Kære nadia. . . .

Det er tidspunkter som nu jeg burde tænke over. Burde huske på.

Minde mig selv om når jeg er svag, for svag til at se at det er en løgn jeg bliver tilbudt. " det er bare den her ene gang, der sker ik noget ved at gøre det en gang nadia"

Så kære nadia.

Næste gang du begynder at blive overtalt til at overspise og især kaste op. Så tænk på at det aldrig kun bliver til den ene gang. En enkelt gang er med til at starte hele den onde cirkel. Den cirkel du så godt kender. Det vil du ik tilbage i,virkelig. Det er fyldt med skam, frastødelse og smerte.

Jeg ved at du ved præcis hvilken følelse jeg taler om. Også selvom det måske er svært at se inden, det er nærmest umuligt at mærke den smerte som kommer bagefter. Men den kommer..

Den nærmest depressive følelse, som gør at du har lyst til at grave dig selv ned. Får dig til at græde, føle dig svag, utilstrækkelig og ensom.

 

Tænk på næste gang, inden det sker.

Tænk på hvordan tårene triller ned af dine kinder nu, af bare skyld og skam.

Det bliver ALDRIG kun til en gang. 

Så kære nadia, så snart du bare nærmer dig tanken om at det vil ske. Så sig det til nogen. Ring til nogen. Din familie vil elske at hjælpe dig. Og du skuffer den og gør den ondt hver gang det sker og konfrontere dem. 

Og nu skal du ikke bare holde det hemmeligt! Det er noget du ikke selv kan styre. Men du vil gerne stoppe, inderst inde kæmper du imod. Du har brug for hjælp, for alene er du stadig for svag. 

Tá din telefon og ring. Ring til din familie, sig du har det svært. Det ville være det stærkeste du nogen sinde kunne gøre. Se det som en sejer og ikke et nederlag.

Bulimien vil føre til nederlag, gang på gang. Du ved jo godt det aldrig fører noget positivt med sig i sidste ende ?

Lov mig, lov dig selv at du vil læse det her inden og få et tilbageblik på dig selv. Liggende grædende på sofaen midt om natten over det igen er sket. Du vil ikke have at det sker igen. 

Ligemeget hvor meget den lokker, så stå imod. Du skal ikke tilbage i dens fange arme. Du fortjener bedre. Os selvom det er svært at se det nu..."

Tá nu den telefon og ring... Du vil takke dig selv for det i fremtiden.. 

Du vil ud af det her, du vil ik bare tilbage til der hvor du var inden anoreksien.

Det er jo bare som at gå fra er helvede til et andet. 

Hvis du ringer efter hjælp vælger du livet og ikke spiseforstyrrelsen.

Gør det Nadia, tá imod hjælp, tá imod livet. For min skyld, for din skyld. 

Du kan godt stå imod! 

Anoreksi er mere farligt, dog er det mere ubehageligt og flovt at have bulimi, efter min erfaring..

Jeg har lidt af overspisning og opkast `bulimi` i mange år. Kan rent faktisk slet ikke huske hvornår det startede eller hvad der startede det.

Måske det var tanken om, at jeg ik ville være tyk, men alligevel ville jeg gerne kunne spise.
Jeg har med tiden fået nemmere og nemmere ved at kaste op. Det har bare gjort det endnu svære at stoppe det.

Det er jo fedt at man ik tager på af det man spiser ?
(det er bare ik fedt måden det så foregår på)

Jeg har holdt det hemmeligt i mange år.
Men har altid følt det stod printet i panden på mig. Især når jeg har stået i butikker og købt fede og søde sager, i mængder andre ik tror ville kunne spises af én person.
Jeg er altid så flov, så jeg undgår altid lidt at se på kassedamen.
Kan hun mon læse mine tanker? Kan hun se jeg skal hjem og spise det hele selv og kaste op bagefter?

Bulimien er jo nærmest blevet en ´ven´ for mig? En der altid er der når jeg er alene, specielt om aftenen. Det kan jeg være sikker på. Lige meget hvor meget jeg egentlig havde tænkt mig at jeg ikke skulle, ender det alligevel med at den kommer. Jeg har svært ved at fortælle det. Fjerne stoltheden over at jeg stadig ikke kan være alene. Den fylder mig kortvarigt, hvorefter jeg kaster op. Jeg får et kick af episoden. Noget som jeg endnu ik har fundet en erstatning af -- endnu..
Jeg ligner jo nærmest en junkie, når jeg står der med røde øjne. Jeg kigger mig selv i spejlet og tænker på hvorfor jeg overhovedet gør det her. Sekundet efter drejer tankerne over på om hvor meget jeg nu har fået op.

Nu kommer den dårlige følelse. Dårlige tanker, dårlige samvittighed.
Alt det der er med til at pille min selvværd længere og længere ned.
Du er klam..
Du kan ikke engang være alene..
Du kan ik styre det du spiser..
Din grovæder..
......

Jeg har ikke lyst til noget, jeg vil bare sove - hvis jeg kunne.
Jeg vil være alene.

Alligevel giver det mig en hvis ro i kroppen.
Jeg er ikke længere rastløs, jeg tænker ikke længere på hvad jeg skal spise.
Jeg har ro i mit hoved, ro i min krop, som om jeg var dopet...


Jeg vil ik skrive ned hvad jeg har spist, det er unævneligt. Jeg har dårlig samvittighed. Tænk at jeg igen har gjort noget så usundt og ækelt ved min krop.

Jeg gad da godt at det var anderledes, at det ville stoppe. 

At jeg kunne sige, 
"Jeg kan da slet ikke spise alt det, selv"

Bare sige jeg er helt normal

Jeg har normale spisemønstre ? 

Jeg VIL være normal, jeg vil ikke være alene hjemme og grovæde. 

Kaste op når jeg er mere end fyldt. 

Mærker ensomheden bagefter 

Kigger mig i spejlet, på mine røde øjne, hvorefter jeg alligevel prøver at få mere op.

Alt imens jeg tænker, det her er virkelig ikke godt, jeg burde stoppe, burde helt lade være med at gøre det mod min krop.

Jeg siger til mig selv, det er sidste gang.

Det skal IKKE ske igen. 

Men så snart jeg er alene,,,, og sårbar. kommer den, den banker igen på døren. Lokker mig ind endnu en gang.

Den forlader mig ikke let. Det ved jeg.

Men ville gerne den ik var en del af mit liv.

Eller gør jeg? Burde jeg ik være stærkere til at sige fra? 

Konditionstræning.. For første gang i MEGET LÆNGE!

Jeg er startet i skole igår. Glæder mig til at komme rigtig igang og syntes det her sexologi lyder rigtig spændende, og det skal de kommende 6 uger omhandle på skolen.

 

Jeg har derfor også valgt at skrive min bachelor opgave om emnet, kombineret med noget psykiatri. Sammen med de to andre piger fra mit hold. ( jeg ville jo egentlig allerhelst dreje det over i diagnose området for spiseforstyrede, men vi skal jo beslutte os i fællesskab)

Jeg vil dog lige fastlægge, at seksualitet jo er rigtig mange ting. Og bestemt ikke bare noget der omhandler sex/samleje. 

Det er heller ik Joan ørting style, overhovedet!! 

Det drejer sig om hvordan man er som menneske, hvordan man agerer, sin egen kropsopfattelse, berøring og meget mere. 

Jeg har måske en lille drøm om at selv engang komme til at hjælpe andre piger med spiseforstyrrelser. 

( jo vidst, skal lige selv ud af det. Men i fremtiden).

Her vil viden og værktøjer om sexologi og seksualitet også gavne. 

For piger der lider af spiseforstyrrelse har i den grad også problematikker inden for dette tabu og uberørte emne. 

Og hvis man som sundhedspersonale ikke bringer det på banen, hvem skulle så gøre det? 

Men hov nu kom jeg helt væk fra overskriften. 

Jeg har været nede og spinne i dag!! 

Og er rigtig glad for at jeg kunne, med mit knæ altså. Dog er jeg lidt træt af at jeg ik kunne følge takten stående, men må hellere bare passe på så knæet forhåbentlig en gang kam stoppe med at gøre ondt. 

Jeg tænker derimod at det er en god ting at få styrket musklerne omkring det, da det jo er musklerne der holder leddet på plads. 

Noget andet der irritere mig i de her dage er også at jeg føler ik jeg kan blive mæt :/

Det er så fustrerende ikke at kunne stoppe med at spise og bare føle sig mæt. Burde være mæt. I dag efter skole, altså efter både morgen, formiddag og middags mad, kom jeg hjem og var sulten ( eller er jeg overhovedet sulten???) 

I hvert fald spiste jeg først en nektarin, så et æble, så en banan og en portion havregrynryn. Som om det ik burde være nok, så gik jeg igang med at lave kaffe, alt imens jeg ventede på kaffen rendte ned, tog jeg mig selv i at stå og probbe mig med mandler. 

Hmm :/ det er da heldigvis noget mad kroppen kan bruge og får nærring af. (Lidt positivt bliver man vel nødt til at være, men den positivitet holder kun så længe den står på vægtstigning. Hvilket nok kun er kort tid igen) 

Det skal nok stoppe engang (forhåbentlig)

Har sagt til mig selv jeg ik må holde det hemmeligt når det sker. 

Det skete igen, det er efterhånden længe siden sidst, det var heller ik så meget som det plejer. 

Men det gik galt. 

Det startede med at jeg skulle have min sen aftens måltid, havde egentlig spist en håndfuld mandler med lidt nutella. Alligevel besluttede jeg mig for at spise koldskål, og vejede ik kammejunkerne af. Skulle jeg nok have gjort. Det endte med at jeg spiste resten af posen. Og ja .. 

Op igen.

Men jeg vil ik lade mig slå ud af at jeg faldt i igen. 

Fik endda dårlig samvittighed over at jeg skal tage på, så nu har jeg spist frugt og endnu flere mandler. Har det lidt skidt :/ men skal væk fra det overspisning og opkast.

Det går jo også fremad, det gør det altså!

Har fundet frem til en belønning til mig selv, til når jeg kommer op på målvægten. Jeg skal have lavet en tatovering af englevinger på ryggen. De skal symbolisere min kamp som jeg har overlevet og vundet. 

På den måde begynder jeg helt at glæde mig til at få den lavet og kan måske skubbe tallet lidt i baggrunden. 

På den ene side ville jeg jo gerne have det går hurtigt med de sidste kilo, men der er jo stadig noget i mig der vil det modsatte (ellers havde det her jo ik været sket her til aften)

Men kæmper jo!

Jeg har lige talt mine vitaminpiller ( de to eksta B jeg får) 

Der er kun tilbage til en måned og 4 dage. 

Dem skulle man jo spise imens man tog på og nåede målvægten. 

Kan ik lade være med at tænke, om jeg skal sætte mig det mål at nå min vægt inden jeg ik har flere vitaminpiller. 

Det er dog super angstprovokerende, bare tanken!!!

Jeg må overveje det. 

Men blev dog lige nødt til at dele det på bloggen inden spiseforstyrelsen har takt mig fra mit ( måske ) mål.

Pyh..

Til slut lidt billeder ( fordi jeg går lidt amok med collager) 

Er officielt ikke længere undervægtig

Så kom dagen, blev vejet, vægten sagde 55. Det vil så sige at jeg nu har et BMI på  18,6, og hører ikke længere under kategorien undervægtig. 

Har i alt taget 7 kg på, end til videre.

Jeg er lidt ambivalent omkring min vægt.

Det er selvfølgelig en katastrofe for anoreksien, bare det at jeg ikke længere er undervægtig. Jeg er altså ik længere anderledes, jeg kan ik trøste og berolige mig selv ved at jeg er undervægtig, kan ikke længere bruge det som undskyldning hvis jeg er træt, svimmel eller hvis jeg har spist for meget (fordi kroppen skriger efter nærring)..

Det er altså bare mig, mig der godt kan være doven, grådig og dårlig :/ 

Oveni kommer den i endnu stærkere grad når jeg snart rammer min målvægt og ikke længere skal tage på. 

Jeg skal kun øge 3 kg mere ( og ja KUN 3 kg og så VIL jeg ikke mere op i vægt)

Men tvivler på jeg bliver sat direkte på stabilisering når jeg rammer de 58, målvægten hedder jo 58-61. 

Puh :/

På den anden side er det jo også rart at vide at der kun skal 3 kg ekstra som skal sidde på min krop.

Måske min krop også vil give mig min cyklus tilbage og så ja, så er min krop jo rask? 

Men hvad så med mig, hvornår kan jeg kalde mig (mit hovede) for rask? Og bliver jeg overhovedet rask? 

For hvad er rask egentlig ?! 

Føler mig fed ( også selvom fed ikke er en følelse)

Jeg skulle egentlig tænke over mit valg af eftermiddags måltid, hvorfor jeg gerne vil skubbe det til så sent som muligt, hvorfor jeg nogen gange vælger at spise mindre, fordi jeg antager jeg vil spise mere til sen aften. 

Men har ik gjort andet end at skrive de ting ned jeg har spist. 

Har svært ved at finde grunden til jeg gør det. 

Det gør mig måske tryg? 

Jeg ved det ik, og det fylder heller ikke.

Det det fylder nu er, at jo jeg kan spise, kan spise meget, faktisk.

Igår spiste jeg to hjemmelavede pizzaer til aften og en HEL pose chips, plus nogen af min kærestes chips. Det var delvist okay, de var med solsikkeolie, som efter noget søgning på google viste sig at være noget af det såkaldte sunde fedt.  Havde det derimod stadig dårligt over det her til morgen. (men har ik kompenseret!)

Hurra for det? Men alligevel ikke, er utilfreds, utilfreds med mig selv. 

Føler mig slet ik tilpas i min krop længere :(

Prøvede tre forskellige bluser i morges, kunne ik holde ud at se mig selv i tøjet. 

Min mave er blevet større, mine lår går imod hinanden igen, min røv er blevet bred og... :/ alt er bare større. 

Ih kan slet ik holde ud at jeg skal blive endnu større. 

Kan ik lide mine former, kan ik lide at kigge på min krop. 

Jeg er ikke længere tynd, ikke i mine øjne. Jeg føler mig tyk.

Hvilket gør det endnu sværere psykisk at blive ved med at tage på. Trangen til at tabe sig er stor. 

Men jeg må ikke.

Og hvorfor vil jeg også det? Hvorfor skal det betyde så meget for mig at være tynd. 

Burde have noget andet, noget mere meningsfyldt at fokusere på. 

Jeg skal jo tage på, så min krop igen kan fungere normalt, og give mig min cyklus tilbage. For det påvirker mig jo også, meget og tit.

Bare her forleden hvor vi var ude sammen med to vennepar, der var begge gravide. Jeg har ik fortalt jeg ik kan, heller ik når de spørg ind til om vi ik har snakket om det. 

Men det var ikke fedt at sidde der i midten af to andre som bare snakker om barsel, scanning osv. (Selvfølgelig skal de have lov, det er jo det som fylder for dem).

Men igen får det bare følelsen af at være utilstrækkelig mere og mere dominerende. Spilittet og utilstrækkelig, både overfor min krop, min kæreste og min familie over hvor dårligt jeg jo egentlig må have behandlet min krop og igen overfor spiseforstyrrelsen, at jeg ik længere lytter efter og adlyder hver kommando. 

Lige nu er jeg bare midt imellem, er hverken alt for tynd, men skal stadig blive tykkere. Jeg har stadig ik en normalfungerende krop.

Det er bare øv-øv oveni hinanden.

Og til sidst ved jeg jo godt hvilken vej jeg skal.  Skal have min krop til at fungere. 

Og end til da, utilstrækkelige mig vil gerne sige;

 Kære kæreste, undskyld jeg ikke er i stand til at give dig det samme som dine venners kærester kan. 

Det jo jo bare fordi ,,,

Fordi jeg ik kan holde ud at se normal ud 

- åbenbart ...

Den er min fjende, min tryghed, mit helvede, og den fylder en stor del af mit liv uden jeg selv er opmærksom på det.

Så har jeg været til samtale i dag, vægten var steget et kg. Hvilket jo var for lidt når det nu var en måned siden jeg sidst blev vejet. 

De ser det egentlig ikke gang som en reel stigning, da vægten jo svinger med 1-2 kg. Så fik af vide at det nærmere var en vægtstabilisering (for vejede 800 g mindre for 1,5 måned siden).

Men havde jeg vejet et kg mindre, så havde jeg jo fået klar besked på at jeg havde tabt mig. ...

Ih det er bare spiseforstyrelsen der snakker nu. Må det være? Jeg skal jo tage på, jeg skal, skal SKAL!

Jeg vil gerne være fri for den, for spiseforstyrrelsen, for tankerne. Men ved ik hvordan jeg skal gribe det an? 

Hvordan skal jeg ændre mig? 

Hvordan ved jeg hvad jeg skal ændre?

Hvor jeg skal begynde? 

Tvivlen blusser op- - - vil den blive ved med at være en del af mig, måske resten af mit liv :/

Den opfattelse fik jeg lidt i dag...

Syntes egentlig jeg havde en lidt træls oplevelse til samtalen idag. Det var som om de havde halvvejs opgivet mig :/ at jeg skulle tage stilling til om det bare er sådan jeg vil leve mit liv? (Eller var det bare for at provokere mig?)

Men nej? Det er det jo ik, jeg vil ik fortsætte med at leve mit liv sådan.

Jeg er bare ikke selv i stand til at finde ud af hvad jeg skal gøre for at blive rask?

Jeg kan ik selv tænke mig til det? 

Kan godt være det lyder dumt. Men jeg har brug for at få af vide præcis hvad jeg skal gøre. 

Retningslinjer for hvad der er rigtigt og forkert. Hvornår spiser jeg for meget? Hvornår spiser jeg for lidt? 

Vi startede dog op på lidt adfærd jeg skal til at ændre. 

Jeg skal ikke veje mig, skal sige til mig selv " nej, du gør det ikke, du MÅ ikke veje dig". ( håber også jeg når at sige hele sætningen til mig selv inden jeg allerede står på vægten)

Og på den måde kan jeg jo så heller ikke regulere maden ud fra det dumme tal der pupper op på displayet. 

En anden ting jeg skulle arbejde på, var at spise hele mit eftermiddags måltid og ikke bare tænke at jeg nok vil komme til at spise mere til sen aften. For det er jo i følge vægten ikke nok mad der kommer indenbors, i forhold til hvis jeg skulle følge vægtstigningen

Kan godt lide at have noget konkret jeg skal gå efter.

Jeg skal til at bearbejde tingene, ikke skubbe dem væk.. 

Men hvordan ved jeg hvad der skal bearbejdes, hvad er mig og hvad er spiseforstyrrelsen? 

Er vi groet sammen til en? Og vil den nogen sinde kunne trækkes ud af mig, efter alle de år, alle de rødder der er så dybt inde i mig. 

Den har sat dybe spor i mig, forgrenet sig rundt i min hjerne. 

Den sender mig nærmest uafbrudt  kommandoer om hvad jeg skal og burde gøre. Og når jeg føler mig svag, er den der med det samme. Får mig til at føle mig forkert, utilstrækkelig og ude af kontrol. 

Disse følelser spredes og ender ofte ud i angst og afmagt. 

Den får mig til at tvivle på livet og på dets formål.

Den er min fjende, min tryghed, mit helvede, og den fylder en stor del af mit liv uden jeg selv er opmærksom på det. 

Jeg vil gerne ændres, men har svært ved selv at ændre :/ 

Om sommerferie.. eller bare igen om vægt, tanker og det faktum omrking min super evne til at fortrænge...

Det er søndag i dag og jeg har haft min sidste vagt (end til videre) Hun ville ringe hvis de fik brug for ekstra hjælp til aften eller weekend. For nu er sommerferie-ræset ovre - for de fleste i hvert fald.
Jeg har først rigtig sommerferie nu. -- 3 uger, til jeg igen skal starte i skole.

Det er snart en måned siden, at jeg sidst har været til samtale, og nu står det lige for døren. På tirsdag er det præcis 4 uger siden og der skal jeg igen til samtale. Er lidt nervøs...

Har jeg nu taget det på jeg skulle. ( jeg tror det, tror jeg ?)
Har i hvert fald vejet mig på vægte rundt omkring ( når jeg lige har haft mulighed for det) Og de fleste sagde 54,7 ca, og det er jo flere dage siden.
Efter planen skulle vægten stå på 55 kg på tirsdag. Så hvis de andre badevægte vejer rigtigt, er jeg jo egentlig ret godt med? PUH!!

Burde allerede nu begynde og tænke over, hvad jeg gerne vil snakke om på tirsdag.
Jeg har bare så svært ved at finde på noget ?
Men bliver nødt til at overveje et eller andet.
Kom endelig med forslag !
Ellers ender det bare med at jeg sidder der og siger " jamen det går fint, det går bedre med maden, jeg træner ik så meget mere - så det hele går jo bare godt?, ik?"

Og helt ærlig, det går da også bedre, virkelig !
Men... Jeg er også bare mester i at fortrænge alle de "syge" ting jeg går og laver.
At jeg stadig går og prøver på at kompensere lidt fordi jeg jo egentlig ikke mener at jeg har brug for at tage på ( det må være spiseforstyrrelsen). At jeg kan finde på at veje mig 3 gange når jeg er på besøg hos min svigermor, bare fordi jeg lige skal se om det nu kan passe at jeg vejer det den siger (igen spiseforstyrrelsen). Eller bare det at tanken om at tage hjem til mine forældre og veje mig mens de er på ferie, så jeg kan gå rundt i hele huset og placere vægten 20 forskellige steder, for at se om jeg virkelig vejer det jeg gør. (det sidste her er dog kun tanker, som BESTEMT IKKE skal føres til handling)
Jeg har stadig svært ved at holde min madplan og føler hurtigt at jeg komme til at spise for meget.
men hey, det er også bare meget mere okay inde i hovedet når jeg jo alligevel skal tage på.
Argh, så igen frygten for at nå målvægten, , hvad så ? hvad gør jeg så hvis jeg spiser for meget ? Det kan jeg jo pludselig ikke længere tillade mig?!?!? ( hello opkast igen !)

Og et andet eksempel var at jeg gik helt i sort da vi forleden blev inviteret hjem til svigermor på KAGE, efter jeg havde fået eftermiddagsmad !!! (fik alligevel af pli slugt et mini stykke kage som også blev nede)

For det er da egentlig længe siden jeg har haft en episode med overspisning og opkast!

Blev egentlig helt stolt da kiggede på kalenderen, wow, det var jo en måned siden jeg sidst havde kastet op!
Jeg blev helt høj!
...men så gik der lige en halv time, hvor tankerne lige fik lov at slippe løs. --- nej hov, du kastede lidt op her forleden ( fordi du syntes du havde spist alt for meget pizza til aftensmad)
havde også spist meget, men det er jo ik normalt at fortryde det ved at skylle noget af det ud i toilettet?
Og bare det at jeg helt havde skubbet det ud af hovedet, så jeg ikke engang kunne huske det, sådan rigtigt...
Hvis jeg ik får det sagt, er det ofte bare som om det aldrig er sket?

Altså kan jeg bare tage mig selv i, gang på gang, at jeg gør ting eller tænker ting, der jo ik er normale :/
Er det mon fordi at jeg har været spiseforstyrret i rigtig længe og den dermed har sat så dybe spor i mig, at jeg har svært ved at se hvad der er normalt og hvad der bestemt ikke burde være normalt at gøre.


Jeg må virkelig bare være super god til fortrænge!