Lad mig bare løbe en tur, skal nok love jeg ik tænker på kalorier. Jeg vil bare gerne ud, afsted. Men jeg kan ikke, smerterne i mit knæ stopper min tur, min glæde - min frihed?

Jeg bliver sur, indebrændt måske?

Hvorfor kan jeg ik alt muligt, hvorfor kan jeg bare ligge og glo. 

Jeg vil også løbe, 

Jeg vil også svømme, 

Jeg vil også træne.

Svede, mærke min krop, mærke den lykke-følelse det giver mig. 

Men jeg kan ik, kan ingenting?

Jeg må bare ligge alene og kigge. 

Og æde mig tyk i nutella madder mens jeg prøver at trøste mig selv i, at jeg jo nok skal kunne komme til være aktiv igen. At jeg engang ik længere har smerter i mit knæ så jeg kan løbe. 

Jo mere jeg hører om andre der har enten lavet det ene eller det andet aktivt, jo mere begynder jeg bare at hade mig selv. Hade at de kan gøre det, og jeg ikke kan. 

Jeg bliver jaloux.. 

Alligevel vil jeg gerne høre det. 

Måske fordi jeg godt kan lide at mærke ubehagen ved den dårlige følelse jeg får i kroppen. 

Følelsen af at jeg igen ik er tilstrækkelig. 

Hverken i forhold til hvordan andre er og hvordan jeg sætter mine krav. 

Jeg vil gerne være aktiv, snakke om mortion. Et område hvor jeg føler jeg kan være med, bare ik længere...

Jeg har vel heller ikke fortjent andet end at have denne her form for dårlig samvittighed?

Det kan ik være anderledes?

Jeg bruger det meste af dagen på enten at sidde eller ligge?

Jeg ville ønske jeg kunne løbe! 

Jeg ville ønske at mit knæ ik gjorde ondt, at det ik stoppede mig på grund af smerterne der opstår ved blot at løbe få skridt.

Jeg mangler de endorfiner der bliver udløst i min hjerne, dem som gør mig glad. ( måske endda giver min en bedre følelse af mig selv?)

Mangler dem til at gøre min hverdag mere overskuelig og give mig energi.

De mangler i mit liv, jeg har brug for at kunne dyrke motion, få pulsen op og give mig fuldt ud. 

Jeg mangler det virkelig inderligt meget :/

.. Og værre er at jeg ik ser en fremtid hvor det igen bliver muligt for mig. 

:'(