Jeg var egentlig også bare med for at høre min veninde som skulle op og fortælle hendes historie.
Det var faktisk spændende og jeg tænkte efterfølgende, at jeg også selv kunne få lyst til at stille mig op og fortælle min historie.
Tror jeg..
Først og fremmest ville det nok være en ide at gøre min historie konkret for mig selv.
Jeg tænker også at det er en god ting at gøre uanset.
For så er det nemmere at lægge væk, når man ved hvad man forlader.
Det er ikke lige så let bare at fortrænge og skubbe væk.
At skrive min historie ned vil gøre mig mere bevidst om at jeg har det bedre nu, hvor meget det havde ødelagt mit liv, opslugt min tid og mine tanker.
Hvor spiseforstyret jeg egentlig har været og hvordan det startede og tog overhånd og styrede det jeg kaldte for liv.
Det tror jeg kan hjælpe mig med at komme videre.
Skal også videre. Fik lidt det scenarie at jeg skulle tænke over hvornår jeg selv tænkte at jeg var færdig med behandling og altså klar til at komme ud og stå på egne ben.
Der blev foreslået til nytår.
Er jeg klar? Jeg vejer jo ik helt det jeg skal endnu?
Vil gerne have hjælp til at stabilisere så det ik ender med ar jeg vejer mig hele tiden.
På den anden side vil jeg jo også gerne være fri for at rende til samtaler, men et jeg rask nok til det?
Måske er jeg, ved det ik.
Jeg forestiller mig, at jeg på et tidspunkt bliver "rask nok" - med mindre jeg bliver afsluttet fordi de opgiver mig (jeg frygter det). Jeg har også tænkt over, om jeg/vi ikke længere har anoreksi, nu hvor vi ikke er undervægtige, og at vi så nu har 'en spiseforstyrrelse'. Jeg har bare fortsat svært ved at erkende min sygdom, så jeg bruger ordene til at forsøge at forstå mig selv. Gør du også? Det er vel også en måde at forstå sig selv, om man kan opfatte sig selv som syg, under påvirkning af, eller rask/fri af anoreksi/spiseforstyrrelse. Jeg har også lyst til at give noget igen til andre, fx foredrag eller inden for Lms. Men jeg tror ikke længere på, at jeg kan slippe det helt. Og det gør mig faktisk ked af det. Jeg er kommet langt! Men...! Det er fantastisk at høre, at du overvejer om du er rask til nytår - det viser mig hvor langt du er kommet, at du har viljestyrke og modet til at tage skridtet fuldt ud. For pokker hvor du bare kæmper. Al respekt her fra!
SvarSletJa de brugte også udtrykket at være rask nok til at stå på egne ben. At man godt vidste hvilken vej man skulle.
SletJeg har som du siger også stadig svært ved at erkende sygdommen.
Hvor i landet kommer du fra?
Jeg tror heller ik at jeg bliver helt symptomfri, tror dog at det kommer til at fylde mindre og mindre. Men det vil altid være en del af mig. På godt og ondt.
Vi kæmper !
Ja vi gør så! Øst for Storebælt. Og dén definition de har givet dig, kan jeg faktisk godt forholde mig til. Så er der alligevel håb for mig - håber jeg...
SvarSletDer er håb. Det sværeste er bare at den vigtigste del i processen skal være at man gerne selv vil.
SletOg det vil man! Desværre bare nogen gange mindre end andre gange
Det lyder som en rigtig god idé at skrive din historie ned. Jeg tror, det kan være gavnligt. Jeg har faktisk selv gjort det fra år tilbage. Måske skulle jeg forsøge igen..
SvarSletPyh, det må være svært sådan at skulle sætte dato på en afslutning. Hvor ville det være rart, hvis systemet fungerede sådan, at man blev i behandling, til man selv følte sig klar til at slippe.
Det er faktisk også svært at skrive ned, man føler slet ik msn kan få det hele ned. Som om man glemmer/mangler en masse. Men vil glæde mig til at læse din hvis du får den skrevet. Det er rart med sådan en opsamling.
SletOg med hensyn til udskrivelse så kunne det være rart også bare hvis man skulle komme til noget opfølgning måske bare en gang om måneden eller måske endda bare hver anden,