Og det er positivt for mig, for når tiden flyver afsted betyder det at jeg laver noget der giver mening for mig, at spiseforstyrrelsen fylder mindre, og dermed er den ikke helt så dominerende.
Fredag var jeg inde i byen med to piger, egentlig ik nogen veninder, den ene er min kærestes kammerats kæreste.
Men vi hyggede os, og var helt dejligt at gå inde i byen og bare være mig, med to der ik kendte til min lille hemmelighed.
Vi fik endda middagsmad ( ingen eftermiddag) men så spiste jeg lidt ekstra til sen aften. Skulle jo ik være besværlig og grådig fordi jeg skulle have mad igen.
Ved jo godt det ik var godt, men det gode var at jeg ik fik det spist fordi at tiden gik så hurtigt, pludselig var kl bare over fem. ( og ik fordi jeg ville udskyde det)
Jeg kunne faktisk godt bruge nogle flere veninder, nogen som bliver boende her i Esbjerg.
For det hjælper mig at være sammen med nogen, det er det som giver mening i min hverdag. Det er en måde jeg kan rykke mig tættere på at være 'normal', måden jeg selv overtager dominansen over mit hovede og mine tanker.
Lørdag var jeg i Århus til fødselsdag. Brunch. Og jeg spiste min morgenmad inden, selvom jeg bestemt ikke følte mig tilpas med det. Brunchen blev så til min middagsmad.
Det var svært, og endnu sværere at skulle takke ja til en is nede i byen. ( havde først fundet på en undskyldning for at skulle springe over) men klokken blev først tre inden vi nåede et is-kiosken, så jeg skulle jo have min eftermiddags mad. Spiste næsten to kugler, i bære.
Det var bare så svært at skulle nyde det. Havde mest bare lyst til at smide det væk. ( smed kun ca en halv kugle ud, gemt under noget papir).
Hvor er det bare latterligt svært ??
Havde det været hjemme og aften kunne jeg nemt have spist det jo? Og endda mere.
Men det kommer vel, efterhånden, skal bare presses lidt.
I dag, søndag, mors dag, har gået med at handle, besøge mine forældre et par timer og lave gryderet ( som blev rigtig god)
Selvom appetitten blev lidt ødelagt af mit humør.
Jeg kan ik forholde mig til at andre skal vide at jeg har en spiseforstyrrelse. Og fandt ud af i dag at min søster havde fortalt sin tidligere kæreste det, og han har sagt det videre til sin mor. ( og ved ik om det er nået ud til flere)
Brød bare helt sammen, hele min krop rystede, kan slet ik være i min egen krop!
Bare tanken om at der er nogen som ved det, hvor jeg ikke ved, at de ved det.
Er ked af det, fortvivlet, bange og såret.
Har ik fortalt det selv til ret mange mennesker.
De som jeg har fortalt det er, min mor, far, bror, kæreste, søster, mormor og mine to nære veninder fra mit hold.
Vil ik have at andre skal vide det, ik nu, er ik klar til at blive 'stemplet' nu, ik af andre mennesker som slet ik ved hvordan jeg har det.
Føler mig udstillet.
Tænk hvis flere og flere finder ud af :/
Det skal først ud når jeg er klar til det, og måske først når jeg er kommet over det.
Åh jeg er bare så splittet :(
Burde jeg bare være ligeglad, det er jo mig, eller en del af mig ?
Burde jeg fortælle det til flere mennesker?
Noget i mig strider bare imod.
Det er min hemmelighed ?
og jeg vil ik have at det kommer videre til andre som jeg ik stoler på vil kunne holde min hemmelig tæt.
Jeg ville blive knust hvis det kom ud til nogen som bare fortalte det videre, som igen fortæller det videre. ( så folk ved det, uden at jeg ved, at de ved det)
Jeg vil selv fortælle min historie, min oplevelse. For der er ik mange der forstår følelsen af at have en spiseforstyrrelse !
:(
Pludselig virker den kommende uge lidt mere uoverskuelig, til Ribe 4 dage, lovet at farve hår, til fødselsdag og en workshop dag på skolen.
:/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar