Min historie.... So far

Min historie

Min spiseforstyrrelse har været i mit liv i mange år, jeg kan egentlig ikke huske hvad der præcis startede det. Måske det var veninden som kastede sin nudelsuppe op, fordi hun ikke ville tage på og jeg derfor også måtte prøve det? Eller var det min usikkerhed og mangel på identitetsfølelse?

Jeg ved det i virkeligheden ikke, men som årene gik, blev jeg mere og mere påvirket af den.

Den begyndte med små skridt at ændre mine vaner.

Vanerne omhandlede hvad jeg måtte indtage af kalorier, hvilket mad jeg skulle spise og hvor ofte og hvor længe jeg skulle træne. Jeg troede faktisk selv at jeg bare levede sundt. Jeg fulgte jo bare alle de her kendte slankeråd som man konstant bliver bombarderet med overalt. Altså begyndte jeg at skære ned på kulhydrater (brød/ris/pasta), spiste mere frugt og grønt, minimere fedtindtag, og skrue op for træningen.

Alle jo hørt om alle disse råd – spis mindre og træn mere. Og jeg fulgte de råd? Så jeg måtte jo være sund?

Men jo længere tid der gik, jo mindre måtte jeg spise, havde et helt regnskab oppe i hovedet om hvor mange kalorier jeg måtte spise og hvordan jeg skulle overholde mine regler. Jeg var jo nærmest et omvandrende kalorie leksikon. Der var snart ik den ting jeg ikke vidste hvad indeholdte. Heri begyndte træningen også at gå fra at være lystbetonet til at bare blive en kamp for at forbrændte et bestemt antal kalorier hver uge. Dette mønster endte med at jeg til tider tabte alt kontrol og endte med at overspise og kaste op. Hvorefter jeg fik det endnu mere dårligt med mig selv, med at miste kontrollen og det medførte bare endnu strengere regler.

Jeg har egentlig længe lagt lidt imellem disse to typer af spiseforstyrrelser, bulimi og anoreksi. Jeg har overspist, kastet op, overtrænet og sultet mig sig i en endeløs kamp om at undgå at tage på. Livet var et helvede. Skamfuld når jeg kastede op, udmattet efter træningen som aldrig kunne blive hårdt nok. Utilpas af at gå uden nok mad.

Alligevel ville jeg ikke rigtig indse at jeg var syg. Jeg var jo bare sund, måske lidt sundere end andre. Grænserne for hvad der er sund og FOR sund, altså usundt var fjernet. Det kunne bare ikke blive sundt nok.

 Jeg startede i behandling i oktober 2012. Fik stemplet anoreksi, som medførte at jeg kunne få behandling, på trods af min alder som daværende 22 åring. Stadig syntes jeg nok selv at det var mine opkastninger der var det syge ved mig. Selvom jeg på dette tidspunkt havde jeg tabt mig i alt 18 kg (fra min højeste vægt). Jeg fik opstillet det scenarie at jeg skulle tage 10 kg på, som minimum. Der skulle stiges med mindst 500g i ugen. Vægtstigning er svært, alt i en strider imod og tankerne prøver at snyde en til at man ikke behøver at tage på. Bare alt det man havde bygget op, og fokuseret på handlede jo udelukkende om at skulle udgå at tage på og helst tabe sig, bare bliver tyndere og tyndere. Alt blev vendt på hovedet.

Jeg ville jo ik være fed, jeg kunne ikke selv se at jeg var undervægtig. Inde i mit hoved kørte sætningen gentagende gange ”Hvordan kan de stå og sige at JEG er UNDERVÆGTIG?” Så har de da ik set mine lår som flader ud, min mave som buler ud over det hele. Jeg følte slet ikke at jeg lignede en der havde anoreksi! Piger med anoreksi er da tyndere end mig! Følte mig ikke tyk heller, men nærmere normal der lige kunne trænge til at tage et par kg eller tre.

Det påvirkede så min proces og min vægtstigning. For det var jo virkelig svært at kæmpe mod at blive rask, når jeg ikke rigtig følte mig syg og kæmpe for at tage på, når man ikke selv følte det var nødvendigt. Jeg ville selvfølgelig også gerne kunne leve et liv uden disse strenge regler, uden at hele tiden skulle tænke på mad, uden at alt skulle handle om mad, vægt, kalorier! Men på daværende tidspunkt troede jeg, at uden disse regler, at ville det hele løbe løbsk, jeg ville jo blive fed, jeg ville slet ikke  kunne styre det.

Men jeg kom altså i gang med behandling, hvor jeg havde håbet på at kunne ligge med ned og få dem til at fjerne min spiseforstyrrelse, ja faktisk bare tage den fra mig. Men jeg blev klogere. Der ventede sig en kamp, en ualmindelig hård kamp. Hvor jeg så vil tilføje at det har været det hele værd!

Det er altid svært at gå nye veje. Der har været utallige af episoder hvor jeg er brudt grædende sammen eller gået min vej, bare fordi jeg ikke kunne spise de ”forbudte ting”. Det har derfor været lettest at spise hjemme i starten, vide hvad jeg skulle have så det var til en start sat i struktur.

Hver dag var en kamp. Mine dage gik i etaper imellem måltiderne, havde mest bare lyst til at tiden bare fløj af sted. Ville ønske jeg kunne ligge mig ned og sove, men ikke engang det var jeg i stand til, sov elendigt om natten. Jeg frøs konstant, mine ben og arme var som is. Jeg gemte mig i store bluser. Mit hår blev tyndt, min hud blev tør og mine negle knækkede. Jeg var til lægeundersøgelse og fik af vide at mine tarme var sat på pause fordi min krop ikke havde energi til at holde dem i gang.  Alt det her var min krop der fortalte mig at jeg havde brug for hjælp, og mest af alt - brug for mere mad.

Jeg fik dermed udarbejdet en kostplan hos diætisten, som jeg skulle følge. Hvilket jeg overhovedet ikke var i stand til. Ville egentlig ønske i dag, at jeg havde fulgt den fra en start, så min vægtstigning havde været mere stabil, i stedet for at svinge så meget, som den nu har gjort.

Der er jo kun en vej frem. Jeg har først et år efter jeg startede i behandling indset at anoreksi ikke er vejen frem, det er ikke noget der holder i længden (hvis man kan sige det sådan). Der er rent faktisk ting i verden der betyder mere. Og hvis man har anoreksi kommer man aldrig videre i livet, man kan for eksempel ikke tage en uddannelse og tage ansvar for sin egen fremtid. Man ødelægger simpelthen sin fremtid.

Min egen store motivations faktor var, at jeg en dag gerne ville blive gravid og være mor. Hvilket kræver at jeg skal have min menstruation, som kræver at min krop skal være normalvægtig og normal fungerende.

Men det var en kamp at tage på, det var svært at spise kulhydrater, det var svært at holde op med at træne. Jeg fik endda kommentaren i min behandling om jeg overhovedet ville være rask? Fordi jeg igennem hele forløbet har følt mig mest sikker ved at lige hive i håndbremsen, så det ikke gik for hurtigt.

Jeg har dog altid gerne ville være ”rask”. Mere og mere efterhånden som vægten steg, blev jeg gladere, Jeg havde flere og flere ”gode-dage”, jeg kunne altså mærke at jeg fik det bedre hvilket også forstærker følelsen af at ville være rask. Jeg kunne pludselig tage ud og spise. Jeg kunne spise med andre. Jeg kunne være social.

Jeg er også begyndt at have tid og lyst til at være sammen med veninder igen. Og jeg må indrømme, at det er virkelig en vigtig del at være social, både med familie og venner. For når man skal ud af en spiseforstyrrelse, bliver man nødt til at fylde tomrummet ud med andre ting. Jeg har selv erfaret at det sværeste var at være alene. Når jeg var alene tog spiseforstyrrelsen helt over, jeg var alt for svag til at kæmpe imod og blev kastet tilbage i de dumme gamle rutiner.

Jeg ved ikke om jeg nogensinde bliver helt rask. Men jeg er ikke længere syg. Det styrer ikke længere min hverdag. Der er stadig flere ting jeg ikke kan spise eller drikke.  Tankerne er der stadig, men nu er jeg i stand til at overdøve dem. Lytte mere til fornuften. Jeg tror på at jo længere væk man kommer fra det, jo mindre vil det komme til at fylde. Dermed har jeg nu også nemmere ved at være åben omkring det.

For jeg har egentlig altid haft svært ved at fortælle min historie, følt det var pinligt og at der ikke var nogen som måtte vide det. Der har altid kun været ganske få der havde indsigt i min lille hemmelighed. Jeg er ked af at have været så flov over det. Jeg er også blevet fortalt at folk jo godt kunne se jeg var syg, da jeg var så tynd, fået af vide at det var tydeligt at der var noget galt. Men har aldrig ville indse at det kunne ses, jeg var flov. Men jeg burde ikke være flov, det var jo ikke min skyld at jeg blev ramt af en spiseforstyrrelse!!

Jeg vil gerne hjælpe andre piger med spiseforstyrrelser, komme ud af det helvede det er at være enden fanget af anoreksi eller bulimi. Hvad det gør ved ens liv og hvor svært det kan være at se at der rent faktisk er et liv bagefter, uden at skulle blive styret af strenge regler.

Det har været mit livs hårdeste kamp, men når jeg tænker tilbage på hvordan jeg havde det, så kan jeg med sikkerhed sige at det har været det hele værd! Og jeg har ikke kunne klare det uden min dejlige familie og kæreste, det er vigtigt at have et støttende bagland.

<3