Jeg har fundet ud af at det ikke kun er anoreksien der gerne vil have mig til at træne.
Jeg kan ærligt sige at jeg godt kan lide det, det giver mig velvære, overskud og ny energi. Plus at jeg nu aldrig gør det alene, men sammen med min veninde eller min far.
Alligevel kommer det over mig, som en koldt sus igennem kroppen, tankerne og den dårlige samvittighed. " du har ik gjort det godt nok, ikke hårdt nok, ikke tungt nok, ikke hurtigt nok, ikke længe nok og du gør det slet ikke tit nok"..
Det er svært at finde den gyldne middelvej.
Jeg ved jo også at hvis jeg vil træne skal jeg også spise mere, skal jo stadig tage på. Og hos diætisten i dag havde jeg kun øget et kg ( skulle have taget 2 på)
Hvilket så resulterede i - mere mad på min madplan. Hun rettede på tallene fra den tidligere plan, øget tallet, øgede mængden. Jeg gav hende ingen respons, det kunne jeg ik, angsten lammede mig. Jeg blev siddende i samme stilling, bed mig i underlæben og kiggede mod loftet for at holde tårene væk. Alt imens hun forklarede, gik over til computeren og rettede, for at printe den nye plan ud.
Det kan bare ik nytte noget . . .
Jeg skal jo op og veje 58-61. ( jeg vil ik over 60, det vil jeg bare ik). Men på den anden side, så håber jeg lidt at jeg en gang kan blive ligeglad med om jeg vejer over eller under 60, det er der jo ingen mennesker der kan se ??
Vi snakkede i dag om at jeg nu skulle give den en "hak" op, som hun beskrev det.
Hvilket hun også mente at jeg jo fint kunne gøre nu hvor jeg skulle til påskefrokost både tirsdag og fredag.
Svarede ik på hendes kommentar, smilede bare tilbage. Jeg vidste ik hvad jeg kunne sige? Alt hvad jeg havde af undskyldninger vidste jeg jo på forhånd at hun ville argumentere imod. Jeg må bare bide sammen, hårdt sammen i læben og holde sammen på mig selv.
For jeg kan jo så stolt se hvor langt jeg allerede er nået
Ingen kommentarer:
Send en kommentar