget tid pga. praktik. ( kan jo ik bare sige at jeg skal til samtale og derfor må gå tidligere) - Igen kan jeg bedst lide at holde det hemmeligt.

Det er stadig svært at spise de kulhydrater ( ris, pasta, kartofler). og det fedt er også i minimum. Så egentlig kan jeg jo tænke mig selv til at jeg sikkert ik har taget helt vildt på.
Og igen, tænk nu hvis jeg så har ?!? :/
Burde jo ik være så angstprovokerende? de skal jo på, før eller siden. (bare hvis jeg dog kunne lade være med at konstant have det bedst med at udskyde det)
Til fødselsdag i dag var jeg jo også helt pinlig over at få kommentaren " jeg syntes godt nok du går og bliver tynd".
For jeg aner ik hvad jeg skal svare, har jo taget på, og det føler jeg bare ik jeg kan sige, for så ved de jo først at jeg har været endnu tyndere. ( men det forårstøøj skjuler bare mindre end en striktrøje)
Det må være derfor kommentarene kommer nu.
Jeg får dog responderet på kommentaren med et stille og forsigtigt "ja", alt imens jeg pakker trøjen omkring mig, så  jeg kan gemme mig lidt væk. Ønsker mest af alt bare at blive usynlig.
Og desværre gjorde det, det kun sværere at skulle spise boller og kage. ( fik dog en bolle og 2 små stykker kage) krævede lidt kompensation med lidt mindre middagsmad, og lidt mindre sen aften igår)

Hvorfor kunne jeg da ik bare veje det jeg skulle nu, og så stadig se ud som jeg gør i mine øjne, jeg syntes jo ik at jeg ser for tynd ud ? overhovedet, kan godt se at jeg ik er tyk, men iih.
Glæder mig lidt til at blive vejet.
Måske jeg allerede nu skal tænke over hvad samtalerne skal gå med næste tirsdag.
Jeg er blevet inviteret hjem til en veninde (hvis man kan kalde det det).
Men det er en fra det psykoeducation jeg går til, hvor jeg skal derhjem og spise og med ud og skyde. Jeg har svært ved at skulle spise derhjemme, tænk at andre som ved at jeg har en spiseforstyrrelse skal sidde og bedømme det jeg spiser.
Har tænkt på 100 undskyldninger for at kunne droppe det, men alligevel har jeg også brug for udfordringen ( siges det til mig) men åh ved ik om jeg kan overskue det. ??
Må virkelig overveje det :/



Jeg bliver nødt at at slå tankerne over på noget andet, så....



... har vi i dag fået os en regnvandstønde, egentlig en gammel vintønde, hvor der så er en lille aftapning i, og så er den sat til tagrenden, selvfølgelig



Og så lidt billeder (:

af Bertha, den nye tønde, mine negle og have idyl

Hader hader hader mig selv....

....jeg,? mig?, eller måske rettere min "sygdom"?

I  dag ødelagde jeg en shoppetur med min søster, fordi jeg ik kunne overskue at skulle spise nede i byen. 

Normalt kan jeg ellers godt spise en salat eller lign. på cafe. Men i dag blev der bare lagt alt for stor fokus på hvorfor jeg ik havde lyst til at spise nede i byen. Først gik min tvivl mest på hvor og hvad jeg kunne spise. ( altså psykisk) 

Kan jo ik rigtig gå efter min madplan, hvis jeg skal spise ude.
Men eftersom der kom større og større fokus på hvorfor jeg ik kunne, blev det hele til sidst bare for meget. Kunne slet ik være i mig selv, kunne slet ingenting, ville bare væk. Tankerne begyndte at køre rundt, og jeg var nået til det stadie hvor jeg slet ikke kunne have fået noget som helt mad ned hvis jeg havde blevet nede i byen.

Hader når der kommer fokus på mad, især min mad, det jeg skal spise.
Kan ikke overskue at andre skal overvåge hvad jeg spiser, kommentere hvad jeg spiser og hvorfor. Det gør det bare endnu sværer at spise de "forbudte" ting.
Tænker egentlig det er derfor jeg har meget lettere ved at spise hjemme. Her er ingen som dømmer min mad.




Dårlig oplevelse ender aldrig ud i  noget godt....



Jeg skulle være alene her til aften.
Havde egentlig fået af vide af min kæreste at jeg skulle spørge mine forældre om jeg kunne spise hos dem da han tog tidligere afsted end regnet.
Men, da jeg fik det af vide, havde de jo allerede bestemt sig for at få hotdog.
Magtede ik at være et problem og skulle spise med så de blev nød til at finde på noget andet og spise. Bare fordi jeg ikke kan spise hotdog til aftensmad.

Jeg kørte derfor i fakta på vejen hjem for at købe et bære skyr ( tænkte det kunne hjælpe mig med at modstå overspisning-opkast).

Men da jeg kom hjem endte jeg ud i kaos alligevel.
Jeg er sur på mig selv,, igen.
Hvorfor kan man være så dum at gøre det gang på gang?!?!
Jeg ved jo hvor meget jeg hader mig selv bagefter og hvor meget jeg fortryder det.

Kan jeg virkelig have brug for at blive "passet" altid for ik at falde i?

Jeg skal i hvert fald lære at reagere på en anden måde, jeg skal lukke mine fustrationer ud på en anden måde end at skylle dem ud i toilettet. Men hvordan, hvordan, hvordan ?

Hvordan behandler man folk med bulimi ?

Jeg er nu fyldt med selvhad!

Kan det virkelig passe at min kæreste bliver nødt til art sige til min mor at jeg skal være alene??
Jeg gør det jo ik selv :/ jeg er så flov over mig selv

Det virker jo bare som om jeg ik vil ud af det.
Men, det vil jeg jo inderst inde!
Jeg er bare ik stærk nok :(

Hvordan kan jeg nogensinde få stoppet det her :'(
???????????????????????????????????????????????????

 

Er det stadig bare min hemmelig? Eller burde jeg få den ud, inden andre deler ud af den?

Jeg har haft en god weekend, tiden er bare fløjet afsted. 

Og det er positivt for mig, for når tiden flyver afsted betyder det at jeg laver noget der giver mening for mig, at spiseforstyrrelsen fylder mindre, og dermed er den ikke helt så dominerende. 

Fredag var jeg inde i byen med to piger, egentlig ik nogen veninder, den ene er min kærestes kammerats kæreste. 

Men vi hyggede os, og var helt dejligt at gå inde i byen og bare være mig, med to der ik kendte til min lille hemmelighed. 

Vi fik endda middagsmad ( ingen eftermiddag) men så spiste jeg lidt ekstra til sen aften. Skulle jo ik være besværlig og grådig fordi jeg skulle have mad igen.

Ved jo godt det ik var godt, men det gode var at jeg ik fik det spist fordi at tiden gik så hurtigt, pludselig var kl bare over fem. ( og ik fordi jeg ville udskyde det)

Jeg kunne faktisk godt bruge nogle flere veninder, nogen som bliver boende her i Esbjerg. 

For det hjælper mig at være sammen med nogen, det er det som giver mening i min hverdag. Det er en måde jeg kan rykke mig tættere på at være 'normal', måden jeg selv overtager dominansen over mit hovede og mine tanker. 

Lørdag var jeg i Århus til fødselsdag. Brunch. Og jeg spiste min morgenmad inden, selvom jeg bestemt ikke følte mig tilpas med det. Brunchen blev så til min middagsmad. 

Det var svært, og endnu sværere at skulle takke ja til en is nede i byen. ( havde først fundet på en undskyldning for at skulle springe over) men klokken blev først tre inden vi nåede et is-kiosken, så jeg skulle jo have min eftermiddags mad. Spiste næsten to kugler, i bære. 

Det var bare så svært at skulle nyde det. Havde mest bare lyst til at smide det væk. ( smed kun ca en halv kugle ud, gemt under noget papir). 

Hvor er det bare latterligt svært ?? 

Havde det været hjemme og aften kunne jeg nemt have spist det jo? Og endda mere. 

Men det kommer vel, efterhånden, skal bare presses lidt. 

I dag, søndag, mors dag, har gået med at handle, besøge mine forældre et par timer og lave gryderet ( som blev rigtig god) 

Selvom appetitten blev lidt ødelagt af mit humør. 

Jeg kan ik forholde mig til at andre skal vide at jeg har en spiseforstyrrelse. Og fandt ud af i dag at min søster havde fortalt sin tidligere kæreste det, og han har sagt det videre til sin mor. ( og ved ik om det er nået ud til flere)

Brød bare helt sammen, hele min krop rystede, kan slet ik være i min egen krop!

Bare tanken om at der er nogen som ved det, hvor jeg ikke ved, at de ved det. 

Er ked af det, fortvivlet, bange og såret. 

Har ik fortalt det selv til ret mange mennesker. 

De som jeg har fortalt det er, min mor, far, bror, kæreste, søster, mormor og mine to nære veninder fra mit hold. 

Vil ik have at andre skal vide det, ik nu, er ik klar til at blive 'stemplet' nu, ik af andre mennesker som slet ik ved hvordan jeg har det. 

Føler mig udstillet. 

Tænk hvis flere og flere finder ud af :/ 

Det skal først ud når jeg er klar til det, og måske først når jeg er kommet over det. 

Åh jeg er bare så splittet :( 

Burde jeg bare være ligeglad, det er jo mig, eller en del af mig ? 

Burde jeg fortælle det til flere mennesker? 

Noget i mig strider bare imod. 

Det er min hemmelighed ? 

og jeg vil ik have at det kommer videre til andre som jeg ik stoler på vil kunne holde min hemmelig tæt. 

Jeg ville blive knust hvis det kom ud til nogen som bare fortalte det videre, som igen fortæller det videre. ( så folk ved det, uden at jeg ved, at de ved det)

Jeg vil selv fortælle min historie, min oplevelse. For der er ik mange der forstår følelsen af at have en spiseforstyrrelse !

:(

Pludselig virker den kommende uge lidt mere uoverskuelig, til Ribe 4 dage, lovet at farve hår, til fødselsdag og en workshop dag på skolen. 

:/ 

Svært ved at begrænse mig

Jeg har i dag været i Tyskland med min søster. 

Vi har haft en rigtig hyggelig dag sammen. 

Jeg fik min morgenmad hjemmefra, men middagsmad skulle foregå dernede. 

Klokken blev halv mange ( kl 2) før jeg fik middagsmad. 

Det er bare svært at spise når man er ude. Derver ingen mulighed for at vide hvor eller hvad måltider kommer til at indeholde.

 Vi gik ind til en bager/cafe. ( mit valg fordi det var den eneste måde jeg følte jeg kunne undgå hotdog eller friture)

Troede jeg valgte et grov brød. 

Men det var en mørk crossaint med ost og skinke. ( nok det brød med allermest smør i, overhovedet!!! :/ ) 

Kæmpede virkelig for at få den hele ned, og holde samvittigheden i skak.

Min søster var så sød og prøvede at berolige mig med at det jo ik var ret meget mad, at min krop havde godt af det og at jeg ik havde spist noget til formiddag. 

Der hjalp - lidt :) ( og tak, virkelig)

Men...

Shopping i Tyskland = slik, sprut, sodavand og chokolade så langt øjet rækker. ( noget af en udfordring i sig selv)

Jeg købte rent faktisk 2 plader chokolade a' 250g hver. ( plus tyggegummi og gajol)

Jeg fik noget af chokoladen på vej hjem i bilen som min eftermiddags måltid. 

Aftensmaden foregik alene, fik kun suppe med lidt kyllinge boller i.

Hvorefter jeg spiste chokolade, meget chokolade. Der er nu nok sammenlagt kun 250 g tilbage. Jeg har altså spist 250g chokolade i dag, over 1500 kalorier ( angsten begynder at blusse op)

Hvorfor kan jeg ik bare være " normal " når jeg er alene???

Jeg ender bare så tit ud i den ene eller den anden yderkant. Enten spiser jeg for lidt, ellers spiser jeg alt for meget. 

:(

Noget røg blev skyllet ud i toilettet. Kan slet ik rumme mine tanker lige nu. Vil ik tilbage i det dårlige vaner igen. 

Troede jeg kunne klare aftenen alene, men jeg er for svag, for svag overfor stemmen i hovedet. 

Den lokker med at sige 

" det er jo bare lige en gang, det sker ik noget ved en enkelt lille gang, vel? - du behøver jo ik sige det til nogen. Det kan være vores lille hemmelighed" 

Men en dum handling skaber rum for næste dumme handling, og det går ik. Det er ik det jeg vil, det er det virkelig ik!.

Og tænk at den stadig bilder mig ind at jeg er svag, at jeg bliver fed, fordi jeg ved det langt fra var alt chokoladen der blev skyllet væk i kloakken. 

Gå væk dårlige tanker, dårlige samvittighed. 

Jeg tygger tyggegummi, tygger, tygger, tygger. Det er det eneste jeg føler er i stand til at overdøve nogen af tankerne. 

Hvornår lærer jeg at lytte efter min diætist, maden skal ik hænge sammen med tanker og følelser!! 

Hverdagens udmunding skaber grundlaget for tankerne

Jeg bryder mig ik rigtig om uforudsete ting, heller ik når det omhandler en fridag, som det blev til igår. 

Jeg vågner tidligt. 

05:45 

Jeg kan ikke sove igen. Dagen virker pludselig uoverskuelig lang. 

Jeg bliver frustreret over hvad jeg skal få alle de timer til at gå med. 

Det er virkelig svært for mig at udfylde min tid, hvilket irriterer mig, grænseløst. især når jeg heller ikke engang kan klare at blive stresset/presset.

Så dagen igår gik i haven, i hvert fald i et godt stykke tid, da det nu var godt vejr. 

Men disse fustrerende tanker om hvad jeg skulle udfylde alle dagens timer med, vækkede virkelig bekymringer for min kommende hverdag, her i de næste par måneder. 

Hvor jeg skal i praktik i Ribe, i 4 uger, hvor jeg får en del at se til. ( forhåbentlig ik for meget til hvad jeg magter - men nu er jeg jo også blevet stærkere). 

Tænker endda jeg har bedre af komme ud, væk hjemmefra, have noget at se frem til. 

Hvilket så straks fører tankerne hen på, sommerferie!?!

2 måneder hvor jeg ik har noget skoleskema og gå efter. Intet konkret jeg ved jeg skal få tiden til at gå med. Ingen struktur, overhovedet!

2 måneder virker uoverskuelig længe, når jeg bare allerede igår havde svært ved at finde ud af hvad denne enkelte dag skulle gå med. 

Og selvom spiseforstyrrelsen fylder mindre nu, så er den stadig dominerende, og når jeg så er alene, mangler struktur, ikke har noget, som jeg ved at jeg skal. Så tager den fat om mig, giver mig det jeg mangler, lige nu og her, struktur, kontrol og endda ofte hjælper mig med at fylde alle de mange tomme timer ud. 

Den fortæller mig jo at jeg skal igang, helst noget rigtig aktivt - hvor mit knæ så nu sætter lidt en stopper for det, dumme knæ!!

Den siger hvornår jeg skal spise og taler sin sag for at afvige mest mulig fra madplanen. 

Den giver mig endda nogen gange lov til at spise alt, hvis jeg bare gengælder den med at skylle det ud i toilettet bagefter. 

Den giver mig ro i tankerne når jeg lytter til den, og frustration når jeg afviger. 

Den bilder mig ind at jeg nok skal tage på - bare ik lige nu..

Den dominere min alene tid, som den plejer at gøre. 

Den prøver hvad den kan for at fastholde mig.  Jeg prøver ihærdigt at kæmpe imod. Det er nogen gange sværere end andre. 

Dens ord bliver hørt og andre gange overhørt. 

( nogle gange en underlig kombination)

Hvilket så resultere i, at jeg for eksempel har det ok med at bruge letmælk i min kaffe, og jeg putter endda lidt kakao pulver på toppen af det skimmede mælk.

Men den gør også så jeg vælger at spise 2 stk. rugbrød med banan ( fordi der er jo kun 300 kalorier i)

Latterligt,

 men det er handlingen der kommer ud af min frokosts-kamp mod spiseforstyrrelsen i dag. 

Jeg har svært ved at kæmpe helt imod, jeg syntes jo selv det er en okay forhandling, lige nu. Og hvem siger også at det ik var det jeg havde lyst til alligevel?

Faktum er blot, at dens magt er ofte stærkere når jeg er alene med den.

Prøver, prøver og prøver bare at sige til mig selv

" det er bare tanker. De forsvinder."  

"Det er handlingen der skal være i fokus"

Handlinger frem for tanker

Har i dag været til samtale, jeg startede selv ud med at jeg har svært ved at fortælle om hvordan jeg har det til andre når de spørger.
Jeg svarer ofte bare med " det går fint"
Og det gør det jo også på en måde?
Men hvordan fint? Hvad er fint?
Er det bare fordi jeg stadig går på mine ben, at jeg stadig trækker vejret, at jeg spiser hver dag?
Hvis min behandler skulle svare på hvordan det gik med mig, ville hun sige; langsomt. For jeg stiger meget langsomt i vægt og jeg bliver ved med at holde fast i tankerne.

Tankerne går ud over mine handlinger. At jeg ik ret tit når at handle i nuet, Giver min krop det den har lyst til og behov for. Hvilket vægten jo også viser.
Jeg tager på, men igen - langsomt. For langsomt.

Det råd hun gav mig var, at jeg skulle fokusere mere på handling istedet for tanker.
Tankerne er det sidste der forsvinder af sygdommen ( hvis de da overhovedet går væk)
Men altså handling handling handling.
Give noget af kontrollen væk.
Det bliver angst provokerende, utrygt, ubehageligt og direkte skræmmende.
Jeg skal bare indse at det er det der skal til, før grænserne rykkes, før vægten stiger, før min krop bliver "glad" igen.

Jeg vil være stræk, og derfor vil jeg også forsøge at slippe kontrollen mere og mere, overlade den til andre. ( er det her virkelig et råb om hjælp om at der er nogen der skal komme og overtage noget af min kontrol, vælge min mad, lave den til mig uden jeg ser hvad der kommer i den, måske endda øse en passende portion op til mig)
Puh, får helt hjertebanken, klump i halsen og bliver svimmel bare ved tanken :/

Men, men, men ...
Første skridt er allerede sket her til aften hvor jeg fortalte kæresten om samtalen.
Vi skulle ud og spise efter vi havde været til møde.
Han skulle så bestemme hvor vi skulle hen og spise. Valget faldt på den græske.
Tankerne begynder allerede her ( olie, olie, olie, store mængder olie, du bliver tyk)
Men jeg gjorde det! ( Altså ik - blev tyk) jeg spiste græsk olieret mad, vi Fik en menu til to, så vi fik det samme.
Jeg kunne lide maden! Og vi hyggede os.
Succes !!



Det nytter ik noget at bare holde sig fast i tankerne, de giver jo aldrig mig lov til noget så? ( Kun at kompensere mere)
Det er handlingen der gør forskellen! (selvom det så giver angst, dårlig samvittighed og meget andet)

Man kan jo altid starte i de små doser?

Det bedste råd i dag: træd til handling i nuet, overdøv tankerne, jo flere gange man overkommer disse svære situationer, jo længere kommer man på at blive rask!