2 hele måneder går der, før jeg igen skal tænke på studie, bachelor og teori. Det er nu egentlig en dejlig fornemmelse.
Jeg skal stadig bare have noget andet at udfylde alle timerne med.
Men alligevel valgte jeg at udsatte, at lave skemaplaner igår til samtale, da jeg lige vil se tiden lidt an.
Jeg har jo fået sommer-arbejde, og endnu bedre, som ergoterapeut, ergoterapeut!!! Det er så fedt! dog ved jeg endnu ik hvor mange vagter jeg vil få.
Og igen når lykken så er brudt ud kommer alle de bange fornemmelser.
Kan jeg nu klare det?
Kan jeg finde ud af det?
Er jeg dygtig nok?
Osv osv.
Ih STOP!!
Nadia, du er ny, du har ingen erfaring, du skal jo først lære det. Og det ved de jo godt, de ved jo godt hvordan det er at være nyuddannet og kun har teori og ingen praksis erfaring at trække på.
Det er jo det jeg skal ud og have, ud og lære håndværket i mit fag.
Og det er jeg sikker på vil give bonus når jeg til februar skal ud og søge job som færdiguddannet.
Igår var jeg til samtale, mor var med.
Det der rørte mig mest, var da vi snakkede om, at jeg holdt min sygdom hemmeligt.
Jeg skjuler den overfor selv mine svigerforældre.
Der er kun ganske få der ved det.
Min kontaktperson mente at jeg bruger meget energi på at skjule det, og at jeg måske endda også skjuler det så meget, at jeg skjuler det for mig selv.
Og det tror jeg er sandt.
Det er hemmeligt og flovt for mig
Jeg skjuler/fortrænger det, fortrænger at der er noget galt.
Jeg tager da tit mig selv i at tænke "jeg er da ik syg"
Næh nej, jeg er da helt normal?
Bilder mig selv ind at jeg ik har en spiseforstyrrelse, at mine tanker er normale.
Men når jeg tænker over det, så er jeg jo påvirket af mine egne spiseforstyrede tanker. Problemet er bare at jeg rent faktisk ik tænker over at jeg er påvirket af dem, eller at de er spiseforstyrede..
Og det tror jeg hæmmer mig i at komme videre.
Det hæmmer mig i at stige i vægt.
Føler ik jeg længere har kontrol over min vægt og dens udfald.
Sidst var den steget 2 kg, jeg var ødelagt indeni.
Igår var den faldet 600g.
Det mest positive om det, var da lige at jeg tænke øv så er der endnu flere kilo der skal ekstra på min krop.
Men det er vel også en god tanke?
Det er ik bare lykke ved at vægten falder. Jeg vil jo rent faktisk godt, at det så bare ik hænger sammen med at jeg vil have de kilo fordelt ud på min krop er så noget andet.
Sidder bare nu her med spørgsmålet.
Vil jeg få det nemmere ved at være mere åben om min sygdom :/
Ville det få mig til at indse at jeg rent faktisk er syg?
Ville det blive lettere fordi jeg undgår kommentare som, spis, du har da godt af det.
Eller gøre det lettere at svare på kommentare som, hvorfor skal du ik have kage ?
Hvorfor jeg skal høre om der er noget light før jeg vælger en sodavand.
Hvorfor jeg helst skal spise på bestemte tidspunkter.
Men,
Hvornår er lige et godt tidspunkt at lufte lidt hints om at jeg har svært ved at spise?
Det tidspunkt findes bare ik rigtig?
Og ville jeg kunne få det sagt hvis jeg egentlig fik chancen ?
Jeg synes, det kan gøre det lettere, hvis man er mere åben omkring det. I hvert fald der, hvor du er nu. Det sparer mig for en hel masse, når jeg er sammen med familie, fordi de allesammen ved, at jeg er syg. Og de ved, at jeg følger en kostplan. Så jeg undgår en hel masse af de der spørgsmål som "Hvorfor skal du ikke have kage?" eller "Tag nu noget mere". NEJ - jeg spiser efter en kostplan. Og hvis jeg skal kunne følge den, skal jeg ikke bare lige spise noget ekstra - for så går det ud over næste måltid. Jeg synes, åbenhed hjælper :-)
SvarSletOg tillykke med dit job :-)
Jaa tænker du har ret.
SletMen syntes bare aldrig rigtig der lige opstår et optimalt tidspunkt at fortælle det :/
Jeg tror dog at jeg nu vil gøre det, vil fortælle bare lidt hvis/når jeg får muligheden
Og til sidst tak, er virkelig glad for at have fået job