Kære søster...

Jeg skriver dette fordi jeg vil vise at jeg er glad for at vi er " fundet sammen igen".

Da vi var børn legede vi altid sammen, jeg så op til, du var så modig. Jeg har altid været den stille pige. Hvor du altid har turde at stå ud, stå imod og være " seje sandra".
Den stærke søster forsvandt da hun ramte teenages alderen.
Hvad var det der væltede dig?
Hvem fjernede din selvtillid ?
Jeg blev bange, tænk at en så stærk person bare kunne væltes.

Du havde nogle svære år, vi gled længere og længere fra hinanden.
Pludselig så du mig som den stærke.
Men jeg snød dig. Jeg var ik den stærke, var bare dum, dum nok til at holde en facade i så mange år.
Du kunne åbne dig, fortælle hvordan du havde det. Derfor kunne du få hjælp.

Det gør mig glad at se at du igen er kommet oven på.
At du igen er stærk, at du er blevet en rigtig god mor.
Du er kommet ovenpå igen, næsten.
Der sidder stadig ar i dig, du er mærket af dine svære år. Men bare tænk, der har været med til at gøre dig til den du er.
Jeg er glad for at vi nu igen kan være sammen, sammen med din dejlige datter også.
Jeg håber du finder en at dele dit liv med, og er sikker på du nemmere vil kunne finde en ordentlig fyr nu.