Ville egentlig gerne møde andre, andre som har samme problematikker som jeg, nogen der ved hvordan det føles at have dårlig samvittighed efter man har spist et eller andet, nogen som kunne sætte sig ind i følelsen af at være tyk, uden at være det, nogen som heller ikke ville kunne spise dybstegt mad uden at få angst. Jeg ville så gerne snakke med andre som har det som mig, derfor blev jeg glad da jeg fandt ud af at jeg skulle i gruppe terapi. Måske kunne jeg endda udvikle et nyt venskab med en ?
Men, må sukke længe efter dette, gruppen var med andre personer, med helt andre problematikker, andre diagnoser og jeg ville blive den eneste i min alder.
:( tænker virkelig på at jeg bare burde tage mig sammen og blive rask. Nogen gange føler jeg mig da sådan rimelig normal, tror jeg. Har godt nok stadig en trang/lyst til at få det ud af kroppen igen når jeg spiser usundt. Men ih er bare så irriteret, gider ik mere behandling lige nu, gider ikke lave de kropsøvelser fra fyssen, gider ik i gruppe terapi med andre som slet ik har de samme problemer som jeg, gider ik rende derinde flere gange i ugen. Vil kun diætisten, som kommer med en madplan , hvor jeg alligevel stadig selv finder på mine mellem måltider.
Bliver folk bare raske fordi de bliver så trætte af at skulle rende til behandling hele tiden. Virker det overhovedet ? Jo er da blevet bevidst om en del ting, har rykket mig en del, men hvad så nu ? Hvad skal der ske hvis jeg ikke starter i den gruppe? Hvem skal jeg så i terapi hos? Magter ik flere krops øvelser, og mærke situationerne et sted i kroppen " sidder følelsen i maven, halsen, hoveder" jeg ved det ik ! Kan ik længere se meningen, er det så fordi jeg modarbejder mig selv ?!?
Gid man bare kunne lukke øjnene, få sin målvægt, ikke syntes man så tyk ud, acceptere sin krop og ikke tænke over hvad og hvornår man spiste, men bare tog noget når man var sulten og man spiste lige det man havde lyst til uden at tænke over hvad kalorie indholdet er, eller ej nu har jeg spist for meget eller nu bliver jeg nødt til at spise noget mere
Søde pige, jeg synes faktisk, du siger noget vigtigt. Du orker ikke de kropsøvelser, du orker ikke at mærke hvor i kroppen, følelsen sidder, du magter ikke at gå til fysioterapi. Jeg havde det selv på samme måde. Der kom et punkt, hvor jeg bare ikke orkede det mere! Og grunden til, at jeg synes, du siger noget vigtigt er, at du måske slet ikke har brug for alle de kropsøvelser mere. Eller lige nu i hvert fald. Måske er den Netop den gruppeterapi, du har brug for, for når folk har forskellige problematikker, kommer fokus ikke til at ligge på, hvordan du mærker din krop - for de andre har ikke nødvendigvis samme problemer. Så kan du måske i stedet komme til at snakke om dine følelser på en anden måde, og måske vil du se, at der faktisk er forståelse og respekt for dine besværligheder, selvom I ikke kæmper med det samme? Ej, jeg kan selvfølgelig ikke vide det, det var bare de tanker, jeg fik, da jeg læste dit indlæg :-)
SvarSletTak for de givende ord, tænker du har ret, måske er det slet ik de kropsøvelser jeg har brug for mere, eller lige nu. Man skal jo ville det før man kan bruge det til noget nyttigt. Har stadig mine for og imod ang den gruppe. Det er lidt svært at beslutte sig, for hvis jeg siger ja, så kan jeg ik bare lige sådan springe fra. Men tænker også at du har ret, for det giver mig så meget at læse både din blog og andres, kommentere og rigtig meget at selv få kommentar på mine egne tanker. Så på den måde ville der være givtig. Men igen, så syntes jeg også bare at det minder mere om mine problematikker. Gid man bare havde en i nærheden, en som havde de samme problematikker, som man kunne kæmpe sammen med, og ik bare en man skulle mødes med en gang i ugen ( som i gruppen) siger jeg lige ærligt at jeg mangler en veninde. Hmm hvor ondt det end gør at indrømme, så tror jeg det er sandt :/
SvarSletJa, jeg kan godt se det - der er både for og imod. Hvordan kan det være, at du ikke kan springe fra, hvis du siger ja? Altså, de kan ikke tvinge dig til noget, så hvis du virkelig ikke vil være der, så kan du altid stoppe :-) Men jeg kan godt følge dig. Det er ikke nemt bare lige at springe fra. Det er bare, fordi jeg sådan ønsker for dig, at du får noget hjælp, du kan bruge i stedet for det, du er kørt træt i lige nu. Og derfor tænker jeg, at det måske er værd at prøve. Men igen kan jeg også godt forstå, hvis du vælger at takke nej.
SletJeg ved godt, det ikke er det samme - men jeg vil i hvert fald blive ved at følge dig og skrive med dig. Og på den måde kan vi kæmpe lidt sammen :-)
Jaa, men det med at springe fra ville også virke utrygt for de andre i gruppen, fordi man skal have mulighed for at åbne sig op. Men tænker det er måske noget andet jeg har brug for, kan man selvfølgelig ik sige inden man har prøvet det.
SletJeg er dog rigtig glad for at vi kan støtte hinanden lidt :)
Nej okay, det kan jeg selvfølgelig godt se. Håber, der viser sig andre muligheder så :-)
SletDét er jeg også :-)
Sødeste Lise, som Krokodullen også skriver, så kan jeg sagtens nikke genkenden til det du skriver.
SvarSletJeg orker heller ikke kropsøvelser og mærker heller ik hvor i kroppen, følelsen sidder, du magter ikke at gå til fysioterapi. Jeg har selv haft det nøjagtig på samme måde, man når til et punkt, hvor man ikke orker mere.
Jeg lider som du nok måske også har fundet ud af, af samme sygdom anoreksi på nu 13. år, så du er mer end velkommen til at spørge mig om nogle ting, hvis du har brug for at skrive. Jeg har også en blog, som du er mer end velkommen til at følge.
madebyme-helena.blogspot.com
mvh Helena
Tak for din kommentar. Har lige været inde på din blog, så nu har du u hvert fald fået mig som fast læser.
SletDet er rart at få bekræftet at det ik kun er en selv der har det sådan ( også ang det med fysioterapi).
Jeg er også rigtig taknemlig for du tilbyder din hjælp, du må have en del erfaringer efter så mange år. Glæder mig til at følge din blog :)