Lykke

Hvad er lykke egentlig?
Hvornår føler mig sig lykkelig?
Hvornår kan man sige at man er lykkelig?
Er jeg lykkelig?

Der er mange spørgsmål men ingen svar i hovede.

Når jeg ligger og tænker over det kan jeg da godt finde på ting jeg er glad for, min kæreste, min familie, mit hus og sådan.
Men der også mange dårlige ting. Jeg tænker tit hvorfor jeg egentlig gør som jeg gør. Hvorfor jeg nogen gange bare ønsker at kunne sove det meste af dagen væk, fordi det er rart når tiden bare går hurtigt.

Jeg håber jeg finder svaret på lykke når jeg en dag bliver "rask".
Det der med at blive rask, eller i hvert fald i stand til at holde en normalvægt, spise det jeg skal, holde mig fra opkast og fjerne angsten om mad og vægt.
Det tager jo tid og energi alt det her, plus at jeg skal rende til behandlings samtaler løbende hele tiden.
Jeg frygter når jeg så bliver færdig med skolen og skal arbejde.
Kan jeg nå at blive rask inden ? Kan jeg klare det pres det kommer til at give?
Når jeg får et arbejde kan jeg jo ik bare tage tidlig fri hvis jeg skal til diætist ?

Alligevel begynder jeg at regne ud hvor mange kalorier den nye madplan ca indeholder og hvis jeg vælger det med mindst mulige kalorier er det 2700. Jeg mærker klumpen i halsen, angsten. Kan jeg virkelig magte det her? Kan jeg virkelig få den overholdt? Kørte jo selv lidt bare mit egen plan før. Men det gav jo ik den vægtøgning der forventes af mig.
Plus at jeg kom i tanke om at det kun var to uger siden jeg sidst var hos diætist, så passede det jo fint med at jeg havde taget et kg på. Hun ville bare have mig til at øge hurtigere :/

Hvorfor har jeg de tanker, hvorfor er det svært at spise?
Jeg vil jo gerne føle mig tilstrækkelig, men hvis det skal ske, bliver forventningerne jo nødt til at stemme overens.
Det forventes af mig fra andre at jeg øger i vægt, at jeg spiser det jeg skal -- at jeg bliver rask.
Og anoreksien forventer at jeg skal spise sundt, ik få mere ind end så jeg kan holde min vægt, at jeg skal forbrænde noget mere og blive ved med at være "lille".
Det hænger jo ik sammen ?!?
Det giver en konstant kamp i mine tanker,. Bare det at hele tiden skal opveje og udvælge hvad jeg skal spise, hvornår jeg skal spise. Skal jeg spise mindre nu, så jeg kan spise mere i aften istedet, eller måske imorgen?.

Jeg er også allerede nervøs for at skulle til to påskefrokoster.
Kigger de efter hvad jeg spiser?
Syntes de at jeg ser tynd ud, men bare ik nævner det overfor mig?
Kan jeg overkomme alt den mad der bliver tilbudt?
Kan jeg magte at være sammen med så mange mennesker og stadig kunne spise "normal-meget" som alle de andre jo gør til sådan et arrangement?
Nu forventet diætisten jo at jeg laver det "hak" op i min vægt til næste gang. Kan jeg skuffe hende ? Virker det ik også åndsvagt at jeg hele tiden kommer til samtale hos hende, hun laver madplanen, gør hendes arbejde for at jeg kan tage på.
Syntes hun ik jeg er en træls patient, fordi jeg ik følger den vægtøgnings kurve jeg burde gør? (Hænger jo lidt bagefter).
Burde jeg bare ligge mig i hendes hænder og spise efter madplanen til punkt og prikke? Men det kan jeg jo ik? Kan jeg? Burde jeg det? Er det bedre hvis jeg selv finder en løsning så jeg ik et bundet af nye regler for min mad?

Argh!!!!!!!

Spørgsmålene kører rundt, kan ik finde nogen svar, ingen muligheder eller løsninger. Det hele er bare en stor forvirring. :/

Og det hjælper ik ligefrem at være i tital søvn underskud fordi jeg ik kan falde i søvn om aftenen og vågner alt for tidligt om morgenen. I nat var ulidelig, slukkede mit tv kl kvart i eleve for at sove, vendte og drejede mig og måtte igen kl halv to tænde for fjernsynet. Det endte så med at jeg nok faldt i søvn en time efter. Og så vågner jeg bare kl 6.
Kunne jeg da ik bare sove!!