Nu kan jeg rent faktisk føle mig som "normal" nogle gange. Men igen, så hvis jeg gennemgår mine sidste 2 uger ca. Så har jeg alligevel svært ved at se et normalt spise mønstre. Er lidt flov og bange for at indrømme det, men er ved at falde tilbage i bulimiens fangearme igen. Hvilket er noget jeg ikke selv er i stand til at slippe ud af igen.
Det er som om jeg starter helt uden at tænke eller reagere på det. Kæmper ikke imod. Tænker ikke imens. Er bare kørt af sporet. Et spor jeg ikke kan ændre.
Det foruroligende ved dette er egentlig også at jeg er begyndt, at være lidt mere ligeglad bagefter, tænker kun kort åh dumme dumme mig, hvorfor skal du nu gøre det igen. Dog bekymre det mig ikke så meget om alt kommer op igen, skal jo tage på ik ? Så bagefter er det som om intet er hændt. ( men men men, det er jo ik meningen at din vægtøgning skal ske på den måde, vel nadia, det bliver du jo ik rask af)
Jeg kan ik finde ud af hvordan jeg skal få brudt det her mønster igen. For der er noget i mig som gerne vil gøre det, selvom jeg ved at det ik er godt for mig. Det er som om min krop hiver i mig, siger at jeg skal gøre det. Det kan jo lokke mere end noget andet, kan ligefrem fravælge andre ting bare for at kunne gøre det igen. Det gør mig lidt skræmt, er virkelig bange for at jeg aldrig vil komme ud af det. Aldrig vil kunne stoppe overspisning og opkast.
Jeg skriver det her indlæg som et håb om, at jeg får mere fokus på det igen, fokus på at det ik er godt for min krop. Hvis ikke jeg erkender det, kommer ud med det, fortæller det, så vil jeg jo bare fortsætte med at fortrænge det, og lade som om det slet ikke sker. Hvilket vil medføre flere episoder, og det skal virkelig ikke ske!
Jeg er flov over det jo? Føler mig grådig ? Men kan det virkelig passr at det bare er fordi jeg har lyst til at spise? Eller er det fordi jeg har noget i mig jeg ikke kan bearbejde? Noget jeg måske undertrykker?
De "kloge" siger jo at det kan være kroppens reaktion på at den har været udsultet. ( kan jo godt lide denne teori, for så er det jo ik mig der er noget galt med, så er det blot en fysisk reaktion). Men hvad er forklaringen så på at jeg også gjorde det inden jeg fik anoreksi? Hmm.
Der findes måske bare ik et svar på alting.
Jeg vil gerne tro, at du holder op, når du vejer det, du skal. At kroppen er ved at være mættet. Og jeg håber, at det er sådan, det bliver! Men som du selv siger, er der også den med, at du også gjorde det, gør du fik anoreksi. Så jeg tror netop, det er vigtigt, at du snakker om det og sætter ord på det, så du også kan få hjælp til dét. Og ikke kun anoreksien. Også overfor en evt. behandler, selvom det føles skamfuldt <3
SvarSletTak for din kommentar søde. Ja har også besluttet mig for at snakke med min kontakt person om det, selvom det virkelig bliver ydmygende og svært :/
Slet