Nu skal jeg igang, for alvor ! (forhåbentlig)

Ville gerne skrive et nyt indlæg, fordi jeg nu i 3 dage stort set, altså kun med minimale udsving, fulgt min madplan. !!

Jeg fik i tirsdags "skæld ud" over at jeg ikke øger i vægt, men det er måske også det jeg efterhånden havde behov for, behov for et skub ud af min pasivitet. (Nadia, nu må du da snart fatte at man ik bare lige pludselig tager helt vildt meget på!!)

Jeg fik i hvertfald sat tankerne lidt igang da du stillede spørgsmålet, vil du overhovedet være rask, vil du overhovedet behandles ?
Vil jeg overhovedet behandles og blive rask ? For det indebærer jo at jeg skal øge i vægt, jeg skal slippe min kontrol, jeg skal modstå at kaste op, jeg lære at jeg skal købe tøj i større størrelser.
Det er nemt at sige ja til at jeg vil være rask, jeg vil jo gerne have at mad ik skal fylde så meget, at man krop har det godt og at jeg skal spise hvad jeg har lyst, når jeg har lyst ( og i passende mængder)
Men det er svært at sige ja til det når det bliver beskrevet, hvad jeg skal igennem for  at blive rask.
Det er jo bare så skide angstprovokerende at skulle tage på! Der er stadig en stor del i mig der strider imod.

På den anden side, hvem har så lyst til at blive bange? hvem har lyst til at fremprovokere sin egen angst, at gå gøre det man er allermest bange for ?

INGEN ?

Jeg skal, jeg bliver nødt til det, jeg prøver at overbevise mig selv om, at det her, det er noget jeg gerne vil. Jeg kan jo godt mærke at det allerede nu er blevet bedre. Men argh, den angst ligger lige under og kan blusse op når som helt, og når den kommer er det svært at gå imod.
Tænk at man kan være så bange for at tage på, så man ligefrem oplever angst :/

Jeg kan endda ligefrem se at jeg tager på ( selv når jeg ikke har, ifølge vægten)
For sidst da jeg blev vejet i tirsdags, troede jeg inderligt, at jeg havde taget på! Det var jo en månede siden sidste vejning.
Forklarede endda hvordan jeg bare havde spist, chokolade, kage, is osv. nærmest hver dag??

Problemet er jo bare, selvom jeg så havde taget på, så er det ikke sådan man skal tage på!!
Man skal ik bare fylde kroppen med alt mulig dårligt "mad". Og tænk hvor lidt nærring jeg lige må have givet min krop når jeg ikke engang havde taget på og stadig spist så usundt.
NOT GOOD!

Det er jo slet ik det min krop har brug for, og når jeg spiser det bilder mine tanker mig bare ind at jeg tager på ( helt vildt meget på)!

Jeg er derfor valgt at der skal mere fokus på madplanen nu, ( og den her gang mener jeg det)
Jeg skal ikke tænke at det er "okay" lige at skippe min müsli på youghurten om morgenen, eller skippe min frugt om formiddagen de dage hvor jeg ikke er i skole. Det er ikke længere okay at tænke hvordan jeg kan få færrest kalorier til min middagsmad.
Heller ikke mere af hvordan jeg lige kan komme til at skippe noget af maden om eftermiddagsmaden, selvom tankerne bilder min ind at jeg så må spise mere om aftenen, for det bliver bare aldrig rigtig til noget.
Og for ikke at glemme; min aftensmad, den skal, skal, SKAL, altså også indeholde kulhydrater, og det skal være iorden også !! (selvom det virkelig er svært)

Jeg er jo så bange for at blive tyk, (eller nej, jeg bliver jo ikke tyk) Jeg er bange for at blive større. ( og ja i mit hovede lige nu, er større = tyk)
Jeg er bange for at jeg ik vil kunne komme til at holde ud at se mig selv i den størrelse?
Hvordan lærer man at acceptere sig selv ?


Jeg skal holdes fast i, hjælpes af andre før jeg kan gennemføre det her ( selvom jeg ved at jeg sikkert bliver enmort sur, irriteret, fustreret og bange).
En ting er dog sikkert, jeg kan ikke gøre det selv, tankerne/stemmerne fylder stadig for meget til at jeg selv kan modstå dem.


Og lige nu sidder jeg her og skriver, må ik se hvad jeg skal have til aftensmad, kæresten har både handlet og forberedt maden uden jeg måtte se eller vide hvad det er vi skal have.
Jeg er nervøs for hvad det ender med at jeg får severet