Får ikke rigtig skrevet de dage hvor det går godt, men har også mere brug for at få mine tanker ud når jeg har det dårligt.
Jeg har nu i en lille uge stort set fulgt min madplan fra diætisten. Det gik godt til at starte med, men er lidt faldet ned i en sort hul igen :/ får dårlig samvittighed når jeg spiser, får dårlig samvittighed når jeg ikke spiser og så spiser noget ekstra sen aften, og det får jeg iegn dårlig samvittighed over.
Men nu vil jeg se hvor meget jeg tager på at at følge den plan i de her 2 uger. Jeg burde da godt kunne følge den bare lige i 2 uger.
Det er bare så svært :( siger til mig selv " nu tager du dig sammen og spiser det stykke kage sammen med din familie" men så når det kommer til stykket har jeg ikke lyst, har en klump i halsen, min mave snørre sammen ( hey, mærkede jeg lige signaler fra kroppen ?)
Det ender så med at jeg alligevel får taget mig et lille stykke, formår at spise halvdelen, hvorefter jeg ikke kan få mig selv til at spise mere og må i skjul smide det væk og tage et æble. Og det er jo ikke nok om eftermiddagen. Jeg må derfor spise mere til sen aften. Det blev så kun lige til en müslibar ekstra. Og er det så nok ? eller hvad ?
I dag har ind til videre været øv, er trist, har ikke lyst til at spise min mad.
Kunne ik få klemt min middagsmad ned mellem tårerne. Det er ik nemt at spise og græde på samme tid. fik ikke engang et halvt stykke rugbrød. Efter humøret igen kom lidt op fik jeg så spist ymer+ drys istedet. Så nu har jeg da fået middagsmad, så venter der jo bare eftermiddag, aften og sen aften.
Føler mig bare så alene, selvom der er mennesker omkring mig. Det er som om at jeg igen lukker mig inde en min egen skal og ensomheden og spiseforstyrrelsen presser mere og mere på.
Det er bare så hårdt at kæmpe :( Gid man bare kunne holde en pause
Øv, hvor lyder det bare hårdt. Jeg kan selv huske, da jeg måtte spise med tårerne trillende ned af mine kinder. Kan huske, at jeg engang tænkte på, om man kunne stede kylling i tårer - fordi jeg altid græd, når jeg skulle spise. Lidt mærkelig tanke, det ved jeg godt, men det siger lidt om, hvor hårdt det er at skulle spise. Du er sej, at du kæmper, det synes jeg virkelig! Og godt, at du sætter korte mål for dig selv, at følge planen i to uger til at starte med. Du skal nok klare det! Jeg ved, det er hårdt, men det bliver bedre. Det gør det virkelig!
SvarSlet<3
Jaa tænk hvordan maden lige påvirker en. Men man skal jo spise de ting man er utryg ved, fedt og kulhydrater. Man kan jo ik øge i vægt ved at spise frugt og grønt.
SletDet med at stege kylling i tåre, tror snart hvid man samler tårerne, så kunne man koge den istedet (:
Er du stadig igang med at øge i vægt?
Og tak for din kommentar, læser også med på din blog hver dag, du skriver så smukt.
Haha, du har ret - koge den i stedet. Genial kommentar :-)
SletJa, det skal man nemlig. Og når det handler om mad, er det bare flere gange om dagen, man bliver udsat for det, man er utryg ved. Så der er ikke noget at sige til, at det er en hård kamp!
Jeg har egentlig været oppe på min målvægt, efter jeg blev udskrevet, men efterfølgende tabte jeg lidt. Og så har jeg i et stykke tid holdt vægten cirka tre kilo fra målvægten. Så ja, jeg skal lige øge de tre kilo nu :-)
Årh, tusind tak, det glæder mig at høre! Undskyld, hvis jeg er besværlig, men jeg har forsøgt at tilmelde mig det i højre side, hvor man kan abonnere på dine indlæg - men det fungerer altså ikke.. :(
Kan godt følge dig. Man føler sig nu mere tryg når man lige er på den negative side af sin normalvægt. Så kan det ik lige pludselig gå "galt".
SletHmm jeg er helt ny med det blog her, så aner slet ik hvad man skal gøre :/
Ja, lige præcis. Så kan det tilgengæld lettere gå galt den anden vej - og det er heller ikke så godt jo..
SletNej, det er også ret svært at finde ud af - jeg måtte også spørge mig til råds, da jeg skulle finde ud af det :-) Altså, derinde hvor du fik tilføjet det med at abonnere på dine indlæg, der kan man også tilføje noget, der hedder noget med "følg via google". Noget i den stil. Det burde virke :-)
Jeg synes det er flot sådan som du kæmper trods alt.
SvarSletJeg kender alt for godt til det med at føle sig ensom trods at der er masser af mennesker omkring én. Som du skriver til mig (og tusinde tak fordi du tilbyder din hjælp), så er du også mere end velkommen til at skrive til mig, hvis du har brug for at få noget ud. Eller bare har lyst til en der lytter - så vil jeg hellere end gerne være der for dig!
xxoo, Amelia
Vi må hjælpe hinanden så godt vi kan. Vi skal kæmpe, og her har man brug for alt sen støtte man kan få (:
Slet