Anoreksi er mere farligt, dog er det mere ubehageligt og flovt at have bulimi, efter min erfaring..

Jeg har lidt af overspisning og opkast `bulimi` i mange år. Kan rent faktisk slet ikke huske hvornår det startede eller hvad der startede det.

Måske det var tanken om, at jeg ik ville være tyk, men alligevel ville jeg gerne kunne spise.
Jeg har med tiden fået nemmere og nemmere ved at kaste op. Det har bare gjort det endnu svære at stoppe det.

Det er jo fedt at man ik tager på af det man spiser ?
(det er bare ik fedt måden det så foregår på)

Jeg har holdt det hemmeligt i mange år.
Men har altid følt det stod printet i panden på mig. Især når jeg har stået i butikker og købt fede og søde sager, i mængder andre ik tror ville kunne spises af én person.
Jeg er altid så flov, så jeg undgår altid lidt at se på kassedamen.
Kan hun mon læse mine tanker? Kan hun se jeg skal hjem og spise det hele selv og kaste op bagefter?

Bulimien er jo nærmest blevet en ´ven´ for mig? En der altid er der når jeg er alene, specielt om aftenen. Det kan jeg være sikker på. Lige meget hvor meget jeg egentlig havde tænkt mig at jeg ikke skulle, ender det alligevel med at den kommer. Jeg har svært ved at fortælle det. Fjerne stoltheden over at jeg stadig ikke kan være alene. Den fylder mig kortvarigt, hvorefter jeg kaster op. Jeg får et kick af episoden. Noget som jeg endnu ik har fundet en erstatning af -- endnu..
Jeg ligner jo nærmest en junkie, når jeg står der med røde øjne. Jeg kigger mig selv i spejlet og tænker på hvorfor jeg overhovedet gør det her. Sekundet efter drejer tankerne over på om hvor meget jeg nu har fået op.

Nu kommer den dårlige følelse. Dårlige tanker, dårlige samvittighed.
Alt det der er med til at pille min selvværd længere og længere ned.
Du er klam..
Du kan ikke engang være alene..
Du kan ik styre det du spiser..
Din grovæder..
......

Jeg har ikke lyst til noget, jeg vil bare sove - hvis jeg kunne.
Jeg vil være alene.

Alligevel giver det mig en hvis ro i kroppen.
Jeg er ikke længere rastløs, jeg tænker ikke længere på hvad jeg skal spise.
Jeg har ro i mit hoved, ro i min krop, som om jeg var dopet...


Jeg vil ik skrive ned hvad jeg har spist, det er unævneligt. Jeg har dårlig samvittighed. Tænk at jeg igen har gjort noget så usundt og ækelt ved min krop.

Jeg gad da godt at det var anderledes, at det ville stoppe. 

At jeg kunne sige, 
"Jeg kan da slet ikke spise alt det, selv"

Bare sige jeg er helt normal

Jeg har normale spisemønstre ? 

Jeg VIL være normal, jeg vil ikke være alene hjemme og grovæde. 

Kaste op når jeg er mere end fyldt. 

Mærker ensomheden bagefter 

Kigger mig i spejlet, på mine røde øjne, hvorefter jeg alligevel prøver at få mere op.

Alt imens jeg tænker, det her er virkelig ikke godt, jeg burde stoppe, burde helt lade være med at gøre det mod min krop.

Jeg siger til mig selv, det er sidste gang.

Det skal IKKE ske igen. 

Men så snart jeg er alene,,,, og sårbar. kommer den, den banker igen på døren. Lokker mig ind endnu en gang.

Den forlader mig ikke let. Det ved jeg.

Men ville gerne den ik var en del af mit liv.

Eller gør jeg? Burde jeg ik være stærkere til at sige fra?