Grådig?

Lige et lille ekstra indlæg

Jeg hader hader hader ( måske jaloux) over at man bare kan glemme at spise, ik rigtig lige får særlig meget mad, ik lige havde lyst til at spise osv.
Det er virkelig noget der kan gøre mig indebrændt!!
Jeg er jo nok bare jaloux, hvis jeg skal være ærlig. Når jeg selv går og bruger så meget energi på mad i min hverdag. Førhen lød jeg jo bare være med at spise så meget når jeg fik denne følelse. Men nu, ja nu kan jeg jo ik reagere sådan længere.

Jeg føler mig straks grådig, når jeg hører om hvor lidt andre har spist, for jeg har jo både spist, morgenmad, formiddags mad, middagsmad og eftermiddagsmad. Og så igen aftensmad og sen aften.

Det er bare så frustrerende!

Positiv mig?

Jeg syntes faktisk at det går helt godt for tiden, kan ovenikøbet begynde at acceptere min krop (sagde jeg virkelig det ?:O) og nej det er ikke bare fordi at jeg fortrænger mine tanker. Ved godt at der stadig er en 6 kg til min målvægt, så der kan nå at komme mange fustrationer endnu, men man skal jo ikke tage sine sorger på forskud (er det ik det man siger ?)
Tænk at jeg kan sige det her, jeg var jo ved diætist igår, jeg blev faktisk vejet igår, hvor jeg havde taget 1,5 kg på ( på 2uger).  Det er så dejligt ( og egentlig også rigtig underligt) at man får ros og positive ord når man kommer og fortæller at man har taget på. Normalt hører man da kun disse positive g rosende ord til folk der går på slankekur.
Det varmer dog alligevel, og hjælper til at man kæmper videre ( det må også være sådan den omvendte vej) social opbakning er en god ting !

Det hele går i den rigtige retning, selvom det har taget sin tid efterhånden. Ønsker dog stadig at det skal fortsætte i den retning. Der er nemlig stadig nogle ting jeg gerne vil have ændret.

Jeg har for eksempel stadig svært ved at "skille det ad", omkring hvornår det er mine tanker og hvornår det er spiseforstyrrelsens', hvornår er det for meget, for lidt, normalt ??

Mest af alt ønsker/håber jeg lidt at min berøring angst vil forsvinde, kan ikke have hvis jeg bliver rørt ved når jeg spiser, kan ikke lide at være den eneste som spiser. Jeg har svært ved at give mig hen, (jeg må have en meget tålmodig kæreste) For ved jo godt at min spiseforstyrrelse har gået meget ud også ham og vores forhold i det hele taget, men det bedste er, han elsker mig stadig (: Og jeg elsker ham virkelig for at kunne bære over alt det med mig :D

Mad igen

Ja tænk engang hvor overraskende det er at vælge at skrive om mad.
Can't live withit, can't live without it.

Kan godt være det lyder underligt når jeg har fået af vide at jeg har anoreksi, men om aftenen kan jeg tit bare ikke stoppe med at spise, der ryger tit mere ind end der egentlig lige burde, selv efter min "ta'-på-i-vægt-madplan".
Har dog ikke taget vidt hurtigt på, så det er måske godt nok at jeg spiser det ekstra om aftenen, når det er der jeg ligesom  har nemmest ved det.
Problemet er bare, det er jo ik fordi jeg er sulten, så det er jo ike fordi jeg lytter til min krops signaler. Jeg tror det er for at give mig til et eller andet, er blevet så vandt til at skulle lave alt muligt, og det er der bare ik rigtig mulighed for om aftenen. Burde måske finde noget at give mig til istedet for.
Når jeg lige tænker over det, så bruger jeg egentlig mad til ting som jeg ikke skal. Ex. når jeg er alene, ensom og ked af det, så spiser jeg, ( som tit har endt i overspisning - dårlig samvittighed - opkast). Hvor jeg i virkeligheden burde tude, og konfrontere mig selv med de følelser. Det fjerner jo ik problemerne bare at fjerne dem med mad. Jeg skal lære at gøre noget ved det egentlige problem.

Jeg har det svært ved at være alene, hvis jeg ik har noget at give mig til. Jeg mangler nogen gange en, en veninde der havde det ligesom jeg selv, som man ógså bare kunne lave ingenting med.
Det gør lidt ondt indeni at indrømme at man mangler en veninde. Det er også pinligt. Men har jo også veninder, men dur bare ikke til at lave aftaler med dem. Hvad hvis de forventer at vi skal lave noget spændende, at jeg skal have noget interessandt at fortælle, det stiller bare så mange krav til mig, så det er lettere bare at være alene, være hos mine forældre eller kæreste. Som jeg virkelig elsker og holder af. Det er bare ikke det samme som en veninde.

Jeg har altid haft få og tætte veninde forhold, men eftersom min spiseforstyrrelse kom til at betyde mere og mere, skubbede jeg ligesom alle længere væk fra mig.
Og det er bare sværere som 23 årig at skulle skabe nye veninder, end da man var barn.
plus det igen kommer til at tage alt mit overskud, hvis jeg skal opretholde en facade som jeg godt kunne tænke mig at være, men som jeg jo ikke er. For er hverken udafvendt eller åben ( hvilket også lidt er et minus for mig)

Men for at vende tilbage til det med maden, så jo så følger jeg da min madplan til min morgenmad, får en frugt om formiddagen når jeg er i skole. Middagsmad er jo meget normalt at det består af 2 stk rugbrød med pålæg ? eftermiddag der finder jeg ofte selv på noget at spise, som jeg tænker virker passende, aftensmaden er også meget "normal" spiser det andre mennesker gør. Godt nok har jeg lidt sværer ved ris,pasta osv. og vil helst spise en del grønt. Men det er da også sundt nok ? så syntes egentlig jeg spiser normalt til aften, sådan sammenlignet med min familie og sådan.
aftens snack, her vælger jeg også lidt selv egentlig. ex i dag har jeg både fået 2 hjemmelavet müsli bare og et æble plus lidt peanutbutter. (det er også mere end hvad madplanen siger)

Så hva skal man lige sige næste gang jeg skal til diætist, ja jeg følger godt nok ik planen rigtig ???
Jeg tænker dog at det er er en god ting at jeg spiser det jeg sådan lige har lyst til, for så føler jeg mig da mere normal og rask, at jeg skal kan styre min mad og ik er styret af en plan. Men ved i virkeligheden ik om det er godt eller skidt :/ burde jeg følge planen istedet sådan helt konkret?
Jeg skal jo bare tage på, hvilket jeg efterhånden er ved at få det en smule lettere ved ( i hvert fald en gang i mellem)

Jeg kører vidst stadig lidt rundt i den ambivalens

Negativ?

Jeg har i dag været til forsamtale om gruppe terapi, har virkelig blandet følelser herom :/
Ville egentlig gerne møde andre, andre som har samme problematikker som jeg, nogen der ved hvordan det føles at have dårlig samvittighed efter man har spist et eller andet, nogen som kunne sætte sig ind i følelsen af at være tyk, uden at være det, nogen som heller ikke ville kunne spise dybstegt mad uden at få angst. Jeg ville så gerne snakke med andre som har det som mig, derfor blev jeg glad da jeg fandt ud af at jeg skulle i gruppe terapi. Måske kunne jeg endda udvikle et nyt venskab med en ?
Men, må sukke længe efter dette, gruppen var med andre personer, med helt andre problematikker, andre diagnoser og jeg ville blive den eneste i min alder.
:( tænker virkelig på at jeg bare burde tage mig sammen og blive rask. Nogen gange føler jeg mig da sådan rimelig normal, tror jeg. Har godt nok stadig en trang/lyst til at få det ud af kroppen igen når jeg spiser usundt. Men ih er bare så irriteret, gider ik mere behandling lige nu, gider ikke lave de kropsøvelser fra fyssen, gider ik i gruppe terapi med andre som slet ik har de samme problemer som jeg, gider ik rende derinde flere gange i ugen. Vil kun diætisten, som kommer med en madplan , hvor jeg alligevel stadig selv finder på mine mellem måltider.
Bliver folk bare raske fordi de bliver så trætte af at skulle rende til behandling hele tiden. Virker det overhovedet ? Jo er da blevet bevidst om en del ting, har rykket mig en del, men hvad så nu ? Hvad skal der ske hvis jeg ikke starter i den gruppe? Hvem skal jeg så i terapi hos? Magter ik flere krops øvelser, og mærke situationerne et sted i kroppen " sidder følelsen i maven, halsen, hoveder" jeg ved det ik ! Kan ik længere se meningen, er det så fordi jeg modarbejder mig selv ?!?
Gid man bare kunne lukke øjnene, få sin målvægt, ikke syntes man så tyk ud, acceptere sin krop og ikke tænke over hvad og hvornår man spiste, men bare tog noget når man var sulten og man spiste lige det man havde lyst til uden at tænke over hvad kalorie indholdet er, eller ej nu har jeg spist for meget eller nu bliver jeg nødt til at spise noget mere

Er dårlig til at involvere mig med mange mennesker på en gang, holder helst bare fast i en eller to, da det gør det nemmere at blive hørt og ikke bare glide væk i mængden.
Men det har også sine negative sider, sidder nu hjemme med en klump i maven om at skulle i skole, fordi mine 2 veninder ligge hjemme med influenza.
Kan virkelig ik overskue at skulle sætte mig ved nogen af de andre, hvad skal jeg snakke med dem om? Ville de ik syntes det er underligt at jeg pludselig gerne vil snakke med dem når jeg nu ik længere har mine veninder.

Overvandt det at sætte mig ved siden at en anden, sidder nu i pausen, føler mig utilpas, har svært ved at skulle starte en samtale. Hmm, begynder og tænke på hvad jeg skal få dagen til at gå med, de sidste mange dage har jeg bare været hjemme, skal jeg også det i dag :/ hader at bare være hjemme, bliver rastløs, føler mig ensom, hvorfor har jeg ik andet at give mig til ?!?
Hvad laver man egentlig på sådan en hverdag. Det kan jo ik kaldes at leve hvis man bare sidder og tæller timerne, tænker det kunne være rart hvis man bare kunne sove hele dagen væk, så man ikke mærker noget, bare er væk uden tanker og bekymringer.
Men jeg kan ik bare ligge mig ned og sove :/

(:

Det går lidt op og ned for tiden - selvom jeg stadig sidder fast i samme situation.
Rykker jeg mig så slet ik? Mange tanker drejer sig om de samme ting, men min evne til at arbejde imod er blevet stærkere - så jeg må have kommet et stykke videre i min recovery proces.

Jeg var i byen med 2 veninder i lørdags, det omfattede både mad ( med vildt meget olie), dessert, chips, rødvin og drinks. Puh, for en mundfuld, for mit fortvivlede hovede. Første tanke, det må have sat sig påp vægten. Det er jo ikke godt ? yeah right, ambivalent here we go one more time!

Men men men, jeg havde jo bare en super god aften, endelig en aften jeg kunne nyde, selvom den omfattede et antal kalorier, som jeg slet ikke vil bekymre min hjerne med!! ( fordi jeg ikke har en jordisk chance for at tælle dem)
Jeg kan med stolthed sige at selv dagen efter, formåede jeg at holde mig i ro og spise mad, godt nok med tømmermænd.
Hvis det her var sket for bare  et par måneder siden, havde min "dagen derpå" set helt anderledes ud. Den havde nok stået på flere timers gå-tur og helst kun frugt og ingen rigtig mad før aftenssmaden.

Såå, igen vægt tanker, hvorfor er det lige et dumt tal skal kunne rumme så mange bekymringer og dumme tanker. For min weekend må da gjort et lille ryk op vægten?

Jeg kan dog ikke gøre noget ved det, kan ikke spise mindre, spise sundere eller noget. Næh nej, jeg skal følge madplanen, hvilket jeg selvfølge også har intentioner om at fortsætte med. Der er ingenvej udenom Nadia, du skal !

Jeg tænker dog at det er "nemmere" når man bliver holdt lidt øje med, for så er det jo klart sværere at snyde.
Så i dag har jeg taget billeder af mit mad

Morgenmad; 4 dl ymer med nogle all bran sticks, vanilije pulver og mit stø-let
+ et æble om formiddagen

Middagsmad: 2 stk rugbrød, med fisk, mayo og lidt agurk

Eftermiddag: chokolade kiks, æble og cafe-creme med skummet mælk og kakao pulver

Aftensmad: Ja er fik anoreksien ik lov at bestemme, jeg fik både forret og hovederet.
Forret betod af; Gazpacho med blegselleri og agurk
Hovederet: Gnocchi og kylling i creamcheese :) mmh

Nu mangler jeg kun min sen-aftens-måltid. Ved ik helt hvad det bliver til, men måske nogle chokolade kiks og nogle frugtstænger. Det skal spises i selvskab med tv2 og Dicte ( det er jo mandag)

God aften (:

Fra den ene ende til den anden

Føler mig lidt som en jo-jo.
Dage går godt, jeg er glad, motiveret og har mod til at kæmpe, disse dage bliver på et split sekundt vendt om til dårlige vaner, destruktiv overspisning og selvhad.
Føler jeg kører i ring. Føler mig tryg i de gamle vaner, men alligevel skaber det bare mere modløshed med sig.
Kan ik finde ud af mig selv. Vil jo gerne være rask, jeg tænker hvad jeg kan spise mindre af senere i dag, efter en dårlig morgen. Gider ik vende tilbage i det der bulimiske mønster. det var virkelig den værste tid :/ med er overflod af negative følelser og tanker, af skam, ydmyghed og det værste man har ingen kontrol.

Hmm føler mig helt magtesløs, skuffer min familie, dem som støtter og tror på mig. Skaber frustration både for mig selv og andre. Hvorfor kan jeg dog ikke stoppe.


Går i bad for at prøve at få tankerne væk, bare fokusere på vandet der rammer min ryg. Jeg kigger på min krop, på mine knogler, på mit tomme blik bag de røde hævede øjne. Det er jo ik det her jeg vil. Hvordan finder jeg styrken til at bryde det? Det kan kun blive bedre på den anden side, men hvordan hvordan hvordan :/

God dag

Har haft en god dag i dag (: har egentlig ik så meget at fortælle, men blev nødt til lige at dele min eftermiddags måltid. Er lidt stolt, og den dårlige samvittighed var der (næsten) ikke.

motivation?

Jeg har i dag været ved diætisten, havde ik taget det på jeg skulle. Men holder da i det mindste en stabil vægt, så den ik går nedad igen.

Vi snakkede om hvad det er der gør at jeg ikke få mig selv til at spise de ting på min madplan, og det er jo fordi jeg er så angst for at tage på, for at se tyk ud. Jeg skal derfor lære at tænke på de ting der motivere mig.
Så når jeg sidder og tænker "skal - skal ikke spise det her" så tænk på hvad jeg vil, jeg vil være rask fordi jeg vil have børn engang. Og min krop er ikke istand til dette som den er nu, den mangler næring.
Iiih det er også bare så svært når man sidder der og skal spise ex. kiks og tro at hvis man lige putter lidt nutella på, så er jeg på rette vej mod at blive rask !?!?

Jeg har i dag stilt et lille dilemma op. For i min familie har der været en tendens til dårlige lunger, pga. rygning - det har egentlig været skyld i mange sygdomsforløb og tæt på død for flere af mine nære.
Jeg tror det er lige så svært at holde fast i at spise - holde madplanen, "min medicin", som det er at stoppe med at ryge.
Man kan skære ned, ryge mindre - ja jeg kan spise lidt mere og blot bevare min vægt. Her er det ligesom mødt på mindten. Det er godt, det er bedre for kroppen. MEN det er bare ikke nok, ikke nok til at blive rask eller omvendt ikke nok i forhold til at have fravær af sygdom.
Jeg bliver lige så sur og irriteret når nogen prikker til mig " spiser du nu det du skal - du ved jo godt bla bla bla". Det samme med en ryger som bliver sur af at lytte til gode råd om hvorfor de skal holde op.
Man kender konsekvenserne, og alligevel er det bare så svært.
Vi må holde hinanden i hånden, kæmpe, bide tænderne sammen og hjælpe hinanden på vej, på vej mod noget vi egentlig gerne vil, men bare har så svært ved at udføre.
Jeg vil ikke såre min familie med ikke at spise til jeg en dag knækker sammen, jeg vil leve for jeg elsker min familie. Vil bare ikke miste nogen af dem for tidligt, før de egentlig burde, bare pga at de ryger.

Jeg elsker dig mor <3 og jeg ved du kan gøre det. Vi kan gøre det - sammen kan vi !

Om det så indebærer et par ekstra kg for os begge :)

Der går efterhånden længe...

Imellem mine indlæg. Har haft en del ting og se til.
Kæmper stadig med at holde min madplan - bliver det da aldrig nemt ? Jeg behøver jo i teorien slet ik tænke over eller træffe valg om det jeg skal spise. Men det kan jeg bare slet ikke overkomme, jeg har stadig brug for kontrollen. Får også spist så jeg tager på. ( ih skal til diætist imorgen middag, vejes og snakke om madplanen)


I dag har jeg været ved fysioterapeuten, hun havde tidligere sat mig på den opgave - at acceptere at kroppen ser ud som sen gør. Hvordan gør man det ? Dert er endnu ik lykkes at gøre for mig, tror bare jeg er begyndt at skubbe tankerne væk eller fortrænge dem.
Dagen i dag gik derfor med at jeg skal bevidstgøres om de valg jeg træffer omkring hvad jeg tager til mig. Komplimenter kommer aldrig nærmere end min skal inden de smides væk, og negative tanker fylder.
Dagens lektie er derfor at lære at vælge at tage imod komplimenter, suge dem ind, ned i maven - i form af en dyb vejrtrækningen. Hvorimod de negative tanker skal skubbes væk.
Hmm lettere sagt end gjort :/

Men men men, ville egentlig gerne igang med at gøre min blog lidt mere spændende, kan da starte med et billede af min sen aften måltid end til videre, skal nok spise et eller andet mere inden jeg får i seng, nu skal stå på dicte i tv.
God aften
Jordbærgrød med ymer rørt med falsk sukker og vaniljepulver

fra optur til nedtur?

Får ikke rigtig skrevet de dage hvor det går godt, men har også mere brug for at få mine tanker ud når jeg har det dårligt.

Jeg har nu i en lille uge stort set fulgt min madplan fra diætisten. Det gik godt til at starte med, men er lidt faldet ned i en sort hul igen :/ får dårlig samvittighed når jeg spiser, får dårlig samvittighed når jeg ikke spiser og så spiser noget ekstra sen aften, og det får jeg iegn dårlig samvittighed over.
Men nu vil jeg se hvor meget jeg tager på at at følge den  plan i de her 2 uger. Jeg burde da godt kunne følge den bare lige i 2 uger.
Det er bare så svært :( siger til mig selv " nu tager du dig sammen og spiser det stykke kage sammen med din familie" men så når det kommer til stykket har jeg ikke lyst, har en klump i halsen, min mave snørre sammen ( hey, mærkede jeg lige signaler fra kroppen ?)
Det ender så med at jeg alligevel får taget mig et lille stykke, formår at spise halvdelen, hvorefter jeg ikke kan få mig selv til at spise mere og må i skjul smide det væk og tage et æble. Og det er jo ikke nok om eftermiddagen. Jeg må derfor spise mere til sen aften. Det blev så kun lige til en müslibar ekstra. Og er det så nok ? eller hvad ?
I dag har ind til videre været øv, er trist, har ikke lyst til at spise min mad.
Kunne ik få klemt min middagsmad ned mellem tårerne. Det er ik nemt at spise og græde på samme tid. fik ikke engang et halvt stykke rugbrød. Efter humøret igen kom lidt op fik jeg så spist ymer+ drys istedet. Så nu har jeg da fået middagsmad, så venter der jo bare eftermiddag, aften og sen aften.

Føler mig bare så alene, selvom der er mennesker omkring mig. Det er som om at jeg igen lukker mig inde en min egen skal og ensomheden og spiseforstyrrelsen  presser mere og mere på.
Det er bare så hårdt at kæmpe :( Gid man bare kunne holde en pause