Jeg siger det, nej jeg kan ikke, men jeg bliver måske nødt til det for at blive rask?
Jeg føler mig som en belastning, en idiot der burde tage sig sammen, burde være normal. kan du da ik bare lade være Nadia ???
Svaret er bare, at det kan jeg faktisk ik. Jeg kan virkelig ik selv lade være.
Jeg bliver jo aldrig rask, hvis jeg ik siger det. Jeg får en klump i halsen bare ved tanken om, at skulle skrive det her på min blog.
Jeg bliver bare nødt til at gøre det når jeg er i sådan en situation som nu, hvor jeg ønsker at komme ud af det, ikke ønsker at skulle gøre det igen.
Men tankerne kører rundt! Er det nu dumt at fortælle?, ligger jeg større press på min familie, jeg er bare en belastning for dem hvis jeg siger det.
Jeg ved jo godt at de vil hjælpe, men igen, jeg føler mig bare som en belastning
Jeg kan ik være alene, stadig ik.
Jeg siger det ik til nogen, lader bare som ingenting.
Men så snart jeg ved at jeg skal være alene, så kommer tankerne og planlægningen om mit næste ædeflip, som altid fører til opkast.
Jeg kan ikke modstå, slet ikke.
Omvendt er der også en del af mig som ikke vil. Denne del af mig er dominerende lige nu, det er kun derfor jeg skriver det her. Ved jeg kommer til at fortryde at jeg har skrevet det, når min krop næste gang begynder at hive i mig og vil få mig til at gå i gang med endnu et ædeflip.
Jeg er jo ik sulten ? det er ik det som udløser det. Gør det fordi jeg kan, når jeg er alene.
Jeg har dog tænk ting igennem som udløse det, og et må være at jeg føler mig alene, at jeg keder mig måske? men igen, hvorfor modarbejder jeg så ikke trangen ved at planlægge noget andet istedet ?
Jeg er forvirret, i tvivl og bange, kan jeg virkelig udgive det her indlæg?
Bliver nødt til det, for jeg ved ik hvordan jeg nogensinde skal komme ud af det her ?
Jeg kan bare ik selv være herre over det, kan ik selv styre det.
Jeg vil prøve at snakke med min kontaktperson om det på onsdag.
Det er bare så indgroet i mig ? det har været en del af mit liv i så mange år.
Findes der mon et liv uden overspisning og opkast på den anden side ??
(kan allerede mærke nervøsiteten for at min telefon ringer "mor" når hun inden for kort tid har læst det her indlæg, ved ík hvad jeg skal sige, er mundlam, flov og ked af det)
Undskyld jeg har gjort det igen
Undksyld jeg ik kæmper nok
Undskyld at jeg fejler igen
Undskyld fordi at jeg gør jer ked af det
Undskyld for alt den bekymring jeg medfører
Undskyld :'(
Årh, får lyst til at give dig et kæmpe knus, søde pige <3
SvarSletDu behøver slet ikke at undskylde dig selv på den måde. Du er fanget i noget forfærdeligt, og det er sejt, at du rækker ud i et af de øjeblikke, det er muligt for dig. Virkelig! Håber, din mor har taget det på en måde, som har været god for dig. Det er mit indtryk, at hun vil gøre.
Som jeg har skrevet før, har jeg selv siddet fast i den onde cirkel. Spist, så snart folk var ude af døren. Jeg kan slet ikke huske, om du egentlig har læst det indlæg, jeg engang skrev om mine overspisninger? Det hedder "..så tør jeg også!" Det er ikke, fordi der står nogen løsning på problemet, andet end selvfølgelig dét, at jeg er kommet ud af det nu. Men måske vil det få dig til at føle dig mindre skamfuld, når du kan se i hvilken grad jeg også har gjort det..
Knus <3
Tak søde :)
SletMin mor tog det pænt, gør hun faktisk altid. Jeg vil gerne ind og læse dit indlæg, kan være det giver håb om at man godt kan komme ud af den onde cirkel.
Er altid så glad for dine kommentarer, tak søde krokudulle
Har været inde og læse indlægget nu. Det er virkelig tanke vækkende. Håber også at jeg fra den ene dag til den anden bare stopper. Du giver mig håb, for kan læse du også var slemt plaget og nu er det så mange år siden, det er virkelig godt gået.
SletJeg tror bare jeg har svært ved at indse at det er sygdommen og ikke mig selv der er skyld i den her adfærd
Selv tak, søde pige :-)
SletÅrh, jeg er glad for at høre, at det kan give dig lidt håb. For ja, jeg var nemlig også ret slemt plaget. Dengang tror jeg heller ikke, at jeg kunne indse, at det var sygdommen, de fik mig til det. Jeg følte, at det var mig, der var ukontrolleret osv. Men udefra kan jeg godt se, at det er sygdom.
Du aner ik hvor meget det betyder for mig de ord du skriver. Det er virkelig dejligt, befriende at høre du havde det på samme måde, og at det ik er mig men sygdommen. Og at man godt kan komme over det
SletModigt og stort skridt!
SvarSletTak det er virkelig grænse overskridende at komme ud med :/
SletFor det første - du er ikke en belastning! Du har en sygdom; det er ikke din skyld!
SvarSletFor det andet - igen får du min store respekt for din ærlighed. Hvor er det flot af dig, at du tør overskride din sikkerhedszone og skrive det herinde! Jeg tror på, ærlighed er vejen frem. Du ved, at du rækker ud, når du skriver herinde. Det er flot og så godt gået. Jeg tror på dig!!! :-)
Tak !
SletJeg har nok bare stadig svært ved at skille mig og sygdom fra hinanden.
Og tak endnu en gang for din ros, jeg ved nemlig at det når ud når jeg skriver herinde, det er en lidt lettere måde at bede om hjælp på.
Det med at tale højt om mine svagheder er jeg nemlig ik ret god til, så det er dejligt at have det her som et frirum for mine tanker