Men kan stolt fortælle at jeg har haft fri i 2 dage, hvor jeg har vågnet og været alene og jeg har MODSTÅET trangen til overspisning og opkast. Kæmpe sejr!
Igår var jeg hos min kontaktperson, fortalte hende om, hvordan jeg er begyndt at fanges af det gamle dårlige mønstre igen. Det var ydmyende at fortælle, bare at få ordene ud " jeg overspiser og kaster op". Men kunne ikke se anden udvej, jeg måtte ud med det.
Havdedog egentlig håbet på, at hun gav mig nogle redskaber til hvad jeg skulle gøre for at modtså og for at komme videre.
Istedet virkede hun mere provokorende.
- " Det er jo ik normalt bare at spise helt vildt og kaste op, andre mennesker får deres følelser ud ved at sige det, komme ud med ord, istedet for at skylle frustationerne ud i toilettet"
Hun blev ved med at prikke lidt til mig, men jeg kunne ik forsvare mig.
- "Nævn 5 ting der er godt ved at kaste op"
Havde hun regnet med at jeg ik fik noget positivt ud af det?
Det er måske også det der skal til, det er godt nok at hun gør mig utilpas ved situationen, tror jeg. Hun prikkede også til mig omkring min vægtøgning, som er gået lidt langsom ( 5 kg siden jeg startede) har jo stadig en 5 kg at opnå endnu
Vi snakkede derfor om, hvad der motiverede mig til at skulle blive rask, for der skal jo være noget at arbejde hen imod, ellers har processen intet formål?
Men men men, jeg vil gerne være mor en gang, og egentlig havde jeg lidt "ønsket" mig at det skulle ske som 25årig, bare sådan ca.
Her begyndte hun endnu engang at provokere lidt; " hvis du nu tager lige så lang tid om at tage de sidste 5 kg på, så går der lige noget tid inden du får din mens. og så tager det måske lidt tid at blive gravid og derfra går der jo 9 måneder - så har du jo lige pludselig travlt, hvis du vil nå dit ønske"
Jeg tager det til mig - halvt. Kan ikke tage det helt ind, har jeg slet ikke ro til, må istedet for sidde og bruge alt min energi på at lade være med at begynde at græde. Tårene trykker bag mine øjne, formår kun lige med at falsk smil at holde dem væk og vise at jeg bare har styr på tingene, --> jeg skal nok lige klare den der vægtøgning uden problemer - helt sikkert. Jeg stopper faktisk også fra nu af med at tælle kalorier og det der med at overspise, det stopper jeg også med, nu. IK ?
Jeg er god til at tale dem af munden, lade om om det bare er let. For jeg kan ikke fortælle det når jeg skal, dur ik til at få ordene ud af min mund, så snart jeg prøver kommer klumpen i halsen, jeg bliver helt mundlam og så er det løb jo ligesom kørt, så komme samtalen ingen vejne.
Tankerne kører rundt!!
Hvad er det jeg ik vil indse, hvad er det der siger at det er okay at det går langsomt ? Nu tager du dig sammen, det er dumt at bare blive ved med at køre rundt i det samme, du har en målvægt, og den skal nåes før eller siden, jo hurtigere jo bedre egentlig ? hvad er der der gør mig så bange ved at nå den ? Er jeg bange for at ikke være syg mere? bange for at føle mig som en "fed" anoretikere? bange for at alle folk bare tror at nu er jeg rask fordi jeg har taget på? bange for at folk siger til mig at man kan se jeg har taget på?
Jeg startede dog med at sige at det gik bedre, og det gør det altså også. Det har været nogle gode lyse dejlige forårsdage, som jeg har nydt. Men derfor har tankerne jo stadig været der, det positive er bare, at det var tanker, IKKE handlinger. Og det er det, som gør hele den store forskel !
Det er rigtig sejt gået, at du har formået at holde det ved tankerne de sidste par dage! Jeg bliver helt glad på dine vegne :-)
SvarSletJeg får helt ondt i maven, når jeg læser om din samtale med din kontaktperson. Jeg kan virkelig genkende det der med at tale folk efter munden. Det er så svært, hvis man ikke føler sig sådan Helt forstået i det, man sidder i. Det lyder alligevel til, at det har sat nogle tanker igang. Jeg håber sådan, at de er konstruktive og ikke ødelæggende.Du skal nok nå din normalvægt, også selvom det ikke går helt så hurtigt, som du kunne have ønsket. Du må ikke dunke dig selv i hovedet - du kæmper. Og det er sejt!
<3
Tak :)
SletOg ja det er lidt frustrerende, for man får jo ik ret meget ud af bare at tale dem efter munden. Men igen hun har da sat mine tanker i gang
Hvor er det cool, at du har bekæmpet de der spise dæmoner i et par dage. Det er vejen frem. Flere og flere gode dage - og mindre af de slemme. God pointe du har med tankerne. Tanker er ikke så slemme som handlinger.. om end de kan føles slemme. Men det er tanker, og de kan arbejdes med.
SvarSletSkal da love for, din kontaktperson var provokerende. Måske var hun frustreret? Så kan man godt komme til at sige nogle uovervejede ting. Du ved jo godt, det ikke er hensigtsmæssigt at være spiseforstyrret. At følge de spiseforstyrrede regler er slemt nok i sig selv...det behøver andre ikke at påpege. Jeg kan godt forstå, du snakkede hende efter munden. Du havde jo ikke andremuligheder, når hun stiller det op på den måde. Jeg synes, du skal fortælle hende, hvordan du oplevede jeres samtale. Det er okay for en behandler at provokere lidt. Men hun skal huske at få den hevet i land igen, så du ikke ender med at være mere frustreret.
Jeg håber, ovenstående giver lidt mening :-) Jeg fik mig skrevet helt varm... Har bare selv siddet i en lignende situation, hvor det var behandlers frustrationer over manglende fremskridt, der fik lov til at fylde. I behandlingsøjemed er anerkendelse altså vejen frem. Anerkendelse af din person er vigtigere end provokationer .... in my simple opinion
Ja ind med flere af de gode og nemme dage tak!
SletDet med at kompensere bliver hurtigt en dårlig vane!!
Med hensyn til min kontakt person, så har jeg tænkt på om hun egentlig ville få mig til at blive frustreret og vred så jeg kunne åbne op og lukke mine følelser ud, det skete bare ik lige. Men det er bare svært at åbne op og forklare når man sidder i en situation hvor man SKAL, det er nemmere bare at lade det komme når det vil