Tankerne er det som forsvinder til sidst

Jeg har det godt for tiden. Er begyndt at smage på livet som det rent faktisk er. 

Livet byder jo på så mange forskellige ting. Tænk hvor dejligt det er at det ikke kun handler om mad. Jeg er nået til et punkt hvor jeg ikke konstant tænker på mad. Hvor jeg har det okay med at mine knogler ikke er tydelige, at der nu er former istedet. 

Jeg kan ikke længere passe bukserne i den mindste størrelse i butikkerne, går hellere ikke længere efter størrelse XS. 

Men alligevel ved jeg jo godt at tankerne stadig er der, lige gemt under overfladen. Klar til at bryde ud i hvert et sårbart øjeblik der rammer. Som en sæbebobbel der springes ved blot et lille prik. 

Min kæreste havde i dag købt en ost til mig, nærmere sagt et helt kilo brie ost. Der står med store fede bogstaver udenpå 60% fedt i tørvægt. 

Jeg gik helt i koma, jeg skal IKKE spise den ost der, 60% FEDT!! 

Han må da være gal? Det kan jeg jo ik ? 

 

Det førte så til at jeg selvfølgelig måtte se nærmere på den. Okay det stod så 32g fedt pr 100g altså så den ligger på 32% i ikke-tørvægt? ( hvad f***** er tørvægt så?)

Så efterfølgende blev blikket ført over på kalorier!! Og så sammenligne med den anden ost jeg har liggende.

Den ost som jeg troede kun indeholdte 16% fedt (den jeg plejer fra samsøe). Så havde jeg købt en forkert ost? 

Det var 28% fedt i min ost. 

28!!!! Og jeg har spist næsten den hele. 

Hvordan kan det lige ske !?!? 

Jeg gik helt i panik.  Der er over 100 kcal mere pr 100g !!!

Argh, samel dig !!!

For på den anden side, da jeg så lige fik tid til at falde ned igen, kunne jeg jo godt være mere realistisk i min tankegang.

Helt ærlig!

Jeg er jo ik blevet mega fed af at spise den ost istedet for den anden jeg plejer. 

Jeg kan ikke se på min mave at jeg har spist ost med 28% fedt istedet for 16. 

Nej, ingen synlig forskel faktisk ?

Wow!

Så nu tør jeg måske godt tage noget brie. Også selvom det der 60% fedt i tørvægt skriger til mig og skræmmer noget så grusomt. 

Jeg skal tage mig sammen, fra sidste vejning var der jo stadig et par kg endnu. Så hvorfor ik føre et par 100 gram ind med noget ristet rugbrød med brie? 

Jeg er begyndt at være lidt mere rationel. Når jeg bare lige får lidt tid til at bearbejde det.

Har endda oven på min lille dumme oste-episode spist en plade chokolade, ja 100g, og er alene hjemme. 

Kan med stolthed sige; jeg har nydt den og vigtigst af alt, følt at jeg (næsten) har fortjent den. Og derfor beholdt det hele nede i min mave. 

Jeg står imod stemmen som lokker med den befrielse det ville give mig ved at få alle de kalorier op igen. 

Men nej !

Jeg vil lade det hele ligge nede i maven, lade min krop få ro og give mig selv den glæde at, man faktisk godt kan spise chokolade når man er alene hjemme, uden at kaste op!

Det er okay! 

Jeg er på rette vej, det kan jeg mærke. 

.. Har det dog lidt dårligt over at skrive et nyt indlæg uden at have svaret på de søde kommentarer fra forrige indlæg om nu historie. Har læst den og de betyder rigtig meget for mig. Har bare ik haft overskud til at få svaret. 

Min historie.... So far

Min historie

Min spiseforstyrrelse har været i mit liv i mange år, jeg kan egentlig ikke huske hvad der præcis startede det. Måske det var veninden som kastede sin nudelsuppe op, fordi hun ikke ville tage på og jeg derfor også måtte prøve det? Eller var det min usikkerhed og mangel på identitetsfølelse?

Jeg ved det i virkeligheden ikke, men som årene gik, blev jeg mere og mere påvirket af den.

Den begyndte med små skridt at ændre mine vaner.

Vanerne omhandlede hvad jeg måtte indtage af kalorier, hvilket mad jeg skulle spise og hvor ofte og hvor længe jeg skulle træne. Jeg troede faktisk selv at jeg bare levede sundt. Jeg fulgte jo bare alle de her kendte slankeråd som man konstant bliver bombarderet med overalt. Altså begyndte jeg at skære ned på kulhydrater (brød/ris/pasta), spiste mere frugt og grønt, minimere fedtindtag, og skrue op for træningen.

Alle jo hørt om alle disse råd – spis mindre og træn mere. Og jeg fulgte de råd? Så jeg måtte jo være sund?

Men jo længere tid der gik, jo mindre måtte jeg spise, havde et helt regnskab oppe i hovedet om hvor mange kalorier jeg måtte spise og hvordan jeg skulle overholde mine regler. Jeg var jo nærmest et omvandrende kalorie leksikon. Der var snart ik den ting jeg ikke vidste hvad indeholdte. Heri begyndte træningen også at gå fra at være lystbetonet til at bare blive en kamp for at forbrændte et bestemt antal kalorier hver uge. Dette mønster endte med at jeg til tider tabte alt kontrol og endte med at overspise og kaste op. Hvorefter jeg fik det endnu mere dårligt med mig selv, med at miste kontrollen og det medførte bare endnu strengere regler.

Jeg har egentlig længe lagt lidt imellem disse to typer af spiseforstyrrelser, bulimi og anoreksi. Jeg har overspist, kastet op, overtrænet og sultet mig sig i en endeløs kamp om at undgå at tage på. Livet var et helvede. Skamfuld når jeg kastede op, udmattet efter træningen som aldrig kunne blive hårdt nok. Utilpas af at gå uden nok mad.

Alligevel ville jeg ikke rigtig indse at jeg var syg. Jeg var jo bare sund, måske lidt sundere end andre. Grænserne for hvad der er sund og FOR sund, altså usundt var fjernet. Det kunne bare ikke blive sundt nok.

 Jeg startede i behandling i oktober 2012. Fik stemplet anoreksi, som medførte at jeg kunne få behandling, på trods af min alder som daværende 22 åring. Stadig syntes jeg nok selv at det var mine opkastninger der var det syge ved mig. Selvom jeg på dette tidspunkt havde jeg tabt mig i alt 18 kg (fra min højeste vægt). Jeg fik opstillet det scenarie at jeg skulle tage 10 kg på, som minimum. Der skulle stiges med mindst 500g i ugen. Vægtstigning er svært, alt i en strider imod og tankerne prøver at snyde en til at man ikke behøver at tage på. Bare alt det man havde bygget op, og fokuseret på handlede jo udelukkende om at skulle udgå at tage på og helst tabe sig, bare bliver tyndere og tyndere. Alt blev vendt på hovedet.

Jeg ville jo ik være fed, jeg kunne ikke selv se at jeg var undervægtig. Inde i mit hoved kørte sætningen gentagende gange ”Hvordan kan de stå og sige at JEG er UNDERVÆGTIG?” Så har de da ik set mine lår som flader ud, min mave som buler ud over det hele. Jeg følte slet ikke at jeg lignede en der havde anoreksi! Piger med anoreksi er da tyndere end mig! Følte mig ikke tyk heller, men nærmere normal der lige kunne trænge til at tage et par kg eller tre.

Det påvirkede så min proces og min vægtstigning. For det var jo virkelig svært at kæmpe mod at blive rask, når jeg ikke rigtig følte mig syg og kæmpe for at tage på, når man ikke selv følte det var nødvendigt. Jeg ville selvfølgelig også gerne kunne leve et liv uden disse strenge regler, uden at hele tiden skulle tænke på mad, uden at alt skulle handle om mad, vægt, kalorier! Men på daværende tidspunkt troede jeg, at uden disse regler, at ville det hele løbe løbsk, jeg ville jo blive fed, jeg ville slet ikke  kunne styre det.

Men jeg kom altså i gang med behandling, hvor jeg havde håbet på at kunne ligge med ned og få dem til at fjerne min spiseforstyrrelse, ja faktisk bare tage den fra mig. Men jeg blev klogere. Der ventede sig en kamp, en ualmindelig hård kamp. Hvor jeg så vil tilføje at det har været det hele værd!

Det er altid svært at gå nye veje. Der har været utallige af episoder hvor jeg er brudt grædende sammen eller gået min vej, bare fordi jeg ikke kunne spise de ”forbudte ting”. Det har derfor været lettest at spise hjemme i starten, vide hvad jeg skulle have så det var til en start sat i struktur.

Hver dag var en kamp. Mine dage gik i etaper imellem måltiderne, havde mest bare lyst til at tiden bare fløj af sted. Ville ønske jeg kunne ligge mig ned og sove, men ikke engang det var jeg i stand til, sov elendigt om natten. Jeg frøs konstant, mine ben og arme var som is. Jeg gemte mig i store bluser. Mit hår blev tyndt, min hud blev tør og mine negle knækkede. Jeg var til lægeundersøgelse og fik af vide at mine tarme var sat på pause fordi min krop ikke havde energi til at holde dem i gang.  Alt det her var min krop der fortalte mig at jeg havde brug for hjælp, og mest af alt - brug for mere mad.

Jeg fik dermed udarbejdet en kostplan hos diætisten, som jeg skulle følge. Hvilket jeg overhovedet ikke var i stand til. Ville egentlig ønske i dag, at jeg havde fulgt den fra en start, så min vægtstigning havde været mere stabil, i stedet for at svinge så meget, som den nu har gjort.

Der er jo kun en vej frem. Jeg har først et år efter jeg startede i behandling indset at anoreksi ikke er vejen frem, det er ikke noget der holder i længden (hvis man kan sige det sådan). Der er rent faktisk ting i verden der betyder mere. Og hvis man har anoreksi kommer man aldrig videre i livet, man kan for eksempel ikke tage en uddannelse og tage ansvar for sin egen fremtid. Man ødelægger simpelthen sin fremtid.

Min egen store motivations faktor var, at jeg en dag gerne ville blive gravid og være mor. Hvilket kræver at jeg skal have min menstruation, som kræver at min krop skal være normalvægtig og normal fungerende.

Men det var en kamp at tage på, det var svært at spise kulhydrater, det var svært at holde op med at træne. Jeg fik endda kommentaren i min behandling om jeg overhovedet ville være rask? Fordi jeg igennem hele forløbet har følt mig mest sikker ved at lige hive i håndbremsen, så det ikke gik for hurtigt.

Jeg har dog altid gerne ville være ”rask”. Mere og mere efterhånden som vægten steg, blev jeg gladere, Jeg havde flere og flere ”gode-dage”, jeg kunne altså mærke at jeg fik det bedre hvilket også forstærker følelsen af at ville være rask. Jeg kunne pludselig tage ud og spise. Jeg kunne spise med andre. Jeg kunne være social.

Jeg er også begyndt at have tid og lyst til at være sammen med veninder igen. Og jeg må indrømme, at det er virkelig en vigtig del at være social, både med familie og venner. For når man skal ud af en spiseforstyrrelse, bliver man nødt til at fylde tomrummet ud med andre ting. Jeg har selv erfaret at det sværeste var at være alene. Når jeg var alene tog spiseforstyrrelsen helt over, jeg var alt for svag til at kæmpe imod og blev kastet tilbage i de dumme gamle rutiner.

Jeg ved ikke om jeg nogensinde bliver helt rask. Men jeg er ikke længere syg. Det styrer ikke længere min hverdag. Der er stadig flere ting jeg ikke kan spise eller drikke.  Tankerne er der stadig, men nu er jeg i stand til at overdøve dem. Lytte mere til fornuften. Jeg tror på at jo længere væk man kommer fra det, jo mindre vil det komme til at fylde. Dermed har jeg nu også nemmere ved at være åben omkring det.

For jeg har egentlig altid haft svært ved at fortælle min historie, følt det var pinligt og at der ikke var nogen som måtte vide det. Der har altid kun været ganske få der havde indsigt i min lille hemmelighed. Jeg er ked af at have været så flov over det. Jeg er også blevet fortalt at folk jo godt kunne se jeg var syg, da jeg var så tynd, fået af vide at det var tydeligt at der var noget galt. Men har aldrig ville indse at det kunne ses, jeg var flov. Men jeg burde ikke være flov, det var jo ikke min skyld at jeg blev ramt af en spiseforstyrrelse!!

Jeg vil gerne hjælpe andre piger med spiseforstyrrelser, komme ud af det helvede det er at være enden fanget af anoreksi eller bulimi. Hvad det gør ved ens liv og hvor svært det kan være at se at der rent faktisk er et liv bagefter, uden at skulle blive styret af strenge regler.

Det har været mit livs hårdeste kamp, men når jeg tænker tilbage på hvordan jeg havde det, så kan jeg med sikkerhed sige at det har været det hele værd! Og jeg har ikke kunne klare det uden min dejlige familie og kæreste, det er vigtigt at have et støttende bagland.

<3

Skal jeg ud med min historie ?

Jeg var til noget tema-aften igår der omhandlede spiseforstyrrelse på Varde gymnasium. Det var mest forældre der mødte op. 

Jeg var egentlig også bare med for at høre min veninde som skulle op og fortælle hendes historie. 

Det var faktisk spændende og jeg tænkte  efterfølgende, at jeg også selv kunne få lyst til at stille mig op og fortælle min historie.

Tror jeg..

Først og fremmest ville det nok være en ide at gøre min historie konkret for mig selv.

Jeg tænker også at det er en god ting at gøre uanset.

For så er det nemmere at lægge væk, når man ved hvad man forlader. 

Det er ikke lige så let bare at fortrænge og skubbe væk.

At skrive min historie ned vil gøre mig mere bevidst om at jeg har det bedre nu, hvor meget det havde ødelagt mit liv, opslugt min tid og mine tanker.

Hvor spiseforstyret jeg egentlig har været og hvordan det startede og tog overhånd og styrede det jeg kaldte for liv. 

Det tror jeg kan hjælpe mig med at komme videre. 

Skal også videre. Fik lidt det scenarie at jeg skulle tænke over hvornår jeg selv tænkte at jeg var færdig med behandling og altså klar til at komme ud og stå på egne ben.

Der blev foreslået til nytår. 

Er jeg klar? Jeg vejer jo ik helt det jeg skal endnu?

Vil gerne have hjælp til at stabilisere så det ik ender med ar jeg vejer mig hele tiden. 

På den anden side vil jeg jo også gerne være fri for at rende til samtaler, men et jeg rask nok til det? 

Måske er jeg, ved det ik. 

Husk på de små sejre!

Jeg har fået det bedre siden mit sidste indlæg. Og har nu mere end nogensinde sagt til mig, at det nu skal være et overstået kapitel i mit liv. 

Selvom jeg også godt ved at det bliver en næsten umulig opgave. 

Bemærk - NÆSTEN umuligt! Det kan lade sig gøre.

Men har egentlig været lidt stolt over mig selv, over små ting, handlinger jeg har udført her i de sidste par dage.

For det første kunne jeg overkomme at spise to boller med ost og ik bare to stk rugbrød. ( der står tre i planen, men har altid kun taget to) alligevel var det en kamp for mig pludselig at spise to boller istedet. Er vi lige enige om at der er flere kalorier i to boller end to stykker rugbrød!!

For det andet så formåede jeg selv igår aftes at spise en portion ymer + drys efter at have været omme ved mine sviger forældre og spise aftensmad OG dessert. 

Jeg gjorde det fordi at jeg på den ene side ikke helt tænkte at jeg havde fået nok, i forhold til planen. Men også fordi, jeg var sulten, JEG MÅ GERNE VÆRE SULTEN, selvom jeg har spist. 

Eller,,

 det er legalt nogen gange.

Og det er med at spise ekstra når jeg føler det er okay. 

Igen i dag, spiste jeg ud over de faste rammer. Jo jo. 

Det skete efter jeg lige var kommet hjem fra skole i dag, gik et æble fra haven, lidt bær og igen ymer + drys. Selvom klokken kun var kvart over to. 

Der plejer altså ik blive spist eftermiddags måltid før EFTER kl tre!! 

Nu skal det være, Nadia, nu er det ved at være på tide til at tage de sidste små kg du mangler! (Der er ingen vej udenom)

Så må jeg jo købe nye bukser, for allerede nu sidder flere stramt, og har endda smidt to par ud.

Men man kan vel heller ik regne med at man kan passe de samme bukser efter at gå ti kilo op i vægt?

Og som om det ikke skulle være nok har jeg yderligere fået et stykke kage og islaffe ekstra til eftermiddag. 

Til min sen aften tog jeg igen yoghurt , hvorefter jeg efterfølgende fik to stykker æbletræte. 

Puh min mave er FULD!!!

Tror mine ædeflip bunder lidt i at jeg skal vejes mandag. 

Magter ik at få af vide "du spiser ikke nok!" Igen igen igen