Overvældende reaktion på en afslysning!

Jeg har svært ved at forholde mig til min reaktion, synes selv det var, at jeg var, 
for overreagerende?!?

Men det var nok ikke bare fordi, at han var syg, fordi jeg ikke lige fik den tatovering lavet lige præcis den torsdag eftermiddag.
Det var mere fordi, at det er så svært for mig at se i øjnene, at jeg har været syg, (kan knap nok skrive det og mene det, jeg har været syg, føler det ikke, ikke rigtigt) Så jeg skal se i øjnene at jeg har lidet og stadig lider under en spiseforstyrrelse.


Jeg mener dog ikke at alt ens problematikker kan lægges over i en diagnose og så give diagnosen skylden for den måde man handler på, for hvis man gør dette tror jeg ikke man kommer videre, man skal ikke bare stemples og fastholdes!.

Jeg mener man skal se diagnosen som en forståelse for hvorfor man handler som man gør, altså en måde at forstå sig selv på. Få det gjort konkret og bruge det som et afsats, til at kunne ændre de ting der ødelægger ens hverdag. De ting som har overtaget så meget af livet, så man ikke kan udføre alle de ting man egentlig gerne ville.


Jeg bliver nødt til at påminde  mig selv om min spiseforstyrrelse, så det bliver ved med at være konkret. For hvordan skulle man ellers kunne ændre noget? Man kan ikke være lave ændringer i det ubevidste?
Og jeg er jo ikke færdig med at ændre på mit liv endnu, slet ikke!

Tatoveringen skal være mit bevis overfor mig selv at jeg faktisk har kæmpet, at jeg er ved at give slip på den. (jeg kan jo altid bare lade være med at vise den til nogen)

Formålet med den var jo at når jeg fik den , så ville jeg  være stærk nok til at være mere åben om min situation, ikke være så flov over mig selv. Hvilket stadig er noget af en kamel at sluge for mig!


Jeg var indstillet på at jeg var stærk nok, at jeg godt kunne være mere åben, at jeg ikke var flov over mig selv.
Men så kom aflysningen...

Jeg tænker det var derfor det ødelage mit humør, påvirkede så gennemgribende hele dagen.
Nu fik jeg den ikke lavet alligevel?. Ville ikke have den alligevel, ikke nu!! Nu var det for sent, følte jeg var tabt på gulvet, kunne ikke samle den samme mod igen.

For det var så grænseoverskridende at få bestilt den tid hos tatovøren. Jeg er angst for at skulle fortælle om hvad den virkelig betyder. Ville jeg overhovedet kunne være åben omkring dens betydning.?
Det var det jeg skulle!, være åben. Efter at have bestilt tid var der bare ingen vej tilbage, så det måtte jeg indstille mig på, nu var det altså nu. Tiden var bestilt og der var ingen vej tilbage. 
Det var pludselig NU! Det nu som jeg havde ventet på, som jeg troede lå så lang ude i horisonten, så det kom aldrig rigtig tæt på. Ikke før nu. 
Nu skulle jeg jo være åben omkring min spiseforstyrrelse.
Hvilket er ualmindelig svært at samle mod til!

Derfor brød jeg sammen.
 

Jeg må blot huske på, at det er vigtigt for mig at få den lavet! Vigtigt fordi jeg let ville komme til at fortrænge det der er sket, jeg skal ikke blive ved med at skubbe tingene væk og glemme dem. Jeg skal lære af de ting jeg går igennem og blive stærkere!
 
For hvis jeg glemmer min kamp, vil  jeg måske blive revet tilbage i dårlige vaner som spiseforstyrrelsen gav mig. (helt ubevidst)

Jeg håber at jeg tør være mere åben, at få det fortalt, ikke til alle og enhver, men for dem som måske godt ved at der har været noget galt med mig, Har set mig da jeg vejede mit mindste, har oplevet jeg gang på gang måtte melde fra fordi jeg ikke kunne tillade mig det mad der var til sociale sammenkomster, fordi jeg var fjern og trist og fordi jeg gerne vil fortælle at det ikke rigtig var mig dengang.
Jeg er mere end en tom skal, en tynd krop og kalorie-leksikon.
Jeg skal bare have tid til at finde ud af præcis hvad.


Så i dag skal det ske.
( også selvom jeg stadig mangler 2 kg ,før jeg rammer målvægten)