I dag ødelagde jeg en shoppetur med min søster, fordi jeg ik kunne overskue at skulle spise nede i byen.
Normalt kan jeg ellers godt spise en salat eller lign. på cafe. Men i dag blev der bare lagt alt for stor fokus på hvorfor jeg ik havde lyst til at spise nede i byen. Først gik min tvivl mest på hvor og hvad jeg kunne spise. ( altså psykisk)
Kan jo ik rigtig gå efter min madplan, hvis jeg skal spise ude.
Men eftersom der kom større og større fokus på hvorfor jeg ik kunne, blev det hele til sidst bare for meget. Kunne slet ik være i mig selv, kunne slet ingenting, ville bare væk. Tankerne begyndte at køre rundt, og jeg var nået til det stadie hvor jeg slet ikke kunne have fået noget som helt mad ned hvis jeg havde blevet nede i byen.
Hader når der kommer fokus på mad, især min mad, det jeg skal spise.
Kan ikke overskue at andre skal overvåge hvad jeg spiser, kommentere hvad jeg spiser og hvorfor. Det gør det bare endnu sværer at spise de "forbudte" ting.
Tænker egentlig det er derfor jeg har meget lettere ved at spise hjemme. Her er ingen som dømmer min mad.
Dårlig oplevelse ender aldrig ud i noget godt....
Jeg skulle være alene her til aften.
Havde egentlig fået af vide af min kæreste at jeg skulle spørge mine forældre om jeg kunne spise hos dem da han tog tidligere afsted end regnet.
Men, da jeg fik det af vide, havde de jo allerede bestemt sig for at få hotdog.
Magtede ik at være et problem og skulle spise med så de blev nød til at finde på noget andet og spise. Bare fordi jeg ikke kan spise hotdog til aftensmad.
Jeg kørte derfor i fakta på vejen hjem for at købe et bære skyr ( tænkte det kunne hjælpe mig med at modstå overspisning-opkast).
Men da jeg kom hjem endte jeg ud i kaos alligevel.
Jeg er sur på mig selv,, igen.
Hvorfor kan man være så dum at gøre det gang på gang?!?!
Jeg ved jo hvor meget jeg hader mig selv bagefter og hvor meget jeg fortryder det.
Kan jeg virkelig have brug for at blive "passet" altid for ik at falde i?
Jeg skal i hvert fald lære at reagere på en anden måde, jeg skal lukke mine fustrationer ud på en anden måde end at skylle dem ud i toilettet. Men hvordan, hvordan, hvordan ?
Hvordan behandler man folk med bulimi ?
Jeg er nu fyldt med selvhad!
Kan det virkelig passe at min kæreste bliver nødt til art sige til min mor at jeg skal være alene??
Jeg gør det jo ik selv :/ jeg er så flov over mig selv
Det virker jo bare som om jeg ik vil ud af det.
Men, det vil jeg jo inderst inde!
Jeg er bare ik stærk nok :(
Hvordan kan jeg nogensinde få stoppet det her :'(
???????????????????????????????????????????????????
Men eftersom der kom større og større fokus på hvorfor jeg ik kunne, blev det hele til sidst bare for meget. Kunne slet ik være i mig selv, kunne slet ingenting, ville bare væk. Tankerne begyndte at køre rundt, og jeg var nået til det stadie hvor jeg slet ikke kunne have fået noget som helt mad ned hvis jeg havde blevet nede i byen.
Hader når der kommer fokus på mad, især min mad, det jeg skal spise.
Kan ikke overskue at andre skal overvåge hvad jeg spiser, kommentere hvad jeg spiser og hvorfor. Det gør det bare endnu sværer at spise de "forbudte" ting.
Tænker egentlig det er derfor jeg har meget lettere ved at spise hjemme. Her er ingen som dømmer min mad.
Dårlig oplevelse ender aldrig ud i noget godt....
Jeg skulle være alene her til aften.
Havde egentlig fået af vide af min kæreste at jeg skulle spørge mine forældre om jeg kunne spise hos dem da han tog tidligere afsted end regnet.
Men, da jeg fik det af vide, havde de jo allerede bestemt sig for at få hotdog.
Magtede ik at være et problem og skulle spise med så de blev nød til at finde på noget andet og spise. Bare fordi jeg ikke kan spise hotdog til aftensmad.
Jeg kørte derfor i fakta på vejen hjem for at købe et bære skyr ( tænkte det kunne hjælpe mig med at modstå overspisning-opkast).
Men da jeg kom hjem endte jeg ud i kaos alligevel.
Jeg er sur på mig selv,, igen.
Hvorfor kan man være så dum at gøre det gang på gang?!?!
Jeg ved jo hvor meget jeg hader mig selv bagefter og hvor meget jeg fortryder det.
Kan jeg virkelig have brug for at blive "passet" altid for ik at falde i?
Jeg skal i hvert fald lære at reagere på en anden måde, jeg skal lukke mine fustrationer ud på en anden måde end at skylle dem ud i toilettet. Men hvordan, hvordan, hvordan ?
Hvordan behandler man folk med bulimi ?
Jeg er nu fyldt med selvhad!
Kan det virkelig passe at min kæreste bliver nødt til art sige til min mor at jeg skal være alene??
Jeg gør det jo ik selv :/ jeg er så flov over mig selv
Det virker jo bare som om jeg ik vil ud af det.
Men, det vil jeg jo inderst inde!
Jeg er bare ik stærk nok :(
Hvordan kan jeg nogensinde få stoppet det her :'(
???????????????????????????????????????????????????
Jeg kender SÅ godt dine tanker.
SvarSletVille bare lige sige, at jeg læser med. ^^
Maria.
Tak, det er dejligt at høre du stadig læser med :)
SletDet kan du! Det skal nok stoppe, søde, det ved jeg! Som du ved, har jeg selv været i det, og igår var det lige præcis fire år siden, jeg sidst kastede op. Jeg kan ikke sige dig, HVORDAN jeg stoppede, men jeg kan fortælle, at jeg havde det præcis som dig i lang tid. Jeg ønskede at stoppe, men så snart jeg var alene, kunne jeg ikke modstå trangen til at spise og kaste op, igen og igen og igen og igen. Og jeg gik altså også i behandling. Det KAN blive bedre. Og jeg tror på, at det gør det.
SvarSletOg ja, måske kan det godt passe, at din kæreste må fortælle din mor, når du skal være alene i en periode. Indimellem kan sygdommen være for stærk til, at man selv kan stå imod. Det er ikke et svaghed at bede om hjælp. Heller ikke at bede om hjælp til at få bedt om hjælp :-)
Hvor er det bare godt at høre, 4 år er længe, godt klaret.
SletGlæder mig til jeg kan sige det samme.
Men ja tænker at første skridt det er at ikke være alene