Om bloggen

Nu har jeg endelig fundet ud af at lave om på hvem der kan kommentere, nu burde alle kunne kommentere.

Håber det virker!

Frustreret over mave, som ik gider fortælle at den er mæt og tanker som omhandler mad.

Den dårlige samvittighed melder sig. 

Du har spist for meget, nadia 

( men tanker kører stadig på mad, føler mig sulten. Eller føler mig i hvert fald ikke mæt) 

Har spist mere end hvad der står på planen, tror jeg. Har dog hverken vejet eller målt mit mad. 

Men er sikker på det er mere. 

Flere kalorier

Tanker skriger af mig 

" som om du har anoreksi, se bare hvor meget du spiser, du kan slet ik stoppe"

" du bliver bare ved og ved med at proppe dig med mad"

" og tænk bare, det fortsætter, selv når du har nået din vægt, du bliver tyk. Du kan jo ik styre dig"

                  GROVÆDER! 

Jeg prøver at overhøre dem. Men de rammer bare så hårdt, spiseforstyrrelsen ved hvor og hvornår den skal gribe ind, hvornår den skal få mig til at vende tilbage. 

Men jeg vil ik tilbage

Men jeg vil heller ik blive tyk

( og jeg bliver jo tyk af at blive ved med at spise? og ik blive mæt)

For er jeg i virkeligheden sulten?

Eller er det fordi der er noget andet galt som jeg pakker ind i aktiviteten at spise. 

Spiser jeg bare mine følelser??

Og hvad gør jeg så? 

Hvad gør man ved det? 

Indeni føler jeg mig som en tyk pige, 

En tyk pige der sidder alene, 

Alene hjemme og spiser 

Rettere ment, propper sig med mad

Slik, chokolade og kage 

Kaster det ind uden egentlig at hverken smage eller nyde maden.

Bare æder fordi hun ik kan andet 

Æder fordi hun keder sig 

Æder fordi hun føler det som den eneste ting der virkelig kan fylde hende ud. 

Kan godt være, at jeg ikke ER den pige, men føler mig som hende, har hendes følelser og det skræmmer mig. 

Jeg vil ik være sådan. 

Jeg prøver ihærdigt at fylde så meget af min tid ud med andre ting, så jeg ik ender op alene hjemme, med tanker på mad og følelser som hende. 

Jeg gør alt hvad jeg kan for at undgå det. 

Men måske er det ik godt at undgå det?

Måske jeg burde bearbejde det. 

Hvorfor føler jeg mig som hende?

Hvordan kommer jeg videre?

Hvorfor skal alt bare dreje sig om mad? 

Hvor findes den gyldne middelvej ?

Om sommerferie, sommerjob, hemmelighed og sygdom

Så er sommerferien startet. 

2 hele måneder går der, før jeg igen skal tænke på studie, bachelor og teori. Det er nu egentlig en dejlig fornemmelse. 

Jeg skal stadig bare have noget andet at udfylde alle timerne med. 

Men alligevel valgte jeg at udsatte, at lave skemaplaner igår til samtale, da jeg lige vil se tiden lidt an. 

Jeg har jo fået sommer-arbejde, og endnu bedre, som ergoterapeut, ergoterapeut!!! Det er så fedt! dog ved jeg endnu ik hvor mange vagter jeg vil få. 

Og igen når lykken så er brudt ud kommer alle de bange fornemmelser.

Kan jeg nu klare det?

Kan jeg finde ud af det? 

Er jeg dygtig nok? 

Osv osv. 

Ih STOP!!

Nadia, du er ny, du har ingen erfaring, du skal jo først lære det. Og det ved de jo godt, de ved jo godt hvordan det er at være nyuddannet og kun har teori og ingen praksis erfaring at trække på. 

Det er jo det jeg skal ud og have, ud og lære håndværket i mit fag. 

Og det er jeg sikker på vil give bonus når jeg til februar skal ud og søge job som færdiguddannet.

Igår var jeg til samtale, mor var med. 

Det der rørte mig mest, var da vi snakkede om, at jeg holdt min sygdom hemmeligt.

Jeg skjuler den overfor selv mine svigerforældre.

Der er kun ganske få der ved det. 

Min kontaktperson mente at jeg bruger meget energi på at skjule det, og at jeg måske endda også skjuler det så meget, at jeg skjuler det for mig selv. 

Og det tror jeg er sandt.

Det er hemmeligt og flovt for mig

Jeg skjuler/fortrænger det, fortrænger at der er noget galt. 

Jeg tager da tit mig selv i at tænke "jeg er da ik syg"

Næh nej, jeg er da helt normal?

Bilder mig selv ind at jeg ik har en spiseforstyrrelse, at mine tanker er normale. 

Men når jeg tænker over det, så er jeg jo påvirket af mine egne spiseforstyrede tanker. Problemet er bare at jeg rent faktisk ik tænker over at jeg er påvirket af dem, eller at de er spiseforstyrede..

Og det tror jeg hæmmer mig i at komme videre. 

Det hæmmer mig i at stige i vægt. 

Føler ik jeg længere har kontrol over min vægt og dens udfald.

Sidst var den steget 2 kg, jeg var ødelagt indeni. 

Igår var den faldet 600g. 

Det mest positive om det, var da lige at jeg tænke øv så er der endnu flere kilo der skal ekstra på min krop. 

Men det er vel også en god tanke? 

Det er ik bare lykke ved at vægten falder. Jeg vil jo rent faktisk godt, at det så bare ik hænger sammen med at jeg vil have de kilo fordelt ud på min krop er så noget andet.

Sidder bare nu her med spørgsmålet.

Vil jeg få det nemmere ved at være mere åben om min sygdom :/

Ville det få mig til at indse at jeg rent faktisk er syg? 

Ville det blive lettere fordi jeg undgår kommentare som, spis, du har da godt af det.

Eller gøre det lettere at svare på kommentare som, hvorfor skal du ik have kage ?

Hvorfor jeg skal høre om der er noget light før jeg vælger en sodavand.

Hvorfor jeg helst skal spise på bestemte tidspunkter. 

Men,

Hvornår er lige et godt tidspunkt at lufte lidt hints om at jeg har svært ved at spise?

Det tidspunkt findes bare ik rigtig? 

Og ville jeg kunne få det sagt hvis jeg egentlig fik chancen ? 

Er kommet ovenpå igen og fået nyt overskud til at fortsætte min kamp

Jeg er bare blevet alt for dårlig til at få skrevet på min blog.

Jeg har bare slet ik haft til eller overskud. Ikke fordi jeg har det dårligt, har det faktisk helt okay for tiden.

Syntes der sker så meget, selvom det egentlig ik er fordi jeg har overdrevet meget at skulle. 

Sommerferien står snart for døren, tirsdag i næste uge er den sidste skoledag. 

Bliver dejligt med pause fra skolen, bliver stresset og presset af at høre om bachelor, bachelor og atter bachelor !!

I dag skal jeg så ud og forsøge at få noget at lave her i sommerferien. 

Det vil sige at jeg skal til jobsamtale, hvilket frembringer både nervøsitet og spænding!!

Jeg har svært ved at finde ud af hvordan jobsamtalen gik, jeg har bare en dårlig mavefornemmelse. Hvorfor kan jeg ik bare finde ud af at virke stærk og selvsikker????

Men de ville kontakte mig, og det lød alligevel okay lovende, og alligevel har jeg det underligt indeni. Hmm 

Udover jobsamtale bød dagen på en spontan fridag ( igen en syg lære)
De fleste ville vel blive glad for en fridag, men min tanke var "Hvordan skal jeg nogensinde selv kunne læse op på det vi skulle have haft"
Syntes det er så mange svære teorier, videnskaber og metoder vi skal kunne til bachelor, og mangler virkelig at få samling på mine frustrationer !
Hvad skal man præcis skrive om, hvilken type problemformulering skal man formulere, og hvilke metoder er der så til den bestemte problemformulering, hvilken videnskab skal man fokusere på??
Er det inden for de nationale retningslinjer for bachelor ? Er det kvalitetsudvikling af ergoterapeutisk praksis????
Argh!
Håber det kommer løbende, for lige nu kan mit hoved slet ik rumme alt det hele


Når det så er sagt så er jeg begyndt at fokusere på at jeg skal have nogen veninde-aftaler igen, hvilket jeg selv har taget initiativ til i denne uge.
I dag kommer veninden fra psyk, efter jeg har været til jobsamtale. Så måske er det godt nok jeg har fridag, så kunne jeg da gøre lidt rent inden hun kommer. ( selvom her jo egentlig ser fint ud, og det nok kun er mig selv der ser de hundehår og poter aftryk på gulvet) Som i øvrigt kommer igen efter en ½ dag.

I morgen skal jeg spise med 2 andre piger, så det betyder 2 måltider ( aften + senaften) sammen med andre, jeg ved ik hvad vi skal have. Men vil prøve at få spist det jeg nu skal. Selvom jeg kender mig for godt til at kulhydrater hurtigt kan blive byttet ud med grønt !

Igen fredag kommer min tidligere veninde fra Århus, der er musik i byen og der skal nogle stykker mere med.
Jeg har overvejet flere gange, om jeg skal som jeg plejer lade være med at drikke ( argh, det er jo bare så mange kalorier i drinks) kan slet ik overskue hvor mange flydende kalorier der kommer ekstra ind i budgettet når man skal en tur i byen. Plus det mad man jo også spiser om natten. :/
Har endnu ik taget stilling til om jeg skal finde på undskyldning for at tage en kaffe/cola zero istedet for de farlige drinks.

Men når alt kommer til alt er jeg bare glad for at jeg har fået lavet aftaler og ikke tænker på undskyldninger for at melde fra.
Jeg mangler jo rent faktisk noget social aktivitet.

Så må jeg bare krydse fingre for måske få et sommerferie job også 




Medhensyn til maden, så har kæresten og jeg lavet en madplan, så jeg ved hvad vi skal have til aften. Det giver alligevel nogen frirum for hovedet i løbet af dagen, så skal jeg ikke tænke over hvad vi skal have, hvad jeg skal handle, hvad jeg føler jeg må/kan spise.
Denne uges madplan er taget ud fra min opskriftbog fra Christian Bitz, så det er sunde gode retter. Og jeg får faktisk spist kulhydrater.
har fået ris de to sidste dage. Det er som om det var nemmere når risene var blandet med revet gulerod, agurk og tomat. Og har fået fed kokosmælk til sovs.

Det er blevet nemmere at forholde sig til min vægtøgning.
(om det så skyldes at jeg har læst på nettet om at det er normalt at tage på når man starte på at styrketræne fordi kroppen lagre mere kulhydrat og dermed mere vand, plus at blodproduktionen stiger helt op til 1-2 liter ekstra blod) Jeg har jo stadig taget på, og så mange gange har jeg heller ik været nede og træne (måske 4 gange mellem vejningen). Men det gør det stadig lettere, også med at få proteinpulver efterfølgende.



 

Ny dag - op på hesten igen

Jeg havde igår "pause" fra madplanen, og det havde jeg behov for ovenpå episoden igår. 

I dag skal jeg igen op på hesten og følge planen, spise, give min krop det den skal have. 

Motivationen er væk, i hvert fald lige nu. 

Men de siger jo at jeg ik vil blive ved med at tage så meget på af madplanen, at det vil udligne sig, jeg er ik overbevist om at det er rigtigt. Tankerne skriger i mit hovede, råber hvor skrækkeligt det bliver hvis jeg igen om to uger har taget endnu to kg på. 

Men kan ikke andet end at prøve, prøve at blive ved med at spise efter planen, prøve at se hvad resultatet bliver heraf. 

Har givet mig selv den "sikkerhed" at hvis den igen stiger 2 kg, må jeg godt holde en pause.  

For om 2 kg er jeg ifølge BMI ikke længere undervægtig. 

Og så bliver det endnu sværere at tage de sidste kg på. 

Der er røget 5 på, der er 5 igen inden målvægten er nået. 

Det eneste som kan berolige mig bare en lille smule ved min vægtøgning er, at jeg jo ser ud som jeg gør, så når vægten siger det den gør og ik mindre, så er der jo bare det færre kg tilbage som skal placeres rundt på min krop. ( jo mindre skal jeg stadig vokse)

Ved ik om det giver mening ?

Hele min verden er faldet sammen

Jeg har stort set fulgt min madplan her de sidste 2 uger, kun med få udsving. 

I dag var jeg så til samtale, blev vejet.

Allerede på vejen derhen begyndte angsten, jeg blev svimmel, mit hjerte hammerede og kunne sket ik fokusere.

Jeg kom ind, blev fulgt op i rummet, tog tøjet af og stillede mig op på vægten. 

Nu brød angsten for alvor ud.

Jeg havde taget på, alt for meget. 

Jeg har taget to kg på, to kg på to uger. 

Jeg blev helt lammet, var slet ik klar på samtale efterfølgende. Prøvede ihærdigt at holde facaden, men jeg kunne ik. 

Tårene pressede på og der var ik magt nok til at holde dem tilbage. 

Jeg er frustreret, bange og ked af det.

Jeg kan slet ik rumme at have taget så meget på. 

Derfor gik begge samtaler mest med at få overbevist mig om at det jo var en god ting, jeg skal jo tage på. Jeg har stået stille på vægten i længe, så set over tid havde jeg jo ik taget så meget på. 

Men der var Intet der kunne trænge helt ind i mig, ingen ord kunne overdøve den følelse af afmagt som vægtøgningen havde medført. 

Intet kunne trøste mig, alt mit fokus var samlet på at jeg havde taget to kg på. 

Min verden var faldet sammen.

Har ikke lavet andet end at græde lige siden. 

Fik ingenting til min eftermiddags måltid. Det var umuligt at få noget ned. 

( anoreksien blev igen fodret af tom mave) 

Aftensmad bestod kun af rugbrød med ost 

Og først nu her til sen aften er jeg faldet en smule ned og har fået det måltid jeg skulle. 

Er stadig bange, bange for at tage på, bange for at det løbet løbsk. 

Jeg føler afmagt, føler jeg ingen kontrol har, overhovedet.

Jeg er mere bange end nogensinde :/

Aner ik hvordan jeg skal samle mig selv op og se positivt på tingene. 

Det hjælper dog lidt at mine nære prøver at vende det noget positivt, mangler bare at tro på det selv. 

So close, but still so far...

Jeg gik og troede at det hele gik så godt, at jeg virkelig var nået langt, men der er stadig stemme i mig som fortæller mig at jeg er begyndt at se tyk ud og at jeg spiser enormt meget. 

Det gør det jo bare det hele meget værre. 

Jeg beder om hjælp som jeg ik kan tage imod. 

Hjælp til at følge min kostplan, hjælp til at udvælge de mellemmåltider, som jeg skal spise.

Men hvad nytter det når stort set alle forslag indeholder noget jeg bare ik kan få i mig. 

Og hvorfor kan jeg ik få det i mig ? Hvorfor kan jeg eksempelvis ikke drikke juice? 

Det kan jeg bare ik, for, 

Jeg kan bare ik drikke mine kalorier. Ligemeget hvor åndsvagt det måske lyder, så kan jeg bare ik, ik endnu, ( måske aldrig) så hellere spise en appelsin ! Man kan jo også tage på uden at skulle drikke sukker. 

Men er i den position hvor jeg ikke selv får lov til at ændre de 15 forslag jeg har til mellemmåltider. ( for hvad svarer til hvad?)

Tænk også at ud af 15 forslag er der måske 4-5 jeg godt kan få mig til at spise og de resterende 10 indeholder bare "no-go" ting. 

Måske jeg kunne få den mere tilpasser mig ? Og hvad jeg kan spise. 

Det burde jo være bedre hvis jeg fik nogle ting jeg godt kunne spise? 

Men når jeg tænker over det, så syntes jo selv at jeg gør så meget :/ men fodrer jeg stadig anoreksien ?

Men ik tilstrækkelig nok, jeg giver mig det jeg kan, men det er måske ik 100% nok?

Jeg vil gerne være rask, men jeg vil ik være tyk.

Jeg vil gerne følge min kostplan, men vil ik drikke kalorier, spise smør eller drikke mælk rent. 

Jeg vil gerne vise at jeg tager på, men jeg vil ik selv være større. 

Jeg vil gerne bare kunne acceptere at sådan ser jeg ud, og være tilfreds. Men kan slet ik forestille mig at jeg nogensinde når dertil. 

Det er jo bare kage ? eller hvad?

Jeg har lyst til at skrige det ud til hele verden.
Jeg har bagt kage igår aftes,
Jeg spiste først et stort stykke
og derefter en mere!!!

ALTSÅ  2 STYKKER KAGE PÅ ÉN AFTEN



Jeg fik kun lige slugt det sidste stykke kage før jeg blev overvældet med den dårlige samvittighed, og derefter listede angsten sig stille ind.
Mit hjerne begyndte at banke løs, jeg havde svært ved at være i min krop, jeg havde lyst til at kaste det hele op igen. ( og havde jeg været alene havde jeg ik set anden udvej end at skylle det ud i toilettet)
Men jeg gjorde det ik, holdte det i mig. (var ikke alene)

Blev istedet beroliget af både kæreste ved siden af, veninde over telefon og også en besked fra mor.
PUH, tankerne kør rundt om hvordan vægten bare er steget helt vildt til næste gang!
Forsøger at vende tankerne til noget positivt, Nadia, vægten skal jo stige, det er mere pinligt for dig hvis du til næste gang stadig ikke har fulgt din madplan, at du igen heller ik stiger i vægt. Den skide vægt skal jo op, så det er helt okay?
(yeah right, som om man kan bilde sig selv ind at det er okay at vægten skal stige efter man har proppet sig med kage)

Jeg kan dog godt lide at bage kage, og kan jo også godt lide at spise kage?

Men hader at den skal være så stor, hader at den skal stå her i min ovn og lokke mig.
Hader at mine tanker skal dreje sig om den, jeg vil bare have den væk, nu!

Hvis man bare køber et stykke kage hos bageren spiser man jo kun dette ene stykke, så er der ikke mere. Det er meget nemmere at forholde sig til at man får et stykke og så er det det, slut, så er der ik mere. Så står der ikke over en halv kage tilbage ude i ovnen.

Er ik god til at stoppe og sige fra når jeg sidder i situationen.
Så er det bare mere lettere at få lige præcis det jeg skal, et stykke og så slut - ikke mere.
Men, sådan er det jo ik når man har bagt kage selv :/

Den  står stadigvæk ude i ovnen, jeg kan ik lide at den står der.
´Tankerne prøver at lokke mig til at spise af dem ( Nadia du vil jo gerne, tag du nu bare et stort stykke, du ved jo godt du er så svag at du ik kan modstå)

Men det er over 2 uger siden jeg har kastet op, så jeg vil ikke, jeg vil ikke kaste op mere!
Og jeg ved at hvis jeg tager et stykke når jeg er alene, bliver det til et stykke mere, et stykke mere og så kan jeg slet ik holde det i mig, og så igen tilbage i de dårlige vaner.

Det er godt at jeg har planer om at skulle ned i byen her kl 10, det gør således at jeg ikke har mulighed for at hverken overspise eller kaste op inden. (selvom tanken har strejfet mig)
Jeg vil IKKE, IKKE IKKE !!

Tanker om min weekend

Morgenmad er nok det mest sværeste måltid for mig at ændre, kan slet ik overskue at få noget andet end mit rugbrød med ost eller youghurt. ( er dog sket en sjællent gang at jeg har spist banan pandekager) Men det er kun hvis jeg virkelig føler jeg har overskud til det.
Forleden morgen gik min kæreste så til bageren for at køøbe morgenmad, jeg havde jo selvfølgelig regnet med, at få det jeg plejer at få hos bageren - rugflap ( svarede til 2 stykker rugbrød), men køen hos bageren havde været for lang, så han valgte at gå i netto og købe nogle rugfler ( grøv rundstyk) der skulle i ovnen.
Jeg gik helt i panik, kunne slet ik finde ud af om jeg skulle / kunne spise dem istedet for min normale morgenmad, jeg kunne ik se mig ud fra at jeg jo ville få for meget hvis jeg skulle spise 2 rundstykker!?
Efter stor reaktion på "lille" ændring fik han talt med til fornuft og jeg fik spist 1½ istedet.
Jeg er overrasket over hvordan jeg kan reagere så voldsomt på at jeg ikke lige får det morgenmad jeg regner med. Så kan man bare virkelig se hvor meget den kontrol fylder stadigvæk.

Jeg er dog rigtig glad for at min kæreste forstår mig mere og mere. At han kan se på mig når jeg ikke er tilpas, han kan mærke på mig når jeg trænger til at spise, eller komme væk.

Vi var på kanotur igår, med hele hans familie. Og selvfølgelig kan jeg ik regne med at han hele dagen vil være ved min side og støtte mig. Han har jo også brug for at gøre det han gerne vil, og være sammen med sine nevøer osv.
Men han hjalp mig alligevel.
Tankerne starede allerede fra morgenen ad, skulle jeg spise morgenmad selv eller skulel jeg vente til jeg kom ud til hytten hvor de andre skulle spise morgenmad sammen?
(jeg blev rådet til at få morgenmad inden - hvilket jeg tror var godt)
Formiddags frugten blev anulleret, (vi sejlede jo i kano ) og nej det er ik en undskyldning for jeg havde frugt med, det kom bare ik op af tasken.
Middagsmad blev serveret da kæresten var henne for at hente bil. Jeg skulle altså starte selv ( sammen med alle de andre selvfølgelig)
Jeg fik taget en god portion og endda en flute til, men ellers mest salat og kylling ( hvad svarere det lige til i forhold ti min madplan?!?)
Igen nogle timer efter kom der eftermiddags kaffe, hvor jeg igen var "alene", vik taget kaffe og et stykke kage med over til bordet, sad lidt og kiggede på kagen, fik brækket den lidt i stykker, og kom 2 små stykker i munden. Jeg kunne ik få det ned, alt i mig stridtede imod.
Kærsten kom her og så jeg ikke var særlig tilpas, han tog mig i hånden og vi giken tur.
Var dejligt lige at få luft, tror denne lille gåtur gjorde at jeg nu kunne overskue resten af dagen og det gik faktisk bedre med at overholde det jeg skulle spise til aftensmad.
Og sen aften blev hjemme, hvor jeg endda tog en müslibar udover planen for at konpencere lidt for den manglede eftermiddagsmad.

Dagen igår tog hårdt på mig, både fysisk og psykisk.
Sov 10 timer i nat ( virkelig længe siden jeg har gjort det)
Og er nu her kl 11 stadig ik kommet op af sengen
har dog været oppe og få morgenmad og får nu min formiddags frugt - vandmelon !

Jeg kan mærke at jeg rent faktisk har brug for at blive i sengen :)

Min aftensmad igår

Skrev igår at jeg var nervøs for hvad jeg fik severet til aftensmad. 

Og det fandt jeg ud af, at der slet ikke var nogen grund til. 

Jeg fik nemlig severet denne ret, 

Mad er bare mere ved at spise når det ser godt ud også !