I dag var jeg så til samtale, blev vejet.
Allerede på vejen derhen begyndte angsten, jeg blev svimmel, mit hjerte hammerede og kunne sket ik fokusere.
Jeg kom ind, blev fulgt op i rummet, tog tøjet af og stillede mig op på vægten.
Nu brød angsten for alvor ud.
Jeg havde taget på, alt for meget.
Jeg har taget to kg på, to kg på to uger.
Jeg blev helt lammet, var slet ik klar på samtale efterfølgende. Prøvede ihærdigt at holde facaden, men jeg kunne ik.
Tårene pressede på og der var ik magt nok til at holde dem tilbage.
Jeg er frustreret, bange og ked af det.
Jeg kan slet ik rumme at have taget så meget på.
Derfor gik begge samtaler mest med at få overbevist mig om at det jo var en god ting, jeg skal jo tage på. Jeg har stået stille på vægten i længe, så set over tid havde jeg jo ik taget så meget på.
Men der var Intet der kunne trænge helt ind i mig, ingen ord kunne overdøve den følelse af afmagt som vægtøgningen havde medført.
Intet kunne trøste mig, alt mit fokus var samlet på at jeg havde taget to kg på.
Min verden var faldet sammen.
Har ikke lavet andet end at græde lige siden.
Fik ingenting til min eftermiddags måltid. Det var umuligt at få noget ned.
( anoreksien blev igen fodret af tom mave)
Aftensmad bestod kun af rugbrød med ost
Og først nu her til sen aften er jeg faldet en smule ned og har fået det måltid jeg skulle.
Er stadig bange, bange for at tage på, bange for at det løbet løbsk.
Jeg føler afmagt, føler jeg ingen kontrol har, overhovedet.
Jeg er mere bange end nogensinde :/
Aner ik hvordan jeg skal samle mig selv op og se positivt på tingene.
Det hjælper dog lidt at mine nære prøver at vende det noget positivt, mangler bare at tro på det selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar