Travl dag

Syntes faktisk jeg har haft en god dag, startede med morgenmad fra bageren ( godt nok kun en rugflap med ost) kan ik rigtig tage mig sammen til at spise rundstykker. Herefter gik min kæreste og jeg en lang tur med hunden. Fik yderligere handlet ind med min far. Og så havde jeg til opgave at lave dessert til nytår, så har bagt 2x oreo cheesecake, og ja har smagt på herlighederne. Udover dessert har jeg også formået at bage 50 stk kransekage. Kunne godt bagefter spise hele 3 stk. Men når jeg er i gang og er selv i køkkenet ville jeg aldrig selv spise en hel, går bare og nipper til det hele, lidt marcipan, lidt nougat, lidt chokolade. Som om at når jeg spiser på denne måde så føler jeg ik rigtig at jeg har spist noget alligevel - hvor latterligt. Men nå, må være positiv over jeg tog 3 sammen med kæresten. Dog ik helt uden den dårlige samvittighed, hvornår er det lige den forsvinder? Jeg skal jo tage på, jeg kunne have spise 10, da det kun er godt for mig at få lidt ekstra. Meeen, alt med måde og 3 så har jeg da stadig været lidt grådig.

Nytår imorgen - glæder mig til fint tøj, hygge, at blive lidt fuld, at være social og maden. Ja glæder mig faktisk også til maden, det er jo en del af aftenen. Nu har jeg jo også på forhånd besluttet mig for at den dag må jeg godt, så håber den dårlige samvittighed kan blive derhjemme lige denne aften. Det eneste jeg dog ik glæder mig til er, krudt kl 12. Men så kan man jo bare blive indenfor :)

Og en sidste ting, er vildt glad og lidt stolt måske, over at vide er der er nogen sim bruger tid på at læse det jeg skriver. Håber det giver lidt stof til eftertanke. Jeg får i hvert fald stor glæde af at skrive mine tanker ned, kunne slet ik forestille mig at man kunne have så meget ro i hovedet :)

Snart klar til nytår

Har i dag haft en god dag, været i Tyskland og handle ind til nytår. Og jeg kan med stor glæde sige at jeg glæder mig til nytårs aften, er slet ik bekymret for maden eller alkoholen, glæder mig bare til at få en god aften!!
Det skal så oveni købet lige tilføjes at jeg har bestilt drink med flødeskum i, flødeskum, så det er nok en af de fedeste drinks man kan få. Men den aften er jeg ligeglad. Skal jo tage på alligevel ik?

Det er underligt det med at jeg skal tage på, for har egentlig vildt meget lyst til at spise de chips vi købte i Tyskland som ligger lige ude i køkkenet, men ved bare jeg ik kan holde ud og tænke på hvor mange kalorier der er i chips. :(
Og alligevel bekymre jeg mig, om jeg nu ser for tynd ud ( især mine arme) i den kjole jeg skal have på, tænk hvis nogen spørg igen, eller endnu værre er da næsten hvis der ik siges noget og de andre bare tænker det om mig.
Jeg er jo tynd, 50 kg fordelt på 172cm. Men hvorfor h****** kan jeg så ik bare gå ud og spise de chips ?!?!?
Hmm det er ik nemt at man kun føler sig tynd når andre kigger på en, hvorimod mår jeg er selv, tænker jeg tykke lår, fed mave ( hvordan kan de overhovedet sige at jeg er undervægtig).
Det må vel være sygdommen som giver mig et forvrænget kropsbillede, ik?

Dagen i dag...

Puh så blev nervøsiteten overstået. Samtalen i dag gik på at få mit hovede til at rumme noget andet end bare mad og kalorier. Så emnet handlede om mit studie og det at være social, hvilket er noget jeg har svært ved, i hvert fald blandt flere mennesker på en gang. Jeg har det nemlig med at lukke mig selv inde i min egen lille osteklokke, trygt men ensomt med mig og min spiseforstyrelse. Jeg vil ik være der mere! Men nye veje er altid mere udfordrende og svære end de trygge gamle.
Har dermed fået ny viden i dag, og vigtig viden for mig - jeg skal lære at fokusere på andre ting, ex at være social ( og det behøver ik at være mange mennesker) men så snart jeg genetablere normale aktiviteter i min hverdag, ting som ik omhandler mad-kalorier, - først herefter vil jeg kunne begynde at adskille mig fra min spiseforstyrelse.
Jeg tænker det er vigtigt for at kunne blive rask, at man kan se denne adskillelse. For først her finder man vel ud af præcis hvad man skal arbejde med.
I dag og fremover vil jeg dermed prøve at fokusere på andre ting - i den grad jeg nu er i stand til. Små skridt i den rigtige retning er bedre end at stå stille :)

Hmm og ja vægten. Er ked af at indrømme det, ( og alligevel giver det mig ro og tryghed, nej det gør mig også utryg :s) men er gået ned under de 50 igen. Synes dog på en måde også man kan se noget positivt i det, da jeg efterhånden er ved at lære at der alligevel skal en del til før at jeg tager på. Kan nu næsten ærligt indrømme at jeg ik er bange for at tage vildt meget på lige pludselig hvis nu jeg har spist mere.
Men der skal jo mere til for at komme højere op i vægt.
Mit nytårsforsæt må lyde på noget omkring at jeg skal begynde at følge min madplan så jeg kan blive rask.
Og igen fokus på mad, gå nu væk!!

Dagen i dag: ind i byen og bytte gaver med kæresten. Bliver en god dag ! :)

Nervøs?

Idag startede tidligt, kom tidlig op og ud af døren uden morgenmad, var nu heller ik sulten, det skulle også kun lige være en kort tur ud og handle, men kø-tilbud tager tid og klokken var knap 11 inden vi kom hjem. Dette resulterede så i mega trykkende hovedepine, kvalme og svimmel. Utroligt, kunne kun ligge ned da jeg kom hjem, fik spist mit ymer, men havde det stadig skidt. Kan det virkelig passe at min krop reagere sådan bare fordi jeg ik har fået morgenmad ?!?
Men så endte denne dag på sofaen, ih ville ellers gerne ind og bytte julegaver :/

Udover min dårlige morgen episode er jeg virkelig nervøs for dagen imorgen. Kl 8:15 skal jeg igen til samtale hos min kontakt person. Det er ved at være længe siden sidst. Og for at være ærlig er jeg aller mest nervøs for hvad vægten skal vise?
Kunne dog ligeså godt lade være med at fylde mit hovede med det? Men nej, og det er jo ligemeget hvad der kommer til at stå så bliver jeg ked af det. Hvis jeg ik har taget på så bliver "mit syge jeg" jo vildt stolt over at kunne gå igennem jul plus to julefrokoster uden at tage på. Men nej, har nok taget på, og det er jo også en positiv ting ik?? Et skridt tættere på målvægten - 58 kg, Bum. Det jo heller ik fordi det er meget at veje 58, men det er meget når man har vejet 48. Ih det så åndssvagt det er jo kun mig som kan se hvad vægten siger, mig som græder indeni hver gang den stiger. Alle andre mennesker kan jo ik se om jeg vejer 2 kg mere eller mindre, de siger jo stadig at jeg er for tynd. Men vil bare gerne være normal, og med normal mener jeg at være i stand til at kunne få børn, overskue en almindelig hverdag, begynde at træne igen og slutte fred med mine tanker om mad. For jeg kan jo nærmest ik tåle at få en kommentar om mit mad eller min vægt, der skal bare så lille en kommentar til at vælte mit humør. På den anden side er det også rart at kunne sammenligne sine portioner med andre, så jeg får fornemmelsen for hvad normal er. ( igen en måde at gå til normal og væk fra både sulte og overspise)
Jeg må ik være helt nem at bo med, må derfor arbejde med at blive mere sikker, øge mit selvværd, lige nu kunne jeg kunne jeg lige så godt sætte et stort skilt på ryggen hvor der står " undskyld jeg er her". Og det vil jeg ændre, jeg vil være selvsikker, selvstændig og stærk. Det må da betyde mere end et tal på vægten, som jeg kun kan se, det her ville stråle igennem mig. Spørgsmålet er så bare lige hvordan.????

Mit første indlæg

Nu har jeg igennem lang tid læst en masse blogs, fra andre piger der har samme problem som jeg selv - at komme væk fra de gamle trygge vaner. De vaner som man i så lang tid har gået og troet var vejen til succes. Vanerne omhanler i stor grad kontrol, en kontrol som meget nøje omhandlede hvad jeg måtte indtage af kalorier, hvor meget jeg skulle træne og hvor lidt jeg måtte slappe af og nyde mit liv. Mine vaner har været i mit liv i så mange år, at jeg slet ikke ved hvad der er normalt længere, troede jo jeg levede normalt/sundt ?
Fulgte da en masse slanke råd, med at skære ned på brød, spise grønt o g frugt, skære ned på fedtet og så ja, motionere 4-5 gange i ugen, helt hårdt fysisk konditions træning.

Men jo længere tid det gik, jo mindre begydte jeg at spise, måtte ligesom ikke spise ret meget, havde hele tiden regnskab i hovedet om hvor mange kalorier jeg måtte få til hvert måltid, og brugte mange timer på hvordan jeg skulle overholde mine egne strenge regler. Hmm og ja, så kørte det jo bare derudaf, åbenbart i den forkerte retning.

Nu har jeg for nogle måneder siden fået stemplet at være anoreksi,opfyldte pludselig de krav der skulle til og jeg er begyndt i behandling.

Tænk at det nu kan være så svært, eller svært det er jo nærmest umuligt, og nu får jeg endda hjælp ?!?!
Jeg har fået en behandlingsplan, for jeg her end til sidst i januar skal prøve at få ind i hovedet at min tidligere livsstil ikke har svært sund overhovedet. Jeg går til fys en gang i ugen og skal lære om min krop. Hvor banalt lyder det ik lige ? jeg, mig, ergoterapeut studerende, skal lære om MIN EGEN  KROP. Forstår det ik, hvordan kan jeg ik vide at jeg ikke hvad min krop fortæller mig? de kloge siger at det kommer når man nærmer mig min normalvægt, så der kan jeg jo se om det kommer.
Hvis jeg da nogensinde formår at komme derop, mangler stadig en 7 kg for at komme op på det BMI som hedder 19,6 som man skal.
Jeg har endda fået udarbejdet en madplan som helt konkret viser mig hvilket jeg skal spise hver dag for at komme op i vægt. Men kan jeg holde den ? nej !
Det er da også for dårligt, for jeg vil jo gerne være rask? jeg vil gerne have børn en gang, jeg vil gerne have at folk ikke kommentere at jeg er for tynd, jeg vil gerne have at min hverdag ik skal styres af mad. Men, og det er et stort MEN, jeg vil jo ik tage på, kan ik klare tanken om at skulle blivere federe. Hvordan kan de stå og sige jeg er undervægtig !?!? har de måske sit mine lår som flader ud og min mave som buler ud over det hele ? Jeg ligner jo ik en der har anoreksi? jeg er da slet ik så tynd ?

Hvorfor skal det hele være så svært ? det er jo ik nemt at skulle til at arbejde på at blive rask, når man ikke selv føler man er syg ?