Imorgen står den både på diætist og samtale med min kontakt person.
Af en eller anden grund føler jeg mig altid helt tom i hovedet når jeg skal til samtale. Det er som om jeg bare ikke kan få ordene frem når jeg sidder derinde.
" hva, øh nej, jeg har det fint, tak, ingen problemer her"
Men det nytter jo intet bare at fortrænge det fordi jeg ik kan lide at få hjælp.
Derfor bliver jeg nødt til at skrive noget med nu, nu hvor jeg har ro til at tænke, ingen udenfra kommende pres, ingen forventninger til mine udtalelser, ingenting, bare frirum for mine tanker.
Ved jo godt at hun hos diætisten vil spørge hvordan det går med at følge madplanen.
Jeg svarer jamen det går fint, jeg har fået det nemmere ved at spise.
Men i virkeligheden er det jo ik hele sandheden. Jo har fået nemmere ved at spise. Følger bare ik helt den skide plan.
Morgenen gør jeg, formiddag, for det meste. Middag, aah den kniber, får altså kun 2 stykker rugbrød, og med Mayo få gange, aldrig smør. Får bare ik lige fedtet, udover det der er i min ost.
Eftermidag går bedre, jeg spiser mere 400 kcal ca. Og det gør jeg stort set hver dag. Aftensmad, her "glemmer jeg lige mælken" kan bare ik drikke det! Plus at jeg stadig har svært ved at spise de skide kulhydrater. Så måske der også kommer lidt mindre der, og så ja, fedtet, hvem spiser lige det?
Sen aften, her har jeg det lettest, og kan være kiks, chokolade osv. Det skal også bare helst indeholde 400 kcal.
Det giver mig dermed stadig lidt kontrol at selv styre hvad jeg spiser. Er det mon godt eller skidt?
Og hvad skal jeg så snakke med kontakt personen om, nu bragte jeg jo selv det ydmygende emne op sidst med overspisning-opkast.
Nu har jeg lige haft flere gode dage, uden så mange bekymringer om mad, eller i hvert fald mindre, tror jeg.
Det kender jeg virkelig godt! Jeg bliver også tit helt tom i hovedet, når man faktisk SKAL snakke. Præstationsangst, tror jeg.. Det har også hjulpet mig at skrive noget ned, inden jeg skulle afsted til samtale, fordi der, som du siger, ikke er det samme pres. Indimellem har jeg faktisk også sendt det skrevne på mail til en behandler inden, fordi den der præstationsangst alligevel forhindrede mig i at få tingene sagt, når først jeg var der.
SvarSletHåber, det er gået godt til dine samtaler i dag :-)
Ja det er bare svært at skulle sige noget når man skal. Det har nemmere ved at komme ud når det lige er det der står på, og det som fylder.
SletJeg fortalte dem i dag om min blog, da diætisten spurgte ind til om jeg havde nemmere ved at skrive det ned. Læser englen og klokkeblomst egentlig med på din blog?
Ja, lige præcis. Årh, det var sejt gjort, synes jeg. Mon de vil gå ind og læse lidt så eller hvordan?
SletJa, de læser med. Englen læser hver dag, og klokkeblomst læser indimellem, fordi hun ellers føler, at hun "snager". Men jeg har det nu godt med, at de læser med. Så får jeg sagt de ting, jeg ellers ikke lige får sat ord på :-)
Det lød i hvert fald på diætisten at hun gerne ville læse derinde, så det blev nemmere at hjælpe mig. Nu må vi se har en tid den2. Hvor jeg giver dem bloggen.
SletTror også at du/man/jeg bliver bedre forstået rigtigt, når de kan læse ens tanker på bloggen