Vi snakkede om hvad det er der gør at jeg ikke få mig selv til at spise de ting på min madplan, og det er jo fordi jeg er så angst for at tage på, for at se tyk ud. Jeg skal derfor lære at tænke på de ting der motivere mig.
Så når jeg sidder og tænker "skal - skal ikke spise det her" så tænk på hvad jeg vil, jeg vil være rask fordi jeg vil have børn engang. Og min krop er ikke istand til dette som den er nu, den mangler næring.
Iiih det er også bare så svært når man sidder der og skal spise ex. kiks og tro at hvis man lige putter lidt nutella på, så er jeg på rette vej mod at blive rask !?!?
Jeg har i dag stilt et lille dilemma op. For i min familie har der været en tendens til dårlige lunger, pga. rygning - det har egentlig været skyld i mange sygdomsforløb og tæt på død for flere af mine nære.
Jeg tror det er lige så svært at holde fast i at spise - holde madplanen, "min medicin", som det er at stoppe med at ryge.
Man kan skære ned, ryge mindre - ja jeg kan spise lidt mere og blot bevare min vægt. Her er det ligesom mødt på mindten. Det er godt, det er bedre for kroppen. MEN det er bare ikke nok, ikke nok til at blive rask eller omvendt ikke nok i forhold til at have fravær af sygdom.
Jeg bliver lige så sur og irriteret når nogen prikker til mig " spiser du nu det du skal - du ved jo godt bla bla bla". Det samme med en ryger som bliver sur af at lytte til gode råd om hvorfor de skal holde op.
Man kender konsekvenserne, og alligevel er det bare så svært.
Vi må holde hinanden i hånden, kæmpe, bide tænderne sammen og hjælpe hinanden på vej, på vej mod noget vi egentlig gerne vil, men bare har så svært ved at udføre.
Jeg vil ikke såre min familie med ikke at spise til jeg en dag knækker sammen, jeg vil leve for jeg elsker min familie. Vil bare ikke miste nogen af dem for tidligt, før de egentlig burde, bare pga at de ryger.
Jeg elsker dig mor <3 og jeg ved du kan gøre det. Vi kan gøre det - sammen kan vi !
Jeg har faktisk før hørt om andre pige med anoreksi, som har lavet en aftale med deres forældre om, at når de når deres målvægt, skal forældrene stoppe med at ryge :-) Ikke, at du kan forvente det af dine forældre - jeg ved selv, at min far ikke ville have gjort det :-)
SvarSletJeg kan kun sige, hold fast! Måske lyder det som tomme ord, men det BLIVER lettere! Jeg ved, at jeg skriver ret negativt på min blog for tiden, og ja, det er en svær periode. Men ved du hvad? Jeg lader det faktisk ikke gå ud over maden! Jeg spiser, hvad jeg skal, SELVOM jeg har det så svært lige nu. Jeg har været indlagt ret mange gange efterhånden og har ikke kunnet se mig ud af anoreksien. Og selvfølgelig er det ikke let nu, selvfølgelig har jeg stadig mange systemer og restriktioner, men jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har sprunget et helt måltid over, fordi jeg havde det skidt. Det bliver lettere, jeg ved det, for jeg har prøvet det :-)
KNUS<3
Tak for de søde ord. Jeg vil heller ik længere springe måltider over.
SvarSletOg har også lidt ondt af min søde mor. Hun hjælper mig så meget, ligesom min egen engel. Hun skal ik få dårlig samvittighed over ik at stoppe, men bare vide at det ville betyde meget for mig hvis hun gjorde.
Men kan godt følge dig i man stadig lidt har fat de nogle af de gamle vaner, men så længe man får spist, og giver det kroppen har behov for, så er det også nemmere at arbejde med det andet (: håber snart du kommer mere ovenpå igen, følger i hvert fald med (:
Ja, lige præcis - første prioritet må være at få spist det, man skal, og så kan det andet komme senere :-)
SletTak, søde, det går fremad, synes jeg. Og inspireret af din kommentar omkring mit hårde sprog om mig selv, har jeg skrevet lidt mere om at forsøge igen at fokusere på det modsatte i dagens indlæg :-)
Jeg opdagede lige igår, at du nu har tilføjet det med, at man kan følge din blog via mail. Så nu er jeg fast læser! Dejligt :-)