Forbandede tanker, forlad mit hovede !!

Jeg har i dag spist for meget, eller i hvert fald mere/større mellemmåltider end hvad planen lige siger, hvis man da ser bort fra at jeg ik fik noget formiddagsmad.

Jeg har nemlig været på virksomhedsbesøg hos HTH i dag, fordi de nu vil bruge ergoterapeuter i den produktudviklig så de kan få større markedsandel inden for området omkring funktionshæmmede.
Men nok om fagsnak..
Da vi ankommer til HTH, står der fint dækket buffet op, med rundstykker, winerbrød pålæg samt te og kaffe.
Jeg tager kun kaffe, og kan allerede her mærke de andres blikke og nærmest læse deres tanker "hvorfor spiser hun ik' en rundstyk?"
Jeg kunne ikke, jeg havde jo spist morgenmad? ( og man er jo grådig og bliver tyk af at spise morgenmad to gange, ik ? det gør jeg i hvert fald. Det gør alle de andre fra mit hold ik)

Dette gjorde jo bare sådledes at vi ikke fik den vandte pause til formiddag = ingen mad ( skulle jo ik gerne bare selv sidde der og spise mens de andre ikke spiste)

-Fik min middagsmad
- Fik 2 pølsehorn til eftermiddag ( det er ik en del af listen, pølsehorn. Men 2 er meget!. Dog kunne jeg jo godt spise dem, skulle jo gerne vise min søster at jeg godt kan - tror egentlig også hun blev lidt overrasket over at jeg ville have nr. 2)
- Jeg fik min aftensmad og kom selv med ideen at gå op i netto og købe chokolade til min sen aftens måltid.
Turen i netto gik så med at vælge ting fra og til. Så ville jeg helst have den der chokoladebar med peaunut butter i ( peaunut er jo = sund fedt = ik federe mave)
JEG valgte dog den fra, fordi jeg havde mere lyst til noget andet, og efter nogen overvejelse valgte jeg en rittersport 100 g og det var den fede med kiks i. Og jeg følte stadig jeg havde lyst til mere?!?
(550 kcal - BUM )
Det var også mere end hvad planen siger, den siger jo kun 75 g chokolade.

Jeg har dårlig samvittighed, kan ikke overskue tankerne.
Jeg er overbevist om at jeg nu har taget mere på end jeg reel skulle på torsdag, at jeg er blevet bekræftet i at jeg ikke ken styre det, at jeg spiser uhæmmet, at jeg vil blive tyk :(
Kan ikke ikke overskue at skulle træne med alt det skolen kræver af mig lige nu. Men jeg kan jo ik bare lade være ? Jeg bliver nødt til at træne. Nu kaan jeg mærke spiseforstyrrelsen igen taler til mig, lokker mig til at skulle gå imod min behandling, at jeg skal blive ved med at være fanget i dens trygge arme
" Nadia, du kan jo ik bare spise en rittersport uden at skulle træne i den her uge, du trænede heller ik sidste uge"


... Men træning skal ik være en pligt, og slet ikke en aktivitet for at forbrænde kalorier mere.
Det skal være af lyst og fordi jeg føler det giver mig overskud og energi.
Det er bare lidt svært ikke at udelukke det første når man har spist for meget chokolade og 2 pølsehorn oveni.

Forbandede tanker, forlad mit hovede !!

Weekend

Syntes weekenden er gået alt for hurtigt, kan mærke at jeg har fået det bedre.
For selvom mad stadig både fylder og betyder meget, så går jeg nu ikke længere kun og fokusere på netop det.
(Betyder det så at jeg syntes det er blevet mere legal at spise lidt anderledes end hvad planen siger?)
Nu må vi se hvad vægten siger på torsdag. Det giver da et objektivt billede af om jeg har fået nok.
Jeg føler mig dog gladere, har mere lyst til livet nu.
Selvom jeg har bedst af at holde mig i gang med noget.
Det er som om at jeg bliver nødt til at lave noget for at gemme spiseforstyrelsen væk.
Kan ik helt finde ud af om det så er godt eller dårligt?
For så snart jeg er alene og ingenting har at give mig til, så fylder den jo pludselig meget?

I fredags passede jeg min dejlige niece og gik en lang tur i skoven med hende og "morfar". Elsker det er ved at være sommer, vejret gør virkelig noget godt for mit humør.
Lørdag gik med at cykle rundt i byggemarkeder, på marked og spise hjemmelavet pizza hos far.
Søndag stod på morgenmad hos svigermor og ellers nogle timer i haven.

Jeg kan godt lide at være i gang, men kan ik klare at blive stresset eller presset.

Jeg har dog overvundet lidt af en kamp i dag. Morgenmad hos svigermor, rundstykker!!!!
Jeg plejer helst at skulle have min morgenmad mindst en time efter jeg er stået op, ellers får jeg det dårligt. Men i dag gik der over to. Blev svimmel, men kunne alligevel mærke at kroppen nu havde en del mere at stå imod med.
Plejer også altid at få enten rugbrød eller yoghurt. Så rundstykker var svært, især når det ik foregik hjemme.
Men jeg klarede det, spiste en rundstyk med ost, et kogt æg og lidt kiwi. ( godt nok ik meget ) det var svært, så det var okay.

Det er vildt så voldsomt angsten ramte mig da jeg fik af vide at vi skulle derom og spise morgenmad. ( hvordan kan jeg nu kompensere??)

Det er nemmere hvis det bare er som det plejer.
Er derfor lidt nervøs for når jeg skal i praktik, kommer jeg til at få en pause om formiddagen til at kunne spise min mad der? Hvornår får jeg fri og hvis det er sent hvornår skal jeg så spise min eftermiddag s mad? Hmm.


Torsdag fik jeg nemlig af vide jeg skal i praktik i Ribe, håber jeg kan overkomme det. Det handler om 4 uger, hvor jeg skal derhen og skrive opgave ved siden af.
Har snakket med en behandler, hun siger det er helt normalt at man i pressede situationer finder tryghed i de gamle vaner. Hvilket betyder at spiseforstyrelsen får mere magt, og så er det bare samme kamp om og om igen.

Der er dog ikke noget at gøre, bliver nødt til at gennemgå det, heldigvis har jeg en dejlig familie der støtter mig.


Spiseforstyrelsen vil dog bilde mig ind og siger med meget overbevisende stemme:

"du da ik tynd, hvordan kan du da overhovedet være undervægtig, det passer ik"

"Du må tage dig sammen, du kommer til at tage alt for meget på, bare vent når du når din målvægt vil du føle dig tyk, tyk , TYK. Og du vil ikke kunne stoppe, du vil blive ved med at tage mere og mere på, du vil blive fed, du vil ik kunne stoppe med at spise, du vil ik have energi til at træne, du vil intet kunne forbrænde med det knæ"

" du bliver nødt til at passe på nu, du ved jo godt hvor høj du bliver når vægten falder, hvor tryg du bliver når du kan mærke dine knogler, så ved du at du har kontrol"

" vægten siger jo kun at du vejer for lidt fordi du ik drikker nok, det er kun væske du mangler"





..,. Men jeg tror ik på hvad den siger til mig, jeg vil ik tro på det.




..... Men den er god til at overbevise og skaber tvivl - hver dag :/

.......,,, men jeg vil være rask, der tager lang tid, men det sker.
Det er bare svært at se sig selv blive større, man har jo været vandt til at se sig selv som "tynd" og tænkt det som normal, så er det da klart at man kommer til at føle sig tyk

Kræver opladning, eller hvad ?

Havde en hård, lang men rigtig god dag i Kolding igår.
Jeg fik spist lidt mere end hvad jeg egentlig er sat til igår, så nu skal jeg bare overbevise mig om at det er, okay? Det gør ingenting, jeg er alligevel bagud i min vægtstigning kurve, ingen grund til at kompencere i dag, vel ?!? ( prøver stadig at overbevise mig selv)

En positiv opdagelse igår var at jeg virkelig kunne begynde at mærke min krops signaler. Tænk at JEG blev træt, at JEG mest bare havde lyst til at smide mig i sengen da jeg kom hjem og at jeg faktisk fik sagt højt at JEG var TRÆT i mine ben af at gå rundt.

- Troede aldrig de ord skulle komme ud af min mund. Jeg som ellers bare plejer at ville køre på, ville lave noget hele tiden og helst aldrig bare ligge ned og se fjernsyn.



Imorges havde jeg dermed virkelig mangel på overskud, hvilket resulterede i at jeg ikke tog i skole. Eller okay, det var måske ik kun pga. den manglende overskud. Jeg vidst på forhånd at den ene af de 2 piger jeg går med ikke kom og så fik jeg en besked imorges om at den anden heller ik kom.
(tænk at jeg kan blive så afhængig af andre mennesker) Jeg føler lidt at jeg burde tage mig sammen og tage i skole alligevel, jeg er da et voksent menneske?
Men når man i forvejen mangler overskud til at tage i skole, kan jeg slet ikke overkomme at skulle tage kontakt til de andre på holdet ( som jeg ikke snakker ret tit med).

Håber ik jeg møder nogen af dem når jeg alligevel er nødt til at bevæge mig op på skolen, fordi jeg skal aflevere nogle papire på studiekontoret. ( Krydser virkelig fingre)

......Begynder stille at få lidt dårlig samvittighed over at gå glip af undervisningen, så har sat mig op for at i det mindste læse det materiale der skulle være gennemgået. ( igen kører det rundt, burde du ik bare have taget i skole?)

Jeg ligger nu i sengen og har gang i kaffe nr. 2, kan mærke jeg begynder at få mere overskud, og er nu mere klar på dagen.
Prøver at sige til mig selv at det er iorden at jeg blev hjemme, for nogen gange har man bare lige brug for ekstra tid til at lade op
- har jeg fundet ud af
( men tror stadig ik helt på det)

Sejr?!?

Jeg har spist i Bilka s bistro. Jeg bestilte en burger, tog pommesfrietterne fra godt nok og ik hele toppen, der var en kæmpe bøf i. Men jeg spiste en burger, ik en salat.
Fik koldsved, blev svimmel, hjerte banken da jeg bestilte den, men jeg gjorde det. Handlinger frem for tanker!!

Og vil spise min sen aften, uden at kompensere!
Fordi det VIL jeg !

Fastlåste tanker, gider ik komme ud af hovedet og kan slet ik bruges konstruktivt, overhovedet!

Jeg får ik rigtig skrevet så meget, føler ik rigtig jeg kan få ordene ud.
Magter heller ik rigtig at få læst de andre blogs jeg følger.
Jeg har egentlig ik travlt, udover jeg snart skal starte op på et nyt modul ( flere krav man skal leve op til)

Jeg havde ik taget på sidst jeg var hos diætisten. Blev faktisk skuffet, overraskende nok. Men havde bare virkelig regnet med det, følte jeg virkelig kunne mærke det på mit tøj, se det på min krop. Det kan bare ik passe den ik var steget.
Ville hellere have at vægten steg og ik bare en følelse af at kroppen bliver større.

Selvom jeg stadig hader at få kommentar fra bekendte som kritiserer at jeg ik kan passe en jakke i størrelse L. " så må du jo spise noget mere, træne noget mere eller hvad det er du gør".
Jeg bliver bare så sur, jeg træner max en gang i ugen og ikke engang der giver jeg mig fuldt ud, overhovedet. Jeg spiser også kiks, chokolade, kage is og alt muligt. !!!!

Det er bare stadig svært at spise nogengange, ik så meget når der ik er noget pres.
Men så snart at jeg ved at andre måske kigger og bedømmer det jeg spiser, så går jeg bare helt i baglås.
Eksempel i dag hvor vi var til barnedåb.
Så øh, kan ik engang få mig selv til at skrive det nu, ville have skrevet jeg havde svært ved at spise. Men havde jeg nu det? Jeg spiste jo? Tog godt nok ik vildt meget tunmousse og kun et lille brød til forret, og jeg tog godt med kød, 4 skiver ( godt nok ik vildt store) og brød samt salat med dressing til hovedret.
Og dessert tog jeg kage, og to slags is. Spiste kun isen dog.

Og så til min aftensmad blev kun til en skål kylling stykker og salat med karrydresding.
Sen aften en Mars is og to frugter.

Nu går tankerne bare om har jeg spist nok? Har jeg spist for meget / for lidt?
Det er svært at tage stilling til :/

Ih. Kan bare slet ik få tankerne ud lige nu, kan ik formulere mig, udtrykke mig eller noget !


Dermed dårlig samvittighed over ik at spise nok, spise for meget, ik få trænet, ik følge min plan, ik tage på, ik læse på mine blogs, ik få studeret til næste modul, være for tynd, føle mig tykkere, være for stille, være jaloux og lyst til at bruge flere penge end jeg egentlig har.

Nogen gange har jeg bare lyst til at råbe ud til verden og forklare hvorfor jeg er som jeg er nogen gange. Hvorfor jeg ik kan drikke andet end light, hvorfor jeg ik spiser pommesfries, og især hvorfor jeg ik skal have børn nu!
Har ellers sagt for mig selv ( fordi jeg er træt af at folk spørg " skal i ik snart have børn") så bare sige NEJ, det skal vi ik, det kan vi ik? Fordi jeg ik kan, jeg kan ik fordi jeg har sultet min krop, trænet for meget og kastet op i rigtig lang tid. Så jeg har altså kørt min krop så langt ud at den ik har overskud til at opretholde en cyklus.


Ved ik hvorfor jeg bliver så irriteret, vi ville jo nok heller ik, selvom vi så kunne, ik endnu.
Ih igen kører jeg rundt i det samme.


Hvad er formålet ?
Hvorfor spiser jeg ik bare meget og hurtigt så jeg kan tage på?
Jo hurtigere jeg kommer op, bare op så jeg ik er undervægtig længere, det er 3 kg det handler om. Så kunne jeg få lov til at holde en pause der med øgningen.
Men det tør jeg bare ik :/ tænk hvis jeg ik kan stoppe igen, tænk hvis det løber løbsk.
:/

Kære søster...

Jeg skriver dette fordi jeg vil vise at jeg er glad for at vi er " fundet sammen igen".

Da vi var børn legede vi altid sammen, jeg så op til, du var så modig. Jeg har altid været den stille pige. Hvor du altid har turde at stå ud, stå imod og være " seje sandra".
Den stærke søster forsvandt da hun ramte teenages alderen.
Hvad var det der væltede dig?
Hvem fjernede din selvtillid ?
Jeg blev bange, tænk at en så stærk person bare kunne væltes.

Du havde nogle svære år, vi gled længere og længere fra hinanden.
Pludselig så du mig som den stærke.
Men jeg snød dig. Jeg var ik den stærke, var bare dum, dum nok til at holde en facade i så mange år.
Du kunne åbne dig, fortælle hvordan du havde det. Derfor kunne du få hjælp.

Det gør mig glad at se at du igen er kommet oven på.
At du igen er stærk, at du er blevet en rigtig god mor.
Du er kommet ovenpå igen, næsten.
Der sidder stadig ar i dig, du er mærket af dine svære år. Men bare tænk, der har været med til at gøre dig til den du er.
Jeg er glad for at vi nu igen kan være sammen, sammen med din dejlige datter også.
Jeg håber du finder en at dele dit liv med, og er sikker på du nemmere vil kunne finde en ordentlig fyr nu.

Samtale * 2 imorgen

Imorgen står den både på diætist og samtale med min kontakt person.
Af en eller anden grund føler jeg mig altid helt tom i hovedet når jeg skal til samtale. Det er som om jeg bare ikke kan få ordene frem når jeg sidder derinde.
" hva, øh nej, jeg har det fint, tak, ingen problemer her"

Men det nytter jo intet bare at fortrænge det fordi jeg ik kan lide at få hjælp.
Derfor bliver jeg nødt til at skrive noget med nu, nu hvor jeg har ro til at tænke, ingen udenfra kommende pres, ingen forventninger til mine udtalelser, ingenting, bare frirum for mine tanker.

Ved jo godt at hun hos diætisten vil spørge hvordan det går med at følge madplanen.
Jeg svarer jamen det går fint, jeg har fået det nemmere ved at spise.
Men i virkeligheden er det jo ik hele sandheden. Jo har fået nemmere ved at spise. Følger bare ik helt den skide plan.
Morgenen gør jeg, formiddag, for det meste. Middag, aah den kniber, får altså kun 2 stykker rugbrød, og med Mayo få gange, aldrig smør. Får bare ik lige fedtet, udover det der er i min ost.
Eftermidag går bedre, jeg spiser mere 400 kcal ca. Og det gør jeg stort set hver dag. Aftensmad, her "glemmer jeg lige mælken" kan bare ik drikke det! Plus at jeg stadig har svært ved at spise de skide kulhydrater. Så måske der også kommer lidt mindre der, og så ja, fedtet, hvem spiser lige det?
Sen aften, her har jeg det lettest, og kan være kiks, chokolade osv. Det skal også bare helst indeholde 400 kcal.

Det giver mig dermed stadig lidt kontrol at selv styre hvad jeg spiser. Er det mon godt eller skidt?

Og hvad skal jeg så snakke med kontakt personen om, nu bragte jeg jo selv det ydmygende emne op sidst med overspisning-opkast.



Nu har jeg lige haft flere gode dage, uden så mange bekymringer om mad, eller i hvert fald mindre, tror jeg.

Fri fri fri - helt til mandag

Jeg har nu fri helt til mandag.
Det er dejligt at have fri, tror jeg?
Noget i mig kan bedre lide at have de faste rammer, hvor jeg skal op og afsted, der er sat pauser af til hvornår man skal spise.
Så på den måde skal jeg ik selv tage stilling til det, eller til hvad jeg skal lave.
Dur ik rigtig til at sætte mig selv i gang med at lave noget, men dur slet ikke til at ikke lave noget.
Det piner mig bare at sidde i sofaen og spise min mad.
Jeg må da give mig til et eller andet??

Dagen er lang når man står op kl seks, der er pludselig utrolig mange timer man skal finde på ting at give sig til. Selvom jeg om morgenen har nemmere ved bare at blive under dynen og se morgen tv.
Det er værre om eftermiddagen, jeg kan da ik bare sidde ned hele dagen?

Måske er det også fordi tankerne kan sættes lidt på pause når jeg er i gang med noget.
Elsker bare de tidspunkter, hvor man lige stopper op og tager sig selv i, at man hverken har tænkt på mad, hvad man skal spise, hvordan man får mindst muligt, får det udskudt en time eller hvor meget man lige forbrænder ved det man laver.
- derfor elsker jeg at gå i haven, når solen skinner.
Elsker de tidspunkter hvor timerne bare flyver afsted uden man overhovedet tænker over det

eksamen

Så er det i dag jeg skal til eksamen, der ligger pres på mig, men egentlig kun fra mig selv.
Alle andre siger at det nok skal gå, at jeg nok skal klare den.

Det skal jeg nok også

Men har jeg nu forberedt mig nok.
Jeg kigger ned på mine noter, tankerne kører rundt i hovedet på mig. Jeg kan slet ikke holde fokus, kan ikke få noget til at sidde fast, kan ingenting udenad, bliver nødt til hele tiden at fastholde mig til mit papir.
Jeg kan ikke overskue situationen.
og så starter de dumme handlinger. Jeg føler kun jeg kan fokusere når jeg tykker, som om at det overdøver alle andre tanker. Men hov, så pludselig har man spist en hel pakke kiks. ( og på dette punkt kan alt bare være ligemeget)
Endnu mere dårlig samvittighed.

Tårene kan ikke længere holdes tilbage, kan ik se teksten på hverken min skærm eller mine papir.
Bliver nødt til at lægge dem til side, så de ikke bliver ramt af tårene der triller ned af begge kinder.

Kan bare ik overskue det, kan ikke håndtere presset.
Håber bare facaden holder under hele eksamen:'(

dumme handlinger - fører til dumme tanker - og igen til dumme handlinger

Jeg har vejet mig i dag, ved godt at det er dumt af mig at gøre det. Men kan bare ik lade være.
---Dum handling

Vægten stod højt, højere end jeg havde regnet med.
---Dumme tanker

Jeg besluttede derfor at skære ned på min eftermiddagsmad, jeg skulle jo til fødseldsag senere
---Dum handling

Havde svært ved at spise til fødselsdagen pga. vægten
---Dumme tanker

Spiste dog ok af aftensmaden men et stykke is og en lille stykke kage var ik nok til at gøre det ud for både det jeg manglede fra i eftermiddag og det jeg skulle have til aften,
---Dum handling

Dårlig samvittighed, angstfølelse spreder sig rundt i kroppen. Både fordi jeg har spist mindre men også fordi jeg ik kan sluge tanken om at vægten var så høj.
--- Dumme tanker

Jeg drak alt for meget cola zero til fødselsdagen, så min mave brænder helt vildt nu, og har fået alt for meget koffein.
--- Dum handling

Føler mig tyk, mine bukser sidder ik løst mere, og kan ik komme i tanke om hvordan jeg nogensinde skal acceptere at vægten stiger og stiger :(
--- Dumme tanker


Dumme tanker --> dum handling --> dumme tanker --> dum handling
---------------> Er ked af det, bange og forvirret :(

Tanker, rodet, forvirrende, og befriende at få ud

Jeg har egentlig iklyst til trække min behandling længere ud (gider bare ik blive tykkere)

Det er irriterendenok i forvejen at skulle af sted til samtaler, ind og vejes, hvor man skal af med alt tøjetog dømmes...

"Nåå'Nadia.." - alt efter udfaldet er, om hvor meget jeg har øget i vægt, kommersamtalen til at gå med hvordan jeg bare skal blive ved med at øge. Gad videhvad samtalerne komme til at handle op når jeg får taget de sidste kg på. Såkan i hvert fald ik længere bruge sætningen " Bare vent, det bliver bedre når du nårdin målvægt"

Hvordan kan alt bareblive nemmere ? Jeg er lidt utrykt ved situationen.

Jeg tænker det er derfor at minvægtøgningen går lidt langsommere end den burde.

 

Og hvorfor skriverjeg nu om vægten igen, næh pyt - det betyder da ingenting, vel :/?!?

 

Jeg må dog indrømme at jeg godtkan fornemme, at jeg har fået det bedre end tidligere, jeg kan godt se at mange ting er blevet nemmere efter at have øget i vægt, så jo, at øge i vægt har faktisk hjulpet. Tvivler bare på, at de sidste par kg vil hjælpe, nu hvor min vægt ikke længere eralarmerende eller noget i den stil. Stadig for lav, men ik kritisk.

Håber bare inderligtat jeg kommer til at kunne acceptere min krop når jeg når man målvægt.

Det jeg frygter mest,er nok at alle omkring mig bare tænker, "nu hun rask, hun vejer hun dethun skal"

For så knækker jeg,det ved jeg allerede nu.

Noget i mig er jolidt stolt over at JEG rent faktisk var i stand til at kunne tabe mig så mangekg.

Sikke en viljestyrkejeg må have ?

Så må jeg jo ogsåkunne bruge denne styrke til at blive på min vægt ( altså til den tid).

Syntes bare det er svært atvide, præcis hvad det er der skal til for at man bare holder sin vægt.

Hvis jeg nu bare følte mig i tryg i at vide, hvordan jeg bare stabiliserede vægten, uden problemer,så tror jeg egentlig bare ik jeg ville have så svært ved at nå op på den vægt jegskal.

 

Det er ikke BARE, det er det virkelig ik ! Prøver at snyde ud af til at - den klarer jeg da BARE lige ;)

 

For hvordan skal jeg nogensindekunne holde min målvægt når jeg knap nok kan træne, bevæge mig eller noget som helst pga. mit dummeknæ !!!

 

Hmm...

Hvor er det egentlig dumt at tage alle de her bekymringer op nu, nu burde jeg bare tænke, spisrigeligt, ta' på og gem bekymringer til du skal til at handle på dem.

 

Igen ubalance i tanker og handlinger

 

Det nytter jo intet,mine bekymringer er bare med til at trække det hele længere ud.

Så kan man jo stille sig selv det spørgsmål,

 

Vil du virkelig gerne bare blive ved med at lade det køre rundt i ring?

Ligemeget hvordan du vender og drejer det, så skal du op på en vægt hvor kroppen har det godt, og det skal man affinde sig med - før eller siden.

Det er jo kun en selv, som er utilfreds, og hvorfor rende rundt og være utilfreds hele tiden, bliver man overhovedet tilfreds ?

Jeg ved jo med mig selv at en vægt på dengang 48 kg ikke gjorde mig mere tilfreds tværtimod !!

Hvorfor er det så at man er bange for at nå sin målvægt?

Man burde have andre ting at sætte fokus på, lære at acceptere det man har, være glad.

For hvis man sætter fokus på så detaljer vil der altid være ting man er utilfreds med ( for store lår, flad numse, stor næse, for gule tænder, bleg hud, irriterende hår, for små bryster, delle på maven)

Og alle de her negative tanker går ind og påvirker ens adfærd.

Dagens udfordring er derfor at begynde at overse de små detaljer og i stedet forsøge at se det som helhed og virkelig PRØVE at acceptere

" Sådan er jeg, og det er egentlig okay"

 

 

Men, hey, det betyder ik at man skal stræbe efter at bliver tyndere, for det er ikke accept, man skal være på en vægt hvor kroppen har det godt ( normalvægt) og derudfra skal man acceptere.

For hvis tankerne så går med " at hvis jeg nu  bare lige ligende hende, eller kunne tabe mig lidt her, blev brunere, fik længere hår .... - så ville jeg være tilfreds.
Så det er LØGN.
Lige så stor en løgn, som spiseforstyrrelsen prøvede at bilde en ind. " hvis du bare lige taber dig et par kg mere, så bliver du tilfreds" IK EN SKID, det gjorde bare altid værre, og længere ned man kom jo sværere var det at sige den imod og jo længere og hårdere kamp skabte man foran sig.

Det er i virkeligheden ens eget syn på en selv, man skal ændre, for det er jo der problemet ligger.



God dag derude :)

Bum..

Dårlig dag, dårlig vejr, dårlig koncentration, dårlig samvittighed...

Dårlig, dårlig, dårlig...

Gider slet ik snakke om det

Jeg kan godt lide chokolade

Jeg er lidt nået til det punkt hvor jeg ik længere føler mig tynd, heller ik tyk. Måske bare normal? ( men skal stadig øge en 5kg) vægten er dog ik så kritisk mere og jeg er blevet bedre til at fange mig selv i at kompensere.
Og når det sker skal man jo have noget med meget energi og som ik mætter. Det er her chokolade kommer ind i billedet.
Det gør mig mere tryg at spise sådan en chokoladebar ( fordi der står på den præcis hvor mange kalorier den indeholder)
Men så længe jeg både kan spise chokolade og undgå angst, så er det da fedt?

Jeg er i øvrigt lidt stolt af mig selv, har igen i dag været alene uden overspisning og opkast. Spist alle måltider. Sagt nej til boksning fordi min krop ik er helt på toppen.
Det er i hvert ik anoreksien der har magt over mig og mine handlinger.
Må de gode dage fortsætte....

Det er egentlig lidt vildt, er helt overrasket over mig selv, det er som om jeg helt at undladet at overspisning overhovedet er en mulighed. Og så har jeg ligesom ikke skulle tage stilling til om jeg skal eller ej.

Hurtig kort indlæg, har eksamens læsning helt til fredag, og antallet af overspringshandlinger til alt andet aktivitet er meget høj. Kan slet ik fordybe mig og få tankerne ud ?!? Det må vente til efter eksamen. Og igen lidt underligt, for bruger egentlig alt for lidt tid på forberedelse. Det bliver kun lige til de par timer fra jeg står op og end til middag. Hmm..
Det skal nok gå.
Plejer det jo.
Skal bare være glad for at jeg arbejder så meget imod anoreksien.












Og så igen, lyver jeg overfor mig selv ?
Tanker om mad og aktivitet i dag:
Morgenmad: ej det bliver den tynde skive ost, du skal jo have letmælk.
Sidder ned hele formiddagen.
Formiddagsmad: en hel honning melon. ( det er fedt at få en frugt med så få kalorier) vejede den i det mindste ik i dag.
Middagsmad: igen rugbrød med ost. Det er trygt, og igen tyndskive ost. Plus kaffe med letmælk !
Herefter ud i haven i tre timer og ordne lidt
Eftermiddag: først en appelsin.
Så ud og gå en god tur med hunden ( her fik man da lige elimineret noget af den dårlige samvittighed for at sige nej til træning)
Herefter dårlig samvittighed for ik at have fået nok mad til eftermiddag.
Køber tre chokolade bare i netto, som jeg deler med min kæreste.
Herfra afslapningen på sofaen.
Aftensmad: toast, med store boller, puttede endda godt med fyld i begge, to skiver ost, to skiver skinke og ketchup, i hver.
( har jeg fået nok? Har jeg fået for meget, er der nok næring i ?? Argh)
Sen aften: prøver at trække den lidt ud, men kan ligesom ik få rigtig ro før det er spist. Her var det en pakke tuc kiks. Lyder bare så voldsomt med en hel pakke :/ men jeg kan være rolig for har regnet ud at der er lige knap 400 kalorier i. Og det er okay til et mellemmåltid.

Hmm føler det går bedre sådan overordnet, men kører måske stadig lidt i ring i mine tanker når man går dybere ind

Få ord på de bedre dage

Jeg får ikke rigtig skrevet de dage hvor det går bedre.

Men kan stolt fortælle at jeg har haft fri i 2 dage, hvor jeg har vågnet og været alene og jeg har MODSTÅET trangen til overspisning og opkast. Kæmpe sejr!


Igår var jeg hos min kontaktperson, fortalte hende om, hvordan jeg er begyndt at fanges af det gamle dårlige mønstre igen. Det var ydmyende at fortælle, bare at få ordene ud " jeg overspiser og kaster op". Men kunne ikke se anden udvej, jeg måtte ud med det.
Havdedog egentlig håbet på, at hun gav mig nogle redskaber til hvad jeg skulle gøre for at modtså og for at komme videre. Hun må da have haft så mange andre patienter med samme problem - hvad gør man!!!
Istedet virkede hun mere provokorende.
- " Det er jo ik normalt bare at spise helt vildt og kaste op, andre mennesker får deres følelser ud ved at sige det, komme ud med ord, istedet for at skylle frustationerne ud i toilettet"
Hun blev ved med at prikke lidt til mig, men jeg kunne ik forsvare mig.
- "Nævn 5 ting der er godt ved at kaste op"
Havde hun regnet med at  jeg ik fik noget positivt ud af det? jeg kunne hurtigt komme på nogle ting jeg fik ud af det, det giver mig ro i hovedet, jeg kan spise hvad jeg vil uden at tage på, jeg føler mig lettet bagefter, plus at det fjerner fokus fra alle andre tanker imens det står på.


Det er måske også det der skal til, det er godt nok at hun gør mig utilpas ved situationen, tror jeg. Hun prikkede også til mig omkring min vægtøgning, som er gået lidt langsom ( 5 kg siden jeg startede) har jo stadig en 5 kg at opnå endnu mindst.

Vi snakkede derfor om, hvad der motiverede mig til at skulle blive rask, for der skal jo være noget at arbejde hen imod, ellers har processen intet formål?
Men men men, jeg vil gerne være mor en gang, og egentlig havde jeg lidt "ønsket" mig at det skulle ske som 25årig, bare sådan ca.
Her begyndte hun endnu engang at provokere lidt; " hvis du nu tager lige så lang tid om at tage de sidste 5 kg på, så går der lige noget tid inden du får din mens. og så tager det måske lidt tid at blive gravid og derfra går der jo 9 måneder - så har du jo lige pludselig travlt, hvis du vil nå dit ønske"
Jeg tager det til mig - halvt. Kan ikke tage det helt ind, har jeg slet ikke ro til, må istedet for sidde og bruge alt min energi på at lade være med at begynde at græde. Tårene trykker bag mine øjne, formår kun lige med at falsk smil at holde dem væk og vise at jeg bare har styr på tingene, --> jeg skal nok lige klare den der vægtøgning uden problemer - helt sikkert. Jeg stopper faktisk også fra nu af med at tælle kalorier og det der med at overspise, det stopper jeg også med, nu. IK ?
Jeg er god til at tale dem af munden, lade om om det bare er let. For jeg kan ikke fortælle det når jeg skal, dur ik til at få ordene ud af min mund, så snart jeg prøver kommer klumpen i halsen, jeg bliver helt mundlam og så er det løb jo ligesom kørt, så komme samtalen ingen vejne.

Tankerne kører rundt!!
Hvad er det jeg ik vil indse, hvad er det der siger at det er okay at det går langsomt ? Nu tager du dig sammen, det er dumt at bare blive ved med at køre rundt i det samme, du har en målvægt, og den skal nåes før eller siden, jo hurtigere jo bedre egentlig ? hvad er der der gør mig så bange ved at nå den ? Er jeg bange for at ikke være syg mere? bange for at føle mig som en "fed" anoretikere? bange for at alle folk bare tror at nu er jeg rask fordi  jeg har taget på? bange for at folk siger til mig at man kan se jeg har taget på?

Jeg startede dog med at sige at det gik bedre, og det gør det altså også. Det har været nogle gode lyse dejlige forårsdage, som jeg har nydt. Men derfor har tankerne jo stadig været der, det positive er bare, at det var tanker, IKKE handlinger. Og det er det, som gør hele den store forskel !

Kan jeg virkelig få mig selv til at skrive det her ?

Jeg er nervøs, alt i mig skriger imod at jeg gør det her.

Jeg siger det, nej jeg kan ikke, men jeg bliver måske nødt til det for at blive rask?

Jeg føler mig som en belastning, en idiot der burde tage sig sammen, burde være normal. kan du da ik bare lade være Nadia ???

Svaret er bare, at det kan jeg faktisk ik. Jeg kan virkelig ik selv lade være.
Jeg bliver jo aldrig rask, hvis jeg ik siger det. Jeg får en klump i halsen bare ved tanken om, at skulle skrive det her på min blog. Får lyst til at grave mig selv ned
Jeg bliver bare nødt til at gøre det når jeg er i sådan en situation som nu, hvor jeg ønsker at komme ud af det, ikke ønsker at skulle gøre det igen.
Men tankerne kører rundt! Er det nu dumt at fortælle?, ligger jeg større press på min familie, jeg er bare en belastning for dem hvis jeg siger det.
Jeg ved jo godt at de vil hjælpe, men igen, jeg føler mig bare som en belastning

Jeg kan ik være alene, stadig ik.
Jeg siger det ik til nogen, lader bare som ingenting.

Men så snart jeg ved at jeg skal være alene, så kommer tankerne og planlægningen om mit næste ædeflip, som altid fører til opkast.
Jeg kan ikke modstå, slet ikke. For at være ærlig er der jo noget i mig som gerne vil gøre det.
Omvendt er der også en del af mig som ikke vil. Denne del af mig er dominerende lige nu, det er kun derfor jeg skriver det her. Ved jeg kommer til at fortryde at jeg har skrevet det, når min krop næste gang begynder at hive i mig og vil få mig til at gå i gang med endnu et ædeflip.
Jeg er jo ik sulten ? det er ik det som udløser det. Gør det fordi jeg kan, når jeg er alene. (prøver aldrig at få andre planer så jeg kan undgå det, selvom jeg måske har muligheden)
Jeg har dog tænk ting igennem som udløse det, og et må være at jeg føler mig alene, at jeg keder mig måske? men igen, hvorfor modarbejder jeg så ikke trangen ved at planlægge noget andet istedet ?
Jeg er forvirret, i tvivl og bange, kan jeg virkelig udgive det her indlæg?

Bliver nødt til det, for jeg ved ik hvordan jeg nogensinde skal komme ud af det her ?
Jeg kan bare ik selv være herre over det, kan ik selv styre det.
Jeg vil prøve at snakke med min kontaktperson om det på onsdag.
Det er bare så indgroet i mig ? det har været en del af mit liv i så mange år.
Findes der mon et liv uden overspisning og opkast på den anden side ??

(kan allerede mærke nervøsiteten for at min telefon ringer "mor" når hun inden for kort tid har læst det her indlæg, ved ík hvad jeg skal sige, er mundlam, flov og ked af det)

Undskyld jeg har gjort det igen
Undksyld jeg ik kæmper nok
Undskyld at jeg fejler igen
Undskyld fordi at jeg gør jer ked af det
Undskyld for alt den bekymring jeg medfører


Undskyld :'(