Jeg har egentlig iklyst til trække min behandling længere ud (gider bare ik blive tykkere)
Det er irriterendenok i forvejen at skulle af sted til samtaler, ind og vejes, hvor man skal af med alt tøjetog dømmes...
"Nåå'Nadia.." - alt efter udfaldet er, om hvor meget jeg har øget i vægt, kommersamtalen til at gå med hvordan jeg bare skal blive ved med at øge. Gad videhvad samtalerne komme til at handle op når jeg får taget de sidste kg på. Såkan i hvert fald ik længere bruge sætningen " Bare vent, det bliver bedre når du nårdin målvægt"
Hvordan kan alt bareblive nemmere ? Jeg er lidt utrykt ved situationen.
Jeg tænker det er derfor at minvægtøgningen går lidt langsommere end den burde.
Og hvorfor skriverjeg nu om vægten igen, næh pyt - det betyder da ingenting, vel :/?!?
Jeg må dog indrømme at jeg godtkan fornemme, at jeg har fået det bedre end tidligere, jeg kan godt se at mange ting er blevet nemmere efter at have øget i vægt, så jo, at øge i vægt har faktisk hjulpet. Tvivler bare på, at de sidste par kg vil hjælpe, nu hvor min vægt ikke længere eralarmerende eller noget i den stil. Stadig for lav, men ik kritisk.
Håber bare inderligtat jeg kommer til at kunne acceptere min krop når jeg når man målvægt.
Det jeg frygter mest,er nok at alle omkring mig bare tænker, "nu hun rask, hun vejer hun dethun skal"
For så knækker jeg,det ved jeg allerede nu.
Noget i mig er jolidt stolt over at JEG rent faktisk var i stand til at kunne tabe mig så mangekg.
Sikke en viljestyrkejeg må have ?
Så må jeg jo ogsåkunne bruge denne styrke til at blive på min vægt ( altså til den tid).
Syntes bare det er svært atvide, præcis hvad det er der skal til for at man bare holder sin vægt.
Hvis jeg nu bare følte mig i tryg i at vide, hvordan jeg bare stabiliserede vægten, uden problemer,så tror jeg egentlig bare ik jeg ville have så svært ved at nå op på den vægt jegskal.
Det er ikke BARE, det er det virkelig ik ! Prøver at snyde ud af til at - den klarer jeg da BARE lige ;)
Hvor er det egentlig dumt at tage alle de her bekymringer op nu, nu burde jeg bare tænke, spisrigeligt, ta' på og gem bekymringer til du skal til at handle på dem.
Igen ubalance i tanker og handlinger
Det nytter jo intet,mine bekymringer er bare med til at trække det hele længere ud.
Så kan man jo stille sig selv det spørgsmål,
Vil du virkelig gerne bare blive ved med at lade det køre rundt i ring?
Ligemeget hvordan du vender og drejer det, så skal du op på en vægt hvor kroppen har det godt, og det skal man affinde sig med - før eller siden.
Det er jo kun en selv, som er utilfreds, og hvorfor rende rundt og være utilfreds hele tiden, bliver man overhovedet tilfreds ?
Jeg ved jo med mig selv at en vægt på dengang 48 kg ikke gjorde mig mere tilfreds tværtimod !!
Hvorfor er det så at man er bange for at nå sin målvægt?
Man burde have andre ting at sætte fokus på, lære at acceptere det man har, være glad.
For hvis man sætter fokus på så detaljer vil der altid være ting man er utilfreds med ( for store lår, flad numse, stor næse, for gule tænder, bleg hud, irriterende hår, for små bryster, delle på maven)
Og alle de her negative tanker går ind og påvirker ens adfærd.
Dagens udfordring er derfor at begynde at overse de små detaljer og i stedet forsøge at se det som helhed og virkelig PRØVE at acceptere
" Sådan er jeg, og det er egentlig okay"
Men, hey, det betyder ik at man skal stræbe efter at bliver tyndere, for det er ikke accept, man skal være på en vægt hvor kroppen har det godt ( normalvægt) og derudfra skal man acceptere.
For hvis tankerne så går med " at hvis jeg nu bare lige ligende hende, eller kunne tabe mig lidt her, blev brunere, fik længere hår .... - så ville jeg være tilfreds.
Så det er LØGN.
Lige så stor en løgn, som spiseforstyrrelsen prøvede at bilde en ind. " hvis du bare lige taber dig et par kg mere, så bliver du tilfreds" IK EN SKID, det gjorde bare altid værre, og længere ned man kom jo sværere var det at sige den imod og jo længere og hårdere kamp skabte man foran sig.
Det er i virkeligheden ens eget syn på en selv, man skal ændre, for det er jo der problemet ligger.
God dag derude :)
God konklusion - du har jo helt ret!
SvarSletJeg kan godt forstå dine bekymringer omkring at komme op på din målvægt. De sidste kilo er virkelig de sværeste, for da bliver det svært at overbevise sig selv om, at det faktisk er nødvendigt. Min oplevelse under indlæggelser har dog været, at det rent faktisk gør en forskel. Ikke at det bliver lettere, så snart du når din målvægt - for det gør det ikke. Det er en helt anden kamp, du skal til at tage. For mig har det været svært, det med, at jeg nu skulle spise for at vedligeholde min vægt. Før skulle jeg spise, fordi jeg skulle tage på. Men nu skulle jeg spise, selvom jeg ikke skulle tage på! Og derudover tager det tid at vænne sig til den nye krop. Det er løgn at sige, at det bare ændrer sig, den dag du rammer din målvægt. Man skal være der længe, før man begynder at kunne acceptere sig selv. Og ja, så selvom jeg ved alt det her, så sidder jeg selv og mangler liiiige to-tre kilo til min målvægt. Det var meget lettere under indlæggelse, da man ikke selv skulle tage valget...
I forhold til det med at holde vægten, nu du ikke kan træne, så behøver det ikke være noget problem. Du får lavet en kostplan efter dit aktivitetsniveau. Jeg lavede ingenting, og det mener jeg virkelig - Ingenting! Jeg sad hjemme og læste og lavede kreative ting, dyrkede ingen motion overhovedet! Og jeg holdt vægten, fordi min kostplan blev lavet derefter :-)
Jaa, for man syntes jo bare ik at et par kg kan betyde ret meget. Det er vel som om det sidste af spiseforstyrrelsen bare sidder og hiver i en "DU MÅ IK OVERGIVE DIG".
SletGad godt vide hvilken forskel det gjorde for dig ? selvom det selvfølgelig ik bare blev lette og idylliske dage bagefter ( som nogen behandlere godt kan få det til at lyde som om) Men ja, på den anden side så ligger ens målvægt jo også i en lave ende af det BMI skala halløj, så det må være derfor de sidste kg betyder noget. Men åh en kamp at skulle op på en BMI der ikke hedder "undervægtig" om det så ligger lige på kanten. Hvordan så din kostplan ud da du ingenting lavede og skulle holde din vægt ? gad godt få et indtryk af hvad jeg kan forvente mig (bare ca.) kan vær jeg bliver knap så skræmt for at komme dertil. Måske :)
Og tak for din kommentar, du har virkelig sat mine tanker lidt i ro.
Jeg er glad for, at det kunne give dig bare en lille smule ro, søde.
SletMin kostplan har faktisk altid været ret høj i forhold til mange af de andres - selvom jeg ingenting lavede. Sådan er min krop åbenbart bare :-) Min vedligeholdskostplan er lige omkring de 2200 kalorier, mener jeg..
Hm, du har ret, det er lidt svært at sige, hvad forskel, det helt præcist gjorde. Jeg tror, den største forskel indtræder der, hvor man begynder at stole på sin vedligeholdelses kostplan. Så får man mere ro i hovedet på den måde, at man nu ikke skal blive ved at overveje, hvor meget man nu vil tage på eller hvor meget man nu kan tabe sig, hvis man spiser dét og dét. Man skal "bare" følge vedligeholdskostplanen, og så kører det helt af sig selv. Så behøver man ikke bekymre sig om selve vægten mere, for den bliver, hvor den er, og den skal ikke rykke sig. Man skal ikke kæmpe for hverken at få den op eller ned. Jeg ved ikke, om det giver mening? Og det er selvfølgelig ikke bare så let, som det lyder :-)