Mad igen

Ja tænk engang hvor overraskende det er at vælge at skrive om mad.
Can't live withit, can't live without it.

Kan godt være det lyder underligt når jeg har fået af vide at jeg har anoreksi, men om aftenen kan jeg tit bare ikke stoppe med at spise, der ryger tit mere ind end der egentlig lige burde, selv efter min "ta'-på-i-vægt-madplan".
Har dog ikke taget vidt hurtigt på, så det er måske godt nok at jeg spiser det ekstra om aftenen, når det er der jeg ligesom  har nemmest ved det.
Problemet er bare, det er jo ik fordi jeg er sulten, så det er jo ike fordi jeg lytter til min krops signaler. Jeg tror det er for at give mig til et eller andet, er blevet så vandt til at skulle lave alt muligt, og det er der bare ik rigtig mulighed for om aftenen. Burde måske finde noget at give mig til istedet for.
Når jeg lige tænker over det, så bruger jeg egentlig mad til ting som jeg ikke skal. Ex. når jeg er alene, ensom og ked af det, så spiser jeg, ( som tit har endt i overspisning - dårlig samvittighed - opkast). Hvor jeg i virkeligheden burde tude, og konfrontere mig selv med de følelser. Det fjerner jo ik problemerne bare at fjerne dem med mad. Jeg skal lære at gøre noget ved det egentlige problem.

Jeg har det svært ved at være alene, hvis jeg ik har noget at give mig til. Jeg mangler nogen gange en, en veninde der havde det ligesom jeg selv, som man ógså bare kunne lave ingenting med.
Det gør lidt ondt indeni at indrømme at man mangler en veninde. Det er også pinligt. Men har jo også veninder, men dur bare ikke til at lave aftaler med dem. Hvad hvis de forventer at vi skal lave noget spændende, at jeg skal have noget interessandt at fortælle, det stiller bare så mange krav til mig, så det er lettere bare at være alene, være hos mine forældre eller kæreste. Som jeg virkelig elsker og holder af. Det er bare ikke det samme som en veninde.

Jeg har altid haft få og tætte veninde forhold, men eftersom min spiseforstyrrelse kom til at betyde mere og mere, skubbede jeg ligesom alle længere væk fra mig.
Og det er bare sværere som 23 årig at skulle skabe nye veninder, end da man var barn.
plus det igen kommer til at tage alt mit overskud, hvis jeg skal opretholde en facade som jeg godt kunne tænke mig at være, men som jeg jo ikke er. For er hverken udafvendt eller åben ( hvilket også lidt er et minus for mig)

Men for at vende tilbage til det med maden, så jo så følger jeg da min madplan til min morgenmad, får en frugt om formiddagen når jeg er i skole. Middagsmad er jo meget normalt at det består af 2 stk rugbrød med pålæg ? eftermiddag der finder jeg ofte selv på noget at spise, som jeg tænker virker passende, aftensmaden er også meget "normal" spiser det andre mennesker gør. Godt nok har jeg lidt sværer ved ris,pasta osv. og vil helst spise en del grønt. Men det er da også sundt nok ? så syntes egentlig jeg spiser normalt til aften, sådan sammenlignet med min familie og sådan.
aftens snack, her vælger jeg også lidt selv egentlig. ex i dag har jeg både fået 2 hjemmelavet müsli bare og et æble plus lidt peanutbutter. (det er også mere end hvad madplanen siger)

Så hva skal man lige sige næste gang jeg skal til diætist, ja jeg følger godt nok ik planen rigtig ???
Jeg tænker dog at det er er en god ting at jeg spiser det jeg sådan lige har lyst til, for så føler jeg mig da mere normal og rask, at jeg skal kan styre min mad og ik er styret af en plan. Men ved i virkeligheden ik om det er godt eller skidt :/ burde jeg følge planen istedet sådan helt konkret?
Jeg skal jo bare tage på, hvilket jeg efterhånden er ved at få det en smule lettere ved ( i hvert fald en gang i mellem)

Jeg kører vidst stadig lidt rundt i den ambivalens